Læsetid: 12 min.

Kære Christina Hagen, jeg vil gerne have din måde at se verden på repræsenteret i avisen

Forfatter Christina Hagen formulerede sin tale i forbindelse med modtagelsen af Otto Gelsted-prisen som en mail til litteraturredaktør Peter Nielsen. Her svarer han
Forfatter Christina Hagen formulerede sin tale i forbindelse med modtagelsen af Otto Gelsted-prisen som en mail til litteraturredaktør Peter Nielsen. Her svarer han

Gyldendal

6. december 2019

Kære Christina

Tillykke med Otto Gelsted-prisen! Og tak for din mail og takketale.

Jeg er selvfølgelig ked af at høre, at du føler dig dårligt behandlet af mig, af avisen. Det kom faktisk lidt bag på mig. Men så tænkte jeg, at sådan er det ofte: Vi lever i hver vores verden og stykker der, hvor vi står, en fortælling sammen om, hvordan det hele hænger sammen.

Nu støder fortællingerne så sammen. I din fortælling er du et offer, og jeg er en skurk. I min fortælling er du ikke et offer, og jeg er ikke en skurk. I min fortælling er du en spændende forfatter, og jeg er den redaktør, der flere gange har rakt ud efter dig, sørget for at få alle dine bøger anmeldt, interviewet dig og ved flere lejligheder spurgt dig om essays og andre bidrag til avisen – fordi jeg gerne ville have din skrift og din måde at se verden på repræsenteret i avisen.

Du har været vigtig for avisen, været beriget med gode anmeldelser og modtog for nogle år siden avisens litteraturpris.

Men så tænker du på interviewet, Anna R. Ravn lavede med dig for nogle år siden i anledning af din Jungle-bog. Det var mig, der ville have det interview, og jeg synes, at det blev fantastisk. Du var modig og træt af renheden og frelstheden. Det var der, du indrømmede, at også du, ligesom nok alle mennesker indimellem kan have beskidte tanker og være urene.

Vi slog interviewet stort op, fordi det var virkelig godt og et godt indspark i en verserende hvidhedsdebat. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at du fik meget medløb i interviewet, men det var også det, der gjorde det blev så godt. Og i hvert fald genkender jeg ikke, at vi efterlod dig dér alene med dit udsagn eller bagefter undsagde dig. Faktisk på ingen måde.

Asta Olivia Nordenhofs opslag på Facebook må stå for hendes regning, og jeg husker personligt, at jeg var mere enig med dig end med hende. Jeg skrev endda en leder den 4.3.2017, hvor jeg fuldt ud udtalte min støtte til dig og dit projekt.

Så hvad er der gået galt i den mellemliggende tid, hvor du føler dig svigtet? Du nævner selv, at du fik en mindre god anmeldelse i avisen af Korrekthedsbiblen. Som i alle andre tilfælde bestemmer jeg, hvem der skal anmelde de nye bøger, men jeg bestemmer på ingen måde over den dom, der fældes i anmeldelsen.

At antyde at anmeldelsen skulle være et bestillingsarbejde fra min side er at håne de uafhængige kritikere, der skriver for avisen. Samtidig insinuerer du via en besynderlig parentes, at det at en ansat på avisen er gift med Mette Moestrup skulle have indflydelse på vores litteraturdækning. Det har det naturligvis ikke. Et udokumenteret angreb på min og min kollegas integritet.

Du ser en sammenhæng mellem den lidt mere kritiske anmeldelse, og at du var kommet i modvind hos nogle af dine kolleger på grund af dine kontroversielle udtalelser. Den sammenhæng ser jeg ikke, og den findes ikke. For mig har du hele tiden været lige vigtig og væsentlig. Og næste gang, du udgiver en ny bog, vil den blive imødeset med lige stor spænding.

I sidste del af dit brev generaliserer du ud fra din egen fortælling. Du trækker en række andre personer ind som eksempler på kunstnere, der tidligere var fantastiske, men som vi her på avisen åbenbart kollektivt skulle se skævt til, fordi de ifølge dig tænker anderledes, er forfattere med pletter på CV’et og forfattere, der ikke lige ved, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert.

