Instruktøren bag ’Knives Out’: Vi prøvede rent faktisk at lave et rigtigt mordmysterium

Lige for tiden er Rian Johnson i gang med at genlæse alle Agatha Christies kriminalromaner i kronologisk rækkefølge. Det er ikke første gang, den 45-årige amerikanske filminstruktør læser dem. Faktisk har han ikke tal på, hvor mange gange han har læst dem, siden han som dreng forelskede sig i Christies figurer, Miss Marple og ikke mindst Hercule Poirot.

Det er også den fornemmelse, man får, mens man ser Rian Johnsons nye film, krimikomedien Knives Out – var det mord?, der veloplagt og meget vidende blander den britiske krimidronning med Alfred Hitchcock. Det er en såkaldt whodunit skrevet af et menneske, som kender genren og dens virkemidler til bunds, og som ikke mindst tager det mysterium og de figurer, der er i centrum af filmen alvorligt. Knives Out er en meget morsom film, men selve mordmysteriet er ikke for sjov.

»Når jeg talte med skuespillerne om den tone, vi sigtede efter, understregede jeg, at vi ikke prøvede på at være en parodi eller en komedie,« siger Johnson i telefonen fra Los Angeles.

»Det var ikke en komedie om et mordmysterium, nej, vi prøvede rent faktisk at lave et rigtigt mordmysterium.«

Inspirationen fra Poirot

Knives Out har en perlerække af dygtige skuespillere på rollelisten – Daniel Craig, Ana de Armas, Christopher Plummer, Toni Collette, Jamie Lee Curtis, Don Johnson, LaKeith Stanfield, Michael Shannon, Chris Evans m.fl. – og den handler om det mulige mord på familien Thrombeys overhoved, succesforfatteren Harlan Thrombey (Plummer).

Thrombey findes død i sit arbejdsværelse øverst oppe i sit kringlede, gamle hus, og spørgsmålet er, om han blev myrdet, og hvem der i så fald gjorde det. Samtlige medlemmer af den ikke videre harmoniske familie synes at have et motiv, idet de alle var afhængige af Harlans mange penge, men også Thrombeys personlige sygeplejerske, Marta (de Armas), står også på listen over de mistænkte.

På sagen er både politimanden Elliott (Stanfield) og privatdetektiven Benoit Blanc (Craig), som godt kunne minde en smule om Hercule Poirot med sin markante (sydstats-)accent og excentriske adfærd. Og det er ikke tilfældigt.

For selv om man måske tro, at Rian Johnsons primære inspirationskilder har været de mange krimikomedier fra 1970’erne og 1980’erne – Clue, Middag med mord, Dobbeltspil, Dødsfælden – så har han i højere grad skelet til to Agatha Christie-filmatiseringer fra 1980’erne, nemlig Døden på Nilen og Mord i solen, der begge har Peter Ustinov i rollen som den forfængelige og brillante belgiske detektiv.

Lidt af en klovn

»Det er en hårfin grænse, men de to film er ikke parodier. De er selvbevidste og morsomme, og de er lidt frække, men tager sig selv tilpas alvorligt som mordmysterium til, at de også er tilfredsstillende på den måde. Det var det mål, jeg sigtede efter,« siger instruktøren, der måske lidt kontroversielt foretrækker Peter Ustinovs larger than life-fortolkning af Hercule Poirot frem for David Suchets mere afdæmpede og hyldede udgave.

»Det, Ustinov forstod omkring Poirot, var, at han grundlæggende er lidt en klovn. Hvis figuren er for alvorlig og for kløgtig, så mister han noget. Der skal være et element, som videreformidler det, der er i bøgerne, og som er grunden til, at disse overlegne overklasse-briter ikke tager Poirot alvorligt, før det er for sent. Det er det samme som med Columbo, som også er en af mine favoritdetektiver. Man ved aldrig, om man skal tage ham alvorligt eller ej. Det element er i høj grad en del af Daniels præstation som Benoit Blanc.«

Det kræver en brillant skuespiller at få en figur til at fremstå lidt klovnet, uden at vedkommende bliver til et fuldkomment fjols, og det er Daniel Craig, siger Rian Johnson.

