Don Winslow var egentlig færdig med stofferne. I to tykke romaner havde den amerikanske forfatter beskrevet USA’s krig mod Mexicos narkokarteller uden at lægge fingrene imellem.
Den første af titlerne, I hundenes vold (2005), begynder med en massakre, hvor 19 uskyldige mænd og kvinder bliver dræbt i en kirke, og senere kaster en fyr to børn i døden fra en bro. Begge dele er baseret på en sand historie, fortæller Winslow og pointerer, at opfølgeren, The Cartel (2015), var endnu hårdere at skrive.
»Min kone mener, jeg blev ramt af en depression bagefter. Så den verden skulle jeg ikke tilbage til. Jeg var færdig, udmattet,« siger han og slår en hånd ned på den bog, der ligger på bordet mellem os.
Grænsen er tredje del i Don Winslows såkaldte Kartel-trilogi og samtidig anledningen til vores møde på et hotel i Göteborg, hvor han er et af hovednavnene på den årlige litteraturfestival.
The Wall Street Journal kaldte romanen for en »formidabel thriller« og »et vigtigt og provokerende indlæg i en væsentlig debat«, hvilket den 66-årige forfatter da heller ikke lægger skjul på netop har været ambitionen:
»Jeg skrev andre bøger i en periode, men tingene blev værre og værre: Narkovolden eskalerede i Mexico, og heroinepidemien bredte sig i USA, og til sidst måtte jeg konkludere, at jeg ikke var færdig med den historie, selv om jeg gik og bildte mig det ind. Samtidig havde jeg på fornemmelsen, at jeg i fiktiv form kunne forklare læserne, hvad der foregik.«
Don Winslow er ifølge den skotske krimimester Ian Rankin så god en forfatter, at man næsten har lyst til at beholde ham for sig selv. Det har ikke været muligt, hverken i hjemlandet USA, hvor han er blevet sammenlignet med både James Ellroy og Dostojevskij, eller rundt om i verden hvor hans næsten 20 romaner er oversat til godt 30 sprog og belønnet med blandt andet den italienske Premio Raymond Chandler, den britiske Ian Fleming Silver Dagger og den spanske Premio RBA de Novela Policiaca.
Don Winslow kalder selv Kartel-trilogien for »mit livs værk« med den begrundelse, at han har brugt 22 år på den, »altså en tredjedel af mit liv«.
De fleste af hans romaner foregår i Californien. Her mødtes vi også første gang for ti år siden i forbindelse med den danske oversættelse af I hundenes vold. Ved den lejlighed satte Winslow et par dage af til interview og rundvisning i San Diego og omegn, hvor han og hans kone bor.
Køreturen udviklede sig til en guidet tur med quizindlæg om amerikansk kriminallitteratur suppleret af besøg i flere legendariske californiske noir-kulisser, deriblandt Raymond Chandlers gamle villa i La Jolla, T. Jefferson Parkers Fallbrook og selvfølgelig La Valencia Hotel, som hovedpersonen Art Keller tjekker ind på i I hundenes vold.
Det var billedet af en venlig og veltalende mand, der var stolt af den rige litteraturtradition, han havde skrevet sig ind i, som jeg rejste hjem med dengang. Og sådan fremstår Don Winslow også ved gensynet i Göteborg. Et enkelt ironisk ment spørgsmål om, hvorfor han for ti år siden ikke nævnte noget om, at han var i gang med en trilogi, er nok til at få ham i gang:
»Men det var overhovedet ikke tænkt som en trilogi. Tværtimod. Inden I hundenes vold havde jeg skrevet en række traditionelle enkeltsporede kriminalromaner i tre akter. Ret enkelt. Men med ét fik jeg hægtet mig på en historie, der strækker sig over 40 år og har fem hovedpersoner og bygger på virkelige begivenheder. Den bog havde jeg ingen idé om, hvordan jeg skulle skrive. Jeg tror slet ikke, at jeg havde håndelaget til det – hverken skrivefærdighederne eller erfaringen. Så det var noget rod i starten. Det første manuskript var på mere end 2.000 sider, og min redaktør sagde: ’Skær halvdelen bort.’ Det var et mareridt. Jeg anede ikke, hvordan bogen skulle struktureres.«
Vi sætter os ved et stort hvidt bord, og en assistent stiller en flaske kold mineralvand foran os begge, mens Don Winslow fortsætter:
»Til sidst gjorde jeg det, jeg skulle have gjort fra starten. Jeg løftede blikket og spurgte mig selv, hvad hver enkelt karakter stræbte efter? Jeg tvang mig simpelthen bort fra tastaturet i et par uger og spekulerede over, hvad hver af disse personer ønskede, og det, jeg fandt frem til, var, at hver af dem drømte om at leve et anstændigt liv i en uanstændig verden. Det åbnede bogen for mig – nu kunne jeg skrive den.«
Han smiler og tilføjer:
»Og derefter de to næste, da jeg havde fået vejret.«
De travleste grænseovergange i den vestlige verden
Trilogiens gennemgående hovedperson er som nævnt agenten Art Keller fra det amerikanske Drug Enforcement Agency, DEA. I forrige bind får Keller ram på lederen af Sinaloa-kartellet Adén Barrera – baseret på Joaquín ’El Chapo’ Guzmán, der i dag er fængslet – og Don Winslow måtte derfor finde på nye udfordringer til Grænsen. Løsningen var at lade næste generation af kartelarvinger slås om det magttomrum, som Barrera/El Chapo efterlod.
