Baggrund
Læsetid: 5 min.

Nekrolog: Som kunstner var Anna Karina på ingen måde afhængig af sin Pygmalion

Med sin karismatiske skønhed, sin ungdommelige friskhed og sin ukrukkede naturlighed var danskfødte Anna Karina i 1960’erne selve inkarnationen af den franske nybølge. Hun blev 79 år
Bare 17 år gammel drog Hanne Karin Blarke Bayer, som Anna Karina dengang hed, til Paris, blev fotomodel og mødte i den sammenhæng selveste Coco Chanel, der foreslog, at hun skiftede det ’umulige’ sit danske navn ud med Anna Karina.

Bare 17 år gammel drog Hanne Karin Blarke Bayer, som Anna Karina dengang hed, til Paris, blev fotomodel og mødte i den sammenhæng selveste Coco Chanel, der foreslog, at hun skiftede det ’umulige’ sit danske navn ud med Anna Karina.

United Archives / kpa Publicity, via www.imago-images.de

Kultur
17. december 2019

»Je vous aime,« stod der på den seddel, Jean-Luc Godard så sit snit til at presse i hånden på den dengang purunge Anna Karina ved en middag under optagelserne til filmen Den lille soldat i 1960.

Til stede var også Anna Karinas daværende kæreste, men det generede ikke den unge filminstruktør, der netop havde sat den internationale filmverden på den anden ende med sin radikale debutfilm, Åndeløs.

Sedlen beseglede Anna Karinas skæbne. I 1961 blev de to gift. Resten er historie. Han kanaliserede sin kærlighed til hende over i en håndfuld film, der trods deres uforsonlige dekonstruktion af alle filmsproglige konventioner står som nogle af 1960’ernes smukkeste kærlighedserklæringer. Til filmkunsten, jovist, men også til instruktørens hustru og personlige muse, som i kraft af de hovedroller, han gav hende, blev et ikon for den ny bølge.

Fra Hanne Blarke til Anna Karina

Intet i Anna Karinas baggrund tilsagde, at hun skulle blive feteret international filmstjerne. Hanne Karin Blarke Bayer, som hun hed oprindeligt, voksede op i et kærlighedsløst hjem i København – i skarp kontrast til de amerikanske musicals, især A Star Is Born med Judy Garland, som hun drømte sig væk til. 

Bare 17 år gammel drog hun til Paris, blev fotomodel og mødte i den sammenhæng selveste Coco Chanel, der foreslog, at hun skiftede det ’umulige’ danske navn ud med Anna Karina.

Godard, der på det tidspunkt nærmest boede i de parisiske biografer, blev opmærksom på hende, da hun tonede frem på lærredet i en reklamefilm for sæbe. Han tilbød hende en rolle i Åndeløs, hvilket hun afslog, da rollen indebar, at hun skulle optræde nøgen. Senere fik hun en rolle i netop Den lille soldat, hvis hovedperson, instruktørens alter ego, er besat af at fotografere hende fra alle tænkelige vinkler.

Den lille soldat var dog primært en politisk film om den samtidige krig i Algeriet, herunder franskmændenes anvendelse af tortur, hvorfor den straks blev forbudt og først udsendt i de franske biografer i 1963, det vil sige efter krigens afslutning.

I mellemtiden nåede Anna Karina, til Godards store fortrydelse, at medvirke i komedien I nat eller aldrig (1961), og han gav hende selv hovedrollen i En kvinde er en kvinde (1961), der blev hendes store gennembrud og indbragte hende prisen for bedste kvindelige hovedrolle ved det års filmfestival i Berlin.

Det ovale portræt

En kvinde er en kvinde blev den første film, hvor Godard temmelig utilsløret omsatte sit og Anna Karinas forhold til film. Hun spiller her en ung kvinde, der vil have et barn. Det vil hendes cykelsportfanatiker af en kæreste ikke, hvorfor han foreslår, at deres fælles ven gør hende gravid.

