Essay
Læsetid: 12 min.

Essay: Brexit kan ses i alt fra William Blake til Mark Leckeys kunst

Forfatter og kritiker Ida Holmegaard er taget til London for at se, hvordan britisk kunst kan ses i forlængelse de tre års vaden gennem Brexits dybe, politiske pløre og det forestående parlamentsvalg
Forfatter og kritiker Ida Holmegaard er taget til London for at se, hvordan britisk kunst kan ses i forlængelse de tre års vaden gennem Brexits dybe, politiske pløre og det forestående parlamentsvalg

Sara Houmann Mortensen

Kultur
6. december 2019

For tiden er det svært at tale med briterne om fremtiden. I hvert fald om den umiddelbare politiske fremtid. Den er usikker, det er ingen nyhed. I løbet af det seneste år er tre Brexit-deadlines passeret. De første to faldt, mens jeg boede i London, hvor jeg læste på en dramatikeruddannelse. Op til den første deadline, 29. marts, var folk nervøse.

Dem, der var flyttet til fra andre europæiske lande, organiserede sig i grupper for at hjælpe hinanden med at søge om opholdstilladelsen med det paradoksale navn leave to remain. Folk talte om mulige optøjer i byen, nogle hamstrede pasta og dåsetomater i forventning om en pludselig prisstigning.

Da den anden deadline nærmede sig, i april, havde nervøsiteten lagt sig. Bekymringerne var ikke forsvundet, men endnu en gang udskudt ud i det uvisse. Boris Johnson blev premierminister, lykkedes ikke med at møde den tredje deadline i oktober, og måtte udskrive valg. Jeg behøver stadig ikke noget visa, da jeg mandag den 25. november stiger på et tog i Bruxelles mod London St. Pancras.

Når jeg taler med mine britiske venner om, hvad der kommer til at ske efter Brexit, går ét motiv ofte igen: sort skærm. Flimmer, klappen er nede. Folk kan ikke forestille sig, hvad der kommer til at ske, eller de har ikke lyst. Hvordan skulle man kunne forestille sig en så omfattende politisk proces, når de konkrete planer og aftaler bliver ved med at ændre sig?

Økonomerne taler om recession, men hvor meget og hvornår? Men nu er der udskrevet parlamentsvalg. Lige nu er befolkningen ikke længere kun tilskuere til et politisk kaos, men skal igen stemme om fremtiden. Det handler selvfølgelig om Brexit, men også om hvordan landet skal forvalte sig selv, sine borgere, sit velfærdssystem.

Hvad håber Storbritannien på?

Hvad drømmer man om?

Et hjemsøgt UK

Jeg er taget til London for at se udstillingen af de nominerede kunstværker til Turner Prisen, som i disse år er kendt for sit fokus på politisk kunst. Det er en af de vigtigste samtidskunstpriser i Storbritannien, og udstillingen af de nominerede værker er velbesøgt; i år har 60.000 mennesker været forbi i løbet af dens første måned. Hvert år uddeles prisen på landsdækkende live-tv, blandt andre Madonna og sir Richard Attenborough har været værter for ceremonien.

Imidlertid er det lykkedes mig at tage fejl af, hvor udstillingen rent faktisk befinder sig. Sidste år så jeg den på Tate Britain, og jeg har set museet reklamere for prisen igen i år. Først på vej ud ad døren opdager jeg, at udstillingen i år er flyttet til Turner Contemporary i den lille havneby Margate. Jeg beslutter at tage derud en anden dag og fortsætter mod Tate.

Tate Britain viser til gengæld en installation af den tidligere Turner Prize-vinder Mark Leckey (f. 1964). En replika af en motorvejsbro i størrelsesforholdet 1:1 skærer tværs gennem det store, mørklagte udstillingsrum. Under den står kopier af de såkaldte Camden-bænke, et bymøbel i solid beton, der er kendt for at være formgivet, så hjemløse, graffitimalere, skatere og pushere ikke kan sove, male, skate og handle på dem.

På væggen vises tre af Leckeys videoværker. Hans visuelle univers er hentet fra en ungdom i 80’erne og 90’erne. Hjemmevideoer af teenagedrenge i bomberjakker, der går gennem landskaber af betonhøjhuse. En krop, helt indhyllet i en sovepose, på en madras i et ellers tomt rum. Skyer over himlen, blårøde og pixelerede, en tekst blinker på skærmen:

»London is killing me«.