»Det er noget af det sværeste for en skuespiller – at gøre det meget stort og stadig føle, at det er en figur og ikke bare et stort cirkusnummer. Det formår Ustinov, og det formår Daniel. Hele rollebesætningen i Knives Out er den eneste grund til, at vi kunne tillade os at gøre figurerne så overdrevne og puste dem op. Det kræver vældig gode skuespillere, og det havde vi.«

Rigtige mennesker

Rian Johnson er kendt for ungdoms-film noir-pastichen Brick, svindlerkomedien Brothers Bloom, science fiction-dramaet Looper og selvfølgelig Star Wars-genistregen The Last Jedi. Umiddelbart synes der at være langt til en Agatha Christie-agtig whodunit som Knives Out. Men instruktøren er som sagt vokset op med hendes bøger, og han synes, at hun var en undervurderet forfatter, på trods af den enorme succes, hun havde.

»Hvad angår bogsalg, befinder hun sig lige under Bibelen. Men hun er stadig undervurderet,« siger han.

»Forskellen mellem hende og mange andre glimrende forfattere udi mysteriegenren ligger i måden, hun skaber figurer på. Hendes figurer tilstede og levende. De er lige på grænsen til at blive karikaturer, men de er altid genkendelige.«

Og deri lå for Rian Johnson en af nøglerne til at få Knives Out til at fungere som film og fortælling og ikke kun underholdende puslespil: Man skal behandle personerne, som om de var rigtige mennesker.

»Når Agatha Christie skrev, skrev hun meget vedkommende figurer, som man kunne finde i datidens britiske samfund. I dag er det meget nemt at opfatte dem alle som støvede klicheer, den gamle oberst, den gamle, rige enke. Men Christie skrev sig i høj grad ind i sin samtid – at gøre det samme med et mordmysterium i dag var for mig meget spændende,« siger Rian Johnson, der i sin film præsenterer os for nogle meget tidstypiske figurer – privilegerede, hvide småracister, humørsyge teenagere, verdensfjerne helseguruer – og samtidig skildrer den form for klassesamfund, som den britiske forfatter dissekerede i sine bøger.

Kunsten af snyde publikum

Agatha Christie tillod sig også at eksperimentere med en ellers meget traditionsrig og skabelonagtig genre, måske fordi hun var en af dem, som var med til at opbygge og videreudvikle skabelonen. Det var endnu en attraktion for Rian Johnson i arbejdet med Knives Out.

»Hun var ikke bleg for at vende genren på hovedet,« siger han.

»Nogle af de ting, hun gjorde, var helt tossede, når det kom til at snyde læserne. Det er en anden ting, som jeg tog ved lære af: ’Lad os prøve at placere publikum et sted, hvor de ikke ved, hvad der nu kommer til at ske.’ Det prøvede Christie hele tiden at gøre.«

Men én ting er at skrive for en læserskare for 100 år siden, hvor folk trods alt ikke var lige så vidende om fortællestrukturer og så vante til at afkode nye og anderledes måder at fortælle på, som folk er i dag, ikke mindst takket være et tv-medie i usædvanlig vigør. Det er i højere grad reglen end undtagelsen, at en moderne film eller tv-serie slutter med et twist, der er designet til at hive tæppet væk under publikum.

»For mig handler det ikke om at tænke på et twist, som publikum aldrig gætter. For mig er det ikke løsningens opfindsomhed, der skaber overraskelsen. Det er derimod, om distraktionen og vildledningen lykkes undervejs på rejsen,« siger Rian Johnson.

Mester udi distraktion

Instruktøren er med andre ord mindre fokuseret på, hvad der vil være et skørt twist, som ingen kan regne ud, end på hvordan han får konstrueret en film og en historie, punkt for punkt, så publikum kigger et andet sted hen og er følelsesmæssigt engageret et andet sted, end dér hvor det egentlig foregår.