»Det, jeg opdagede under researchen, var, at hans fravær ikke har gjort nogen markant forskel. Det er ligesom at skyde den ældste elefant i en flok – trist for elefanten, men det har ingen effekt på resten af flokken. Kartellerne har ikke tabt styrke. Tværtimod er den nye generation af kartelchefer endnu værre end den forrige, og de skaber langt mere kaos og død og ødelæggelse, fordi magtkampene er så bitre. 100.000 mexicanere er blevet dræbt de seneste 10-15 år. Det man desuden skal huske på – uden at glorificere de her mennesker – er, at den forrige generation af kartelledere voksede op som fattige bønder, der selv arbejdede på markerne. De drømte om en bedre fremtid for deres familie. Deres sønner og døtre – dem, der nu er ved magten – er vokset op som forkælede og stenrige møgunger, der kun tænker på fester og dyre biler.«
Heller ikke i USA er der ifølge Don Winslow nogen fremgang at spore i krigen mod narko, og modsat de to forrige bind i trilogien udspiller en stor del af handlingen sig denne gang nord for grænsen.
»Det mexicanske narkoproblem er ikke et mexicansk narkoproblem. Det er USA’s narkoproblem. Før i tiden var misbrugerne fortabte sjæle fra slumkvartererne, men i kølvandet på heroinepidemien er det nu Bobby og Sally, som vi har gået i klasse med, eller en i familien. Næsten alle kender i dag en, der har taget skade af narko eller er blevet slået ihjel af det. Så skulle jeg skrive en tredje bog om narkokrigen, blev jeg nødt til at bringe den hjem,« siger Winslow, der i Grænsen sender Keller i krig mod »sin egen DEA, Senatet, de mexicanske narkokarteller, selv USA’s præsident,« som det udtrykkes i romanen.
Don Winslow.
»Trump skulle med i bogen, fra det øjeblik han begyndte at kæfte op om sin mur. Alle, der arbejder med at bekæmpe narkosmugling, ved udmærket godt, at en mur ikke ville kunne standse strømmen af narko fra Mexico.«
Don Winslow ryster på hovedet af Donald Trump og hans forslag.
»Det er tåbeligt. 95 procent af de illegale stoffer fra Mexico kommer ind via 52 officielle grænseovergange. Det er de travleste grænseovergange i den vestlige verden. Ved overgangen mellem Juaréz og El Paso kommer der døgnet rundt en lastvogn igennem hvert 15. sekund. Det er umuligt at tjekke alle de køretøjer. DEA siger selv, at de finder 10 til 15 procent af narkoen, der bliver indsmuglet. Andre tvivler på, at tallet er så højt.«
Don Winslow sætter en pegefinger i bordpladen og siger:
»En mur kan måske standse de sidste fem procent af narkosmuglingen fra Mexico. De mindre aktører, der står for den smugling, ville blive tvunget til at gå til kartellerne og betale dem for at få lov til at smugle via grænseovergangene. En mur ville på den måde forhøje kartellernes profit med cirka fem procent. Det er mange penge. Er der nogen mexicanere, der skal betale for den mur, må det være kartellerne,« siger Don Winslow og tilføjer:
»Jeg er sikker på, at Sinaloa-kartellet med glæde vil finansiere Trumps mur.«
USA må videre, og det kommer vi
I Grænsen hedder præsidenten Lerner og er – via sin familie – involveret i ejendomshandel og hvidvaskning af narkopenge fra de mexicanske karteller. Om det forholder sig sådan i virkeligheden, har Don Winslow intet belæg for at hævde, men han har heller ingen skrupler ved at gøre det i sin roman, pointerer han.
