Feature
Læsetid: 9 min.

»Det er fårene, der driver os sammen«

Man kan ikke sige Færøerne uden at sige får. Lokale traditioner er bundet op på får, turistbutikker sælger fårekitsch, verdens mest berømte sweater bliver strikket i Tórshavn og får indgår nu også i innovative madretter og viralvideoer. For selv om fårebrug ikke længere er et indbringende erhverv på Færøerne, har dyret stadig afgørende betydning – både for det sociale liv og den nationale identitet
I Norðradalur (Nordredal) ligger Ólavur Reinerts gård. Her genner han sine får op mod bjerget. Tidligt på sommeren går fårene helt op på toppen og i sensommeren hjælpes bønderne ad med at få hinandens får ned igen

I Norðradalur (Nordredal) ligger Ólavur Reinerts gård. Her genner han sine får op mod bjerget. Tidligt på sommeren går fårene helt op på toppen og i sensommeren hjælpes bønderne ad med at få hinandens får ned igen

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
13. december 2019

I stuehuset hos fårebonden Thorvald Lützen sidder ni mænd klædt i kraftigt arbejdstøj og store striktrøjer af uld. De sender rullepølse rundt, mens de sludrer på færøsk. Rullepølsen er lavet af kød fra Thorvald Lützens får, og det er netop på grund af fårene, at mændene sidder samlet om spisebordet i Syðradalur. Landets nationale præmievædderkonkurrence er i gang, og Thorvald Lützen deltager med fem væddere. I aften udgør de ni mænd konkurrencens komité, og om lidt skal de vurdere væddernes attributter.

Et amatørmaleri af to får i profil hænger på endevæggen i fårebondens stue, og adskillige pokaler står fremme på en hylde. Det er ikke første gang, Thorvald Lützen deltager i den nationale konkurrence, han har arbejdet i landbruget i 23 år.

»Hvis man har det pæneste lam, så kan man godt klappe sig på brystet,« siger fårebonden og fortæller, at det er forbundet med stor ære at hente en pokal hjem i konkurrencen.

Sarah Hartvigsen Juncker

Han stikker i sine træsko, og vi følger ham ud på gårdspladsen, for vi skal fra stuehuset ned til stalden, hvor de fem konkurrerende væddere venter.

Måske bliver et af dem præmieret som Færøernes fremmeste eksemplar.

Fra får til fisk

Uld er færingens guld, sagde man engang på Færøerne, da landbrug – og især fårebrug, der både gav uld til klæder og kød til mad – var en livsnødvendighed for den lille nation i Nordatlanten.

Det er længe siden nu. Fiskeindustrien har siden midten af det 19. århundrede gradvist overtaget som nationens primære erhverv, og fåreavl står i dag tilbage som en tidslomme fra gammel tid.

Ifølge Færøernes Statistiske Kontor udgør fårebruget mindre end én procent af Færøernes BNP, og færøsk uld har siden 1960’erne været udkonkurreret af moderne tekstiler som fleece og goratex og blødere uld som kashmir og alpaka.

Alligevel er fårene allestedsnærværende. Både i form af de 70.000 får, der græsser på øernes fjelde i disen fra Atlanterhavet, og i færingernes traditioner og nationale identitet. Eller som Kim Simonsen, der er seniorforsker ved Europæiske Studier på Amsterdam Universitet og har forsket i den færøske nations tilblivelse, siger:

»Får har i dag ikke længere en praktisk betydning, men i stedet en symbolsk betydning for det færøske fællesskab.«

For eksempel er præmievædderkonkurrencen ikke en gammel tradition. Den har kun eksisteret på lokalt plan siden 1970’erne og som en national konkurrence siden 2010. For Kim Simonsen er det en vigtig pointe.

»Mens fåreavl tidligere var ren overlevelse, er det i dag i høj grad en sport,« siger han.

Kim Simonsen forklarer, at vædderkonkurrencen derfor ikke er udtryk for noget traditionelt. Den afspejler derimod en moderne omfortolkning af kulturen omkring får og fåreavl.

Med det uldne dyr som fokus er Information taget til Færøerne for at blive klogere på fårenes betydning for færøske traditioner, socialt liv og national identitet.

I år bliver alt smidt væk

27 km fra Thorvald Lützens gård, over det høje fjeld, bor hans nabo, fårebonden Ólavur Reinert, med sin familie i en bygd med kun fire andre personer. Gæssene skræpper, da vi kører ind til gården. De er klar til at blive slagtet til jul, fortæller Ólavur Reinert. Vi sætter os ind i gårdhuset, som ligger ud til vandet, og mens hans kone, Heiðvik Reinert, serverer kaffe og kringle, fortæller Ólavur Reinert om den sociale betydning, det har at være fårebonde:

»I vores bygd sidder vi for det meste i hver vores huse, indtil der er noget med fårene. Det er fårene, der driver os sammen. Jeg synes, det er sjovt at holde fast i sådan nogle gamle traditioner,« siger han.

Der er også mange sociale begivenheder, som er forbundet med det at holde får, forklarer han – ja, nærmest alle sociale begivenheder.

