Essay
Læsetid: 6 min.

Derfor er ’Tomboy’ en af dette århundredes bedste film

I det 21. århundrede har vesten skændtes om kønsidentiteter som aldrig før. I 2011 kom så franske Céline Sciammas gribende film om kønsængstelig barndom, ’Tomboy’, og viste os stilfærdigt, hvor bøvlet kønsbesættelse er og ikke burde være. Den forklarer intet, men installerer en stærk erfaring i alle, der ser den. Og den gemmer sig bag låge nummer tre i vores julekalender
’Tomboy’ er ikke blot et af de fineste barndomsperspektiver længe. Den er også på sin egen stilfærdige måde den fineste replik til det 21. århundredes kønsballade.

’Tomboy’ er ikke blot et af de fineste barndomsperspektiver længe. Den er også på sin egen stilfærdige måde den fineste replik til det 21. århundredes kønsballade.

Ritzau/Scanpix

Kultur
3. december 2019

Lille Jeanne kommer flyvende ind på værelset, løfter hjemmevant dynetæppet, storesøster Laure gør plads, de putter sig sammen, mens Laure stirrer håbløst ud i mørket.

Der går et lille minut.

»Jeg har én,« siger Jeanne.

»Er det en kvinde?« spørger Laure. Nej, svarer Jeanne.

»En mand?« Ja.

»Kender vi ham rigtigt?« Nej.

»Er han er i fjernsynet?« Ja.

»Kan vi lide ham?« Ikke så godt. Han er ikke pæn, nej. Nej, han har ikke noget hår. Og øh … nej, han er ikke med i et tv-program. 

»Så er han med i en reklame. Er det ham den store i pastareklamen?«

»Jeps.«

Så er der stille igen. Jeanne lægger sin arm om sin storesøster, som hellere vil være hendes storebror.

Luft til hjernen

Kraniet løsnes, og der bliver luft til hjernen, når film som Tomboy på den måde kan zappe én ind i en barndom. Ikke ind i den store, abstrakte fortolkning af barndom, tynget af dens betydning for fremtiden, men bare ind i eksempelvis denne slags intimitet, som to søskende kan have. Nogle film kan måles på, hvor forbløffende hverdagspræcist de kan beskrive sådan et bånd.

Hvad binder Laure og Jeanne sammen? Sengen, de sover i, og de forældre, der har ført dem fra ét centrum af verden til et nyt og ukendt sted på grund af farens arbejde. Her skal de to genopfinde sig selv. De er forbundet af den mor, der har givet Laure en lussing dagen forinden, og af den far, der har trøstet Laure, men intet kan stille op. Og så denne lille søsterlige, betryggende forsikring om, at verden og hverdagen findes endnu.

Tomboy fortæller historien om tiårige Laure (Zoé Héran), der flytter ind i et nyt parisisk kvarter med sin travle far, sin gravide mor og sin lillesøster Jeanne (Malonn Lévana). Det er sommerferie, Laure får sin egen nøgle til lejligheden, så hun kan komme og gå, som hun vil. Det er en helt ny frihed, som hun kan putte på snor og hænge om halsen.

Kreative krumspring

Jeanne har brune slangekrøller og kjole på, Laure har kort hår og tager bukser og t-shirt på sin slanke, stærke krop. Hun møder de nye børn i kvarteret og flokkens stærke, enerådige pige Lisa, hvis nysgerrige blik Laure vist forelsker sig lidt i. Lisa antager, at Laure er en dreng, der hedder hvad? Michaël, svarer Laure.

Hendes nye barndoms venner får lov at se hende på en lidt anderledes måde end resten af verden. Sådan afprøver Laure/Michaël verden på en ny måde.

Det kræver et par kreative krumspring ikke at blive afsløret, at få lillesøster med på løgnen, at forme en lille bule af modellervoks at putte i badebukserne, som er sakset ud af Laures gamle badedragt. At svømme og tumle i vandet som dreng giver en ny frihedsfølelse. Det samme gør det, når hun overskrider tidligere barrierer ved at smide t-shirten og løbe rundt og spille fodbold med de andre drenge, barmavet, barbrystet, med lidt for spidse vingeben, lidt for tynde arme.

Balladen indefra

I det 21. århundrede har vesten talt om og skændtes om kønsidentiteter som aldrig før: Hvad bestemmer kroppen, hvad bestemmer munden, hvem vil vi se på, hvem vil vi overlade retten til vores egen krop, hvordan skal vi tale om og til hinanden? Foruden at være den fineste film om barndom er Tomboy for mig at se den måske mest indtrængende måde at beskrive kønsballade på indefra.

Instruktør Céline Sciamma er en mester til at få os til at trænge helt ind i sine karakterer. Også venindeforelskelsesdramaet Water Lilies (2007) med synkronsvømningssymbolik, pigebandedramaet Girlhood (2014) og det mesterværksudråbte (endnu ikke i Danmark viste) Portrait of a Lady on Fire (2019) kommer frygteligt tæt på disse indre dramaer i kvinder.

Og Tomboy er ikke en film, der gerne vil forklare os én ting. Den vil ikke sige noget endeligt om at være en lille pige, der bliver forgabt i en anden pige, når den slags er noget, nærmest ingen så små børn sætter ord på. Den er ikke interesseret i endeligt at bestemme for os, om Laure er transkønnet, hvad hendes seksualitet er, eller i at sige, om hun i fremtiden kommer til at lide for at blive Michaël eller over ikke at kunne blive en Michaël.

