Interview
Læsetid: 7 min.

Ken Loach om ny film: Der er brug for en europæisk mobilisering af venstrefløjen

Den britiske venstrefløj har svigtet, mener Ken Loach, der sammen med sin faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, er aktuel med en ny film om Storbritanniens fattigste. Information har mødt de to socialister, der har skrevet sig direkte ind i valgkampen op til parlamentsvalget her i december 2019
Ken Loach (tv.) instruerer skuespillerne Debbie Honeywood og Kris Hitchen under optagelserne til sine nye film, ’Sorry We Missed You’.

Ken Loach (tv.) instruerer skuespillerne Debbie Honeywood og Kris Hitchen under optagelserne til sine nye film, ’Sorry We Missed You’.

Scanbox

Kultur
12. december 2019

Det virker på en måde helt rigtigt, at Ken Loach dukker op til interviewet på filmfestivalen i Cannes med sin ene arm i slynge. Jeg forestiller mig i hvert fald straks, at den nu 83-årige britiske filminstruktør og venstrefløjskriger har været på barrikaderne for at slås for alt det, han tror på. Den sårede arm skyldes dog noget meget mere prosaisk – jeg har glemt hvad – og når man sidder over for Loach, erkender man også hurtigt, at han nok gør sig bedre bag et kamera end på revolutionens frontlinje.

Ikke fordi han ikke har modet eller viljen til at slås, men fordi han er ganske lille og spinkel og samtidig taler så lavt, at man må læne sig frem for at få det hele med. Han vil ikke kunne råbe sine søstre og brødre op, når først kampen er begyndt.

Til gengæld råber han så i det dusin politiske og socialt engagerede film, han siden 1996 har lavet sammen med sin faste skrivemakker, Paul Laverty, der også er med til interviewet. Og tonen er blevet skarpere med tiden. De to kæmper for de svage i samfundet og ligner til forveksling et par aldrende arbejdere, som godt kunne være figurer i en af Loachs egne film.

De taler med alvor og intensitet, og selv om det er maj måned – det vil sige før, Boris Johnson blev britisk premierminister og siden udskrev torsdagens valg – kommer snakken i høj grad til at handle om et britisk samfund, der er kørt af sporet.

Tragiske historier

I parrets nye film, Sorry We Missed You, møder man familien Turner, der i Newcastle i det nordøstlige England kæmper for at få det hele til at hænge sammen. De er en del af det, Ken Loach kalder de »arbejdende fattige«. Far Ricky køber sig en varevogn, så han kan få arbejde som selvstændig chauffør for et pakketransportfirma. Han bliver lovet guld og grønne skove – ikke mindst at han er sin egen herre og kan tjene gode penge – men realiteten er, at han stavnsbindes uden de rettigheder – sygedagpenge, pension, feriepenge, overarbejdsbetaling – som almindeligt ansatte har. Og hvis ikke Ricky leverer sine pakker til tiden – nogle af dem endda på bestemte tidspunkter – får han bøder. Vil han holde fri, skal han selv sørge for en afløser og for at betale afløseren.

»Man bliver ikke hyret, man bliver bragt om bord. Man bliver en vejens kriger, det handler om foretagsomhed, effektivitet og frihed,« siger Paul Laverty.

»Der er opstået et nyt sprog omkring den måde at organisere arbejde og arbejdere på. Det lyder meget progressivt, men hvem kontrollerer fortællingen, og hvem har magten? Det er sådan, vi begynder filmen. Det lyder fantastisk, og som om man får 200 pund om dagen med sin egen varevogn. Men det, de har gjort, er at flytte ethvert ansvar over på den enkeltes skuldre.«

Manuskriptforfatteren fortæller den virkelige historie om en mand, der var diabetiker, og som inden jul havde så travlt med at levere pakker, at han ikke kunne få nogen til at afløse sig. Han begyndte at få anfald på arbejdet, missede en pakkelevering, fik en bøde og blev kun mere og mere stresset. Kort tid efter jul døde han. Og det er ikke den eneste tragiske historie, der er forbundet med den nye, såkaldte ’gig-economy’, hvor man ikke bliver fastansat, men arbejder på freelancebasis.

Tilbage til postkontoret

Det kan lyde ekstremt, men er blot en naturlig del af kapitalismen, mener Ken Loach.

