Essay
Læsetid: 9 min.

I Dolly Partons bryst banker hele USA’s store konfliktfyldte hjerte

Podcastjournalisten Jad Abumrad har skabt en fabelagtig, ni episoder lang serie om Dolly Parton, og hvordan hun kanaliserer USA gennem sine sange. Og om hvordan hun tillader enhver at finde sin egen hjemve og hjemstavn i sine sange. Hvert afsnit er en ny vej ind i hendes værk, og når man så er derinde, så tilbydes et nyt dybdeperspektiv ud af værket igen. ’Dolly Parton’s America’ er en serieorgasme for musikelskere såvel som for menigmand
Podcastjournalisten Jad Abumrad har skabt en fabelagtig, ni episoder lang serie om Dolly Parton, og hvordan hun kanaliserer USA gennem sine sange. Og om hvordan hun tillader enhver at finde sin egen hjemve og hjemstavn i sine sange. Hvert afsnit er en ny vej ind i hendes værk, og når man så er derinde, så tilbydes et nyt dybdeperspektiv ud af værket igen. ’Dolly Parton’s America’ er en serieorgasme for musikelskere såvel som for menigmand

Sofie Holm Larsen

Kultur
27. december 2019

Man kan høre vinden, der river i træerne, så det uendelige mylder af blade lyder som havets brænding. Der er en lille bæk, der risler et sted, og der er podcastjournalisten Jad Abumrad, som går.

Han er på besøg i Dolly Partons barndomshjem, en hytte for foden af Smoky Mountains, den amerikanske countrystjernes legendariske »Tennessee Mountain Home«.

Jad Abumrad undrer sig.

»Under hele besøget formåede jeg ikke slippe af med følelsen af, at jeg havde været her før«, fortæller han.

Det er, som når et minde rimer på et andet minde, som Abumrad formulerer det her i det fjerde afsnit af hans forunderlige podcastserie Dolly Parton’s America.

Og så går det op for ham, at det er præcis den samme følelse, han går rundt med, da han 20 år tidligere rejser med sin far Najid til hans hjemlandsby i bjergene i Libanon.

Klip til samtale med hans far, der bekræfter sønnens følelser. De to steder minder om hinanden. »Næsten identiske«. Syv mennesker sov i et rum i farens barndomshjem. Dolly Parton voksede op med ti søskende i den spartanske træhytte.

Abumrads far og mor forlader Libanon i 1972, da landet er  på vej ind i en borgerkrig, der kommer til at koste omkring 250.000 mennesker livet. Det er samme år, hvor Dolly Parton skriver sangen »Tennessee Mountain Home«.

Både Parton og Abumrads far har deres lille bjerghjem i sig. Forskellen er, at Dolly Parton har haft en hel verden at dele sin hjemve med, mens faren – som flygtning – ikke har haft nogen at snakke med det om.

»Hvem skulle jeg tale med?«, spørger han.

Og Jad Abumrad stiller spørgsmålet, hvorvidt »den meget højlydte idé om hjemstavn i Dollys sange især appellerer til folk, der ikke kan være højlydte omkring deres hjem?«

Ja.

Det er så god Dolly Parton’s America er. Så stærk er den til at binde uventede forbindelser fra det personlige til det universelle, fra kontinent til kontinent, fra fortid til nutid, fra følelse til undersøgelse til erkendelse.

Mange kender Jad Abumrad som den ene af to værter i den fremragende, supermonterede, entusiastiske og morsomme videnskabsserie Radiolab på radiostationen WNYC. Ikke som Dolly Parton-fan. Og hans vej til den 73-årige stjerne er også tilfældets vej.

Parton har været i et trafikuheld i oktober 2013 i et kryds i Nashville, og Abumrads far bliver sat til at behandle hende. De bliver venner, og Jad Abumrad får via sin far kontakt til Parton og begynder at interviewe hende. Det griber om sig.

Og det har nu udmøntet sig i en fabelagtig podcastserie på ni afsnit, hvor han læser USA gennem Parton og Parton gennem USA. Eller menneskeheden gennem Parton og Parton gennem menneskeheden.