Netop dét setup har næppe rod i virkeligheden, men den unge kvindes lidt famlende franske samt, ikke mindst, kærestens indledende mangel på engagement og den voldsomme jalousi, han oplever som følge af sin egen adfærd, er som taget direkte ud af Godards og Anna Karinas virkelige relation.

I Livet skal leves (1962), som i 12 tableauer følger den unge Nana (Anna Karina) på hendes vej ud i prostitution, læser Godard på filmens lydspor selv højt af Edgar Allan Poes novelle Det ovale portræt, om en maler, der bliver så optaget af at male sin kone, at han glemmer alt omkring sig, inklusive konen.

Da han kommer i tanke om hende, er hun død. Efter endt højtlæsning siger Godard, direkte henvendt til Anna Karina: »Det er vores historie.«

Deres kærlighed var en slags amour fou, der nok bød på kunstneriske sejre, men også følelsesmæssige nedture for Anna Karina, som ofte følte sig ensom. Siden har hun fortalt, hvordan han kunne gå ned efter smøger og først vende tilbage tre uger senere … efter for eksempel at have besøgt Ingmar Bergman i Sverige eller William Faulkner i USA.

Livet skal leves var imidlertid en decideret kunstnerisk triumf og – blandt meget andet – også en hyldest til Carl Th. Dreyer og hans stumme mesterværk Jeanne d’Arcs lidelse og død (1928), som Nana ser i biografen.

Godard skildrer Anna Karinas tårevædede ansigt i nærbilleder, der ikke står tilbage for Dreyers af den lidende Jeanne. Dreyer skal i øvrigt også have haft øje for Anna Karinas særlige uskyldsfulde sødme og overvejet at lade hende spille Jomfru Maria i den jesusfilm, der endte med aldrig at blive lavet.

Samarbejdet mellem Godard og Anna Karina fortsatte i så bemærkelsesværdige film som Outsiderbanden (1964), Lemmys mærkelige eventyr (1965), Manden i månen (1965) og Made in U.S.A. (1966), men deres personlige forhold blev blot mere og mere betændt. De blev formelt skilt i december 1964, og under optagelserne til de efterfølgende film talte de dårligt nok sammen.

På egne ben

Trods smerten, der resulterede i flere selvmordsforsøg, hævdede Anna Karina til det sidste, at Godard var hendes livs største kærlighed. Efter bruddet demonstrerede hun imidlertid, at hun som kunstner på ingen måde var afhængig af sin Pygmalion.

I 1966 høstede hun således mange roser for sin hovedrolle i Jacques Rivettes Diderot-filmatisering, Bag klostrets mure. Og hun arbejdede sammen med en lang række af tidens største instruktører, blandt andre Luchino Visconti og Rainer Werner Fassbinder.

Samtidig gav Serge Gainsbourg hende mulighed for at prøve kræfter med den genre, der altid havde haft en særlig plads i hendes hjerte. Han skrev simpelthen en musical til hende – Anna (1967) – og med samme ihærdighed, som hun i sin tid havde lært fransk, kastede hun sig nu ud i at lære at synge. Hvilket lykkedes så godt, at hun faktisk fik et gennembrud også som sanger.

Hun blev desuden den første kvindelige skuespiller i Frankrig til at indtage pladsen på den anden side af kameraet. Det skete med filmen Vivre ensemble (1973), den første af i alt to film på hendes instruktør-cv. Og hun nåede søreme også at skrive tre romaner.

Skønt det kun blev til tre danske film – kortfilmen Pigen og skoene (1959) samt spillefilmene Historien om en moder (1979) og Manden der ville være skyldig (1990) – hædredes hun i 2016 med en æres-Bodil. Det føles godt, at hun, Danmarks vel nok største kvindelige filmstjerne i nyere tid, nåede at få denne udmærkelse i sit hjemland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Brøndum

Godard OK. Weinstein ikke OK. Er der andre der synes disse vurderinger er usmagelige?