Internettet forandrer vores hjerner, og vores hjerner forandrer kunstoplevelsen

Den engelske hjerneforsker Joseph Firth tager ikke telefonen første gang, han bliver ringet op. Da han svarer telefonen en time senere, undskylder han sig med, at han er begyndt at efterlade sin telefon i et andet rum, når han arbejder. En gang imellem slår han endda sin wi-fi-forbindelse fra, hvis han skal skrive en videnskabelig artikel.

»Jeg må bare konstatere, at jeg har svært ved at koncentrere mig,« forklarer han sig.

Mange af os står formentlig med en lignende følelse af, at teknologien løber med vores opmærksomhed og ødelægger vores koncentrationsevne. Men er det sandt? Og hvis det vitterligt er sandt, hvad betyder det så for vores kunstoplevelse?

Joseph Firth udgav for nylig et stort metastudie, der kortlagde den samlede forskning om, hvordan internettet påvirker vores hjerner. Et af forskningsresultaterne viste, at en smartphone på bordet, selv hvis den er vendt med skærmen nedad, har indflydelse på koncentrationsevnen.

»Så nu lægger jeg den glædeligt væk, selvom jeg en gang imellem misser et vigtigt opkald,« konstaterer seniorforskeren ved Western Sydney Universitet.

Men det her handler om mere end en hjerneforskers forhold til sin telefon. For bare en generation siden så verden radikalt anderledes ud. Der var ingen vibrerende smartphones og blinkende smartwatches, der konstant higede efter vores opmærksomhed. Børn legede med yoyoer frem for  iPads, telefoner var noget, der var forbundet til stuevæggen med en ledning, og breve fra kommunen blev leveret af postbude. Kort sagt: Verden var analog. Men på bare 30 år er vores samfund blevet gennemgående digital og flimrende, og det gode spørgsmål er: Har forandringerne også forandret os? Og i så fald: hvordan? 

Et forskningshold fra Schweiz bidrog med deres lille flig af svaret, da de i 2014 satte sig for at undersøge, hvorvidt hjernen har ladet sig påvirke af den brug af tommelfingeren, som er resultatet af vores øgede omgang med smartphones. Altså, når vi med tomlen swiper, klikker og scroller os gennem datingtjenester, hjemmesider og facebookfeeds. 

Forskerne koblede særlige elektroder, der kan måle hjerneaktiviteten i forskellige dele af hjernen, til 37 forsøgspersoner. De 26 af forsøgspersonerne, der havde en smartphone til hverdag, viste sig at have vedvarende forandringer i hjerneaktiviteten i de dele af hjernen, der styrer tommelfingerbevægelserne – selv når de ikke længere sad med telefonen i hånden. En effekt, der ikke blev iagttaget hos de øvrige forsøgspersoner. 

»Det er j0 et virkeligt håndgribeligt eksempel på, hvordan teknologien helt fysisk øver indflydelse på vores hjerner,« fortæller Joseph Firth.

Han hører til den gruppe af forskere, der er bekymrede over internettets indvirkning på vores hjerner. Men det er ikke forandringerne af vores tommelfingermotorik, som bekymrer ham mest. 

Koncentrationssvigt påvirker kunstoplevelsen

Mere alarmerende er det, at vi ifølge forskningen bliver dårligere til at fastholde vores koncentration som en konsekvens af, at teknologien i stigende grad opfordrer os til at omdirigere vores opmærksomhed.

»Der er mange, der tror, at vi så til gengæld bliver bedre til at multitaske, men desværre viser forskningen, at vi faktisk bliver dårligere til at løse flere opgaver ad gangen,« siger hjerneforskeren.

Han forklarer, at de, der ofte zapper mellem forskellige informationskilder, klarer sig værre end andre, når det handler om at fastholde information fra de forskellige kilder.

»Multitasking er aldrig en god ting. Vores hjerner er simpelthen konstrueret til at fastholde fokus på én ting ad gangen, så vi kan nå et dybere niveau af koncentration. Og dér når du ikke hen, hvis du konstant omdirigerer din opmærksomhed.«

Og det har betydning for vores kunstoplevelser, fortæller Martin Skov, seniorforsker ved Hvidovre Hospital. Han har specialiseret sig i neuroæstetik, et felt hvor forholdet mellem æstetik og hjerner undersøges.