»Bønderne nyder at have får, vi går op i det med liv og sjæl. Nogle pynter op til jul hos fårene, og nogle går nærmest og synger for dem. De har meget stor menneskelig betydning.«

Når fårene skal slagtes eller klippes, kommer familie, venner og naboer fra nær og fjern for at hjælpe bonden med at drive fårene ned fra fjeldet. Til gengæld får alle, der har hjulpet, tre får af bonden. Når bonden har valgt sine avlsvæddere, kan man frit vælge mellem de resterende får til slagtning – og her gælder det om at gøre sig umage med at vælge det får, der har mest kød på kroppen.

Ólavur Reinert har ligesom Thorvald Lützen fra nabobygden deltaget i årets vædderkonkurrence, dog kun med én kvalificeret vædder, som han ikke spår alt for gode chancer. Alligevel nyder han at være med, så han kan tale og udveksle erfaringer med de andre bønder.

Som den ældste af en søskendeflok på syv overtog han gården i 1987 og er dermed den femte generation af fårebønder i sin familie. Men han er den første, som ikke udelukkende kan leve af at opdrætte får. Der er nemlig ingen penge i uld længere, forklarer han.

Ólavur Reinert

Ólavur Reinert

Sarah Hartvigsen Juncker

»Nogle år har jeg været nødt til at brænde den,« siger Ólavur Reinert og sukker:

»I år bliver alt smidt væk.«

Ud over produktionen af fårekød ernærer Ólavur Reinert sig ved at dyrke majroer, have gæs og løse håndværkeropgaver for folk rundt omkring på Færøerne. Senest er han begyndt at forsøge sig med at arrangere rundvisningsgåture for turister på fjeldet. Men mest ville han ønske, at han kunne nøjes med at bruge sin tid på at passe gården:

»Det ville være det allerbedste bare at kunne gå herhjemme ved fårene. Jeg tror det med turismen, er det bedste bud på, hvordan man kan komme til det lige nu.«

Fåret er et arbejdsredskab

Netop i turismeindustrien bliver fårene markedsført som et billede på nationens identitet, fortæller nationalismeforsker Kim Simonsen på en telefon fra Færøerne.

»Nu bliver det solgt som kitsch – fårekitsch. I kan sikkert få et fåreaskebæger«, siger han.

Men i de senere år har innovative færinger også fundet nye måder at rebrande Færøerne på, som involverer fårene. På Michelinrestauranten KOKS bliver får nyfortolket kulinarisk, mens turistorganisationen Visit Færøernes kampagne Google Sheep View gik viralt internationalt i 2016. På det tidspunkt var Færøerne, som et af de eneste vestlige lande, ikke fotografteret til Google Street View.

Visit Færøerne gik opfindsomt til værks og fastspændte 360-graderskameraer på fem fritgående får, som derefter fotograferede øen, mens de vandrede rundt i fjeldene. Initiativet resulterede i mere end 7000 internationale nyhedshistorier, som ifølge turistorganisationen nåede ud til mere end to milliarder mennesker. Herefter kom Google til landet for at færdiggøre projektet, og ifølge Visit Færøerne resulterede projektet og al opmærksomheden i at flere turister fandt vej til øgruppen.

Det er et modsætningsfyldt forhold, færingerne har til får, forklarer Kim Simonsen. På den ene side er fårene til stede overalt i den visuelle kultur på Færøerne: på våbenskjold, på frimærker og på det tidligste færøske flag. På den anden side har fårene aldrig nydt særstatus i den færøske kultur – og derfor er de heller ikke rigt repræsenteret i kunsten:

»Fåret er blevet set som et arbejdsredskab, nærmest som et møbel – ikke noget særligt, der kunne være et motiv i kunsten,« siger Kim Simonsen.

Måske er det derfor, vi har svært ved at finde får i naturmotiverne, da vi nogle dage forinden går rundt på Færøernes Nationalgalleri i Tórshavn med museumsdirektør Karina Lykke Grand. Naturen er et traditionelt hovedmotiv i den færøske kunst, fortæller hun, og derfor er det nærliggende at tro, at fårene også ville kunne spores som små pletter i færøkunstens afbildninger af de maleriske færøske fjelde. Men det er ikke tilfældet.

Karina Lykke Grand leder os i rask tempo forbi et rum med landskabsmalerier i dunkle farvetoner: ingen får. Vi skal længere frem i færøsk kunsthistorie for at finde det, vi søger. 

Museumsdirektøren forklarer, at uld de seneste 30-40 år er blevet brugt som materiale i moderne færøsk kunst. Det afspejler en ændring i færingernes forhold til fårene.

»Det er gået fra at handle om overlevelse til at handle om overskud,« siger hun og fortæller, at uld og får ikke længere kun repræsenterer et erhverv og et brugsmateriale, men også er blevet et kunstnerisk materiale.

Vi stopper i et lyst rum med samtidskunst. I midten er placeret en dyster skulptur. Et kulsort udstoppet fårehoved med store snoede horn er blevet skilt fra sin krop, og fårets ben er erstattet af fire tynde wirer. De ender i fire garnnøgler, som udgør fårets fødder.

