Linda Boström Knausgård forsøger at genskabe de minder, hun mistede, da hun fik elektrochok

Hun havde været tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling i nogle uger, da hun klemte sine hænder rundt om lægens hals.

De sad over for hinanden til en af de utallige, men korte samtaler, de havde om, hvordan det gik med hende. Hun fortalte, at hun var begyndt at miste sine minder. Efter at der gentagne gange var blevet sendt strøm gennem hendes hjerne, følte hun, at hendes historie var begyndt at smuldre. Lægen forsikrede hende om, at minderne nok skulle komme tilbage igen på et tidspunkt. I hvert fald mange af dem.

I mellemtiden kunne hun måske bare opdigte noget? For, sagde lægen, det er vel det, forfattere gør. Det fik det hele til at gå i sort. Eller som forfatter Linda Boström Knausgård skriver i sin nye roman:

»Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg forsøgte at styre mig, men det endte alligevel med at jeg røg på ham og tog kvælertag på ham og glædede mig over den ægte rædsel i hans øjne. Jeg blev naturligvis straffet. Ständigt sällskab, det er betegnelsen for en patient der må holdes under konstant opsyn. Jeg forkortede hurtigt betegnelsen til SS.«

Da hun efter lidt tid så lægen igen, kunne hun ikke huske ham.

Genstartes som en computer

Linda Boström Knausgård har skrevet romanen Oktoberbarn, som tager udgangspunkt i hendes indlæggelser – ligesom jegfortælleren i romanen har de fundet sted i forskellige perioder mellem 2013 og 2017. Hun fortæller, at hun »aldrig før har skrevet så selvbiografisk«, som hun gør i sin tredje roman. Også selv om hun tidligere har brugt sit personlige liv som brændstof i sine bøger – i den seneste bog, Velkommen til Amerika, er der for eksempel store sammenfald mellem den 11-årige hovedperson Ellens barndom og Linda Boström Knausgårds egen.

»Men der er naturligvis også passager, som er opdigtede i den nye roman,« fortæller forfatteren, da jeg møder hende på forlaget Modernista i Stockholm. Ved første øjekast er hun lige så alvorstung, som temaerne i forfatterskabet, men taler samtidig lige så florlet og til tider sprængfarligt, som sætningskonstruktionerne i den nye roman.

Her har hun ønsket at give det næsten ordløse univers i psykiatrien et sprog. I fortællingen sidder jeg-fortælleren over for den ene læge efter den anden, som kigger på sit ur hvert andet øjeblik og kommer med hurtige konstateringer som, at elektrochok (eller ECT, som det kaldes i dag, electroconvulsive therapy) fungerer på samme måde som at genstarte en computer. Hele tiden har hun en fornemmelse af, at det sprog, de taler, ikke kan rumme hendes oplevelser.

Men mest af alt mangler hun, at der er nogen, som tager sig tiden til de svære samtaler. Det har Linda Boström Knausgård imidlertid forsøgt at gøre op med. Hun har nemlig taget sig tid. God tid. Ikke bare til at beskrive, hvordan det kan være at være indlagt, men også til at komme med en sønderlemmende kritik af et system, der i hendes optik ikke fungerer.

»På afdelingen findes der hverken tid eller et seriøst sprog til at tale om de her ting. Dem, der arbejder der, virker fartblinde, som om det hele bare er noget, der skal overstås hurtigst muligt,« siger hun.