Men Christina, det er jo slet ikke rigtigt. Alle dem, du nævner, er i den grad inde i varmen her på avisen. Vi har rådyrket Christian Lollike også efter debatten om Black Madonna. Madame Nielsen det samme, og hun har lige på min bestilling skrevet et gigantisk essay om ’den beskidte’ Peter Handke.

Niels Franks seneste bog, efter sagen med Peter Højrup, anmeldte vi yderst positivt. Katrine Wiedemann bad jeg i sin tid om at skrive klummer, og hun er, feminist eller ej, fortsat en højt værdsat klummist for os.

Pablo Llambias fik efter sag om sexchikane den mest begejstrede anmeldelse længe af sin opfølger på Rådhus-bogen. Og jeg kunne fortsætte, for det billede, du tegner af os som en avis, der kun vil have de rigtige personer og holdninger repræsenteret, har end ikke det mindste hold i virkeligheden.

Christina, jeg er jo enig med dig i, at verden ikke altid er så ren, og at vi mennesker også er nogle bæster, der ikke kan tage vare på den verden, vi har skabt. Derfor forstår jeg ikke, hvordan du lige pludselig har fået det indtryk, at jeg ikke skulle kunne tolerere den mindste afvigelse fra en kollektiv norm om det rene og rigtige. Derfor må jeg personligt melde hus forbi, når det handler om den rolle som skurk, du tildeler mig.

Du har stilet mailen til mig, men jeg og avisen er næppe den rette modtager.

Kærlig hilsen

Peter

PS: Til de, der skulle være interesserede i avisens dækning af de debatter, bøger og personer, du omtaler i din tale, har min kollega, kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde, sammenholdt dine udsagn med hvad der er at finde i vores avisarkiv.

»Jeres avis har anmeldt alle mine udgivelser. I starten gik det godt. Boyfrind vandt Montanas Litteraturpris. White Girl 1 var fantastisk, syntes I. Men med Jungle-interviewet gik det galt.« 

Før anmeldelsen af Boyfrind gav Erik Skyum-Nielsen en noget ambivalent, men positiv anmeldelse af debuten Sexdronning, her citeres fra anmeldelsens afrunding:

»Udstillingen af dette armod er det stærke og flotte ved Christina Hagens debut, som på denne læser virker dobbelt, på én gang enerverende og effektfuld facon. Det er iskoldt og kynisk og repetitivt og irriterende overfladisk. Men det er på sine egne, medieskabte og mediebevidste præmisser, gennemført til bunds. Sjældent har jeg set en forfatter være både så ærgerligt uselvstændigt trendy og så egensindigt individuel.«

Marie-Louise Kjølbye anmeldte opfølgeren, brevromanen 71 breve til M, ditto ambivalent og åbent. Læs her.

Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Jungle blev bragt samme dag, på udgivelsesdagen, som interviewet med Hagen blev bragt – og før Asta Olivia Nordenhofs famøse facebookopdatering. Han havde ikke læst interviewet, da han anmeldte.

Anmeldelsen er både positiv og negativ. Han konkluderer blandt andet: »Selv er jeg til falds for dens farvestrålende, men grimme, stemningsfyldte fotos. Jeg kan godt lide det glittede papir og de stadige skift mellem billede og tekst. Men de fire afsnit i midten – om en elitesvømmers krop, om det at være sugarmommy for fattige, brune elskere, om en supertræls barndom (det er det, der er skrevet af Signe Maxen), om Hagens ekskærester og deres vurdering af hende – ja, de føles alle sammen, som redaktøren siger undervejs, konceptuelt uklare. De går i tomgang.«

I sin lettere skuffede anmeldelse af White Girl 2 skriver Tue Andersen Nexø blandt andet: 