De ni afsnit undersøger hvert deres tema, og vi kommer vidt omkring. Fra begyndelsen i hendes »sad ass songs« om abort, slut shaming, vold og de såkaldte murder ballads, som Parton er med til at redefinere ved at synge dem fra offerets side. Kvindens smerte og død, ikke mandens vrede og vold.

Tilgivelse er alt

Det er ikke den eneste gang, hun fucker med konventionerne. Når kvindelige countrysangere synger til de kvinder, der vil stjæle deres mænd, så er det i aggressionens sprog. Men ikke Parton. Hun bønfalder i 1973 Jolene om at holde sig fra sin mand. Og hun besynger Jolenes skønhed.

Og en af Jad Abumrads mange begavede gæster læser en homoerotisk dimension ind i sangen. Hvilket Dolly Parton er flad af grin over. Men som hun anerkender uden at genkende.

Der er også afsnittet om en anden klassiker, »I Will Always Love You«, som hun skrev til countrystjernen Portner Wagoner. Ham, der introducerede hende til mainstream, og som hun havde et forhold til.

Det er en afskedssang, som han græder over, da hun spiller den for ham på hans kontor. Ikke desto mindre sagsøger han hende og begår karaktermord på hende i medierne. Men de bliver venner igen, og Dolly ender med at hjælpe ham ud af økonomiske vanskeligheder.

»Tilgivelse er det eneste, der findes«, siger hun til Jad Abumrad.

Og der er historien om, at hun også er stor i Afrika og Asien. Fordi Dolly Partons sange taler til alle folks hjemve.

Det påpeges, at countrymusik først bliver rigtig populær, da over 50 procent af USA’s befolkning bor i storbyerne. Altså da den amerikanske befolkning er flyttet fra landet til storbyerne i stor stil. Altså er country lyden af hjemve.

Banjoen var sort før hvid

Dolly's America handler i høj grad om hjemstavn og hjemve, men den handler også om, hvor svært det er at tale om kulturelt ejerskab.

»Overvej lige banjoen«, siger Abumrad i fjerde episode, døbt »Neon Moss«. Den stammer fra Vestafrikas lut-instrumenter og rejser derfra til Caribien og bliver til den tidligst kendte banjo på Haiti.

Så bliver den bragt til USA, hvor slavegjorte afroamerikanere spiller på den. Det er et sort plantageinstrument. Men i 1830’erne-1840’erne bliver den samlet op af hvide musikere, og omkring 1930 er den udelukkende forbundet med hvid folkekultur – ja, reduceret til et symbol på hvid kultur.

Jad Abumrad taler med en række musikeksperter, der peger på, hvordan alt hænger sammen. Der er nemlig en ny retning inden for musikhistorie, der bevæger sig væk fra oprindelseshistorie, at noget kommer fra et bestemt sted. Det er vildt kompliceret at udrede, fordi folk har minglet for vildt på tværs af kulturer. Globaliseringen har været i gang i århundreder.

»Tag en hvalbåd fra det 19. århundrede, som måske har sejlet i Det Indiske Ocean«, siger Abumrad.

»Et skib som det har måske haft sømænd fra Storbritannien, USA, Portugal, Tyskland, Skandinavien, Indonesien, Malaysia, Hawaii, New Zealand, Ungarn, Australien, Cook Islands. Alle med forskellige instrumenter. Og de jammer, fordi de keder sig. De lærer hinanden sange. Bytter instrumenter. Hvordan koger man det ned til én enkelt historie?«

Kulturelt ejerskab er i den optik meget svær at påkalde sig. Og hvilken befrielse er det ikke? Tænk lige over det. En verden uden grænser, hvor ingen kan holdes uden for. Ingen diskussioner om kulturel appropriation, men derimod en anerkendelse, at vi alle – trods de forskellige geografiske oprindelser – er ens. At vi alle har de samme rettigheder.

Dollitics under lup

Jad Abumrad stikker også mikrofonen ned i de ømme punkter i Partons liv.