»Jeg har naturligvis ikke skrevet en debatartikel. Men jeg skriver også direkte i bogen, at jeg synes, der er tale om et overgreb. Og det mener jeg. I Sverige siger man, at man har reddet liv med ECT. At det har hjulpet mange, som er dybt deprimerede. Det anfægter jeg ikke. Men det har ikke virket for mig.«

Som at drikke mørke

Romanens omdrejningspunkt og absolutte hovedscene er den psykiatriske afdeling, hvor hovedpersonen, jegfortælleren, er tvangsindlagt. Afdelingen beskrives som et sted uden årstider, og det lokale, hvor ECT-behandlingen foregår, får tilnavnet ’fabrikken’. Selv om hun er indlagt over flere perioder, føles det i romanen, som om man er vidne til én lang indlæggelse – måske fordi det kan være svært at skelne perioderne fra hinanden. Også dagene med ECT ligner hinanden og går nogenlunde sådan her:

Klokken fem om morgenen kommer en sygeplejerske ind på stuen for at gøre klar til drop. Afhængigt af hvem som er på vagt den dag, ved man, om nålen kommer til at gøre ondt eller ej. Når den er på plads, sikrer sygeplejersken sig, at der er fri passage, så sovemidlet senere kan løbe problemfrit igennem. Og så bliver man fulgt ned ad gangen, ned til venteværelset, som støder op til fabrikken.

Når ens navn bliver råbt op, træder man ind i et lukket rum og lægger sig på en briks. Personalet tjekker, om man har løse tænder, og om man har spist noget. Så bliver der lukket op for sovemedicinen. »Det var ligesom at drikke mørke,« står der i romanen, det var en »total kapitulation« – både for kroppen og sindet. Herefter kommer tandbeskytteren på, man får noget muskelafslappende, og så bliver strømmen sendt afsted. Efter behandlingen køres patienterne ind bag et forhæng, hvor de ligger tæt, side om side. I romanen står der:

»Hver og én i sit eget mørke i en søvn som ikke er til at begribe. Der lå vi og sov bag et forhæng. Det var vigtigt at den patient der trådte ind i rummet ikke så de sovende. Det var vigtigt ikke at skræmme nogen før denne skånsomme behandling, men jeg havde alligevel mange gange fået øje på de sovende og tanken om at jeg snart skulle ligge der som en af de mange, uvidende om hvad der skete med mig, skræmte mig mere end selve strømmen.«

Når hun vågner op igen, smelter nætterne og dagene ofte sammen. Er man besværlig – enten ved ikke at gøre, som personalet siger, eller ved at råbe op – får man mere strøm, som hun skriver. Men en dag sker der noget, som ikke plejer at ske. En dag vågner hun op fra den mørke søvn med pupiller i to forskellige størrelser. Det gør personalet meget nervøs, og de går i gang med at bestille et hav af prøver for at finde en forklaring på det mærkværdige udfald.

»Men det var også på en måde humoristisk, en slags sort humor, som der også er masser af i bogen. Det er der brug for,« siger Linda Boström Knausgård. De to forskellige størrelser på hendes pupiller passede faktisk meget godt til den bipolare diagnose, hun har fået stillet.

»Som bipolar åbner man enten helt op for mørket,« siger Linda Boström Knausgård og former en stor cirkel foran sit øje som for at simulere, at pupillen gøres kæmpestor, »eller også gør man det modsatte,« siger hun og lader fingrene skrumpe sammen til en lillebitte prik.

»Det er som en vekselvirkning.«

Efter et par dage tog pupillerne atter sin normale form. Det værste var dog minderne. De kom nemlig ikke tilbage med samme fart.

»Og hvad er et menneske uden sine minder?«

Forfatteren var faktisk i tvivl, om hun nogensinde ville kunne komme til at gengive noget af sin tid som tvangsindlagt på den psykiatriske afdeling efter så mange ECT-behandlinger. Men det kunne hun. I hvert fald noget af den.

Omsorg og straf

I romanen får jegfortælleren ofte at vide på afdelingen, at hukommelsestabet må vejes op mod effekten af behandlingen. »Og hvad vejer minder? Hvordan måler man dem? Hvordan vurderer man minder?« skriver hun. »Minder havde lav status på fabrikken.« Frem for at lade patienterne være på afdelingen i flere måneder ville lægerne hellere give dem strøm i nogle uger.

