Essay
Læsetid: 6 min.

Lars Villemoes var den utilpassede forsvarer af det utilpassede

Informations store musikanmelder Lars Villemoes er død. Fra begyndelsen i 1981 interesserede han sig for nybruddene, og hans skrift kan læses som en kamp for at musikken, kulturen og dermed samfundet skal have plads til de skæve eksistenser. Og han inspirerede en teenager fra Holbæk til at skrive musikanmeldelser. I dag er han Informations musikredaktør
Der er ingen derude med den unikke kombination af musikalsk opdagetrang, dybdelyttende ører, sprogligt arsenal og intellektuel skalpel som Lars Villemoes, skriver musikredaktør Ralf Christensen om tidligere musikanmelder ved Information Lars Villemoes, som gik bort natten til den 22. november.

Der er ingen derude med den unikke kombination af musikalsk opdagetrang, dybdelyttende ører, sprogligt arsenal og intellektuel skalpel som Lars Villemoes, skriver musikredaktør Ralf Christensen om tidligere musikanmelder ved Information Lars Villemoes, som gik bort natten til den 22. november.

Morten Flarup

Kultur
5. december 2019

Lars Villemoes var åndeligt, kulturelt og senere professionelt en gave til mit liv. Jeg mødte ham første gang i 1987 i spalterne i Dagbladet Information. Min mor, som jeg boede hos i Holbæk, afprøvede forskellige avisabonnementer, efter hun var blevet skilt fra min far – og dermed også fra Berlingske Tidende.

Lars Villemoes åbnede musikken på helt uventede måder. Bevares, som barn af Kim Schumacher, der havde demonstreret, at sprogøre og musikalitet sagtens kunne danse electric boogie med hinanden, var jeg vant til et højt niveau i musikformidling. Men i 1987 var Schumacher blegnet som musikformidler på radio og sprunget ud som folkeeje på fjernsyn, og Villemoes blomstrede på skrift.

Schumacher viste mig, at man skulle forstå et værk på dets præmisser, og at brugsmusik kunne være lige så fornem som finkultur. Lars Villemoes viste mig, at musikken var et identitetsprojekt, et politisk anliggende. At musikken var uudgrundeligt kompleks og dannedes på hver sin måde i hver sin lytter. At der var utallige ukendte stier ned i den alternative musik.

At Kim Schumacher og Lars Villemoes så endte med at arbejde sammen på DR i netop 1987, hvor de skiftedes til at være vært på musikvideoprogrammet Videosynet, det markerede så meget tydeligt for mig, hvilken retning mit temperament blæste i. Helt surreelt tydeliggjort i den sidste udsendelse, hvor Schumacher får en kanyle i skulderen, og sminkøsen begynder at klippe i hans hud. Så vikles hans hoved ind i gazebind, og da det vikles ud igen, sidder Villemoes i stolen. Min nye helt.

Neuroner danser på gloser

Jeg var ikke længere – kun – interesseret i, hvad musikken kunne gøre for min krop og sjæl, men nu også i, hvad jeg kunne gøre for at forstå musikken.

Og jeg fortærede Villemoes’ guides. En positiv anmeldelse sendte mig sporenstregs ned i den lokale pladeforretning Takt & Tone. Ja, mit hjerte bankede pavestolt ved synet af svedperlerne på butiksbestyrer Carstens pande, når han igen skulle rode igennem alverdens kataloger for at bestille pladen hjem.

Dér på køkkenbordet i Holbæk landede seks gange om ugen som et lysende vindue ned i en musik, som jeg ikke kendte. Og ned i dybder i musikken, som jeg ikke anede. Fra Villemoes’ ører ned i hans tastatur og ind i mig.

Jeg måtte anstrenge mig, når jeg kom hjem med endnu en vinylplade. Rent videnskabeligt måtte jeg lære at spotte og skille instrumenterne fra hinanden i stereomiksene. Rent åndeligt måtte jeg strække våben over for det sprog, som musikken havde født i Villemoes.

Men nye forbindelser blev dannet i min hjerne, nye neuroner dansede med hinanden oven på hans gloser. Musik er svær at sætte ord på, men nogen skal jo gøre det. For i en sund kultur taler man om dét, der er vigtigt.

Gennem min renoverede lyttesans fik jeg et nyt sprog, som med tiden blev mere eller mindre mit eget. I 1996 begyndte jeg selv at musikanmelde for Information, og i dag er jeg musikredaktør. Det skyldes Lars Villemoes.

For de skæve eksistenser

Fra begyndelsen som musikanmelder i 1981 interesserede han sig for nybruddene, og hans skrift op gennem 80’erne og ind i 90’erne kan læses som denne utilpassede mands forsvar for det utilpassede. En kamp for at musikken, kulturen og dermed samfundet skal have plads til de skæve eksistenser. Det er fra outsiderne, at de sværeste spørgsmål til den herskende orden kommer. Og i musikken er det ofte fra dem, at udviklingen kommer.