En anden Parton-klassiker, arbejder- og kvindeslagsangen »9 To 5«, der langer ud efter de urimelige arbejdsvilkår i rigmændenes verden. Som samtidig er titlen på filmen, hvor tre kvinder – spillet af Parton, Jane Fonda og Lily Tomlin – konfronterer sexistiske, mandlige overordnede.

Det var i 1980, men i dag afvæbner Dolly Parton gerne den feministiske lynchstemning i filmen. Og vil heller ikke kalde sig feminist. Fuldt bevidst om, at hun altid har brugt sin krop, sin skønhed, sine bryster som en del af varen Dolly Parton. Altid klar med en »boob joke«, som hun selv siger.

Ja, hun formår også at lave en joke ud af sine skænderier med sin bedstefar, der var præst. Han vil ikke have, at hun bærer makeup i kirken.

»Selvfølgelig vil jeg gerne i himmelen, men behøver jeg se ud ad helvede til for at komme derop?«, lyder svaret.

I jokens form fortæller hun om sine egne genvordigheder.

»Det koster mange penge at se så billig ud«, lyder hendes klassiske joke, der jo fortæller om et nedsættende blik på hendes blomstrende fremtoning. Et blik, der lige så vel kunne være nogle sexister som nogle feministers blik. Med latteren løsner hun folks forsvarsmuskulatur, med selvironien tilbyder hun broer over kløfterne.

Jad Abumrad kalder Dolly Parton »The Great Unifier«, den store forener. Allerede i første afsnit beskrives det, hvordan folk fra begge sider af det politiske spektrum og alle hudfarver og seksuelle orienteringer møder op til hendes koncerter og sameksisterer fredeligt og venskabeligt. US Utopia.

Hun vil ikke tale om politik eller om Trump. »Dollitics«, som hendes nevø kalder hendes strategi. Hun vil omfavne alle, hun kan rumme dem.

Taler du ikke snart, Dolly!?

Dolly Parton kan slippe afsted med kontraster og selvmodsigelser som ingen andre. Hun har sunget til fordel for fagforeninger, skrevet feministiske sange, beskrevet minearbejderes død og den racistiske behandling af deporterede mennesker.

Og så har hun haft showet »The Dixie Stampede« i sin forlystelsespark Dollywood. Et fuld hammer på show med sygt meget mad og sodavand og opdeling i dem i blå nordstatsdragter mod dem i grå sydstatsdragter. Og ikke et ord om slaveriet.

Det slipper hun også afsted med. Lige indtil Charlottesville-tragedien i august 2017. Hvorefter showet bliver radikalt ændret og nu slet ikke er et show om borgerkrig længere. Hvilket rejser protester fra højrefløjen, fordi de først nu – ikke ved udeladelsen af slaveriet – mener, at showet sletter amerikansk historie. Parton falder – helt uvant – i unåde.

»Jeg beskæftiger mig ikke med politik. Jeg har for mange fans på begge sider af hegnet«, siger Dolly Parton selv.

Sandsynligvis også et udtryk for sund forretningssans, men det er også noget andet. Hun taler således om at bede for Trump, om tilgivelsen igen. Det er et åndeligt standpunkt, påpeger Abumrad.

Som den langt mere offensive skuespillerkollega Jane Fonda fra filmen 9 to 5 siger i podcasten:

»Dolly er ikke en politisk aktivist.«

Men det har hun jo egentlig været i sine sange. Og det er hendes mesterskab. At hun har sneget diskussionerne ind via sangenes hovedpersoner og deres følelser.

Men sange kan fortolkes. Det kan klar politisk tale ikke. Og kunne Parton ikke også kritisere tendensen til at udelukke og skade andre mennesker – uden at fremmedgøre sin fanskare?

Kunne hun ikke kritisere medier for at vildlede og fejlinformere folk?

Og kunne hun mon egenhændigt skubbe balancen i flere svingstater ved et valg?

Er det nok at henholde sig til en åndelighed, der tilbyder en blankocheck med tilgivelse til alle? Hvis det kan betyde fire yderligere katastrofale år for USA og verden?