Efter en af ECT-behandlingerne går hovedpersonen rundt på de lange gange og er så tilpas forvirret, at hun farer sammen i forskrækkelse over den mindste berøring. En af sygeplejerskerne, søster Maria, hiver fat i hende og siger, at det er tydeligt, hun ikke har det godt. Måske skulle hun gå i gang med at samle på sine minder, indkapsle noget af det, hun syntes at have tabt?

»Maria var vigtig, fordi hun krævede en samtale og et ansvar. Hun fik sagt nogle ting, som var utrolig vigtige,« siger Linda Boström Knausgård.

Jasmin Storch

I romanen kommer Maria en dag ind på jegfortællerens værelse og råber til hende, at hun skal stå op. At hun skal lade være med at opføre sig som en stakkel, at det ikke er synd for hende, at hun er et privilegeret menneske. Maria kræver, at jegfortælleren beviser, at hun gerne vil ud fra afdelingen. Og lige den dag virker det, den dag evner hun at komme ud af sengen.

»Men det var også tvetydigt, fordi Maria også var den, der satte elektroderne fast inde på ECT-fabrikken. Hun troede ganske stærkt på behandlingen. Men hun forstod også, at det var svært for mig, at jeg ikke kunne tale, at jeg havde brug for mine minder.«

Glimtvise minder

På søster Marias opfordring kommer minderne tilbage som små glimt gennem romanen, som flashbacks til et tidligere levet liv, som en dagbog skrevet lang tid, efter de forskellige begivenheder har fundet sted.

I forsøget på at indfange nogle af de ting, som er begyndt at smuldre, bliver vi ledt tilbage til hovedpersonens egen barndom og ungdom, som var indhyllet i angst. En af de ting, som skræmte den unge jegfortæller mest, var hendes far, som også var diagnosticeret bipolar.

»Han nægtede at tage medicin, han nægtede at få psykologhjælp (...) Han ville ikke være rask. Han ville bo der på Beckomberga (tidligere psykiatrisk hospital i Sverige, red.) for evigt, sagde han til alle der gad lytte. Faste måltider, omsorg, om så den var professionel. Afdeling 86 var hans arena. Der kunne han organisere skakturneringer som han altid vandt og lyve om sit fantastiske liv og om hvor forfordelt han var blevet (...) Ham der slæbte prostituerede med op i mors lejlighed når hun ikke var der og senere tændte for gassen. Væk med ham. Lad ham rådne op på gangene.«

Ganske ofte fantaserer hovedpersonen om at have en anden familie, sommetider også om selv at være en helt anden. Det samme gjorde Linda Boström Knausgård i sin egen barndom.

»Jeg gik hele tiden og forestillede mig, at min mor skulle få en ny mand, som kunne skabe tryghed. Jeg observerede altid, hvad der skete omkring mig, hvilket gjorde, at jeg blev meget opmærksom på andre mennesker,« siger Linda Boström Knausgård.

I romanen falder jegfortælleren en dag over et billede i avisen af en pige, der er på en sovjetisk lejr. Hun har holdt en tale for de andre oktoberbørn og udmærket sig – også over for de ældre pionerer – ved at tale om den sovjetiske ånd og om det fælles bedste. Jegfortælleren føler en instinktiv tilknytning til den pige, som hun står der alene på billedet og alligevel er del af en større flok.

Uden i øvrigt at sætte sig ind i Sovjetunionen eller kommunismen begynder hun at gå klædt som pigen på billedet: rødt tørklæde om halsen, hvid skjorte, blå kjole, rød stjerne på brystet og flettet hår. I skolen bliver hun kaldt ’Kommunisten’, hvilket medfører en række forklaringsproblemer for moren. Men jegfortælleren er ligeglad: »Jeg havde lånt en form man bare kunne tage på. Form fører til frihed.«

I bogen står der, at selv om hun stoppede med at bære uniformen, kunne hun sommetider finde på at genkalde et billede af den og bære den i det indre. I virkeligheden gik Linda Boström Knausgård aldrig med uniformen, men drømte bare om pigen. Alene ideen om at være en anden gav hende styrke.