»Dead Can Dance viser som noget nyt i forhold til tidligere, at de har meget mere at byde på end europæisk kulturgenrejsning som tragisk popdrøm«, skrev han den 28. november 1988, et år før Murens fald, om den australske duo, der på de foregående plader var gået nærmest arkæologisk til europæisk musikfolklore.

»Under overfladen er der revner ned til malstrømme af elektricitet og destruktiv psykisk energi«, skrev han den 27. april 1988 om amerikanske Pixies’ skelsættende debutalbum Surfer Rosa.

Mod monokulturen

Fællesskaber kunne Villemoes godt forholde sig kritisk til, men det skal vi vel også. For de er jo potentielt både undertrykkende og forløsende mekanismer med et både sundt og usundt forførelsespotentiale. Der kunne således vise sig en vis københavnerisk vrissen ad provinsens monokultur. Men han vidste, hvad han talte om, han kom selv derfra, fra Skærum Mølle i Vestjylland. Og provinsen var virkelig også noget lort, jeg rådnede selv en smule i den.

På Information opererede han midt i et rockmusikalsk nybrud, først med new wave og postpunk, så med dreampop, shoegaze og støjrock. Og da alt det drev over i 90’erne, forstod han, nu på Weekendavisen, at revolutionen var flyttet til den elektroniske musik og til hiphoppen.

Og han tog ingen gidsler. Han var stærkt kritisk over for den militant anlagte hiphopgruppe Public Enemys uforsonlighed, og i 1988 fik Roskilde Festivalen en på lampen for at have fjernet søgelyset fra tidens mest interessante musikere.

Og han elskede skam også pop, bare ikke den dårlige slags.

»Ingen ved bedre end popmusikere, at popmusikken har sin styrke i sine begrænsninger,« skrev han den 28. november 1988.

Han skosede provinsdiskpotentialet hos Aqua, men anerkendte, at de var bedre end danske Tiggy og hendes landeplage – i bogstaveligste forstand – ’Ring A Ling’«. Og så knuselskede han quiet storm-r&b-stjernen Anita Baker den 2. november 1988: »Hos hende er hver eneste frase som en intim betroelse og hvert omkvæd som et postorgastisk kys i øret.«

’Vi to skal nok finde ud af det’

Skæbnens vildveje ville, at jeg endte som Lars Villemoes’ overordnede. Jeg var blevet musikredaktør på Dagen – under de kun 41 udgivelser, der nåede at blive trykt af dagbladet fra oktober til december 2002. Villemoes var samme år blevet afskediget fra Weekendavisen og blev hevet ind som min underordnede. Det var dæleme syret.

Han var med, da vi skulle på en slags en rustur. »Vi to skal nok finde ud af det sammen,« sagde han på bagsædet i bussen. Han smilede konspiratorisk på en måde, der fik mig til at slappe af. Måske fornemmede han, at jeg var nervøs. Jeg fornemmede, at han søgte en alliance mod noget, jeg ikke helt vidste, hvad var. I dag tænker jeg, at det var mod arbejdsgivere, der ikke bryder sig om de utilpassede.

I dag ærgrer jeg mig samtidig – og stadig – over, at jeg aldrig magtede at formulere over for ham, hvor meget han havde betydet for mig. Ak.

Men, ja, vi fandt ud af det sammen, os to. No problem. Og jeg kan huske igen at blive blændet af hans skrift fra det matte avispapir i anmeldelsen af TV-2’s På kanten af småt brændbart:

»Hvis dette album langt hen er et rart og harmløst deja-vu af kortlagte områder af det mentale danmarkskort, der er TV-2’s operationsområde, er der stadig romantisk gejst og glæde hos en gruppe, som for længst er blevet en stabil del af vores erindring,« skrev han den 12. november i et toneleje, der indikerer en forsoning med provinsialismen og det lunt tilpassede.

Ikke mere plads

Men også på Dagen var han utilpasset. Han nåede at blive droppet fra avisen, trods dens korte levetid. Han var, som jeg husker det, optaget af at diskutere arbejdsvilkår – som også var mildest talt hektiske – og det var der åbenbart ikke plads til.

Og det var så den sidste plads til Lars Villemoes i den danske avisverden.

Han efterlod sig allerede et vakuum, da han forlod Information i 1990. Værdige anmeldere fulgte, det gjorde der virkelig. Men med hans død er jeg blevet mindet om det vakuum, der har været, siden han mistede adgang til medierne.

Der er ingen derude med den unikke kombination af musikalsk opdagetrang, dybdelyttende ører, sprogligt arsenal og intellektuel skalpel som Lars Villemoes.

Du lever i manges skrift, i hvert fald min, og det vil du gøre fremover. Så, hvil nu, kære Lars.

I artiklen Journalists død ripper op i debat om Informations rolle i sagen om Blekingegadebanden gennemgår Information sagen om Lars Villemoes opsigelse fra Information i 1990.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flot skrevet.