Karina Lykke Grand forklarer, at kunstneren, færøske Edward Fuglø, er meget samfundskritisk, og hun læser selv værket som en kommentar på stigende turisme.

»Fåret har udviklet sig fra at være et stolt nationalsymbol til at være en turistindustri. Færøerne brandes som det uopdagede og uspolerede, men når turister kommer hertil, vil de også gerne have noget med hjem. De må ikke tage ting fra naturen, men de kan tage en strikket færøsk uldsweater med hjem,« siger hun.

Sarah Hartvigsen Juncker

Færøsk strik er new nordic

Ikke langt fra museet i et lille hvidt baghus i Tórshavn står reoler fyldt med farvestrålende garnnøgler langs væggene. På gulvet står kasser med færdigstrikkede trøjer, parat til at blive bragt ud i butikken Guðrun&Guðrun, strikmærket, der står bag Stjernesweateren, verdens måske mest berømte uldtrøje.

Stjernesweateren er bedre kendt som Sarah Lund-sweateren, efter Sofie Gråbøl bar den i den danske tv-serie Forbrydelsen, der i 2007 flimrede i alle tv-stuer. Serien var en eksportsucces, et led i øget international synliggørelse af Skandinavien, som med nordic noir-genren, netop i de år havde alles opmærksomhed. Og alle ville have Sarah Lunds håndstrikkede sweater af færøsk uld.

Vi møder Guðrun Rógvadóttir, direktør i Guðrun&Guðrun, strikvirksomheden, hun sammen med Guðrun Ludvig oprettede i år 2000 i frustration over at se den færøske uld blive afbrændt hver sommer.

Den færøske uld er særlig, fortæller Guðrun Rógvadóttir. Irske munke bragte fåret til Færøerne omkring år 800, og siden har de akklimatiseret sig landets våde klima, hvorfor ulden er af mere grov karakter end andre uldtyper.

Guðrun Rógvadóttir håber på, at den færøske uld kan få en særlig certificering, så ulden vil kunne brandes internationalt på dens færøske unikhed. For hende er strik ikke blot tradition men også business. Hvis de fik certificeret ulden, kunne det være med til at opbygge en særlig fortælling om bæredygtighed.

»Historien er der allerede, den skal bare skrives ned. Men det kræver, at man gør opmærksom på, at ulden er særlig, fordi den er lavet af får, der i forvejen er her«, siger hun og refererer til, at fårene holdes til kødproduktion, mens man andre steder holder får udelukkende med henblik på uldproduktion.

Tidligere var strik landets største eksportvare, og både mænd og kvinder har strikket sig gennem lange vintre. Færøerne har eksporteret helt op til 116.000 par striksokker om året fra 1781 til 1789, særligt til Danmark, hvor Christian 7. efter sigende indkøbte sokker til det danske militær. Men Guðrun&Guðrun insisterer på, at man sagtens kan videreføre strikketraditionen og lave moderne tøj:

»Guðrun&Guðrun er new nordic, og strik hører ikke blot til på et museum,« siger Guðrun Rógvadóttir.

Thorvald stopper på toppen

En uge efter vi har forladt Færøerne, er det endelig blevet tid til afgørelsen af den nationale præmievædderkonkurrence, som både Ólavur Reinert og Thorvald Lützen har deltaget i. Øernes fineste får skal kåres ved en højtidelighed, der markerer enden på fåreåret 2019.

Mere end 150 mennesker er samlet til kåringen. Fåreavlerne drikker kaffe sammen og diskuterer, hvilke væddere der har taget sig bedst ud i konkurrencen, inden priserne bliver uddelt.

I den sværeste kategori, vædderlamskategorien, bliver Thorvald Lützen til sin egen store overraskelse hædret med både første- og andenpladsen.

Thorvald Lützen

Thorvald Lützen

Sarah Hartvigsen Juncker
’Favoritten’, som han i sjov kalder sit hvide lam, vinder den prestigiøse førsteplads. Også i kategorien for væddere over et år vinder Thorvald Lützen førstepladsen.

»Det gik forbavsende godt,« siger fårebonden efterfølgende, da vi taler i telefon.

»Hvad siger man på dansk? Overraskende godt? Utrolig godt? Det var ikke forventet.«

Det er første gang, Thorvald Lützen kan tage hele tre pokaler med hjem, og det har en helt særlig betydning. Næste år overtager hans søn nemlig gården.

»Jeg er meget glad for at kunne sige, at jeg stopper på toppen,« siger han og griner.

I Thorvald Lützens stald står der også køer, fordi pengene i dag ligger i mælkeproduktionen.

»Der er et ordsprog på Færøerne, der lyder: ’Jeg lever af koen, men for fårene.’ Det er sådan, jeg har det,« siger han.

Fåret er i dag en central figur i færøske traditioner og moderne innovative tiltag; der er ingen tvivl, fåret har stadig livgivende karakter for færingerne.

Turen til Færøerne var økonomisk støttet af Informations Venner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her