Kommentar
Læsetid: 7 min.

Gode debatter er altid underlagt læsetvang, også dem om aviser

Hvad end det handler om Peter Handke, Asger Schnack eller Christina Hagen, så er gode litteraturdebatter altid underlagt læsetvang. Hvis man skal være med i en debat, er det vigtigt, at man rent faktisk læser det, debatten drejer sig om. Det gælder også, når man diskuterer aviser, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde
Modtageren af Otto Gelsted-prisen, forfatter Christina Hagen, stilede sin takketale direkte til vores litteraturredaktør Peter Nielsen, der er på orlov. Forfatteren følte sig svigtet, efter at vi i 2017 havde bragt et interview med hende, hvor vi skrev hendes indrømmelse om »racistiske tanker« op i artiklens overskrift.

Modtageren af Otto Gelsted-prisen, forfatter Christina Hagen, stilede sin takketale direkte til vores litteraturredaktør Peter Nielsen, der er på orlov. Forfatteren følte sig svigtet, efter at vi i 2017 havde bragt et interview med hende, hvor vi skrev hendes indrømmelse om »racistiske tanker« op i artiklens overskrift.

Tor Birk Trads

Kultur
6. december 2019

Jeg kan ikke huske, at vi før på avisen har jongleret med hele tre litteraturdebatter på samme tid. For mig at se blotter de styrker og svagheder ved genren generelt.

Den første, og længste, introducerede sig selv ret bombastisk, og hurtigt eskalerende, idet den nye konstellation i Det Svenske Akademi for små to måneder siden valgte at tildele den ene af to års nobelpriser til den kontroversielle østrigske forfatter Peter Handke. Det har vi dækket massivt i avisen. Blandt andet ved at bede forfatter Madame Nielsen genlæse Handkes serbienskrifter – skrifter, som flere mente gjorde ham til folkedrabsapologet eller -relativist. Madames læsning kaldte en anden forfatter og grundig læser, Alen Meskovic, for »en slalom uden om problematiske steder i bøgerne«.

Madame Nielsen svarer tilbage i dette tillæg en uge før nobelprisoverrækkelsen 10. december, som har potentiale til at blive dramatisk, eftersom to ud af fem medlemmer af akademiets eksterne udvalg har valgt at sige op, denne gang forfatter og oversætter Gun-Britt Sundström med begrundelse i valget af Handke.

Den anden debat tikkede ind på redaktionens mail i sidste uge – det var et oplæg til diskussion igangsat af forfatter Asger Schnack, der i en – siden slettet – facebookopdatering framede begrebet ’diagnoselitteratur’:

»Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke og være villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin ulykke. Eller måske bare have fået et barn,« lød symptomerne på tendensen i Schnacks beklagelse over forfattere, forlag og medier, der lukrerer på en trang til privatisme, der ifølge ham får 70’ernes bekendelseslitteratur til at ligne »den rene centrallyrik.«

Schnack ønskede ikke at nævne konkrete eksempler på det, han kritiserer. Det gør det vanskeligt at læse med og imod hans argumenter, men i denne uges bogtillæg får kritiker og forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen alligevel en hel del ud af at bokse med hans begreb og læse tendensen fra et andet sted.

Den sidste debat i dette tillæg meldte sig også via mail. I anledning af, at Det Danske Akademi sidste fredag uddelte en større flok priser og penge til deres årsfest, stilede modtageren af Otto Gelsted-prisen, forfatter Christina Hagen, sin takketale direkte til vores litteraturredaktør Peter Nielsen, der er på orlov. Forfatteren følte sig svigtet, efter at vi i 2017 havde bragt et interview med hende, hvor vi skrev hendes indrømmelse om »racistiske tanker« op i artiklens overskrift. Udsagn i interviewet fik forfattere til at vende sig mod hende, og det gjorde også avisens anmeldere og Peter Nielsen og avisen generelt, mente hun i talen:

»Jeg synes ikke, I har været fair over for mig, og jeg synes ikke, I er fair over for andre, der i denne tid ’træder ved siden af’ eller mener noget, som er upopulært lige nu. I er med til at ensrette kunstmiljøet helt enormt meget, og det gør alle avislæsere dummere, når I favoriserer den litteratur og den kunst, man som ligesindet og køber af jeres avis ikke stikker sig på.«

Peter Nielsen kommer i sit svar, som vi bringer i dette tillæg, fra sin skriveorlov med en noget andet udlægning af Hagens påståede storhed og fald i vores spalter.

Hvad kommer vi til at lære af Hagen-debatten? Hagen har tilsyneladende ikke læst vores avis grundigt nok til at huske, som Peter Nielsen skriver i sit svar til hende, at han selv, på lederplads, tog hendes position i forsvar, ligesom andre indlæg også gjorde. Og læser man avisen, vil man også vide, at samtlige af de kulturpersoner, Hagen mente er blevet persona non grata, har optrådt flittigt i avisen på det seneste, i interview og portrætter, med egne tekster eller med overvældende positive anmeldelser. 

