Essay
Læsetid: 9 min.

Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
Der er dem, som mener, at Wes Andersons film er ren overflade, som nok tager sig flotte ud, men er rungende tomme. Intet kunne være mere forkert, mener filmredaktør Christian Monggaard.

Der er dem, som mener, at Wes Andersons film er ren overflade, som nok tager sig flotte ud, men er rungende tomme. Intet kunne være mere forkert, mener filmredaktør Christian Monggaard.

Kultur
24. december 2019

Der er mange mennesker, som har det svært med Wes Anderson. Man skulle ikke tro det, men den unikke amerikanske filmskaber, der laver de mest vidunderlige og morsomme film, har det med at dele publikum i dem, der elsker ham, og dem, der afskyer ham. Jeg elsker ham, betingelsesløst og med en passion, som er helliget de allerstørste i min personlige instruktørkanon: Woody Allen, Alfred Hitchcock, Jean-Pierre Melville, Preston Sturges, Stanley Kubrick, David Cronenberg, Steven Spielberg.

Det er ikke, fordi jeg ikke forstår, hvorfor andre mennesker kan have det svært med Wes Anderson, men alt det, de ikke kan fordrage – hans symmetriske, tableauagtige billeder, de finurlige og stiliserede kulisser, de excentriske personer, der taler som figurer i en velskrevet bog, det fetichistiske forhold til ting og genstande, især af den gammeldags slags – er alt det, jeg holder så uendeligt meget af.

Wes Anderson, der går klædt som en af sine egne figurer, er samler og kurator, og han lever for det taktile i en dygtigt indbundet bog, den tilfredsstillende fornemmelse, man kan få af et stykke perfekt emballage, lykkefølelsen af, at et sæt tøj sidder lige, som det skal, lyden af en pladespillers nål, der sættes ned i rillen på en vinylplade, ringetonen fra en gammeldags drejeskivetelefon, klikket fra et analogt kamera, en skrivemaskine, der klaprer løs.

Velsmagende kransekage

I brillante film som Rushmore (1998), The Royal Tenenbaums (2001), Life Aquatic (2004), The Darjeeling Limited (2007) og Moonrise Kingdom (2012) – og selvfølgelig animationsfilmene Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018) – har 50-årige Wes Anderson forædlet og forfinet sit unikke visuelle, kunstneriske udtryk og har på sin vis undervejs fjernet sig mere og mere fra det, man kan vælge at kalde den ’virkelige verden’. Men det er selvfølgelig The Grand Budapest Hotel fra 2018, der udgør toppen af instruktørens velkomponerede, velsmagende og kunstnerisk udsmykkede kransekage. Den er hans samlede værks pastelfarvede apoteose – og vel nærmest også en slags poetik for hans måde at se og bearbejde verden på.

I The Grand Budapest Hotel når stiliseringen sit hidtidige højdepunkt – Wes Andersons næste film var klogeligt animeret, og vi venter endnu på en ny live actionfilm – samtidig med at den historie, han fortæller, har en tyngde og en ambition, som man ikke for alvor har set hos ham før. Filmen er inspireret af den østrigsk-jødiske forfatter Stefan Zweigs skriverier og er en hyldest til Zweig og hans humanisme. Efter i 1934 at være flygtet fra nazisterne og fascisterne i Europa tog Zweig sit eget liv i Brasilien i 1942, fordi han havde mistet troen på, at den intolerance og nationalisme, der havde grebet verden, ville forsvinde igen, og fordi han ikke kunne bære destruktionen af al den smukke, sprudlende kunst og kultur, som han selv havde været så integreret en del af helt tilbage før Første Verdenskrig.

Som han skrev om situationen i Europa i forordet til sine erindringer, Verden af i går, der også udkom i 1942: »Mod min vilje er jeg blevet vidne til det frygteligste nederlag, fornuften nogensinde har lidt, og den vildeste triumf, brutaliteten nogensinde har fejret; for aldrig – dette noterer jeg uden nogen som helst stolthed, men tværtimod med beskæmmelse – har en generation oplevet et sådant moralsk fald fra en sådan åndelig højde som vores.«

To på flugt

The Grand Budapest Hotel foregår mestendels i 1932 i den østligste del af Centraleuropa, i den fiktive stat Zubrowka, og handler om titlens elegante og majestætiske luksushotel, der ligger højt oppe i bjergene, og hvor chefportier Monsieur Gustave (Ralph Fiennes) regerer med en både fast og generøs hånd. Han er på én gang ganske korrekt og meget frivol, og hans seksualitet er en smule flydende, men han servicerer utallige af hotellets aldrende, velhavende kvindelige gæster på så tilfredsstillende en facon, at de kommer igen og igen. Om jeg så må sige.