Tomboy er en film om en sommer, hvor vi lærer af forstå et barn, som prøver sin identitet af og mærker den store frihed iblandet den store ængstelse over en lille krop, der allerede er ved at blive socialt forpligtet på, hvad der er mellem benene, hvad der snart begynder at bule på brystkassen, og hvilket køn navnet på skolelisten har, så snart ferien er ovre, og man ikke længere kan flyde rundt i ferieland.

Distraherede forældre

Laures forældre er ikke gode eller dårlige forældre, allerhøjest distraherede forældre. Tomboy, som er fra 2011, er på mange måder filmet i en slags tidløst rum uden klare tidsmarkører. Der er ingen bestemt krig i fjernsynet i baggrunden, ingen bestemt popstjerne på væggen, det virker ikke afgørende, om vi befinder os i storby eller landsby.

Laures sommerferieverden består uanset hvad af: familie, andre børn og deres forældre. Det er dem, der lige nu sætter rammerne og reglerne, uden deres accept er der ingen verden. Heller ikke her prøver filmen at sige noget om tids- og stedsbestemte kønsopfattelser, blot noget om legen og bøvlet med identitet.

Filmens mest svimlende, angstfulde øjeblik er derfor morgenen efter, at Laure og lillesøster er faldet i søvn i sengen sammen, da moren kommer ind på værelset, hundser søsteren væk og kaster en slatten, blå stofkjole ned i skødet på Laure. Den skal hun have på, der er ikke noget at diskutere. Så trækker moren hende over til den dreng, Laure dagen forinden har væltet omkuld. Nu skal trådene redes ud. Drengen og hans mor skal have at vide, at Laure er en pige. Det er den dybeste ydmygelse, man kan forestille sig. Ængstelig afklædning via grim påklædning. Laure står dér i døråbningen med det lange stykke blå stof med flæser på ærmerne og ser fortabt ud.

Har du en løsning?

Og da det så endelig er overstået, er det alligevel ikke overstået. Nu vil moren have Laure over til Lisa, som Michäel har danset med og kysset med. Nu skal verden for alvor bryde sammen. Moren hiver og trækker i Laures arm. Så sætter hun sig på hug: 

»Har du da tænkt dig at blive ved med at lade, som om du er en dreng? Skolen begynder om to uger, du bliver nødt til at fortælle det.«

»Jeg gør ikke det her for at såre dig eller for at give dig en lærestreg. Men jeg er nødt til det. Jeg har ikke noget imod, at du leger dreng. Det gør mig ikke engang ked af det. Men det kan ikke fortsætte.«

»Sig til, hvis du har en ide til at løse det, for det har jeg ikke.«

»Har du en løsning?«

Det har Laure ikke. Vi forstår, at moderen tager det smertefulde ansvar for en situation, man ikke kan vikle sig ud af uden smerte. Laure hedder ikke Michäel.

Samtidig lægger moren hele verdens byrde over på Laures skuldre. Laure kan ikke fikse verdens opfattelser af køn, ikke fikse ubehaget og væmmelsen, ikke sådan.

Men når man genser filmen otte år senere, i 2019, er der også noget forløsende, håbefuldt ved at se den. En oplevelse af, at der lige nu, og ikke mindst gennem personlige fortællinger, gennem film og tv-serier, gennem fotografisk kunst er en kamp for at løsne på noget, som for ganske kort tid siden de allerfleste steder på kloden har virket komplet umuligt.

I den forstand er Tomboy ikke blot et af de fineste barndomsperspektiver længe. Den er også på sin egen stilfærdige måde den fineste replik til kønsballaden. Den skænker os en barndomserfaring, der letter på angsten for andre køn.

’Tomboy’ – Instruktion og manuskript: Céline Sciamma. Fotografi: Crystel Fournier. Længde: 82 minutter. Filmen kan streames via Filmstriben og købes eller lejes via Blockbuster.

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For de få hvor tvivl og spörgsmål om psykologisk könsidentitet tilsyneladende er medfödt, må og skal dette faktum respekteres og omgås med fölsomhed, venlighed og agtpågivenhed. Det burde sandelig heller ikke väre et problem at de har det sådan, men er det desvärre i visse kredse.

For andre, derimod, skyldes tvivl og spörgsmål om könsidentiet seksuelt misbrug i tidlig alder, eller andre traumatiske oplevelser der har skadet selvets evne til at samle sig om en identitet. Her, igen, må man träde varsomt og med medfölelse, for her har man at göre meget svärt sårede mennesker.

Men at fortälle börn og samfund at det er uproblematisk, måske almindeligt og endda muligivs progressivt at identificere sig med et andet kön en ens biologiske, det mener jeg er et overgreb på det flertal af börn som ikke burde have noget besvär med at sidestille deres fölelsesmässige og psykologiske kön med deres biologiske kön. Jeg er overbevist om at det kun skaber mere forvirring iblandt denne gruppe, udover at det er unödvendigt og i visse tilfälde årsag til stor skade.

Nike Forsander Lorentsen og Mette Eskelund anbefalede denne kommentar