Debatten om Handke afgjorde vi ikke ved første vurdering, vi har ladet den rulle – længe. Og vi har bragt så efterhånden mange synspunkter, nærlæsninger samt kritikker af nærlæsninger, en reportage fra Kosovo, sågar, at jeg vil mene, at alle, der har fulgt med, er blevet forvirret og engageret på et højere plan. Fordi debattørerne har læst de bøger, de diskuterer. Og fordi at diskussionen af samme grund ikke handler om påstand mod påstand, men om måder at læse på og lægge betydning i ord på.

Det modsatte gælder indtil videre opfølgeren på Hagen-talen. Berlingske havde mandag en besynderlig opfølgende artikel med den bombastiske citatoverskrift »Kritik af Information: ’Der er totalitære tendenser, når man sniger sin politiske agenda ind ad bagdøren’«, hvor journalist Anna Libak udtaler sig om talens påstand. I et facebookopslag havde hun allerede bedyret, at det ikke er nødvendigt at læse Information for at kunne konstatere, at Hagen må have ret:

»Jeg behøver ikke at læse anmeldelser i Information for at vide, at bøger af Gotfredsen, Andersson – og mig selv såmænd – og alle andre, der ikke bekender sig til programmatisk progressivitet, vil blive nedsablet, nærmest uanset hvad der står i dem. Det lever jeg fint med, der er jo ikke læsetvang, men jeg synes alligevel, at det er på sin plads at give Hagen ret. Når hun nu siger det, jeg længe selv har tænkt.«

I Berlingske fortsætter hun:

»Jeg tror ikke, at kvaliteten er afgørende for bedømmelsen af værkerne. Det er i højere grad en vurdering af, hvor moralsk korrekt man mener, en forfatter er. De gode mod de onde. Jeg synes, det er intellektuelt dovent og uinteressant,« siger hun. 

Artiklens anden kilde, litteraturprofessor Marianne Stidsen, kommer ikke med konkrete eksempler: »Problemet er ikke så meget enkeltanmeldelser. Det er den konsensus, der tit opstår i miljøer med aktivistiske tendenser, hvor man kan have fornemmelsen af, at det ikke er enkeltpersoner, der sidder og anmelder en bog, men et eller andet kollektivt tribunal,« siger hun.

Stidsens egen bog om #MeToo er i øvrigt blevet heftigt diskuteret her i Information af to af vores anmeldere, der er uenige om vurderingen.

Så hvordan bliver man klogere af denne type debat baseret på følelser og fornemmelser, der ikke underkastes læsetvang? Det er et slags retorisk spørgsmål, men jeg er også oprigtigt nysgerrig.

Mailboksen er åben for indtikninger. Men helst fra dem, der skulle have læst noget, der kan bestyrke diskussionen. Avisen er altid åben for og lægger gerne spalteplads til kritik, men helst af den slags, hvor man kan læse og se det, man kritiseres for. Gode litteraturdebatter er nu en gang altid underlagt læsetvang.

Sagen kort: Christina Hagen

I sin takketale i forbindelse med Otto Gelsted-prisen giver Christina Hagen udtryk for, at Information i sine anmeldelser og journalistiske litteraturdækning favoriserer venstreorienterede forfattere »uden pletter på CV’et«:

»Forfattere der ved, hvad der er op og ned, hvad der er rigtigt og forkert; forfattere der ved, hvem der er inde, og hvem der er ude. I anmelder dem bedre, I giver dem mere plads i jeres avis, I er mere fair over for dem,« skriver Christina Hagen.

Ifølge hendes tale er det især et interview i Information i forbindelse med bogen Jungle, der gav hende stemplet som persona non grata i de litterære miljøer. Hun skriver:

»Jeg indrømmede i det interview, at jeg indimellem har racistiske tanker eller anskuelser. … De indrømmelser kunne I have grebet an på mange måder, men I valgte den tabloide. Asta Olivia Nordenhof postede det famøse opslag, som ændrede meget. I hoppede med på vognen. Andre aviser hoppede med på vognen, I var ikke alene. Men det blev skelsættende. Det var her jeg så, at mine tanker og min litteratur ikke må findes nu.«

Desuden beskylder Christina Hagen Information for at anmelde forfattere, som »bruger deres skrøbelighed aktivt i deres kunstneriske produktion«, mere positivt. Hun nævner digteren Caspar Eric, som i avisens anmeldelser skulle være forskånet for kritik, fordi han har et handicap.

»Det kendetegner i øvrigt en del af de forfattere, der skriver litterært om egen skrøbelighed. En boksekamp hvor den udsatte står på et helle, og den anden står med bare tæer på kogeplader,« skriver hun.

