Musikken i 2019: Popstjernerne blev teen-angste, sydkoreanske og flamencofarvede

Er du køn nok? Hvilket køn er du? Og hvordan forvalter du din kønsdrift? Det var nogle af de store temaer i vestlig, populær musikkultur i år.

Internettet holdt sig ikke for godt til at fatshame den amerikanske sang- og rapstjerne Lizzo for hendes numsevrikkende dans til en basketballkamp mellem L.A. Lakers og Minnesota Timberwolves i december. Kjolen havde et stort hul bagi, der afslørede en g-streng mellem balderne.

Det var ikke familievenligt at se hendes dirrende balder, mente nogle, mens andre fatshamede for fuld hammer og sammenlignede hende med Star Wars-superskurken Jabba The Hutt.

Den 27-årige rapstjerne Cardi B – der i februar blev den første kvinde til at vinde Grammy-prisen for bedste rapalbum – blev også udskammet, men i en anden retning. Hun fik nemlig høvl for at have fået brystimplantater og foretaget fedtsugning. Noget, hun i øvrigt diskuterede og dokumenterede i smertefulde detaljer online.

Transkønnede fornøjer

Her på musikredaktionen anmeldte vi i år strålende plader fra en række transkønnede eller kønsflydende kunstnere – i flere tilfælde inden vi kendte til personerne bag – fra (Sandy) Alex G, King Princess, Firetoolz, Octo Octa, Ezra Furman, Kindness. Og således er den vidt forgrenede diskussion om køn flyttet ind i musikken, hvor man bare må bøje sig i støvet for, at god musik ikke anerkender nogen kønslige grænser. Naturligvis.

Det største samtaleemne i år omhandlede så til gengæld usund kønsdrift. Det angik britiske Dan Reeds dokumentar Leaving Neverland, hvor de to nu voksne mænd Wade Robson og James Safechuck i rørende og troværdige vidnesbyrd anklagede den afdøde King of Pop for at have seksuelt misbrugt dem, da de var børn. 

Det fik diskussionen om at skille kunstner og værk ad til at eksplodere. Yderpoler: Dem, der aldrig mere vil lytte til Michael Jackson, og så dem, der nægter at anerkende modet og smerten i de to mænds vidnesbyrd, så de kan slippe for at revidere deres kærlighed til deres idol.

Af samme grund har det måske været nemmere at dømme R. Kelly i offentlighedens øjne. Han er helt enkelt ikke en lige så bredt elsket musiker. Anklagerne er så også overvældende. Efter Lifetime-tv-kanalens visning af serien Surviving R. Kelly står r’n’b-stjernen over for i hvert fald 28 anklagepunkter, der tæller seksuelle overgreb, kidnapning og børnepornografi. Han kan tilsyneladende ikke længere flyve højere end lovens lange arm kan nå.

Rappere i spjæld og kiste

Det måtte den amerikanske rapstjerne, 30-årige A$AP Rocky, også sande, efter at han endte i et slagsmål, hvor han og flere af hans folk angreb en enkelt fyr i Stockholm i juli – og blev varetægtsfængslet i 27 dage.

Hans dom endte med to års betinget fængsel og skadeserstatning til offeret. En vidt og bredt dækket sag, som fik yderligere momentum, da Trump benyttede lejligheden til igen at demonstrere, at han ikke fatter magtens tredeling. Han opfordrede den svenske statsminister til at få Rocky løsladt. Uden held.

Flere rappere i USA er blevet anklaget for våbenbesiddelse og det, der er værre, i det forgangne år. Og flere har været ofre for skydevåben. Den fredselskende rapper Nipsey Hussle blev skuddræbt i marts uden for sin forretning The Marathon Clothing i det socialt udsatte South Los Angeles. 

Kodak Black blev idømt næsten fire års fængsel for at have købt våben i Florida. Lil Reese overlevede et nakkeskud i Chicago i november. Den 19-årige Texas-rapper Tay-K blev i juli idømt 55 års fængsel for medvirken i et røveri med dødeligt udfald.