»Samtidig er der noget forudsigeligt over bogens behandling af sit emne. Progressivt hykleri og småtskåren indvandrerkritik: Er det ikke det, fløjene i den danske værdidebat foragteligt har sagt om hinanden i snart 15 år? Nu kan vi også læse det i litteraturen. Eller måske er Christina Hagen for bevidst om sine egne greb og sit eget tonefald? I al fald taler bogens jeg hele tiden og meget eksplicit om sig selv som »White Girl«. Nå ja, den skuffelse skal ikke skjule, at Christina Hagen, når det stikker hende, er en af Danmarks sjoveste forfattere, og at hendes tekster tit er bedst, når de er mest respektløse.«

»Asta Olivia Nordenhof postede det famøse opslag, som ændrede meget. I hoppede med på vognen.«

I Peter Nielsens leder skriver han blandt andet: »Kunne det rent faktisk være, at Christina Hagen påtager sig racismens og sexismens rolle i et antiracistisk og antisexistisk kunstnerisk projekt? For er hun ikke typen, der begynder med at undersøge et generelt problem, men ender med at vende pilen indad mod sig selv?« Læs den her.

Derudover fik Christina Hagen en ekstra replik i debatten. Læs her.

Og vi bragte på kronikplads et litteraturteoretisk forsvar for Hagen af forskerne Jon Helt Haarder og Camilla Schwartz. Læs her.

Den eneste kritiske kommentar, vi har bragt, er en kritik af Haarders og Schwartz’ kronik, skrevet af forfatter Rolf Sparre Johansen.

Og så leverede kritiker Solveig Daugaard lidt senere en gennemgang af og kritik af debatten, der udfoldede sig på sociale medier, på tv og i aviserne, med blandt andre denne pointe:

»Debatten kørte næsten øjeblikkeligt af sporet i en kombination af fastlåste positioner og vild forvirring, ikke mindst om hvori debattens genstand bestod. Intet skænderi er mere udsigtsløst end det, hvor parterne ikke kan blive enige om, hvad de skændes om, hvilket enhver, der så debattens forkrampede indtog i Deadline, kunne blive bekræftet i. Selv om lignende forvirring har præget flere af de litteraturdebatter, vi har set de seneste par år, var det, som om Jungle-debatten med uset pædagogisk tydelighed demonstrerede problemet og pegede på et akut behov for at vi, når vi fører samtaler om litteraturen, anlægger et mere reflekteret blik på dens radikalt ændrede mediesituation.«

Hagen er siden debatten om Jungle blevet interviewet i avisen om at bo i Herning.

»Caspar Eric har et handicap og skriver om det. Det er vigtigt og rørende, og han er virkelig et forbillede for andre unge og andre unge med handicap. Det er bare ikke altid særlig godt, det han skriver. Altså selve den litterære kvalitet. Jeg kunne nævne en del forfattere, som har det lettere i jeres avis, end de burde have, fordi de er politiske og venstreorienterede og aldrig i tvivl eller åbenlyst lette at få sympati for, fordi de bruger deres skrøbelighed aktivt i deres kunstneriske produktion.«

Caspar Eric har skrevet en enkelt bog, NIKE, der blandt andet handler om at have cerebral parese. Anmelder Erik Skyum-Nielsen skrev en relativt positiv anmeldelse:

»Man bør ikke forsøge at skrælle den trendy mediebevidsthed af Caspar Erics produkt i den tro, at man kan afdække en ’ægte’ kerne. Men hans iscenesættelsesgreb forhindrer ham på den anden side ikke i at fange og artikulere eksistentielle temaer.«

Generelt har Caspar Eric fået hård medfart af Skyum-Nielsen, der blandt andet om seneste bog skrev: »Direkte naive er forfatterens kommentarer til nationalisme og fremmedhad: ’Det er svært at pege på et fællesskab / der ikke bruger eksklusion som et formende princip.’ Måske kan dette præk lyde både stejlt og flot, men det strider mod anmelderens erfaring, og så må man jo sige fra. Jeg kan godt forstå, at Caspar Eric har følt trang til at skrive sin i gåseøjne ’lille’ historie ind i en større, men når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten 7/11 (2014) og ikke mindst i selvmordsgalleriet Avatar (2017).« Læs anmeldelsen her.