Zero (Tony Revolori) hedder hotellets nye piccolo, der viser sig at være en forældreløs flygtning fra en krig et sted i Mellemøsten – hans navn, Zero, er ikke en tilfældighed – og som nu forsøger at skabe sig et liv og karriere i Europa. Monsieur Gustave kan se potentialet i den loyale unge mand, og de to bliver hurtigt både venner og medsammensvorne, da en af hotellets faste gæster, den hovedrige, adelige Madame D. (Tilda Swinton), findes død, og hendes grådige nevø, Dmitri (Adrien Brody) og dennes brutale vagthund, Jopling (Willem Dafoe), beskylder Monsieur Gustave for at have slået hende ihjel.

Det umage par må tage flugten, og undervejs får de god hjælp af det tophemmelige netværk af portierer på Europas luksushoteller, som Monsieur Gustave selvfølgelig er medlem af, og den skønne Agaha (Saoirse Ronan), Zeros udkårne, der arbejder for den lokale mesterkonditor, Mendl's. Det er naturligvis ikke spor nemt, især ikke når fascisterne har sat sig på magten i Zubrowka og ikke vil acceptere det lasede stykke papir med opholds- og arbejdstilladelse, som er Zeros eneste identifikation. Men så er det, at Monsieur Gustave igen viser sig som et af den slags sjældne mennesker, som vil slås for det og dem, han tror på. Han er et vaskeægte mensch.

»Ser De, der findes stadig svage glimt af civilisation i dette barbariske slagtehus, der engang var kendt som menneskeheden,« siger han på et tidspunkt.

»Det er faktisk, hvad vi selv leverer på vores egen beskedne, ydmyge, ubetydelige … åh, op i røven med det.«

Monsieur Gustave er måske nok en idealist, men han er ingen naiv idealist.

Velkendt ramme

The Grand Budapest Hotel er en sindrigt opbygget fortælling. Den begynder i vor tid, med at en ung kvinde opsøger monumentet for en berømt forfatter med sin yndlingsbog af ham i hånden. The Grand Budapest Hotel hedder også bogen, og historien springer tilbage i tiden, til 1985, og vi møder forfatteren (Tom Wilkinson), der fortæller os om tilblivelsen af bogen. Historien springer endnu nogle år tilbage, til 1968, hvor den unge forfatter (Jude Law) opholder sig på The Grand Budapest Hotel, der blot er en skygge af fordums storhed – og således bliver et sindbillede på hele Europas forfald.

Og det er hér, at forfatteren møder den aldrende Zero Moustafa (F. Murray Abraham), der fortæller ham sin fantastiske historie, og så springer filmen tilbage til 1930’erne og Monsieur Gustaves regeringstid.

Det er en velkendt og effektiv ramme – en forfatter fortæller en historie – men også en reference til Stefan Zweig, der benyttede sig af samme greb, og en samtidig påmindelse om, hvor vigtige historier er for at holde mennesker og begivenheder i live – eller i hvert fald mindet om dem.

Sin egen virkelighed

Der er dem, som mener, at Wes Andersons film er ren overflade, som nok tager sig flotte ud, men er rungende tomme. Intet kunne være mere forkert. Da instruktøren var lille, blev hans forældre skilt, og det satte sig dybe spor i ham som menneske og hans fremtidige kunstneriske gerning. Dette eller disse temaer – skilsmisse, dysfunktionelle familier, børn, der forsøger at blive forsonet med deres forældre, generationskløfter, søskenderivalisering, jagten på kærlighed, forståelse og accept – er omdrejningspunktet i snart sagt alle hans film fra Rushmore og frem.

Hans personer er mennesker, som alle kæmper med sig selv, med andre, med livet og med at finde en plads i et liv og en verden, der ikke altid synes at have plads til dem. Det kunne være blevet mørkt og dystert, men heldigvis er Wes Anderson samtidig en stor humorist, og hans film er vittige, skæve og originale udforskninger af svært og tungt stof. Dertil kommer de verdener eller omgivelser, som historierne udspiller sig i, og som er gennemdesignede ned til mindste detalje.

»Mange filmskabere jager størst mulig realisme. Jeg er tiltrukket af at opfinde min egen virkelighed til personerne, som de så skal agere troværdigt inden for. Og det at gå tilbage i tiden er som regel en del af den proces; at lade filmen foregå et sted, som man ikke bare kan gå ud ad en dør og ind i,« sagde instruktøren, da jeg for fem år siden talte med ham i forbindelse med den danske premiere på The Grand Budapest Hotel.