Han peger på, at forskning har vist, at mængden af tid, man bruger på et værk, påvirker opfattelsen af kunst. Men det er også vigtigt, hvor opmærksom man er på værket i situationen.

»Tager man sig tid til at gå ind i værket, vil den emotionelle respons typisk være større. Opmærksomhed er uhyre betydningsfuldt for din kunstoplevelse. Det er klart, at jo mindre du er opmærksom på kunstværket, jo mindre information om værket behandler din hjerne, og det kan have en emotionel effekt. Hvis man lidt forsimplet forestiller sig, at vi har 100 sansepunkter til disposition, og man kun bruger 50 af dem på værket, vil det være en anderledes oplevelse, end hvis man brugte 90 af dem,« forklarer han.

Trapholt fastholder koncentrationen

En undersøgelse fra 2017 publiceret i tidsskriftet Psychology of Aesthetics, Creativity, and the Arts slog fast, at museumsgæster i gennemsnit bruger 28 sekunder foran hvert værk, når de går på kunstmuseum. Og det inkluderer den tid, de bruger på at læse værkbeskrivelsen ved siden af. 

At kunstoplevelsen ofte bliver en flygtig affære genkender Karen Bech, publikumsudvikler på kunstmuseet Trapholt. Museet oplever, at gæsterne i hverdagen sjældent bliver ret længe ved hvert værk, og derfor har Trapholt løbende lanceret en række initativer til at fastholde gæsternes koncentration i længere tid. Det gælder blandt andet udstillingen Seeing Slowly. Tanken med den udstilling var at fastholde gæsternes fokus på værkerne ved at reducere antallet af værker og stille sofaer med høretelefoner foran værkerne. 

»Mange har det sådan, at de bliver helt nervøse for, om de kan fastholde koncentrationen foran et værk i for eksempel tre minutter, men når de så gør det, bliver de rigtig glade for oplevelsen,« fortæller hun og peger på, at den måde at opleve udstillingen på står i kontrast til den adfærd, publikum typisk oplever i hverdagen, hvor smartphones og selfies fylder mere end tidligere. En tendens, der kan ses på Instagram, hvor der under hashtagget #trapholt er lagt over 10.000 billeder op fra gæster på museet.

Det føromtalte amerikanske studie fra 2017 viste også, at museumsgæsters adfærd har ændret sig i takt med smartphonens udbredelse. Men ikke helt, som man skulle tro. Sammenlignet med et tilsvarende studie lavet 16 år tidligere har den tid, museumsgæster bruger foran hvert værk, ikke rykket sig ret meget siden smartphonens udbredelse – men det har derimod den måde, hvorpå tiden foran værket bliver brugt. For ud af de 365 observerede museumsgæster i det nye studie tog hele 35 pct. såkaldte ’arties’ – altså selfies foran kunstværket. To museumsgæster tog endda så mange, at de blev ekskluderet fra den samlede optælling, fordi de slet ikke kiggede direkte på kunstværket.

Når man hovedsageligt oplever værket gennem en skærm, kan det have indflydelse på ens kunstoplevelse, fortæller neuroæstetikeren Martin Skov. Det skyldes, at man typisk har en mindre følelsesmæssig reaktion, når man ser ting gennem en skærm, fordi den sanselige dimension formindskes.

»Så hvis du vil have mest mulig emotionel respons, vil jeg klart anbefale, at du ser på kunstværket i virkeligheden,« siger han.

Det er også publikumsudvikler Karen Bechs erfaring. Hun fremhæver et af museets billeder, Family, af Julie Nord fra 2014, hvis motiv ved første øjekast ligner en lykkelig familie. Men når gæsterne studerer værket nærmere, opdager de, at der bag facaden gemmer sig en tristhed i maleriet.

»Og pludselig mærker de i kroppen, hvad værket gør ved dem. Nogle får endda nogle ting forløst, fordi de ser nogle af deres egne livserfaringer i værket,« siger hun.