»Officielt kan Christian Lollike ikke finde ud af at lave teater mere, selv om han, lige inden Black Madonna, var dansk teaters største geni og vandt alle priserne. Madame Nielsen er beskidt, ligeledes efter Black Madonna

Senest har vi bragt en meget begejstret anmeldelse af et Lollike-stykke. Læs her.

Vi bragte et åbent dialoginterview om hans metode ifm. det kontroversielle Aladdin-stykke. Siden anmeldte Trine Wøldiche stykket meget kritisk.

Vi skrev desuden et stort portræt af Lollike, der åbner op for diskussion af hans provokationsmetode og ender med at fastslå hans talent og enorme betydning.

Madame Nielsen har, udover for nylig at skrive et stort essay om Peter Handke, givet kulturredaktionen efterkritik på avisen efter Black Madonna.

Den forestilling interviewede vi hende og Lollike om. Den efterfølgende debat dækkede vi via en reportage fra et debatarrangement på Teater Sort/Hvid. 

Desuden har vi bragt en længere replik fra Madame Nielsen i kølvandet på diskussionen af Black Madonna.

Vores anmelder af stykket, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, var lunken, mens vores anden anmelder, Anne Middelboe Christensen, elskede stykket. I sidste års årskavalkade over dansk scenekunst er vi åbne om denne interne uenighed og understreger stykkets vigtighed.

»Katrine Wiedemann er kikset. Før var hun fantastisk. Men så fandt vi ud af, at hun ikke kalder sig feminist, og det er gået ud over hendes evner som instruktør […] Pablo Llambias er et sexsvin efter sagen om sexchikane […] Marianne Stidsen, ja lol, hvor skal jeg starte med den heks …«

Seneste teateranmeldelse af Katrine Wiedemanns teaterstykker handler ikke om hendes forhold til feminisme. Læs her. Katrine Wiedemann er desuden en af de få faste eksterne klummeskribenter på avisen.

Vi har på det seneste givet Marianne Stidsen taletid to gange i avisen. Hun giver sin holdning til kende i den store diskussion om Nobelprismodtager Peter Handke, og så har vi bedt hende kigge kritisk på vores begivenhedsorienterede samtidslitteraturhistorie, 20 før 20.

Vi anmeldte Stidsens bog om #MeToo negativt ved anmelder Lone Nikolajsen. Efterfølgende har vi bragt en diskussion mellem hende og en anden fast anmelder, Thomas Thurah, som er kritisk overfor Nikolajsens anmeldelse.

Tue Andersen Nexø skrev en af årets mest begejstrede anmeldelser af Pablo Llambias' seneste bog, Zombierådhus: 

»Zombierådhus er en rig bog, hele tiden åben for nye komplikationer, ikke til at overskue, ikke til at lægge fra sig. Den er uden tvivl et hovedværk i forfatterskabet, men især er det en bog, der rykker ved, hvordan dansk litteratur kan se ud og opføre sig, hvordan den kan være komponeret, hvilke stemninger og fortællinger og billeder, den kan præsentere os for.

Den slags bøger er alligevel sjældne. Dem skal man holde fast i og fejre.«

»Olga Ravn og Mette Moestrup (hvis mand arbejder for jeres avis) har oprettet en Hekseskole.« 

Mette Moestrup har ikke været med til at oprette en Hekseskole, og hun er ikke den del af den Hekseskole, som Olga Ravn og Johanne Lykke Holm har oprettet. Vi har interviewet dem her.

Sagen kort

I sin takketale i forbindelse med Otto Gelsted-prisen giver Christina Hagen udtryk for, at Information i sine anmeldelser og journalistiske litteraturdækning favoriserer venstreorienterede forfattere »uden pletter på CV’et«:

»Forfattere der ved, hvad der er op og ned, hvad der er rigtigt og forkert; forfattere der ved, hvem der er inde, og hvem der er ude. I anmelder dem bedre, I giver dem mere plads i jeres avis, I er mere fair over for dem,« skriver Christina Hagen.

