Læsetid: 4 min.

Nytårsaften står for døren. Her er musik at danse, headbange, mindes og tude til

På kulturredaktionen lægger vi julen bag os og ser fremad mod det nye år. Vi vil også gerne hjælpe andre på vej. Derfor har vi samlet fem stærke spillelister, der kan give musikalsk medvind til nytårsfesten
Kulturredaktionen giver i denne omgang bud på alternative champagnegalopper samt hits, som du får løse hofter af.

Kulturredaktionen giver i denne omgang bud på alternative champagnegalopper samt hits, som du får løse hofter af.

Mads Claus Rasmussen

27. december 2019

I denne uge præsenterer vi en særudgave, en nytårsspecial, af kulturedaktionens Ugen på kulturgangen.

Alternative champagnegalopper

Louise Rosengreen

Når rådhusklokkerne kimer det nye år ind, så skal propperne da poppe, hvad enten du som Jay-Z kan skåle i en Ace of Spade eller blot må nøjes med de billigste bobler.

Det er ikke kun Hans Christian Lundbyes ’Champagnegalop’ fra 1845, der hylder den mousserende drik. Her er et par alternativer.

1. Amanda Shires: »Break Out the Champagne«
Countryfeministen Amanda Shires umiddelbare reaktion er at række ud efter champagnen, da piloten meddeler, at det fly, hun sidder i, har tabt en motor. Skål og husk at nyde udsigten på vej ned.

2. My Bubba: »Champagne Drops«
Den svensk-islandske duo er smagen af sød vokal, korharmonier og elegant folkguitar.

3. Blood Orange: »Champagne Coast«
Devonte Hynes alias Blood Oranges popperle driver af begær, når han over et kinky beat opfordrer til at følge med ind i hans soveværelse med en sensualitet i stemmen, der får selveste Prince til at lyde sober.

4. Sailor: »A Glass of Champagne«
Fire glamrockere i matrostrompetoutfits finder sammen over et glas ’champajn’, som de udtaler det, på et af deres få og glemte, men skønt gumpetunge halvfjerdserhits. Oh yeah!

5. Lawrence Welk: »Bubbles In the Wine«
På en sådan liste må den brusende musikalske stilart champagnemusik nødvendigvis være repræsenteret, og hvem er bedre til det, end dens grundlægger, easy listening-kongen og akkordeonspiller Lawrence Welk med dette perlende instrumentalnummer.

De døde musikeres klub

Rasmus Bo Sørensen

Nytårsaften er en god anledning til at mindes alle dem, der ikke længere er hos os. Her er en top fem over numre fra nogle af de musikere, vi måtte tage afsked med i 2019.

1. Talk Talk: »It’s My Life«
Mark Hollis fik sit gennembrud som forsanger i 1980’er-bandet Talk Talk. I sit største hit synger han: »It’s my life, it never ends«. Det gjorde det så alligevel i år. Mark Hollis blev 64 år.

2. Master Fatman: »Jordisk kærlighed«
Morten Lindberg, bedre kendt som Master Fatman, deltog i 1995 i Melodi Grandprix. »Gi' mig et kys og lidt jordisk kærlighed,« sang han. Og det fik han. Han blev 54 år.

3. Ib Glindemanns orkester: »Fly Me to the Moon«
Bigband-orkesterlederen Ib Glindemann gik under navnet Danmarks Mr. Swing King. I sin version af »Fly Me to the Moon« demonstrerer han hvorfor. Han blev 84 år.

4. Cream: »White Room«
Britiske Ginger Baker var bedst kendt som trommeslager i musikgruppen Cream. Han blev 80 år.

5. Juice WRLD: »Lucid Dreams«
Rapperen Jarad Anthony Higgins, kendt som Juice WRLD, døde i år i Chicago efter at have indtaget en større mængde stoffer. »I won’t let you forget me,« synger han i »Lucid Dreams«.

Hits, du får løse hofter af

Iben Katrine Alminde

I 2019 var dansegulvene fyldte med spanske og syd- og mellemamerikanske referencer, så når klokken har passeret tolv, og gæsterne har rykket sofaen, er her fem bud på, hvad du kan sætte på anlægget.