Unge mennesker, der danser til Northern Soul i 70’erne, men musikken er erstattet af Leckeys eget soundtrack sammensat af opklippede ambiente klange.

I det nyeste værk Under Under In bruger Leckey smartphoneformede skærme, lysprojektioner og lyd til at skabe en fortælling om en gruppe unge teenagedrenge i træningstøj, der hænger ud under en bro og sniffer poppers (hjertemedicin i små flasker, red.): »I want to get out of here, out of this,« siger en stemme over højttalerne. En af drengene bortføres af en form for overnaturligt kollektiv, måske bestående af de mytologiske skovvæsner fairies, ind i en anden virkelighed. Han vender tilbage, selvlysende.

Leckeys England er smadret og fattigt. Det er Joy Divisions og Trainspottings England, og postpunkens og Thatchers, det er beton og apati og vand ind gennem taget. Meget britisk samtidskunst handler om boligpolitik, og også hos Leckey vises både et ødelagt London og en ødelagt provins.

Sara Houmann Mortensen
Fra 1980 accelererede Margaret Thatcher frasalget af Storbritanniens almene boliger. Dengang var der 6,5 millioner til rådighed på landsplan, nu er der kun to millioner tilbage. Den verden, Leckey viser, ligger efter en række store politiske forræderier begået mod underklassen. Udstillingen hedder O’ Magic Power of Bleakness.

Leckey sampler trøstesløsheden, laver den om til et nyt landskab, hjemsøgt og drømmeagtig. Men det er også en hyperæstetiseret udgave af armod, han viser os, vi ser det ligesom langt væk fra. Der er ikke noget ’ud’ eller ’videre’ hos ham. Den eneste retning er længere ind i drømmen, rusen, nostalgien.

På vej ud går jeg gennem en udstilling af værker af den engelske digter, illustrator og maler William Blake (1757-1827). Blake var kritiker af den britiske kolonimagt og af slavehandlen. Den engelske overklasse kan måske siges, selv om den har haft skarp konkurrence af andre europæiske eliter, at være flerhundredårige verdensmestre i udbytning af menneskelige og naturlige ressourcer, lokalt og i kraft af landets status som kolonimagt og industrination.

Jeg har en fornemmelse af, at der hverken nu eller tidligere for alvor er blevet etableret en tillid i det britiske samfund til, at de økonomiske og politiske eliter varetager andre interesser end deres egne.

Blake illustrerede mange klassiske værker og religiøse tekster. I hans tryk og akvareller truer tunge skyer og uvejr i baggrunden. Hans streg er svungen og dramatisk. Guderne og bibelfigurerne ser ofte lidt bekymrede, beklemte eller triste ud. Moses modtager de ti bud på bjerget og ligner en, der tænker:

»Åh nej, hvad nu?«

Om aftenen tager jeg på bar med mine venner Rosa og Deborah. Rosa fortæller, at hun har skrevet til sin lokale Labour-kandidat for at forsøge at påvirke hende til at arbejde for en ændring af valgsystemet.

»Jeg har prøvet at holde mig i gang,« siger Rosa.

»Og gøre, hvad jeg skulle gøre. Men i går begyndte jeg at græde under aftensmaden. Det her valg er bare så vigtigt!«

Hun er begejstret for, at Labour er ambitiøse, når det kommer til planer om at øge det offentlige forbrug og forbedre velfærden, men nervøs for de dårlige meningsmålinger. Jeg spørger hende, hvad hun håber på, og hun svarer:

»Det gør mig håbefuld, at når de gamle mennesker dør, kommer de unge til at blive fantastiske. Helt alvorligt, teenagerne, de fatter det. De tager ansvar, meget mere end vores generation.«

St. George og dragen

Næste morgen tager jeg til Margate for at se Turner Pris-udstillingen. I toget læser jeg i James Meeks essaysamling Dreams of Leaving and Remaining (2019). Meek læser Brexit sammen med de to britiske myter: den om Robin Hood og den om St. George og dragen. Robin Hood-myten er, skriver Meek, besværlig og lidt kedelig, fordi den er processuel. Robin Hood skal hele tiden stjæle fra de rige, hvilket er svært, og give videre til de fattige, hvilket også har sine udfordringer. Det er fortællingen om et grådigt aristokrati og om det lange seje træk, som omfordeling kræver.