Ifølge hendes tale er det især et interview i Information i forbindelse med bogen Jungle, der gav hende stemplet som persona non grata i de litterære miljøer. Hun skriver:

»Jeg indrømmede i det interview, at jeg indimellem har racistiske tanker eller anskuelser. … De indrømmelser kunne I have grebet an på mange måder, men I valgte den tabloide. Asta Olivia Nordenhof postede det famøse opslag, som ændrede meget. I hoppede med på vognen. Andre aviser hoppede med på vognen, I var ikke alene. Men det blev skelsættende. Det var her jeg så, at mine tanker og min litteratur ikke må findes nu.«

Desuden beskylder Christina Hagen Information for at anmelde forfattere, som »bruger deres skrøbelighed aktivt i deres kunstneriske produktion«, mere positivt. Hun nævner digteren Caspar Eric, som i avisens anmeldelser skulle være forskånet for kritik, fordi han har et handicap.

»Det kendetegner i øvrigt en del af de forfattere, der skriver litterært om egen skrøbelighed. En boksekamp hvor den udsatte står på et helle, og den anden står med bare tæer på kogeplader,« skriver hun.

Talen udløste en debat på Facebook, som blandt andet blev taget op af Berlingske, hvor avisens tidligere udlandsredaktør Anna Libak siger:

»Jeg tror ikke, at kvaliteten er afgørende for bedømmelsen af værkerne. Det er i højere grad en vurdering af, hvor moralsk korrekt man mener, en forfatter er. De gode mod de onde. Jeg synes, det er intellektuelt dovent og uinteressant.«

Også omtalte Caspar Eric kommenterede talen i et opslag på Facebook, hvor han afviser at være blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap:

»Jeg har skrevet én bog ud af fire, der nævner mit handicap. Så lavede jeg også et drama og et popalbum. Alle de ting har fået blandede og hårde kritiske anmeldelser.«

Christina Hagen blev fredag tildelt Montanas Litteraturpris via en skypeforbindelse fra Jamaica, hvor hun er i skriveeksil.
Læs også
Christina Hagen kommer tit i Bilka i Herning – flere gange om ugen, nogle gange uden rigtig at købe noget, men bare for at gå rundt i almindelighed og andre menneskers hverdagslige trummerum.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ovenstående er derfor, jeg holder Information.

Ejvind Larsen, Ete Forchhammer , Steffen Gliese, Anna Regine Irgens Bromann, Marie Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Med et svar fra Peter Nielsens gik det vel, som man kunne forvente. Det gælder om især at rette kritikken mod den trods alt mest lydhøre, som finder det relevant for sin avis at svare igen. Det er det, man kalder en win-win-situation.

Interviewet med Anne R. Ravn i anledning af Jungle – bogen var rigtig godt, men der kan efterfølgende rejses et spørgsmål i forhold til, hvem der så efterlades på øretævernes holdeplads og i hvor høj grad. Jon Helt Haarder og Camilla Schwarts kronik samt Solveig Daugaards gennemgang og kritik af debatten fandt jeg også begge rigtigt gode.

Vedrørende anmeldelsen af ”Korrekthedsbiblen” står der:
”Som i alle andre tilfælde bestemmer jeg, hvem der skal anmelde de nye bøger, men jeg bestemmer på ingen måde over den dom, der fældes i anmeldelsen. At antyde at anmeldelsen skulle være et bestillingsarbejde fra min side er at håne de uafhængige kritikere, der skriver for avisen”.

Det er for mig at se at snakke uden om det centrale i problemstillingen. En litteraturredaktør, der bestemmer, hvem der skal anmelde nye bøger, kender selvfølgelig bladets kritikere så godt, at han ved, hvor deres præferencer er i litterær henseende og tilsvarende med deres holdninger i de debatter af kulturel og litterær karakter, der verserer.