Opmærksomhed er den nye olie

Siden techvirksomhederne i begyndelsen af 00’erne fandt ud af, at vores tid er en knap ressource, der kan kapitaliseres på, har der foregået en kamp om vores opmærksomhed.

»Opmærksomhed er på mange måder den nye olie,« fortæller professor i formel filosofi ved Københavns Universitet Vincent Hendricks.

Men kapløbet har samtidig medført en lang række udfordringer for vores muligheder for at koncentrere os. I hverdagen forstyrres vi konstant af digitale mekanismer, der er designet til at få os til at bruge mest mulig tid på det pågældende digitale produkt. Det gælder alt fra notifikationer, algoritmiske anbefalinger af indhold til information om, hvorvidt en besked er leveret, læst eller er ved at blive skrevet.

»Det er klart, at vores opmærksomhed er svær at fastholde, når virksomhederne gør alt for at fange den med konstant stimuli. Vi får jo et lille dopaminshot af alle de her ting, og det spekulerer techgiganterne i for at kapre vores tid,« siger Vincent Hendricks.

Det er en mission, som i høj grad er lykkedes. Ifølge Danmarks Statistik er 70 pct. af danskerne på Facebook hver eneste dag. Og hver fjerde 15-årige pige og hver femte 15-årige dreng bruger ifølge skolebørnsundersøgelsen fra 2018 mindst fire timer på de sociale medier eller andre kommunikationstyper hver dag.

Ikke første gang, at hjernen forandrer sig

Men ifølge neuroæstetiker Martin Skov har teknologien også medført en række positive konsekvenser. Internettet har for eksempel øget tilgængeligheden af viden om kunst, pointerer han.

»Og vi ved, at den viden, vi går ind til et værk med, betyder enormt meget for, hvordan vi retter opmærksomheden mod værket, og dermed hvor stort et indtryk værket skaber. Der kan man sige, at internettet har en positiv indflydelse på kunstoplevelsen.«

Og Martin Skov er ikke alene om at mane til besindighed, når det gælder de negative konsekvenser af teknologiens udbredelse. Morten Overgaard er professor i kognitiv neurovidenskab på Aarhus Universitet, og også han advarer mod forfaldsfortællingen om internettet. 

»Vi har det med at overdramatisere de ting, der optager os lige nu,« siger professoren, der, modsat Joseph Firth, tager telefonen første gang, han bliver ringet op. 

Morten Overgaard hører til dem, der nedtoner, hvor dramatisk udviklingen i hjernen er. Hjernen er grundlæggende et organ, der er skabt til at tilpasse sig omgivelserne, og derfor omstrukturerer den sig konstant, fortæller han.

»Det er det, den er skabt til. Den er ikke skabt til at være en fast størrelse,« forklarer han.

Han mener ikke, at man skal se hjernens forandringer som noget, der bliver ødelagt, men at man træner hjernen til en anden måde at fungere på. Det kan der både være fordele og ulemper ved, men det gør, at den danner strategier for at tilpasse sig de moderne vilkår, den befinder sig i.

»At vores hjerner forandres af menneskeskabt teknologi, er ikke noget nyt. Masseudbredelsen af bøger gjorde det samme, og i dag er bøger jo noget, vi opfordres til at søge hen imod.«

Han peger dog på, at netop det menneskeskabte miljø, vi lever i, giver os en mulighed for at diskutere, om de omgivelser vi har skabt for hjernen, er de mest gavnlige i forhold til, hvordan vi mest effektivt løser de udfordringer, vi som samfund står over for.

»Men der er ikke noget, der er objektivt godt eller dårligt i hjernen. Men det er lettere at fortælle en historie, der hidser folk op, end en, der siger, at det hele nok går.«

Også Joseph Firth kritiserer sensationalismen i offentligheden, men han peger på, at baggrunden for sensationalismen netop er vores korte koncentrationsevne. Ud over at have forsket i internettets påvirkning af hjernen har han blandt andet også forsket i kost og motions indvirkning på hjernen. Og dén effekt er langt større og mere belyst, fortæller han. 

»Men det ringer journalister ikke og spørger mig om. Og jeg forstår jo egentlig godt, at folk finder det her med internettet mere spændende. Det er jo noget nyt at rette opmærksomheden mod.«