»Jeg havde masser af fantasier om, at jeg var en anden, da jeg var barn,« siger Linda Boström Knausgård.

»Det gav mig en anden retning.«

To litterære blikke på samme episode

Linda Boström Knausgård blev diagnosticeret med en bipolar lidelse, da hun var 26 år. Det har hun fortalt om tidligere, blandt andet i en radiodokumentar, som blev sendt på Sveriges Radio P1 i 2016. Her fortæller hun om, hvordan hun i en manisk periode dropper søvnen, skriver lange breve, maler sin lejlighed i stærke farver og giver penge til alle på gaden, der spørger om det.

I dokumentaren interviewer hun også familie og venner om, hvordan de har oplevet hende i sygdomsperioderne, hvortil hendes mor siger:

»Du sagde på et tidspunkt til mig, at du troede, du kunne blive USA’s præsident.«

Men efter de maniske perioder følger også de dybe depressioner.

I romanen leder mindearbejdet jegfortælleren videre tilbage til dengang, hun var gravid med sit og eksmandens fjerde barn. De foregående graviditeter var gået godt, hun havde følt sig stærk og tog ikke medicin. »Jeg var mor,« som hun skriver i bogen. Men denne gang tager depressionen pludselig fat og bliver afgrundsdyb. En morgen samler hun alle de piller, hun har, og gemmer dem i et glas. Om aftenen spiser hun dem og lægger sig ind i sengen ved siden af sin mand.

»Jeg vidste at det var meget vigtigt ikke at tale med dig. Hvis jeg sagde noget til dig ville jeg ikke kunne gennemføre det. Jeg hadede at jeg havde sagt godnat til dig. Jeg vidste at det ville blive det sidste jeg sagde til dig. Jeg gav mig til at tælle for ikke at høre andet. Jeg kan ikke forstå hvordan jeg kunne gøre det (...) Jeg var gravid. Børnene lå og sov i et værelse ved siden af.«

Manden ringer til et vennepar for at bede dem komme og hente børnene. Bagefter bliver hun kørt væk i en ambulance uden sirener.

»Når man er deprimeret, er intet reelt. Det kan være svært for andre at forstå, at man kan gøre sådan noget. Men det er jo, fordi man er så dybt nede,« siger Linda Boström Knausgård.

»Når man er så langt nede, tænker man kun på døden.«

Det særlige ved netop den episode er også, at vi – ligesom med andre dele af Linda Boström Knausgårds liv – har kunnet læse om det i den tidligere ægtemand og berømte norske forfatter Karl Ove Knausgårds bøger. Helt konkret er samme selvmordsforsøg gengivet i romanen Om Foråret.

I stedet for at se episoden indefra, fra kvindens perspektiv, ser Karl Ove Knausgård det hele med en forvirrets blik udefra. I sin bog beskriver han, at han har svært ved at forstå, at hun sover så længe, at han ikke kan vække hende, og børnene spørger, hvorfor mor ikke vågner. Han overvejer, om han skal ringe til en ambulance, men beslutter, at han ikke vil ringe for så lidt. Lige indtil han går en anelse i panik og alligevel taster 112.

»I Karl Oves bog virker det, som om han ikke helt ved, hvad der foregår. Han er så irriteret, at han måske bare har givet slip,« siger Linda Boström Knausgård.

»Jeg synes, det er enormt svært at læse den passage i hans bog. Men det er en god bog. Det er skamfuldt, at det står der, så alle kan læse det. Jeg læste det, inden bogen blev trykt, og jeg havde muligheden for at sige til, hvis jeg ikke ville have det med. Men det er svært pludselig at tage noget ud af et litterært værk. Det er ganske meget at bede om. Jeg har tænkt på, om jeg skulle have gjort det, men blev enig med mig selv om, at det godt måtte stå der.«

Selv om hun ikke altid ved, hvad hendes bog skal indeholde, når hun går i gang, havde hun gjort sig én ting klart, da hun begyndte på Oktoberbarn: Den scene med selvmordsforsøget skulle absolut ikke med. Men da hun satte sig til tasterne for at skrive – hun skrev de første 20 sider i én lang køre – kom det naturligt til hende.