»Jeg skriver om vores tid, og jeg skriver om korruption og den harmfulde effekt på den amerikanske økonomi, som narkopenge har. Jeg har ingen informationer om, hvorvidt Trump eller hans organisation er involveret i hvidvaskning af narkopenge, men vi har efterhånden set mange tilfælde af banker, der hvidvasker penge, så det var en helt naturlig retning at dreje handlingen,« siger Don Winslow, der i romanen mere end antyder, at flere dele af samfundet tjener penge på narkosmuglingen.
»Alle tjener på narkosmuglingen. Prøv at høre, vi taler lastvogne fyldt med pengesedler. Myndighederne er blevet så gode til at spore den elektroniske pengestrøm, at kartellerne igen er begyndt at overføre penge fysisk. Lastvogne fyldt med penge kører ind over de samme grænseovergange, som lastvogne med narko kører ud ad, men pengene kan ikke blive i Mexico. Angiveligt tjener kartellerne 65 milliarder dollar om året. Økonomien kan ikke absorbere så stort et beløb på én gang – den mexicanske investeringsstruktur er simpelthen ikke stor nok til det. Så pengene bliver investeret i udlandet, hvor de bliver hvidvasket på forskellig vis. Det kan være gennem investeringsfonde og banker, som I har oplevet også i Europa. Så ja, som jeg skriver i bogen: Vi er næsten alle en del af den økonomi.«
– Er krigen mod narko tabt?
»Det øjeblik, vi kaldte det en krig, var den tabt. Det er ikke en krig, og vi kommer aldrig problemet til livs ved udelukkende at fokusere på udbyderne. Vi bliver nødt til at kigge indad – på os selv, forbrugerne. Det, vi har gjort hidtil, har ikke virket. Narkomisbruget er større end nogensinde før, flere amerikanere dør årligt af narko end i trafikulykker, og skal vi løse problemet, bliver vi nødt til at anskue det som et sundhedsmæssigt problem og legalisere narkotikaen.«
– Er der vilje til det blandt amerikanerne?
»Flere er i hvert fald begyndt at overveje det. Særligt de steder, hvor man oplever problemerne på nært hold, er stemningen vendt. Fra lokale politistationer, byråd og borgmesterkontorer hører vi nu, at vejen frem kan være en legalisering af narko. Desuden fjernes den store profit på narkosalg, hvis vi lovliggør det. Vi taler om et produkt, der næsten intet koster at fremstille – profitten skyldes, at det er illegalt. Legaliserer man det, vil det betyde, at de milliarder af dollar, der lige nu ryger i lommen på voldelige sociopater, fjernes. Ligesom Forbudstiden, der skabte den moderne amerikanske mafia. Den værste dag i de gangsteres liv var, da alkohol blev lovligt igen. De blev nødt til at finde på andet at beskæftige sig med, hasardspil og senere narko.«
– Er du optimist på USA’s vegne?
»Det er sørgeligt og skræmmende, når vores præsident opildner til had og racisme. Så det er ganske let at være kynisk og pessimistisk for tiden. Men jeg tror, vi alle efterhånden kan se, at Trump er ved at gå helt op i limningen. Og reelt har vi jo ikke noget valg: Vi skal jo stå op om morgenen. USA må videre, og det kommer vi.«
– Da vi mødtes i Californien, understregede du, at vi ikke kunne køre over grænsen til Mexico. Det var du blevet advaret imod. Hvordan ser den situation ud i dag?
»Jeg frygter ikke for mit liv, og jeg vil ikke sammenligne, hvad jeg laver, med hvad modige mexicanske journalister skriver. De er langt tættere på, og de risikerer deres liv. Over 200 mexicanske journalister er blevet dræbt for at forsøge at dække den her historie, og dem har jeg dedikeret Grænsen til. Jo, jeg er blevet advaret om ikke at rejse til Mexico, men nej, jeg frygtede ikke for mit liv, når jeg sad derhjemme og skrev om morgenen. Det var bare trist og hårdt at skrive en så grusom bog.«
Don Winslows ’Grænsen’ er netop udkommet på Harper Collins oversat af Mikkel Damkjær Paaske
