Læsetid: 6 min.

Madame Nielsen: Jeg hilser Alen Meskovic’ ild og passion hjerneligt velkommen

I mit eget værk, mit liv og værken i det hele taget, insisterer jeg på, at man ikke kan adskille kunstneren fra værket, og at man ikke kan adskille æstetik, politik, det offentlige, det private og etikken
Uddellingen af Nobels litteraturpris til Peter Handke har skabt megen debat og flere protest-demonstrationer. Her demonstreres der uden foran den svenske ambassade i Kosovo. 

Uddellingen af Nobels litteraturpris til Peter Handke har skabt megen debat og flere protest-demonstrationer. Her demonstreres der uden foran den svenske ambassade i Kosovo. 

Armend Nimani

6. december 2019

I Informations bogtillæg den 22. november beklager en vis Alen Meskovic sig over en række unavngivne danske forfattere og disses ageren og ytren sig i ’Sagen om Peter Handke og Nobelprisen’, kun én af disse forfattere nævnes ved navn: Madame Nielsen. Denne Alen M. refererer til mit essay i Information 15. november, hvor jeg læser mig gennem Handkes samlede Serbienskrifter, og til slut fælder min dom over disse.

I sit indlæg anklager Alen M. mig og mit skrift for en masse intellektuelle forbrydelser, og ... jeg vil ikke sige, at Alen M. læser mit essay, som Fanden læser Bibelen. Tværtimod. Fanden kan læse, og Fanden har læst Biblen, grundigt, grundigere end nogen anden før eller siden.

Fanden har læst og forstået Bibelen ned i mindste lille bogstav, og den indsigt har Fanden siden vendt mod verden. Alen M. derimod kan muligvis godt læse (og muligvis ikke: Han opdager i hvert fald ikke den ufrivillige komik, der opstår, når Alen klager over min »alenlange artikel«), men han er tydeligvis bare for doven til at gøre andet end blot overfladisk at skimme Teksten og derefter forlade sig på sine fordomme.

Jeg respekterer til fulde, at Alen M. qua sin fortid uden tvivl ved og har erfaret mere om Serbien og Eksjugoslavien, end jeg har, men denne hans autenticitet betyder ikke nødvendigvis, at hans meninger og forestillinger om Serbien og Eksjugoslavien er den autoriserede Sandhed, tænk blot på, hvor mange autentiske danskere med hver deres besynderlige forestilling om Danmark, danskerne og det danske, der findes, uforståelige for både uden- og indforståe(n)de.

Jeg hilser Alen M.’s kampgejst, hans ild, passion, anfægtelse im Sache Serbien hjerneligt velkommen, thi det er det, der skal til i denne sag, polemik, debat, granskning og grutning.

Massive opråb 

Og for nu at begynde bagfra: Jeg har meget svært ved at se, hvordan tildelingen af årets Nobelpris til Handke skulle »styrke de nationalistiske og revisionistiske narrativer på Balkan og i resten af Europa«. Der er jo hundrede, tusindevis, der nu, som Alen M., råber højt og bredt i AlEuropas dagblade og tidsskrifter og tråde og Facetimes, ja, fra hele verden lyder det fra højeste steder og American PEN, og jeg eller de skal komme efter ham, skal de. Gu’ skal de det.

Det er det, der skal til, hvis vi skal gøre os håb om demokratiets genopstandelse i verden: anfægtet polemik, debat, Auseinandersetzung, ja, ved at give årets Nobelpris til Peter Handke, har det infame Svenske Akademi hvirvlet demokratiet op af the dust-to-dust, og mon ikke der blæser nogle af de protesterende ord ind over grænserne til Serbien og resten af Eksjugoslavien?

Og så en lidt mere kritisk granskning af Alen M.’s protestskriftbandbulle, lad os starte og slutte med hans begyndelse, som handler om mig, thi i den sag ved jeg så nogenlunde, hvad jeg skrivende taler om, thi jeg er, i modsætning til Alen M., sådan næsten autentisk mig. Og da Alen M. synes overordentlig forelsket i tallege, så lad os lege med:

1. »I sin alenlange tekst laver Madame Nielsen en slalom uden om problematiske steder i bøgerne (...) og overser Handkes ligegyldighed over for faktiske begivenheder.«

Se, det lyder jo kriminelt, her har Alen M. åbenbart virkelig en sag. Han glemmer blot at fremlægge beviser for sin påstand og anklage. Hvorfor? Det ved jeg ikke, beviserne ligger ikke lige for. Tværtimod er der et helt afsnit i mit essay, der omhandler det faktum, at Handke i sine Serbien-skrifter flere gange (3) »skriver det, der i de seneste uger er blevet det hyppigste bevis på hans fakta-benægtelse og Historie-relativering: ’det formodede folkemord i Srebrenica’.«

Så vidt jeg selv kan læse og desuden får bekræftet i de utallige Handke-kritiske artikler, der har været i alverdens aviser i de seneste uger, er det ikke blot et af de mest »problematiske steder i bøgerne«, men det mest problematiske. Som jeg i mit essay udfolder og tager stilling til.