»Jeg kan godt se, hvordan det også har en forbindelse med Zweig. Hvad nostalgi så end betyder, tror jeg, at jeg har fået en dosis af det. Og selv om jeg ikke kan påstå, at de store ideer i The Grand Budapest Hotel er mine egne, kan jeg sige, at det er ideer, jeg er interesseret i. Jeg låner dem bare af andre mennesker.«

Sjælden tekstur

Sammen med filmfotografen Robert Yeoman, som Wes Anderson har brugt på stort set alle sine film, inklusive The Grand Budapest Hotel, har instruktøren skabt et stærkt visuelt udtryk, hvor de fleste billeder er fuldstændig symmetriske, og hvor kameraet stort set kun bevæger sig frem og tilbage og op og ned. En gang imellem panorerer det op eller til siden, og en gang imellem følger det i hælene på en person, og altid går billedsidens stringens op i en højere enhed med personernes nøje koreograferede bevægelser og de på én gang overdådige, stramt opbyggede og ofte farvestrålende billeder, hvor intet er placeret tilfældigt.

Det kan umiddelbart lyde kedeligt og statisk, men er det på ingen måde, netop fordi Wes Anderson og Robert Yeoman er så konsekvente og faktisk bevæger kameraet en hel del, blot på overraskende måder. Det ene øjeblik vender det måske på hovedet, eller også skifter det pludselig retning eller fortsætter med en person ud ad et vindue.

Samtidig er der så meget at gå på opdagelse i i selve de ornamenterede billeder, som er proppet med alle de genstande, artefakter, som Wes Anderson holder af, og som også giver filmen og historien en sjælden tekstur og fornemmelsen af, at man bare kan række ud og røre ved det hele. Det er ingenlunde sterile rum, han skaber, men i høj grad håndværksmæssige og kunstneriske mesterstykker, som føles fuld af liv og historie.

Humanismens manifest

Vigtigt er det naturligvis også med musikken, eksempelvis i The Grand Budapest Hotels tilfælde, hvor Alexandre Desplats vidunderlige balalajkaer på lydsporet slår en munter tone an i et rask tempo. Wes Anderson sagde også til mig, at selv om udgangspunktet for filmen var Stefan Zweigs bøger, så syntes han, at han var endt med at lave en Ernst Lubitsch-film – et tempofyldt, dialogbåret lystspil – mere inspireret af personen Zweig og hans holdninger end af forfatterens historier.

Det giver mening. Zweig forsøgte at få os til at huske vores egen menneskelighed og den forsonende og helende kraft, som kunsten og kulturen kan have, hvis den får lov til at leve og ånde. Wes Anderson gør det samme med The Grand Budapest Hotel, der på én gang er en kulørt tall tale, et opbyggeligt eventyr, en hæsblæsende dannelsesfortælling og en dybfølt diskussion af moral og etik og vigtigheden af at sige fra og gøre opmærksom på de uretfærdigheder, man ser begået omkring sig. Det er i høj grad en film til vor tid – til alle tider – og man kan argumentere for, at det moralske og åndelige fald, Zweig var vidne til, også rammer os, mens disse ord skrives.

The Grand Budapest Hotel er – med lidt store ord – et humanismens og kunstens og kulturens manifest, men ikke et manifest, man har set magen til før.

’The Grand Budapest Hotel’ – Instruktion og manuskript: Wes Anderson. Fotografi: Robert Yeoman. Længde: 99 minutter. Kan købes på dvd og Blu-ray via for eksempel Amazon eller lejes/købes digitalt via Blockbuser, Viaplay, iTunes og SF Anytime

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Profeten’ en af de bedste film i dette århundrede

    21. december 2019
    Den franske instruktør Jacques Audiards ’Profeten’ er en film, man ikke troede var mulig, før man så den. Det er en fængselsfortælling om den åndelige, teoretiske og praktiske dannelse af en ung kriminel uden historie til et stærkt, selvstændigt og uhyggeligt menneske. Og filmen gemmer sig bag luge nummer 21 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frederik Groth Nordstrøm

Ja! Det er en fantastisk film!!

Ole Kresten Finnemann Juhl, Malan Helge, Helene Andersen, Steen K Petersen, Christian Monggaard og Liselotte Paulsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

... og Stefan Zweig er en fantastisk forfatter.

Ole Kresten Finnemann Juhl, Jane Doe, Malan Helge og Christian Monggaard anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Det er en af de værre film, jeg har set. Totalt hysterisk. Min skuffelse var stor.

“ Der er dem, som mener, at Wes Andersons film er ren overflade, som nok tager sig flotte ud, men er rungende tomme”

Bingo, jeg må indrømme, at jeg er en af dem... jeg finder Wes Andersons filmsprog og humor ulideligt manieret. I min øjne er han blottet for poesi, han har én indstilling, én og samme grundfølelse konstant: ‘ se hvor skæv og pudseløjerligt hittepåsom jeg er’. Lidt ligesom jeg har det med Anders Lund Madsen...

Var Moonrise Kingdom ikke bedre? Det synes jeg.