»Hvis økonomien drives af store virksomheder, hvilket er tilfældet inden for pakkelevering, og de konkurrerer om arbejdet, så vil ordren gå til den billigste og mest effektive service. Og det opnår de ved at skære udgifterne til de ansatte ned til et minimum. Det har resulteret i svindelansættelser, der er billigere for arbejdsgiveren. Og hvis ét firma gør det, så har de andre heller ikke råd til at betale overenskomstmæssig løn og sygedagpenge.«

Den eneste måde, man kan ændre det på, er ved at have en anden økonomisk struktur, hvor folk samarbejder. Eller også, fortsætter instruktøren, »går vi tilbage til det, vi engang havde, nemlig postkontoret, hvor det er os som fællesskab, der igennem staten distribuerer post, inklusive pakker. Og så bliver fagforeningerne anerkendt, og de ansatte får overenskomstmæssig løn, sygedagpenge, feriepenge og pension. Alle har et ordentlig job og råd til at brødføde deres familie. Det er det mest effektive, fordi det er en national service.«

Han er stille et øjeblik, men siger så: »Det er ikke så mange år siden, at postkontoret blev privatiseret, og dette er konsekvensen.«

Længere og længere arbejdsdage

For at kunne fortælle en historie om folks arbejde er man nødt til at forstå, hvordan det reelt er, siger Paul Laverty. Men det var svært at lave research til Sorry We Missed You, fordi chaufførerne arbejdede hele tiden. Det lykkedes ham dog at komme med et par chauffører ud, og så kunne han selv opleve, hvordan en arbejdsdag var.

»Én ting er at høre folk sige: ’Jeg er virkelig træt’ efter en 12-14-timers arbejdsdag. Noget ganske andet er at løbe rundt sammen med dem, mens de leverer pakkerne. Man ser deres røde øjne. De drikker energidrikke og har ikke tid til at spise en sandwich eller tisse. Internettet ryger, og de kan ikke finde stedet, hvor de skal aflevere en pakke, og så kommer de for sent og får en bøde. De skynder sig og skynder sig. Jeg så fyre derinde på omkring 30 år, og de så forfærdelige ud.«

Det kan godt være, at store virksomheder som Amazon siger, at deres chauffører begynder på bestemte tidspunkter, og at deres arbejdstid kun er så og så lang, men virkeligheden er den, at hvis de gerne vil have læsset deres pakker og komme afsted som nogle af de første, er de nødt til at møde op to timer før, de skal begynde.

»Og så bliver deres arbejdsdage bare længere og længere. Jeg tror ikke, at folk forstår, hvad der foregår under overfladen,« siger Paul Laverty.

Enkle budskaber

Spørgsmålet er så, om en film som Sorry We Missed You kan være med til at gøre opmærksom på ulighed i samfundet og derigennem påvirke verden i en positiv retning? Ken Loach og Paul Lavertys forrige film, Jeg, Daniel Blake (2016), der vandt Guldpalmen i Cannes, skabte godt nok debat i Storbritannien, men den har ikke ført forandringer med sig, siger Loach.

»Filmen handler om, hvordan staten bruger sult som våben og straffer fattigdom. Regeringen har dog ikke forandret spor. Faktisk er det kun blevet værre. På blot et år er der kommet 18 procent flere af de madbanker, som man ser i filmen, og hvor private organisationer uddeler mad til fattige mennesker.«

Det eneste, man kan gøre for at ændre på tingene, er at tale om det, tilskynde til modstand, og derigennem skabe en opposition – og det gør man også med film, siger Loach, der også godt ved, at klassesamfundet er bygget ind i højrefløjens politik.

»For dem er arbejde ikke noget, vi er fælles om for at få samfundet til at fungere. Arbejde er til for at give arbejdsgivere mulighed for at udnytte folk. Men det tillader folk ikke, at man gør frivilligt, så dem, der ikke arbejder, eller ikke tjener nok på deres arbejde, skal skubbes, og måden at skubbe dem på er ved at vise dem, at hvis ikke de tjener penge nok, kommer de til at lide. Det handlede Jeg, Daniel Blake om, og det har været de konservatives politik siden det 18. århundrede.«

Venstrefløjen er trængt overalt og har brug for budskaber, som er nemme at formidle og forstå, mener Ken Loach. Det er højrefløjen god til:

»’Det er ham, der er skyld i det. Han har en anden hudfarve. Hans mad lugter anderledes. Dette er ikke det samme land, som det var.’ Det resulterer i fænomener som Trump. Venstrefløjen burde sige: ’Vi har de samme interesser som jer. Vi skal arbejde tæt på, hvor vi bor. Hvis vi bliver syge, skal vi have hjælp. Vi skal have et hus at bo i og en skole til vores børn.’ Der er behov for enkle budskaber, og vi har fejlet.«

Der var glimt af håb i Storbritannien, da Jeremy Corbyn, en ægte venstreorienteret, blev valgt som formand for Labour. Han talte klart og tydeligt, og partiet fik næsten en halv million nye medlemmer.

»Det er tre år siden, og siden da er han blevet angrebet og angrebet og angrebet og svinet til og kaldt en racist,« siger Ken Loach.

»Medierne, BBC, hans egne partifæller, alle prøver de at underminere ham. Corbyn bliver svagere, fordi han vil stække kapitalens magt. Og vi har ikke forsvaret ham tilstrækkeligt. I det hele taget har vi brug for en europæisk mobilisering af venstrefløjen.«

’Sorry We Missed You’ har dansk premiere i dag. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her