6ix9ine røg i november i fængsel for anklager, der kunne ende med indespærring i årtier. Men han fik forkortet sin fængselsstraf, da han vidnede mod medlemmer af Nine Trey Gangsta Blood-banden. Og så blev XXXTentacions søn, Gekyume Onfroy, født i slutningen af januar, syv måneder efter at rapperen blev skuddræbt.

Censur og mundkurve

Det ligger fast, at rap er en kunst, der tiltrækker folk, der af den ene eller anden grund er udgrænsede af samfundet, herunder socialt udsatte og kriminelle. Men det retfærdiggør ikke, at det britiske retsvæsen og politi har foretaget den fejlslutning, at dét at rappe om bandevold er en opfordring til bandevold og dermed i sig selv kriminelt. De har indført censur og i forskellige retssager givet de britiske drillrappere Skengdo, AM og Rico Racks forbud mod at rappe bestemte ord eller særlige sange. 

En række andre britiske rappere, herunder grimestjerner som Stormzy og Kano, organiseret sig til fordel for Labour-partiet og dets leder Jeremy Corbyn op til parlamentsvalget. De kæmper for mere velfærd og sundhed, færre fængsler og krigsindsatser. Det gjorde de også ved valget for to år siden, hvor statistikere mente at kunne se en tydelig aktivering af sofavælgere til fordel for Labour.

Den mobbede mobber

Superstjernen Taylor Swift har også været i vælten, både med sit nye album Lover og med forretningsmæssige problemer. Hun har underskrevet en yderst profitabel kontrakt med Universal Music Group, men har også måttet give afkald på hele sit bagkatalog, der til hendes offentlige fortrydelse blev opkøbt af hendes erklærede ærkefjende, Scooter Braun, og hans firma Big Machine. Hun har selv beskrevet Braun som en »mobber«.

Men Swift kan også selv cybermobbe. Det skete, da Big Machine angiveligt forhindrede Swift i at optræde live med sine gamle sange. »Don’t know what else to do,« skrev hun på Twitter som overskrift på en besked, hvor hun mobiliserede sin fanskare af ’swifties’, der skal tælles i millioner, til at gå efter Scooter Braun. Og det resulterede blandt andet i dødstrusler mod Braun og hans familie.

Fra revser til figenblad

Politisk bevidsthed fylder igen i år i musikken. Kanye West har fået sig en kristen vækkelse og støtter stadig Trump. To af Madonnas dansere og det islandske indslag, bandet Hatari, flashede palæstinensiske flag, da de optrådte ved Melodi Grand Prix i Israel. Britiske Coldplay har droppet at turnere, indtil de kan gøre det klimaneutralt, og landsmændene i Massive Attack har nedsat en kommission ved Tyndall Centre for Climate Change Research, der skal undersøge, hvordan man gør netop dét.

Stjerner som countrysangeren Kacey Musgraves og den unge, men voksendesillusionerede Billie Eilish har langet ud efter lovgiverne, efter at nye antiabortlove blev vedtaget i flere stater i USA. Den puertoricanske reggaetonstjerne Bad Bunny og landsmanden Ricky Martin krævede begge, at den korruptionsanklagede guvernør skulle træde tilbage. Og det gjorde han. Og så har Cardi B kastet sin kærlighed på Bernie Sanders i primærvalgene, ja, hun har endda interviewet ham og stillet kritiske spørgsmål til et politisk program, der nok vil koste hende en del ekstra skattekroner. Men den er hun – forhåbentlig – med på.

Og så sagde Rihanna nej til at spille i halvlegen i Superbowl i februar, fordi den amerikanske footballorganisation NFL ikke havde bakket op om quarterbacken Colin Kaepernick. Det var ham, der startede trenden med – i protest mod Trump-administrationen – at knæle under afspilningen af nationalsangen. Kaepernick fik ikke fornyet sin kontrakt hos San Francisco 49’ers i 2016 og har siden været uden job. »I just couldn’t be a sellout,« sagde Rihanna i oktober, da hun endelig bekræftede rygtet om hendes nej.