2. »Helt uudholdeligt bliver det, når hun hylder Handkes sansninger, stemninger og sproglige poesi som i beskrivelsen af den bombede tv-central, hvor filmbåndene hænger ud over en udsprungen trækrone – ’glitrende, svingende, sølvlyst blinkende i morgensolen’.«

Det er korrekt, at jeg citerer det sted i teksten. Men Alen M. har absolut intet belæg for, at jeg »hylder Handkes sansninger, stemninger og sproglige poesi« i forbindelse med citatet. Jeg bedømmer det overhovedet ikke med ét (1) eneste tillægsord.

Nyt i Handke-sagen

  • Den ene krise afløser den anden i nobelpriskomitéen. For at lægge afstand til MeToo-skandalen i Det Svenske Akademi krævede nobelstiftelsen en fornyelse af den komité, der uddeler nobelprisen, en komité, der hidtil udelukkende har bestået af akademimedlemmer.
  • Løsningen blev, at fem eksterne medlemmer blev hevet ind i Nobelpriskomitéen, inden modtagerne for 2018 og 2019 skulle findes.
  • Tildelingen af prisen for 2019 til den kontroversielle østrigske forfatter Peter Handke udløste massiv debat, og i denne uge har to af de eksterne medlemmer valgt at forlade komitéen i protest.
  • Mens forfatter Kristoffer Leandoer er vag i sin begrundelse, har forfatter Gun-Britt Sundström i et indlæg i Dagens Nyheter skrevet: ’Valget af 2019’s prismodtager har ikke bare betydet valget af et forfatterskab, men er også både inden for og uden for Akademiet blevet fortolket som en stillingtagen til et syn på litteraturen som noget, der er hævet over ’politikken’. Den ideologi er ikke min.’

3. »Men konteksten interesserer ikke Handke og Madame Nielsen, og derfor kan den sidste overhovedet ikke se det overfladiske og etisk-problematiske i Handkes tilgang.«

Det er korrekt, at jeg ikke nævner den kontekst, Alen M. nævner, og som han finder er den vigtigste. Men igennem hele mit essay er der masser af mig skreven kontekst til Handkes skrifter og rejser. Og som jeg skriver til slut i essayet om Handkes særlige sprog:

»Skrifterne beviser nødvendigheden af et andet sprog end tidsåndens og dens mediers. Og samtidig viser de dette andet sprogs begrænsninger: hvad det ikke fatter, og den menneskelige begrænsning, det alt-for-menneskelige, der kommer til syne ved dette andet sprogs grænser: forfatteren og problembarnet selv.«

Der er visse og især meget politiske, samfundsrelevante kontekster til det, Handke ser og beskriver, som han med sit sprog ikke fatter.

4. Og fjerde og sidst: Alen M.’s påstand om, at danske forfattere, blandt hvilke han åbenlyst inkluderer mig, hellere vil »tale om æstetik end etik og postulere neutralitet. Som om det æstetiske kan skilles fra det etiske. Som om et fravalg af etisk stillingtagen ikke er en stillingtagen i sig selv«.

For det første postulerer jeg intet sted i mit essay neutralitet. Tværtimod tager jeg til slut ganske højstemt stilling: »Og nu, Madame, at the end of the book: Deres dom over Serbien-skrifterne, denne skamplet på den store nobelpristagers værk?«

Hvorpå jeg be-dømmer. Og i denne min afsluttende dom, og igennem essayet i øvrigt, insisterer jeg, som i mit eget værk, mit liv og værken i det hele taget, på, at man ikke kan adskille forfatteren/kunstneren fra hans/hendes værk, og at man ikke kan adskille æstetik, politik, det offentlige, det private og etikken. Som der står til slut i essayet:

»Så skal vi virkelig, ja, kan vi overhovedet forsvare at læse Peter Handke – og Virginia Woolf, Celine, Hamsun, Ernst Jünger og Yahya Hassan? JA! Den kunstneriske ytringsfrihed er ikke mindst vores mulige frihed: Friheden til selv at tage ansvaret og læse, se, lytte, forstå og bedømme al verden!«

Så kort sagt: Alen M.’s anklager mod mig og mit essay er det, som min gamle geniale intellektuelle mester Per Aage Brandt kalder ’HØJSTEMT VÅS’.

 

Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Temmelig nedladende respons fra Madame Nielsen. "en vis Alen Meskovic" og" Denne Alen M". Skriv ordentligt, ellers efterlader det den tanke, at Madame Nielsen ikke kan klare sig på anden vis end ved at være nedladende - og det er jo gængs ikke rigtigt?.