Læsetid: 6 min.

Derfor er ’Tomboy’ en af dette århundredes bedste film

I det 21. århundrede har vesten skændtes om kønsidentiteter som aldrig før. I 2011 kom så franske Céline Sciammas gribende film om kønsængstelig barndom, ’Tomboy’, og viste os stilfærdigt, hvor bøvlet kønsbesættelse er og ikke burde være. Den forklarer intet, men installerer en stærk erfaring i alle, der ser den. Og den gemmer sig bag låge nummer tre i vores julekalender
’Tomboy’ er ikke blot et af de fineste barndomsperspektiver længe. Den er også på sin egen stilfærdige måde den fineste replik til det 21. århundredes kønsballade.

’Tomboy’ er ikke blot et af de fineste barndomsperspektiver længe. Den er også på sin egen stilfærdige måde den fineste replik til det 21. århundredes kønsballade.

Ritzau/Scanpix

3. december 2019

Lille Jeanne kommer flyvende ind på værelset, løfter hjemmevant dynetæppet, storesøster Laure gør plads, de putter sig sammen, mens Laure stirrer håbløst ud i mørket.

Der går et lille minut.

»Jeg har én,« siger Jeanne.

»Er det en kvinde?« spørger Laure. Nej, svarer Jeanne.

»En mand?« Ja.

»Kender vi ham rigtigt?« Nej.

»Er han er i fjernsynet?« Ja.

»Kan vi lide ham?« Ikke så godt. Han er ikke pæn, nej. Nej, han har ikke noget hår. Og øh … nej, han er ikke med i et tv-program. 

»Så er han med i en reklame. Er det ham den store i pastareklamen?«

»Jeps.«

Så er der stille igen. Jeanne lægger sin arm om sin storesøster, som hellere vil være hendes storebror.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Hans Larsen
Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

For de få hvor tvivl og spörgsmål om psykologisk könsidentitet tilsyneladende er medfödt, må og skal dette faktum respekteres og omgås med fölsomhed, venlighed og agtpågivenhed. Det burde sandelig heller ikke väre et problem at de har det sådan, men er det desvärre i visse kredse.

For andre, derimod, skyldes tvivl og spörgsmål om könsidentiet seksuelt misbrug i tidlig alder, eller andre traumatiske oplevelser der har skadet selvets evne til at samle sig om en identitet. Her, igen, må man träde varsomt og med medfölelse, for her har man at göre meget svärt sårede mennesker.

Men at fortälle börn og samfund at det er uproblematisk, måske almindeligt og endda muligivs progressivt at identificere sig med et andet kön en ens biologiske, det mener jeg er et overgreb på det flertal af börn som ikke burde have noget besvär med at sidestille deres fölelsesmässige og psykologiske kön med deres biologiske kön. Jeg er overbevist om at det kun skaber mere forvirring iblandt denne gruppe, udover at det er unödvendigt og i visse tilfälde årsag til stor skade.

Nike Forsander Lorentsen og Mette Eskelund anbefalede denne kommentar