Essay
Læsetid: 6 min.

Derfor er ’The Handmaiden’ en af dette århundredes bedste film

Den sydkoreanske billedmager Park Chan-wook leger veloplagt med publikum og genrekonventionerne i den smukke og meget sensuelle psykologiske thriller, ’The Handmaiden’ (2016), der gemmer sig bag låge nummer 18 i Informations julekalender
Hvem snører hvem? Publikum bliver igen og igen taget ved næsen i ’The Handmaiden’. Her er det filmens to kvindelige bedragere: den koreanske tjenestepige Tanaka, der i virkeligheden hedder Sook-Hee (Tae-ri Kim), og den unge, japanske rigkvinde, Hideko (Min-hee Kim).

Hvem snører hvem? Publikum bliver igen og igen taget ved næsen i ’The Handmaiden’. Her er det filmens to kvindelige bedragere: den koreanske tjenestepige Tanaka, der i virkeligheden hedder Sook-Hee (Tae-ri Kim), og den unge, japanske rigkvinde, Hideko (Min-hee Kim).

Kultur
18. december 2019

Cirka to timer inde i Park Chan-wooks næsten tre timer lange erotiske thrillerdrama The Handmaiden sker der noget, som vender alting på hovedet, og som er endog meget sigende for ikke bare hans film, men for sydkoreansk film i det hele taget.

Som publikum føler man sig efterhånden godt tilpas og sikker på, hvad det er, man sidder og ser. Man er så at sige blevet lullet ind i en falsk bevidsthed om, at tingene er, som de ser ud til at være.

Det er de bare ikke. Slet ikke. Pludselig trækkes tæppet væk under én, og efter den første overraskelse – hvor munden hænger åben, som var man en mindre begavet fisk – læner man sig igen tilbage i biografsædet og følger frydefuldt og boblende af forventning med i, hvor pokker rejsen nu fører én hen.

Sydkorea er en uendeligt fascinerende filmnation – og et på én gang demokratisk og rigt og klassedelt og ulige land – der har udklækket nogle af de seneste 15-20 års mest spændende og teknisk blændende dygtige filmskabere.

Og de er stort set alle inspirerede af den amerikanske populærkultur, der har fyldt så meget siden Koreakrigen, men de insisterer på, i hvert fald når det drejer sig om genrefilm, at tage ærkeamerikanske fortællestrukturer og skabeloner og vende dem på hovedet. Overfladen er lækker og poleret, nedenunder gemmer sig artige sager.

Det er The Handmaiden et brillant og svimlende eksempel på.

Leg med publikum

Hvis man ikke vil vide, hvad det er, der sker i The Handmaiden, skal man lige springe næste afsnit over: Den koreanske tjenestepige Tanaka, der i virkeligheden hedder Sook-Hee (Tae-ri Kim) og er en del af en Fagin-agtig tyvebande, har konspireret med den falske grev Fujiwara (Jung-woo Ha) om at få fingrene i den unge, japanske rigkvinde, Hidekos (Min-hee Kim), mange penge.

Greven er blevet gift med hende, og nu har han med Sook-Hees hjælp fået hende erklæret sindssyg, så hun kan blive spærret inde på et hospital af de ikke spor hyggelige i Japan.

Men idet bedraget går op for Hideko, viser det sig, at hun og greven faktisk har arbejdet sammen om at narre Sook-Hee – også for at få fat i pengene, mere om det senere – der nu i stedet bliver spærret inde, mens hun raser over dobbeltbedraget.

Bang!

En mavepuster til hende – og til publikum, der rundtosset må erkende, at også det er blevet taget ved næsen. Og det er ikke sidste gang i The Handmaiden, at Park Chan-wook leger med både sin fortælling, selve filmens genre og publikums forventninger. Det er faktisk noget, som de sydkoreanske filmskabere nyder at gøre.

The Handmaiden foregår i 1930’ernes japanskbesatte Korea, og den begynder med, at Sook-Hee rejser langt ud på landet til en velhavende, bogelskende rigmands store hus for at blive kammerpige for mandens unge niece, Hideko.

Sook-Hee, der får besked på at lystre den japanske udgave af sit navn, Tanaka, er behørigt imponeret over det dyrt indrettede og majestætiske hus, men hurtigt bliver hun mere betaget af fruen selv. Det udvikler sig til et kærlighedsforhold, i takt med at en af frøkenens bejlere, grev Fujiwara, dukker op og forsøger at vinde hendes hjerte.

På det tidspunkt har vi fået at vide – i et af filmens mange, elegant iscenesatte og placerede flashbacks – at Sook-Hee og greven arbejder sammen om at få Hideko til at forelske sig i ham, så han kan gifte sig med hende. Og det skal gå stærkt, inden hendes klamme onkel Kouzuki (Jin-woong Jo), der mangler penge til sine sjældne bøger, selv gifter sig med hende og scorer de mange penge, hun har arvet.

Men Sook-Hee er blevet forelsket og kan ikke få sig selv til at snyde Hideko, og meget tyder på, at hendes følelser er gengældte, og så vrider og vender historien sig lige endnu en gang eller to.