Myten om St. Georg og dragen er derimod udstyret med en resolut, ukompliceret forløsning. En by terroriseres af en ond drage. Ind fra højre kommer St. Georg; han slår dragen ihjel, og fra da af lever alle byens borgere lykkeligt. Meek beskriver, hvordan den britiske højrefløj ved valget i 2016 lykkedes med at gøre Brexit til en St. Georg-begivenhed, »et sværdstik i hjertet på dragen, der ville ende alle gode menneskers lidelse«.

Sara Houmann Mortensen

Brexit var en krig, en actionfilm. EU, med alle sine regler om strømmen i vores elkedler og størrelserne på vores fiskekvoter, og især den frie bevægelighed var nem at gøre til en drage, til noget der er lige så fjollet og lige så farligt som en drage. Det er nemt at give EU skylden for alle bureaukratiske problemer, fordi EU er filtret ind i hele bureaukratiet. Detaljerne, alt det der sker efter dragens død, skulle nok falde på plads senere.

I det forestående valg kan de to store partiers strategier ligne udgaver af de to myter. Den konservative Boris Johnson holder fast i ideen om Brexit-som-begivenhed. Hans eneste reelle valgløfte er at få Brexit til at ske. Og når først det er sket, vil alting falde på plads. Jeremy Corbyn vender sig derimod delvist væk fra spørgsmålet om Brexit og fokuserer i stedet på det, der synes at have været problemet fra begyndelsen: social ulighed. Han lover at øge det offentlige forbrug drastisk, åbne nye skoler og hospitaler.

Deres fælles problem, eller i hvert fald det problem som de og resten af landets politikere står over for, er de seneste tre års politiske dødvande. Brexit-problemet, der har skabt så dyb en splittelse i det i forvejen klassedelte britiske samfund, er også født ud af den ekstremt forenklede måde, David Cameron stillede spørgsmålet på: leave eller remain? Ja eller nej? Men ja eller nej var aldrig et meningsfuldt spørgsmål. Dragen var aldrig en drage, men en uendelig mængde af fælles regler og overenskomster, og nu står Storbritannien i besværlige detaljer til halsen.

I Margate er der tåget. Byen er en gammel forlystelses- og feriedestination, langs strandpromenaden ligger kasinoer og spillehaller. Mågerne skriger og dykker efter gamle pomfritter i skraldespandene. De seneste år er mange unge flyttet hertil fra London, fordi hovedstaden er så dyr, at den for mange er ubeboelig i længden. Oppe i byen ligger nyåbnede genbrugsbutikker, hot yoga-centre og cafeer side om side med gamle pubber og kiosker.

Sara Houmann Mortensen

Jeg tænker, at jeg hellere må snakke med nogle lokale og går ind på et renseri, fordi en ældre dame smiler til mig ud gennem vinduet. Hun hedder Geraldine, hun damper duge, mens hendes kollega Linda tager imod kunder. Da jeg spørger hende, hvad hun håber på kommer til at ske efter valget, siger hun:

»Vi vil bare ud. Hele vejen ud.« Af EU? Ja, af EU.

»Nu er der gået tre år,« siger hun. »De får en fed løn dernede, de køber nye huse, og det er jo sådan noget, vi har brug for her! Men de får ikke Brexit til at ske, måske fordi de er bange for at miste penge.«

Da jeg spørger hende, om hun med ’de’ mener EU’s eller de britiske politikere, svarer hun: »Dem allesammen!« Hun fortæller om at være træt af nøl, af politikere der ikke prioriterer hendes områdes interesser og i stedet meler deres egen kage. Da jeg spørger, hvorfor hun stemte leave, smiler hun og siger, at hun ikke kan huske det. Og at hun skal tilbage til strygningen.

Historien genfortalt

Turner Contemporary ligger ud til vandet. Indgangshallen er fuld af skoleelever i blazere og skinnende, turkisfarvede slips. I det første udstillingsrum har Tai Shani (f. 1976) skabt et installationsværk med udgangspunkt i bogen The Book of the City of Ladies, af den franske forfatter Christine de Pizan, fra 1405. På gulvet breder en slags arkitekturmodel for denne kvindernes by sig; pyramider og forhøjninger i et lyserødt materiale, blanke kupler, søer af noget, der ligner rødgul karamel. Over landskabet hænger lange, tarmagtige tuber i rød fløjl, en af dem ender i en kæmpestor, grøn hånd. Det ligner et forsøg på at bruge en drøm fra fortiden til at tænke nye, feminine formsprog, nye arkitekturer.