»Jeg tænkte på den narrative oplevelse for publikum øjeblik for øjeblik, ikke på hvad den store afsluttende overraskelse skulle være. Hvis jeg havde tænkt på den svimlende overraskelse til slut, så ville jeg ikke have været i stand til at skrive den. Jeg er jo indlysende ikke nogen Agatha Christie,« siger han.

Men Rian Johnson føler sig i høj grad som en illusionist, en tryllekunstner, der skal vildlede og distrahere sit publikum, så det ikke får øje på, hvordan han egentlig bærer sig ad. Det har han lært af en god ven, den blændende illusionist og skuespiller Ricky Jay, som skulle have spillet med i Knives Out, men desværre døde, inden optagelserne gik i gang.

»Hvis man gerne vil vide alt, hvad der er værd at vide om at fortælle en historie, skal man se en af Ricky Jays numre. Både det faktum, at han var en mester ud i distraktion, og at hans numre altid skabte en følelsesmæssig effekt,« siger han.

»De transcenderer overraskelsen og ’det ville jeg aldrig have gættet. Du snød mig’. Det er det, man i sidste ende altid sigter efter, for selv om det er en intellektuel gåde-genre som whodunit, så vil man stadig gerne ramme publikum følelsesmæssigt.«

Hitchcocks regler

Fordi hvis ikke publikum er følelsesmæssigt engageret i en historie, kan det nærmest være ligegyldigt at fortælle den, mener Rian Johnson. Og det fører ham videre til Alfred Hitchcock, der også har sat et aftryk på instruktørens måde at tænke og lave film på.

»Hvor meget Knives Out så end er en Agatha Christie-inspireret historie, så er et af de vigtigste udgangspunkter for filmen, hvordan jeg mon kunne bruge Hitchcocks regler på en whodunit?« siger han med henvisning til den britiskfødte mesterinstruktørs brug af suspense, der er en form for spænding, hvor publikum ved, hvad der kommer til at ske og derfor sidder på kanten af sædet scenen eller filmen igennem.

»Hitchcock brød sig ikke om igennem en hel film at bygge op til en enkelt overraskelse. Han foretrak suspense. Han afslørede tidligt de kort, han havde på hånden, i et forsøg på at involvere publikum. Det var suspense i stedet for overraskelse. En stor del af konstruktionen af denne film ud fra et genre-perspektiv var at tage motoren fra en Hitchcock-film og bruge den inden for rammerne af en whodunit.«

Og hvordan gør man så det?

»I stedet for at være i selskab med en detektiv, som indsamler spor i et forsøg på at finde en løsning, og lade det være historiens motor, er man i selskab med en person, som man kerer sig om, og vedkommende er i fare. Vi følger dem skridt for skridt og håber, at de slipper afsted med et eller andet. Og det er interessant, fordi hvis det lykkes én, bliver mordmysteriets mekanik selve modstanderen i filmen. Det faktum, at man ved, at detektiven løser sagen til sidst, bliver næsten skurken i fortællingen. Og det forekom mig at være interessant.«

Han griner i telefonen.

»Og det bliver hurtigt kompliceret.«

Gode film griber fat

Derfor bruger Rian Johnson også tid på at se og gense de film, han holder mest af, og som fungerer bedst. Det er en måde videreuddanne sig selv på, siger han, hvilket er vigtigt, og han sidder klar foran skærmen med både stopur og notesblok.

»Jeg laver diagrammer over film. Det er jeg nødt til, fordi hvis jeg bare ser dem, bliver jeg uundgåeligt suget ind og kan ikke analysere dem og finde ud af, hvorfor de virker eller ej,« siger han.

»Jeg sidder med fingeren på pauseknappen, mens jeg bogstavelig talt ser på timeren: ’Okay, efter fem minutter sker dette, efter ti minutter sker dette.’ Og når jeg så efter at have set en film, laver en tidslinje, bliver det meget tydeligt for mig, hvordan den fungerer. Så kan jeg se, hvordan det hænger sammen. Så jeg er nødt til at analysere de film, jeg ser – i hvert fald de gode film. De gode film griber altid fat i én og undsiger sig analysen.«

’Knives Out – var det mord?’ har premiere torsdag