Hvis man skal være anmelder af et værk med relation til en sådan debat, er man nødt til nøgternt at kunne sætte sig ud over egne præferencer og forstå begge parters respektive opfattelse og syn på hinanden, og ikke mindst det synspunkt, der kommer til udtryk i det anmeldte værk. Det lykkedes ikke for Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, og det resulterede i høj grad i en ”stråmands – anmeldelse”, hvor hun på en række punkter var ude af stand til at forstå intentionerne og se nogle af de positive sider ved værket.

Vedrørende Lone Nikolajsens anmeldelse af Stidsen bog om #MeToo og Thomas Thurahs kritik af anmeldelsen er det afgørende at få fremhævet, som nævnt ovenfor om anmeldelsen af ”Korrekthedsbiblen”, at det ikke drejede sig om en uenighed om en vurdering af værket, men om Lone Nikolajsens manglende interesse for og forståelse af intentionen med værket. Desuden om direkte negative fejllæsninger af, hvad der står, samt om en manglende forståelse af en række af de juridiske (især statsretlige) forhold, der ligger til grund for Stidsens fremstilling.

Med hensyn til følgende påstand fra Christina Hagens side, kommer der ikke noget svar:
”Altså selve den litterære kvalitet. Jeg kunne nævne en del forfattere, som har det lettere i jeres avis, end de burde have, fordi de er politiske og venstreorienterede og aldrig i tvivl eller åbenlyst lette at få sympati for, fordi de bruger deres skrøbelighed aktivt i deres kunstneriske produktion”.

Det må være vigtigt at få slået fast, at det ikke er politisk korrekte fremstillinger og forfatteres brug af deres skrøbelighed, der evt. skal vurderes positivt i en anmeldelse, men den litterære kvalitet. At det grundlæggende er sidstnævnte, det drejer sig om. Dette synspunkt må også gælde for de mere løst tilknyttede kritikere, som Information benytter sig af.

Der kan jeg henvise til følgende fremstilling vedrørende ”diagnoselitteratur”, som jeg kan erklære mig enig i:

”I det litterære miljø er der en parathed til at stå sammen og en optagethed af genrens muligheder som et forsvar for sårbarhedens styrke, så at sige. Det er klart, at der er et følelsesmæssigt reservoir, som kan udnyttes, uanset hvad der er privatlivsbaggrunden. Men det ulykkelige udgangspunkt kan også gøres til spekulation, ikke af forfatteren, men af hele apparatet omkring udgivelsen – og derved også antagelsen af manuskriptet og den forventede reception.

Det skaber en bølge af privatisme, som naturligvis er politisk bestemt, men som også er opstået som en tilstræbt vej til øget bogsalg, afsløring af familieforhold, en ’gratis’ sorg, læseren gerne vil deltage i. Og som af kritikken opfattes som progressiv”.
https://www.information.dk/kultur/2019/11/litteratur-forvandling

Maj-Britt Kent Hansen

En litterær pennefejde er undervejs. Og begge de deltagende er ømme på manchetterne. Beskydningerne fyger og afvisningerne ligeså.

Tænk, hvis man ofrede lige så meget krudt - eller bare en brøkdel heraf - på at forklare, hvorfor læsernes kommentarer, i det omfang de måtte være kritiske over for Information, slettes uden nærmere forklaring.

Thomas Østergaard

"Vi slog interviewet stort op, fordi det var virkelig godt og et godt indspark i en verserende hvidhedsdebat"

Der var ikke nogen hvidhedsdebat, kun nogle der ganske bestemt mente at vi skulle have en.

For den udenforstående fremstår alle i artiklen nævnte som én stor sekt, der prædiker godhed, men lukker sig om sig selv. Småskænderier desuagtet.
Tænk at få alle sine bøger anmeldt og få alle de andre privilegier serveret på et sølvfad og så tude over en antydning af misnøje.
Tænk at være redaktør og få tilsendt samtlige danske udgivelser og så end ikke gide maile et tak til alle dem uden for sekten.
Privilegier har til alle tider indsnævret synsfeltet.

Jeg er glad for at mine romaner hedder Uren. Hellere uren og seende end ren i blindhed.