Læsetid: 7 min.

Gode debatter er altid underlagt læsetvang, også dem om aviser

Hvad end det handler om Peter Handke, Asger Schnack eller Christina Hagen, så er gode litteraturdebatter altid underlagt læsetvang. Hvis man skal være med i en debat, er det vigtigt, at man rent faktisk læser det, debatten drejer sig om. Det gælder også, når man diskuterer aviser, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde
Modtageren af Otto Gelsted-prisen, forfatter Christina Hagen, stilede sin takketale direkte til vores litteraturredaktør Peter Nielsen, der er på orlov. Forfatteren følte sig svigtet, efter at vi i 2017 havde bragt et interview med hende, hvor vi skrev hendes indrømmelse om »racistiske tanker« op i artiklens overskrift.

Modtageren af Otto Gelsted-prisen, forfatter Christina Hagen, stilede sin takketale direkte til vores litteraturredaktør Peter Nielsen, der er på orlov. Forfatteren følte sig svigtet, efter at vi i 2017 havde bragt et interview med hende, hvor vi skrev hendes indrømmelse om »racistiske tanker« op i artiklens overskrift.

Tor Birk Trads

6. december 2019

Jeg kan ikke huske, at vi før på avisen har jongleret med hele tre litteraturdebatter på samme tid. For mig at se blotter de styrker og svagheder ved genren generelt.

Den første, og længste, introducerede sig selv ret bombastisk, og hurtigt eskalerende, idet den nye konstellation i Det Svenske Akademi for små to måneder siden valgte at tildele den ene af to års nobelpriser til den kontroversielle østrigske forfatter Peter Handke. Det har vi dækket massivt i avisen. Blandt andet ved at bede forfatter Madame Nielsen genlæse Handkes serbienskrifter – skrifter, som flere mente gjorde ham til folkedrabsapologet eller -relativist. Madames læsning kaldte en anden forfatter og grundig læser, Alen Meskovic, for »en slalom uden om problematiske steder i bøgerne«.

Madame Nielsen svarer tilbage i dette tillæg en uge før nobelprisoverrækkelsen 10. december, som har potentiale til at blive dramatisk, eftersom to ud af fem medlemmer af akademiets eksterne udvalg har valgt at sige op, denne gang forfatter og oversætter Gun-Britt Sundström med begrundelse i valget af Handke.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er nødvendigt med de stemmer i tiden, der tør påtage sig rollen som den lille dreng i ”Kejserens nye klæder” og på den måde sætte spørgsmålstegn ved former for litteratur, som medier, kritikere, forlag og forfatterkredse for tiden finder det vigtigt at hype, ofte på trods af værkers manglende litterære kvaliteter.

På de fleste punkter var jeg enig med Mette Høeg i hendes kritik i maj 2015 fra USA, selv om jeg ærgrede mig over den skingre og perfide tone i forhold til specielt kønsspørgsmålet, for selvfølgelig var det så det, debatten i høj grad kom til at dreje sig om.

Det drejer sig ikke om, hvad forfattere finder det væsentligt at beskæftige sig med og skrive om, for det bestemmer de selvfølgelig selv, men om den interesse og om den omtale, den pågældende litteratur får hos forlag, medier og kritikere, mens andre forfattere, til trods for deres store litterære kvaliteter, bliver overset.

Debatten i forlængelse af Informations artikel om og interview med Christina Hagen, som Hagen selv henviser til i sin tale, var væsentlig, fordi man her fik demonstreret, ikke mindst ved Asta Olivia Nordenhofs reaktion, at to forskellige kunstsyn står over for hinanden, hvor det ene kunstsyn, som jeg i min forudindtagethed vil betegne som moralistisk, politisk korrekt og udtryk for en form for naiv eksistentialisme, ikke ville acceptere det andet kunstsyn, som var udtryk for en avantgardistisk og konceptuel tilgang til kunst.

Det er meget modigt af Asger Schnack i sin oprindelige facebookopdatering at skrive følgende:

” DIAGNOSELITTERATUR: En ikke helt ny trend i den hjemlige litteratur er, hvad jeg vil kalde diagnoselitteratur. Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke og være villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin ulykke. Eller måske bare have fået et barn.”

Selvfølgelig vil han blive udsat for hård kritik for en sådan fremstilling, men hvor er det befriende at læse det, som jeg selv de sidste par år har gået og tænkt, og hvor jeg mener, at den form for litteratur får alt for meget plads i den hjemlige litterære debat i medierne og af kritikken bliver bedømt alt for mildt, fordi den bliver bedømt positivt på sin tendens (typisk en minoritets og offerposition), og ikke på dens litterære kvalitet.

Særlig opmærksomhed får denne form for litteratur, hvis den samtidig kan forbindes med det at tilhøre en minoritet i forhold til køn, seksualitet og etnicitet. Selvfølgelig skal der også være plads til denne form for litteratur, men behøver det at fylde så uforholdsmæssigt meget.

Bjarne Toft Sørensen

Til yderligere forståelse af ovennævnte modsætning mellem Christina Hagens og Asta Olivia Nordenhofs kunstsyn kan fremhæves følgende udtalelse fra kronikken af Camilla Schwartz og Jon Helt Haarder: "Er Christina Hagen til store sorte pikke?" 24/3 - 2017, hvor Christina Hagen betegnes som en semifiktiv figur, der nægter at stille op til klassefotoet af generation etik som korrekt kapitalismekritisk københavnerforfatter:

" ---- peger dermed – måske! – på identitetsundvigelsen i det at være ubehagelig, ambivalent og utilregnelig som protestform.

Samtidig ligger der en interessant potentialitet i Hagens selvfremstilling, en slags ’det er mig’ og ’ikke mig’ på samme tid, som modsat Nordenhofs insisteren på absolut sammensmeltning med sit jeg velvilligt – nærmest lystent! –åbner et mere mangfoldigt fortolkningsrum".
https://www.information.dk/debat/2017/03/christina-hagen-store-sorte-pikke

Desuden Lars Bukdahls fremhævelse af Asta Olivia Nordenhofs forsøg på at tale helt rent fra hjertet, og at dette forsøg selvfølgelig aldrig kan lykkes:

"Nordenhof er i hvert fald en stor digterisk digter, og klart nok tilføres hendes poesi en vældig dynamik af hendes forsøg på at tale helt rent fra hjertet et eller andet vaskeægte sted hinsides den litterære institution, nordvest for internettet – og af at det forsøg selvfølgelig aldrig kan lykkes: Der er hele tiden alle mulige filtre og al mulig litteraritet på færde, heldigvis!
Men lytter man til Nordenhof-lovprisningerne, lyder det som om, forsøget faktisk lykkes, at etikken går helt rent igennem".
http://bukdahl.blogspot.com/2014/02/uden-ikke-og-med.html