Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kulturhistoriens vurderingskriterier præger os stadig. Derfor ja tak til kønskvoter

Hvad skal der til for at ændre øjets præferencer? Er det nok med en debat om den ulighed, der stadig hersker mellem kønnene på kunstscenen? Eller er kønskvoter svaret?
Kultur
6. december 2019

Mennesket er et vanedyr. Vi gør altid det, vi plejer, medmindre vi bliver presset eller ansporet til at gøre noget nyt. Og vi vælger altid den mest bekvemme løsning på en udfordring, så vi ikke behøver anstrenge os for meget. Vanen er også den styrende mekanisme i kunstverdenen, hvor ligestillingen mellem kønnene i høj grad holdes tilbage, fordi de fleste gør, hvad de altid har gjort: satser på mændene.

Det slog en amerikansk undersøgelse fast i efteråret. Den var foretaget af platformen In Other Words sammen med Artnet News, og den påviste en aktuel og stadig stor ubalance mellem kønnene, både hvad angår salg, indkøb og udstillinger. Kunst skabt af kvinder udgør kun to procent af det samlede salg af kunst på auktionshusene de senere år, og kun 11 pct. af den kunst, der siden 2008 er blevet indkøbt til 26 prominente amerikanske museer, er af kvinder.

Undersøgelsen skabte stor debat, og det blev en nyhedshistorie i Danmark, da Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, kom med det opsigtsvækkende forslag, at danske statsstøttede institutioner bør indføre kønskvoter for en periode for at rette op på uligheden. Så kom han både i aviser, radio og tv.

Det førte også til, at Organisationen Danske Museer (ODM) sendte et spørgeskema ud til deres medlemmer, så man kunne få et konkret indblik i de danske forhold. Den blev offentliggjort i midten af november og viser, at tallene over udstillede kunstnere og indkøb i Danmark mellem 2004-19 er bedre end i USA, men stadig langtfra lige mellem kønnene:

  • Antal kvindelige kunstnere vist på soloudstillinger: 29 pct.
  • Antal kvindelige kunstnere vist på gruppeudstillinger: 34 pct.
  • Erhvervelser af værker af kvindelige kunstnere: 22 pct.

Der er i ODM endnu ikke enighed om at indføre kønskvoter på museerne. Nogle mener, at den nye store debat vil gøre, at museer fremover vil være mere bevidste om deres valg. Kun ganske få går altså som Thouber ind for en decideret kønskvote. Thouber er direktør på en kunsthal, der ikke har en samling at sørge for, og det gør det i praksis lettere for ham at eksekvere en kønskvotering. Sværere er det for museer, hvis samlinger primært udgøres af mandlige kunstnere, og som samtidig modtager en stor del af deres nyerhvervelser som donationer fra samlere – som ofte har indkøbt mandlige kunstnere. Men det kan sagtens lade sig gøre at handle progressivt alligevel:

På Baltimore Museum of Art i USA har man for nylig proklameret, at man i hele 2020 kun vil indkøbe værker af kvindelige kunstnere for at rette op på den store ulighed i samlingen, ligesom de 22 udstillinger, der vises i løbet af næste år, vil fokusere på kvindelige kunstnere.

»Værket før kønnet«

Herhjemme hersker den store ulighed stadig på både kunsthaller og museer. Museum Jorn åbnede i år udstillingen Art Strikes Back – from Jorn to Banksy, der med museets egne ord var en decideret »verdenssensation« med en lang række aktuelle kunstnere. Et hurtigt blik på kunstnerlisten afslørede omkring 30 mandlige kunstnere og tre kvinder. I pressemeddelelsen udtaler museumsinspektøren sig om, hvordan han har kæmpet en brav kamp, for blandt andet at få inkluderet et værk af Banksy. Men hvorfor ikke også kæmpe hårdt for at skabe en udstilling, der ikke falder så uheldigt ud på kønsligningen? Fordi, lyder svaret, at det er »værket før kønnet«, der gælder i kurateringen.

Problemet med det svar er, at det ikke er rigtigt. Der bliver i høj grad kigget på køn – bare uden at det foregår bevidst. Det er netop vanen, der er på arbejde. Holdningen »værket før kønnet« fastholder en kultur, hvor det igen og igen vil være de samme – mandlige – kunstnere, der cirkulerer i kunstsystemet, og som over tid bekræfter pågældende kunstners position, mens kvinderne sjældent lukkes ind i den profitable cirkulation.

Kigger man på antallet af afgangselever fra kunstakademierne, er der et flertal af kvindelige kunststuderende, så det er ikke fra skolernes side, at uligheden eksekveres. Den starter først, når karrieren skal i gang, og kunstnerne skal have opmærksomhed fra scenen: fra kuratorer, gallerier, kunsthaller og museer. De fleste galleriers liste afslører uligheden tydeligt: Standarden er omkring 20 mandlige kunstnere og to-tre kvindelige kunstnere. Det bliver igen afgørende, når museerne en sjælden gang køber samtidskunst, som primært går igennem gallerierne.

Når kulturen igennem århundreder har favoriseret den maskuline skabelse, er det næsten umuligt at være helt fri i sit udvælgelsesblik. Kulturhistoriens vurderingskriterier præger os stadig. Vores præferencer kommer et sted fra. Og hvis de nogensinde skal ende med at inddrage den kvindelige position som værdifuld, så kræver det et aktivt arbejde og en konkret indsats. Det vil til gengæld betyde, at rigtig mange må til at ændre fastgroede vaner.

For som de nye tal viser, er problemet med kønsuligheden i 2019 stadig så frapperende, at der skal nogle helt nye strategier til. En uvilje mod at ændre praksis er derfor ikke bare dovent og ignorant, det er også direkte og aktivt diskriminerende.

Kvoter opfattes i Danmark som formynderi og dogmatik og værre: som udtryk for en politisk korrekthedsbølge. Men i virkeligheden vil en kvoteindføring – for måske en femårig periode til en start – skabe et langt større mulighedsrum end det snævre, der har eksisteret indtil nu. For pludselig må man fra institutionel side tage langt flere kunstneres produktion i betragtning i stedet for at træde vande i det samme udkørte spor, der stadig favoriserer kunst skabt af vestlige, hvide mænd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her