Talen udløste en debat på Facebook, som blandt andet blev taget op af Berlingske, hvor avisens tidligere udlandsredaktør Anna Libak siger:

»Jeg tror ikke, at kvaliteten er afgørende for bedømmelsen af værkerne. Det er i højere grad en vurdering af, hvor moralsk korrekt man mener, en forfatter er. De gode mod de onde. Jeg synes, det er intellektuelt dovent og uinteressant.«

Også omtalte Caspar Eric kommenterede talen i et opslag på Facebook, hvor han afviser at være blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap:

»Jeg har skrevet én bog ud af fire, der nævner mit handicap. Så lavede jeg også et drama og et popalbum. Alle de ting har fået blandede og hårde kritiske anmeldelser.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Det er nødvendigt med de stemmer i tiden, der tør påtage sig rollen som den lille dreng i ”Kejserens nye klæder” og på den måde sætte spørgsmålstegn ved former for litteratur, som medier, kritikere, forlag og forfatterkredse for tiden finder det vigtigt at hype, ofte på trods af værkers manglende litterære kvaliteter.

På de fleste punkter var jeg enig med Mette Høeg i hendes kritik i maj 2015 fra USA, selv om jeg ærgrede mig over den skingre og perfide tone i forhold til specielt kønsspørgsmålet, for selvfølgelig var det så det, debatten i høj grad kom til at dreje sig om.

Det drejer sig ikke om, hvad forfattere finder det væsentligt at beskæftige sig med og skrive om, for det bestemmer de selvfølgelig selv, men om den interesse og om den omtale, den pågældende litteratur får hos forlag, medier og kritikere, mens andre forfattere, til trods for deres store litterære kvaliteter, bliver overset.

Debatten i forlængelse af Informations artikel om og interview med Christina Hagen, som Hagen selv henviser til i sin tale, var væsentlig, fordi man her fik demonstreret, ikke mindst ved Asta Olivia Nordenhofs reaktion, at to forskellige kunstsyn står over for hinanden, hvor det ene kunstsyn, som jeg i min forudindtagethed vil betegne som moralistisk, politisk korrekt og udtryk for en form for naiv eksistentialisme, ikke ville acceptere det andet kunstsyn, som var udtryk for en avantgardistisk og konceptuel tilgang til kunst.

Det er meget modigt af Asger Schnack i sin oprindelige facebookopdatering at skrive følgende:

” DIAGNOSELITTERATUR: En ikke helt ny trend i den hjemlige litteratur er, hvad jeg vil kalde diagnoselitteratur. Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke og være villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin ulykke. Eller måske bare have fået et barn.”

Selvfølgelig vil han blive udsat for hård kritik for en sådan fremstilling, men hvor er det befriende at læse det, som jeg selv de sidste par år har gået og tænkt, og hvor jeg mener, at den form for litteratur får alt for meget plads i den hjemlige litterære debat i medierne og af kritikken bliver bedømt alt for mildt, fordi den bliver bedømt positivt på sin tendens (typisk en minoritets og offerposition), og ikke på dens litterære kvalitet.

Særlig opmærksomhed får denne form for litteratur, hvis den samtidig kan forbindes med det at tilhøre en minoritet i forhold til køn, seksualitet og etnicitet. Selvfølgelig skal der også være plads til denne form for litteratur, men behøver det at fylde så uforholdsmæssigt meget.

Bjarne Toft Sørensen

Til yderligere forståelse af ovennævnte modsætning mellem Christina Hagens og Asta Olivia Nordenhofs kunstsyn kan fremhæves følgende udtalelse fra kronikken af Camilla Schwartz og Jon Helt Haarder: "Er Christina Hagen til store sorte pikke?" 24/3 - 2017, hvor Christina Hagen betegnes som en semifiktiv figur, der nægter at stille op til klassefotoet af generation etik som korrekt kapitalismekritisk københavnerforfatter:

" ---- peger dermed – måske! – på identitetsundvigelsen i det at være ubehagelig, ambivalent og utilregnelig som protestform.

Samtidig ligger der en interessant potentialitet i Hagens selvfremstilling, en slags ’det er mig’ og ’ikke mig’ på samme tid, som modsat Nordenhofs insisteren på absolut sammensmeltning med sit jeg velvilligt – nærmest lystent! –åbner et mere mangfoldigt fortolkningsrum".
https://www.information.dk/debat/2017/03/christina-hagen-store-sorte-pikke

Desuden Lars Bukdahls fremhævelse af Asta Olivia Nordenhofs forsøg på at tale helt rent fra hjertet, og at dette forsøg selvfølgelig aldrig kan lykkes:

"Nordenhof er i hvert fald en stor digterisk digter, og klart nok tilføres hendes poesi en vældig dynamik af hendes forsøg på at tale helt rent fra hjertet et eller andet vaskeægte sted hinsides den litterære institution, nordvest for internettet – og af at det forsøg selvfølgelig aldrig kan lykkes: Der er hele tiden alle mulige filtre og al mulig litteraritet på færde, heldigvis!
Men lytter man til Nordenhof-lovprisningerne, lyder det som om, forsøget faktisk lykkes, at etikken går helt rent igennem".
http://bukdahl.blogspot.com/2014/02/uden-ikke-og-med.html