I stedet optrådte de på alle måder blege Maroon 5 i februar. Og nu er Jay-Z, der selv raserappede mod Super Bowl på nummeret »Apeshit« så blevet hyret som »live music entertainment strategist«. Dermed er revseren Jay-Z blevet NFL’s figenblad.

En ny tids popstjerner

Og poppen: Den er i skred og er ikke længere kun engelsk- eller spansksproget. Den sydkoreanske K-pop blev så stor, at bandet BTS har haft tre nummer ét-singler i USA. Og Blackpink har optrådt på den store, amerikanske festival Coachella.

Boybandet BTS har også været fornuftige nok til at tage en kortvarig orlov. Ja, måske er de faktisk lettede over, at de ikke kan slippe for værnepligt. Det kunne blive en form for pusterum. I hvert fald er K-popstjerner under stort pres fra berømmelsen. Ja, det formodes, at de to kvindelige K-popstjerner Sulli og Goo Hara døde for egen hånd i henholdsvis oktober og november.

Fra Spanien har Rosalía sat verden på den anden ende. En fritænkende flamencosanger/sangskriver/producer, der i år har vist sig både at kunne gå ned ad den profitable reggaetonvej og betræde sin nationale musikarvs stier. Især det sidste er vigtigt.

I USA viste der sig også nye stjerner. Lil Nas X havde et gigantisk hit med den charmerende pandemi, countryrapsangen »Old Town Road«, der slog rekorden for flest uger som nummer ét, 19 uger. Men han har ikke formået at følge op på succesen.

Førnævnte Lizzo blev også en stjerne i år med sit tredje album, det offensive, frække og soulfulde Cuz I Love You. Det blev så udbygget to gange med hendes gamle sange – »Truth Hurts« fra 2017 og »Good as Hell« fra 2016 – og fik pludselig voldsom opmærksomhed igen.

Og, åh!, så er der 17-årige, amerikanske Billie Eilish, der viste os, at den kvindelige popstjerne sagtens kan være gotisk nedtrykt og fuld af horrorpræget teen-angst uden at miste sin enorme lytterskare.

Og hun viste os, at ikke alle kunstnere har godt af at arbejde med store skiftehold af komponister og producere. I stedet er hendes strålende og storstreamede debutplade, When We Fall Asleep, Where Do We Go? et familieanliggende, skabt med broren Finneas O’Connell.

Rosalía, Billie Eilish og Lizzo kunne markere et vagtskifte, en ændring i temperament på stjernehimlen. Det er tre langt mere grænsesøgende kunstnere, end vi er vant til på toppen af hitlisterne. Langt mere skarpe og kantede i profilen end de mere generisk pæne, bredspektret appellerende og magtretoriske Taylor Swift, Ariana Grande og også til dels Beyoncé.

Rosalía, Billie Eilish og Lizzo virker ikke på samme måde interesserede i give køb på deres idiosynkratiske kvaliteter og mere utilpassede sider i kampen for flere fans. De signalerer helt enkelt noget mere menneskeligt.

Men det kan naturligvis ændre sig. Penge taler, ja, råber jo stadig.

2020 truer

Således blev musikåret 2019 kampplads for diskussioner om køn, krop, seksualitet, skønhedsidealer, ytringsfrihed, fordelingspolitik. Men naturligvis blev 2019 også et år med masser af strålende musik – uanset tekster, politisk overbevisning og SoMe-strategier.

Lad os gøre tabene op: MySpace mistede ved en serveroperation 50 millioner sange, fotos og videoer fra 14 millioner mennesker – alt indhold uploadet før 2016. Det er et gigantisk og utilgiveligt hukommelsestab.

Og vi måtte – ud over ovennævnte US-rappere og K-Pop-sangere – vinke farvel til den engelske mester, den tidligere Talk Talk-forsanger Mark Hollis, der efter 21 års pladepause udåndede. Samt også byde adjø til rave-indpiskeren Keith Flint fra engelske Prodigy.

Men livet går videre, uagtet at nogle har tjekket ud, og internettet åbenbart alligevel godt kan glemme. 2020 truer. Det bliver i hvert fald interessant.