Sara Houmann Mortensen

Oscar Murillos (f. 1986) udstilling tager også form af en installation. På tre rækker af kirkebænke, vendt mod et stort vindue, sidder papmachédukker i menneskestørrelse. De har arbejdstøj på, nogles maver er gennemborede af jernrør fyldt med store, leragtige sten. Nogle af dem holder hinanden i hånden. Vinduet er dækket af et stort, sortmalet lærred på nær en enkelt sprække i midten, hvorfra man kan se ud på havet.

Et par af dukkerne ser forventningsfulde ud, andre overvældede eller bange. De ligner afbildninger af en multietnisk arbejderklasse, der stirrer ud på en usikker fremtid. Dukkerne har noget skrøbeligt og udtryksfyldt over sig, som gør dem interessante at tilbringe tid med.

På udstillingen hænger også et oliemaleri af John Watson Nicol fra 1883, som forestiller skotske migranter på vej til USA. Murillos fortællinger om migration og om arbejderklassen er både hårde og omsorgsfulde; dukkerne er ikke blevet sendt til Margate i kasser som al den anden kunst. Det er blevet flyttet herud af 40 frivillige, som har taget dem med i toget på kontorstole.

De to sidste kunstnere, Helen Cammock (f. 1970) og Lawrence Abu Hamdan (f. 1985), udstiller begge dokumentariske videoværker. Hamdan har, på baggrund af vidneudsagn, skabt en arkitektonisk model af det hemmelige syriske fængsel Saydnaya. Fængslet er konstrueret, så fangerne ikke kan orientere sig visuelt, men til gengæld kan høre alle overgreb, som begås mod deres medfanger, alle skridt, som soldaterne uden for celledørene tager.

Hamdan har interviewet tidligere fanger om deres oplevelser i fængslet, har spillet forskellige lydeffekter for dem, så de sammen kunne kortlægge stedet. Værket interesserer sig både for fangernes historier, for hvordan lyd og minder hænger sammen og for ørevidnets rolle i juridiske processer.

Helen Cammock udstiller filmen The Long Note om kvindernes hidtil oversete rolle i 70’ernes og 80’ernes konflikter i Nordirland. Cammock interviewer gamle damer med permanentkrøller og guldøreringe på plejehjem, der fortæller om at gå i demonstrationer, om politivold, om at arbejde for bedre boligforhold.

En ældre kvinde sidder ved sit skrivebord, hun siger:

»Der sker en glidning i konflikter, fra lovlige til ulovlige protester, til strejke, besættelse, vold. Hvor er det ikkevoldelige i en voldelig konflikt? Vi talte ikke om kvindernes rolle som dem, der opretholdt samfundets funktioner.«

Mændene står med deres våben i hånden og påstår, at de har vundet krigen. Men hvem er det, under en krig, som holder folk i live?

Et par dage senere læser jeg, at alle de fire kunstnere, helt exceptionelt, har delt prisen mellem sig. I et brev til dommerkomiteen har de forklaret, at de alle synes, at hinandens arbejde er vigtigt, og at de hellere ville forme et kollektiv end at være i konkurrence.

På trods af deres forskellige tematikker, har værkerne også meget til fælles. Alle synes at arbejde ud fra en idé om, at samfundet ikke kan bevæge sig videre uden at forstå og beskæftige sig med sin egen historie. De går i karambolage med politisk mytestof, men her er hverken helte (med sværd eller omfordelingspolitiker) eller letforståelige drager.

Kunstnerne forsøger at forstå globale og lokale uligheder og uretfærdigheder, de er på udkig efter politiske strategier, som minoriteter har brugt for at mobilisere sig eller søge indflydelse. Den sorte skærm er der stadig, helt konkret i Murillos værk; men bag ved den ligger havet, og indenfor holder dukkerne hinanden i hånden.

O’ Magic Power of Bleakness af Mark Leckey vises på Tate Britain, London, fra den 24. september til den 5. januar.

William Blake-udstillingen vises på Tate Britain, London, fra den 11. september til den 2. februar.

Turner Prize 2019, med bidrag fra Tai Shani, Óscar Murillo, Helen Cammock og Lawrence Abu Hamdan vises på Turner Contemporary, Margate, fra den 28. september til den 12. januar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her