»Det endte med at være vigtigt for mig at få med i bogen, fordi det markerede et vigtigt punkt. Nu tænker jeg også, at det måske kan være interessant for andre at læse to litterære værker, som skriver om noget af det samme.«

Og så får hun givet omverdenen sit eget blik på, hvad der er sket.

Aldrig mere ECT

Når folk møder Linda Boström Knausgård, tror de ofte, at de kender hende. Det har hun udtalt i flere interview. Grunden er, at de har læst detaljeret om hende og hendes liv i eksmandens bøger. Og desuden tekster og anmeldelser om skildringen af hende i de bøger, for eksempel The Los Angeles Review of Book’s tekst »On Worrying About Linda« fra sidste år, som blev skrevet med afsæt i Karl Ove Knausgårds seksbindsværk Min Kamp.

Men hun bryder sig ikke om, at folk tror, de ved, hvem hun er. På grund af det store litterære bagtæppe, vævet sammen af eksmanden, var det også vigtigt for hende ikke at nævne hans navn i Oktoberbarn, selv om den er skrevet til et ’du’, som i flere tilfælde er en direkte reference til ham.

»Når man skriver, kan man ikke forestille sig, at nogen nogensinde kommer til at læse det. Hvis man først gør det, må man helt holde op med at skrive. Jeg har skrevet bogen som en dialog mellem du og jeg, fordi det gav den styrke og kraft. Men for at holde det hele lidt på afstand har jeg også byttet navnene på børnene ud med andre navne,« siger hun.

Romanen er også et sorgarbejde over parrets skilsmisse og over forfatterens savn af sine børn, som hun er uendeligt langt væk fra, når hun er indlagt. Og som hun sommetider ikke er i stand til at omgås med på den måde, hun ønsker, når hun er syg. For eksempel beskriver hun, hvordan eksmanden ofte var den, der talte med børnene:

»Jeg har ingen venner i byen jeg bor i og min mand har forladt mig. Han fik nok af at være den der førte alle samtaler med børnene ved bordet. Han lavede ekstra meget sjov med dem for at skjule at jeg aldrig sagde noget. Ikke ved måltiderne og heller ikke ellers. På nær når jeg talte som om der ingen ende var på ordene. Jeg var meget væk. Opholdt mig meget her på hospitalet. Min sygdom trak os alle ned.«

Men til forskel fra sin egen far har hun forsøgt at skærme børnene, så godt hun kunne, ved at lade sig indlægge og ved at tage imod den hjælp, hun kunne få.

Inden tvangsindlæggelsen har hun flere gange opsøgt psykologer, som allerede ved det første møde har sagt til hende, at ECT var en god mulighed. Men hver gang har Linda Boström Knausgård rejst sig op og er gået. Ligesom mange andre har hun set Milos Formans film Gøgereden fra 1975, hvor Jack Nicholson får elektrochok som afstraffelse og ender med at få det hvide snit og blive til en zombie. Det og så frygten for at få skadet hukommelsen gjorde, at hun sagde fra.

Under tvangsindlæggelsen blev det valg taget fra hende. Men siden dengang har hun gjort alt, hvad hun kan, for at forhindre, at det kommer til at ske igen.

»Jeg går stadig hos en læge nu, selv om jeg ikke er i en dårlig periode, og jeg har skrevet en kontrakt om, at jeg aldrig skal have ECT igen,« siger hun.

»Det virker helt utroligt, måske utænkeligt, at det nogensinde skulle blive aktuelt igen. Men det bipolare har sit eget ur.«