Hun synes selv at vakle – eller modificere sit standpunkt – i den femte episode, »Dollitics«:

»Jeg ved, at når tiden kommer, så vil jeg tale. Jeg har en strålende sans for timing, og den har altid arbejdet i min favør« siger hun.

»Jeg ved, at min tid vil komme, og når den kommer, så vil jeg forhåbentlig sige min mening.«

Til hvilket man kan sige: Taler du ikke meget snart, Dolly!?

Så meget ligger i hvert fald fast: I Dolly Partons bryst banker hele USA’s store konfliktfyldte hjerte.

Collagejakken i vandpytten

Hvert afsnit af Dolly Parton’s America er en ny vej ind i hendes værk, og når man så er derinde, så tilbydes et nyt dybdeperspektiv ud af værket igen. Alt i alt er Dolly Parton’s America en serieorgasme for musikelskere såvel som for menigmand. Det er musiknørderi, men også almenmenneskelig granskning.

Tilbage i episode fire, hvor Jad Abumrad besøger Dolly Partons »Tennessee Mountain Home«, besøger han også oppe bag en bakketop skolen, hvor hun gik som barn. Og på det her tidspunkt har jeg tårer i øjnene.

Jeg føler mig foranlediget til at granske min reaktion og kommer i tanke om, at Dolly Partons sang »Coat of Many Colors« – også – er en sang om min mor. Partons minde rimer på min mors.

Det er den selvbiografiske sang om, at Partons fattige mor syede en jakke af mange forskellige stykker stof til lille Dolly, og om hvordan hun blev drillet med jakken, da hun kom i skole.

Det samme skete for lille Else, hvis familie også var fattig. Dog med den krølle på historien, at nogle piger i frikvarteret havde taget collagejakken og smidt den i en vandpyt, hvor de stod og trampede på den.

Således kan alle og enhver finde hjem i Dollys sange.

’Dolly Parton’s America’ (WNYC) – Alle ni afsnit nu tilgængelige som podcast.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Må en stakkels læser komme med et nytårsønske? At i 2020 redsættes artikler mv. om of fra USA til en trediedel. Selv det vil være alt for meget, men dog en begyndelse.-

gert rasmussen, Kim Houmøller og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

I hvilket af dem?

Jeg synes, det er en fin og interessant artikel, omhandlende også universelle emner; og ligegyldigt om vi bryder os om det eller ej, så betyder det jo noget, også på klode-plan, hvad de beflitter sig med i United Bluff.

Jeg håber så også på, at Dolly snart begynder at tale - det kommer så selvsagt an på, hvad Dolly Parton i fald har tænkt sig at sige...

Til sidst - det er jo lovligt at springe en artikel over, eller nøjes med at skimme den ;-)

Hvis man virkelig lytter efter hér, så 'siger' Dolly faktisk noget særdeles vedkommende og relevant, også om den aktuelle politiske situation i dagens USA: https://www.youtube.com/watch?v=FxxzhGklelM

Karsten Aaen, Ole Frank, Katrine Damm og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Aldeles useriøst:

For rigtig mange år siden spillede vi TP i min familie og min far trak spørsmålet: Hvad sagde Clint Eastwood, da han mødte Dolly Parton?
Min far vendte nærmest det hvide ud af øjnene og sagde: det ved jeg sgu da for fanden ikke - HALLO Dolly - og så fik han en lyserød ost - det syntes resten af familien var ret træls ;-)

Undskyld - jeg kommer bare altid til at tænke på 'hallo Dolly' og lyserød ost i forbindelse med Dolly Parton;-)

Anders Sørensen

Havde Dolly Parton haft mindre bryster, ville ingen snakke om hende.

Anders Sørensen -

hvad ved du om det? For hele verden ville stadig snakke om den her kvinde, som næsten ved egen hjælp fik trukket sig ud af fattigdommen Smokey Mountains(hvor de mest fattige og de fattigste hvide bor i USA!) og hvordan hun hele tiden vender tilbage til det, og hvordan hun har skaffet arbejdspladser til sine egne, der hvor hun kommer fra, ved at opføre Dollywood der osv. osv.