Fascinerende figurer

56-årige Park Chan-wook, der også har skrevet filmens manuskript – sammen med Seo-kyeong Jeong og inspireret af en gotisk romance af den britiske forfatter Sarah Waters – må være en god pokerspiller.

I hvert fald er det noget nær umuligt at regne ud, hvilken hånd han sidder med, selv om man belært af hans tidligere film, blandt andet den monumentale og tragiske hævntrilogi Sympathy for Mr. Vengeance (2002), Oldboy (2003) og Lady Vengeance (2005), er helt med på, at han er god til at bluffe.

At Park Chan-wook alligevel slipper afsted med sine narrestreger, skyldes i høj grad, at han formår at skrive og – i tæt samarbejde med sine skuespillere – skabe mindeværdige, fascinerende figurer, man gerne vil være i selskab med og vide mere om.

Så opslugt er man af personernes indbyrdes forhold og små spil og bedrag, at man ikke får øje på alt det, der gemmer sig under overfladen, før det så at sige er for sent, og man får endnu en snurrig og opfindsom dramaturgisk lussing.

The Handmaiden er samtidig en på alle måder smuk og sensuel film, der også kærtegner publikum med en underskøn lyd- og billedside. Der overlades ikke meget til fantasien, når Hideko og Sook-Hee overgiver sig til hinanden og det flammende begær.

Det er en sindrigt konstrueret, næsten uskyldig og legesyg scene, der er som taget ud af en af de bøger, som Hidekos skumle onkel dyrker i selskab med lige så liderlige, smokingklædte mænd, mens Hideko læser op for dem. Det er hun fra barnsben af opdraget til af onklen, og selv om det egentlig er hende imod, pirrer det hende tillige, og hun nyder den magt, de sexede oplæsninger giver hende over mænd.

Nord og syd

I det hele taget handler The Handmaiden, som flere af Park Chan-wooks film, om magt og begær og det altid komplekse (styrke)forhold mellem kvinder og mænd og mellem mennesker, der befinder sig forskellige steder i det sociale og samfundsmæssige hierarki.

Chan-wook er ikke lige så skarp en samfundsrevser som sin beundrede landsmand og kollega, Bong Joon-ho, hvis seneste film, den kulsort satiriske Parasite, vandt Guldpalmen i Cannes i år. Men i sine film forholder Chan-wook sig på mesterlig vis til det samfund, de foregår i – hvad enten det så er Sydkorea i dag eller for hundrede år siden.

I skildringen af den blomstrende kærlighed mellem Hideko og Sook-Hee ligger i virkeligheden også en feministisk farvet fortælling om kvinders manglende muligheder i et mandsdomineret samfund og om to kvinder, der nægter at gøre, som de får besked på.

Hidekos onkel er blevet en rig mand, fordi han i sin tid hjalp japanerne med at okkupere Korea, og hans største ønske er at blive opfattet som japaner, hvorfor man helst skal tale japansk i hans hus.

Hideko, derimod, der er japansk og niece af onklens første kone – der endte med at tage sit eget liv – vil helst tale koreansk med Sook-Hee, og hele spørgsmålet om nationalitet og identitet og sprog og kultur ligger også og lurer under overfladen i The Handmaiden.

Korea har i århundreder været i sine magtfulde naboers vold – Kina, Rusland, Japan – og ikke mindst opdelingen i nord og syd efter Koreakrigen i 1950-53 har sat sig markante spor i landets sjæl og kultur og filmenes kviksølvagtige natur.

Det er grunden til, at The Handmaiden er så uudgrundelig og fængslende en film – den ligner umiddelbart en psykologisk, erotisk thriller, men er så meget mere end det. Det er grunden til, at Park Chan-wook i et tidligere værk som Oldboy kunne fortælle en historie, der på én gang var morsom, brutal og dybt tragisk. 

Og det er grunden til, at andre sydkoreanske instruktører, ikke mindst genremesteren Bong Joon-ho, kan forkæle os med film, der nok ligner deres vestlige fætre og kusiner, men som skamløst og ubesværet kombinerer og veksler mellem adskillige genrer og både fortællemæssigt og kunstnerisk rummer en poesi, en vildskab og en opfindsomhed, der er sjælden på vore breddegrader.

’The Handmaiden’ – Instruktion: Park Chan-wook. Manuskript: Park Chan-wook og Seo-kyeong Jeong. Fotografi: Chung-hoon Chung. Længde: 168 minutter. Kan fås på dvd og Blu-ray eller lejes/købes digitalt via SF Anytime og iTunes

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"56-årige Park Chan-wook, der også har skrevet filmens manuskript – sammen med Seo-kyeong Jeong og inspireret af en gotisk romance af den britiske forfatter Sarah Waters – må være en god pokerspiller."

@ Christian Monggaard
Det ville nu have klædt denne dejlige anmeldelse, hvis du havde fortalt, at titlen på Sara Waters' iøvrigt ret populære bog er "Fingersmith", og at den også er blevet filmatiseret :-)

Eva Schwanenflügel

Eller rettere, en miniserie i to dele, der har fået tre filmpriser, en BAFTA og to IFTA.

https://www.imdb.com/title/tt0423651/