Madame Nielsen: Mit essay om Peter Handke dømmes på falske forudsætninger

I sit anklageskrift imod, om ikke mig, så mit essay (»Madame Nielsen læser den kontroversielle nobelvinder Peter Handke«, red.), begår Steffen Groth den 29. november to helt grundlæggende fejl, den anden mere kriminel end den ene, som gør, at han efterfølgende læser og fremlægger og dømmer mit essay på falske forudsætninger.

Steffen G. lægger ud med at skrive, at »inde i avisen [Information] blev der argumenteret, plæderet og suggereret for frifindelsen [af Peter Handke] i et firesiders essay af Madame Nielsen«. Og Steffen G. konkluderer på baggrund af sin egen påstand, at mit essay er et »forsvarsskrift«, og at jeg følgelig agerer som »forsvarsadvokat« for Peter Handke.

Desværre beviser Steffen G. ikke sine påstande med et eneste citat fra mit essay, og det kan han heller ikke. Der står nemlig ikke et ord om »frifindelse« i mit essay. I stedet beviser Steffen G. sin påstand med citater fra andre steder i avisen.

Men hvis Steffen G. nogensinde havde været på en avisredaktion, så ville han vide, at den, der skriver en artikel eller et essay, ikke også – og det gælder især for en som mig, der ikke på nogen måde er ansat på Information – samtidig er redaktør for og skriver overskrifter og henvisninger andre steder i avisen.

Jeg har ingen kontrol over, hvad Information skriver om mit essay andre steder i avisen.

Mit essay er ikke et forsvarsskrift for Peter Handke, det er, som jeg udtrykkeligt skriver, en læsning af hans i ét bind samlede skrifter om Serbien og krigene i EksJugoslavien, og den ’dom’, jeg til slut fælder, er en dom over »Serbien-skrifterne«, som jeg ikke mener er »den endegyldige diskvalifikation af nobelpristageren, forfatteren og mennesket Peter Handke? Tværtimod, de er hovedværket«.

Og netop, fordi de ikke er entydige og dermed ville kunne være belæg for hverken fordømmelse eller frifindelse af hverken Peter Handke, ’serberne’ eller nogen som helst andre.

Tværtimod fordi: »i dem ser vi verden og vor tids Historie på ny, i et andet sprog, og hver især er de en skandale. Skrifterne beviser nødvendigheden af et andet sprog end tidsåndens og dens mediers. Og samtidig viser de dette andet sprogs begrænsninger: hvad det ikke fatter, og den menneskelige begrænsning, det alt-for-menneskelige, der kommer til syne ved dette andet sprogs grænser: forfatteren og problembarnet selv«.

Så langt, så galt, og så bliver det værre:

»Handke er ’ikke på serbernes side i krigene mod de øvrige eksjugoslaviske lande’, skriver Madame Nielsen«.

Det Steffen G. begår her, er om ikke dokumentfalsk, så i hvert fald uhæderligt og decideret usandt og fordrejelse af fakta. Han skærer nemlig min sætning over og bruger kun den del, der tjener hans formål og fordom. Det er den slags teatres og forlags (og Trump og andre nyhedsforfalskere) PR-afdelinger gør, så kan sætningen ’det var helt vidunderligt amatøragtigt’ blive til ’det var helt vidunderligt’.

I VIRKELIGHEDEN lyder sætningen således:

»I udgangspunktet stiller Handke sig altså ikke på serbernes side i krigene mod de øvrige eks-jugoslaviske lande«. Jeg gentager »I UDGANGSPUNKTET«. Sætningen implicerer altså en følgende bevægelse og udvikling med tiden, og det er denne bevægelse, jeg følger i min læsning, og som jeg udtrykkeligt skriver senere:

»For hver ny rejse, side, sætning bliver Handke mere og mere involveret i Historien og mere og mere isoleret sammen med serberne mod verdensoffentligheden,« og endelig sågar »som-var-han-serber«.

Mit essay er ikke en læsning af Handke som person

Hele Steffen G.’s anklageskrift bygger på disse to forfalskede forudsætninger, og det gør, at han i sin for-dom ikke behøver at se nuancerne i min tekst og kan påstå, at jeg ikke ser, at Handke, især med tiden, årene, rejserne, mere og mere ser Historien fra ’serbernes’ side og ikke ofrer meget opmærksomhed på »de bosniske muslimers« lidelser, og efterhånden begynder at tage de førstes for givne, mens forbrydelserne mod de sidstnævnte skal bekræftes for en domstol, før betegnelsen for dem er givne og gerningsmændene skyldige.

I »udgangspunktet«, da han drager på sit livs første rejse ind i Serbien, stiller Handke sig ikke på serbernes side, men påtager sig at være øjenvidne og lytte til serberne, når nu verdensoffentligheden og dens magtfulde medier i hans øjne ikke har gjort det.

I udgangspunktet stiller han sig altså iblandt serberne, men som en fremmed, en anden, en enestående, ’jeg’. Først med årene bliver han »som-var-han-serber«. Og hans skrift er, når den er bedst, som Steffen G. skriver, fænomenologisk. Han ser først og fremmest det, der nu er, og i mindre grad det og dem – for eksempel de bosniske muslimer i Vicegrad – der ikke og måske sågar ikke længere er der. Denne fænomenologiske poetik har altså, som jeg skriver, sine begrænsninger.

Og til slut og igen: Mit essay er ikke en læsning af hverken manden, eller hvad han i øvrigt i interviews etc. i løbet af årene måtte have sagt af uhyrligheder; essayet er udtrykkeligt en læsning af de otte »Serbiens-skrifter« og deres bevægelse, og først i dem og gennem dem: det alt-formenneskelige menneske, verden, Historien og os.

Så hvis der er nogen, der »plæderer« og sågar »suggererer«, så er det ikke mig, men Steffen G. Han forsøger at trække mit essay ned på det simple for/imod, frifundet/fordømt-niveau, som det meste af den verdensomspændende debat befinder sig på, ned i det entydige journalistiske sprog, hvor man møder verden og dens mennesker og tekster med en fordom og derpå blot behøver at stikke ånden op i en af de to foråndenvæerende iClouds og rage nogle løsrevne citater fra enten ’for’ eller ’imod’-skyen ned og indsætte dem i sin tekst, og derpå er verden igen entydig, sort-hvid. Nej:

»det er noget snavs. Som verden, menneskene, os.«

Og derfor – og som jeg konkluderer – skal vi sgu læse Celine, Houellebecq, Yahya Hassan og Peter Handke – uanset, om vi i øvrigt synes, de er pæne mennesker eller ej – fordi deres bøger i hvert deres helt andet sprog hæver sig op over alle andre skrifter og giver os en enestående mulighed for at fatte, hvad vi er for nogle bæster, vi mennesker, og hvad fanden det er for en verden, vi antropocæne zombier har skabt.