1. Rosalía og Ozuna: »Yo x tí, tú x mí«
Spaniens største popstjerne Rosalía har endnu ikke lavet ét dårligt nummer. En sikker vinder.

2. Camila Cabello og Shawn Mendes: »Señorita«
Det har været svært at undgå »Señorita« i år, og den blev da også årets mest streamede sang på Spotify.

3. Gilli: »Vai amor«
Også danske Gilli har omfavnet latinamerikanske rytmer.

4. Rosalía: »Aute Cuture«
Ja, Rosalía igen.

5. DJ Snake, J. Balvin, Tyga: »Loco contigo«
Reggaeton-genren blev for alvor global med »Despacito« i sommeren 2017. »Loco Contigo« er et af dette års største reggaeton-hits.

’Parental Advisory: Explicit Content’-playlisten

Anita Brask Rasmussen

Indrømmet: Der er ikke meget nytårs-hors d'œuvre og dansant over metal, men måske vil det overraske dig, hvor meget hitpotentiale og skrig-a-long-omkvæd, der faktisk findes i den hårde rockafdeling. Prøv dette derhjemme.

1. Guns N’Roses: »Sweet Child O’Mine«
Pinligt dårligt nummer på legendarisk plade, siger du? Jeg siger: Spil fem sekunder af Slash’ guitar lick og se dansegulvet fyldes.

2. Iron Maiden: »Run to the Hills«
Bruce Dickinsons imposante og operaepiske sangstil beder om, at man langsomt hæver armene i takt med omkvædets bydende crescendo og skråler med.

3. Pantera: »Walk«
Et af metalhistoriens bedste riffs. Og utroligt hurtigt og nemt at lære at synge med på (forsanger Phil Anselmo er ikke for knøv).

4. Joan Jett & The Blackhearts: »Bad reputation«
Du havde måske glemt punkrocks gudmor? Never forget Joan Jett.

5. Tool: »Schism«
Det er MIN fest, og så skal vi høre Tool. Og så går alle hjem …

Numre at tude til ud på morgenen

Und jer selv en god nytårstuder. Og gør det i fælleskab. Gråd er en stærkt undervurderet holdsport.

1. Trille: »Min lille sol«
»Jeg har bagt dig i min mave/tænk engang, at man kan lave/sin egen lille sol/sit eget lille anker.« Jeg er p.t. pinlig ædru, men underlæben bævrer, bare jeg copypaster ordene. Virker bedst på småbørnsforældre og folk med stærke moderbindinger.

2. David Bowie: »Lazarus«
»Look up here, I’m in heaven,« lyder den første linje i numret »Lazarus« fra David Bowies afskedsgave til verden albummet Blackstar. Jeg ser dig.

3. Peter Gabriel og Kate Bush: »Don’t Give Up«
Megahittet fra ’86 er en kæmpe musikalsk krammer, man bare vil blive og stødhulke i.

5. Joni Mitchell: »River«
Hvem drømmer ikke om at flygte fra hele lortet på en flod (på skøjter)? Og hvis linjen » I’m so hard to handle/ I’m selfish and I’m sad« ikke resonerer lidt, er du enten for god til denne verden eller i fornægtelse.

6. Abba: »Happy New Year«
Og LYT så til teksten denne gang. Hvad siger du f.eks. til den her mavepuster:

»Sometimes I see
How the brave new world arrives
And I see how it thrives
In the ashes of our lives
Oh yes, man is a fool
And he thinks he’ll be okay.«

 

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Jens-axel mysager
ingemaje lange og Jens-axel mysager anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens-axel mysager

Nytårsaften står for døren...
En herlig øjen-øreåbner for en ældre borger.
Ex. Juice WTRD - Lucid Dreams gik lige ind på scorekortet
Venlig hilsen og Godt Nytår
Jens-Axel Mysager

Niels Østergård

"The New Year"

So this is the new year.
And i don't feel any different.
The clanking of crystal
Explosions off in the distance (in the distance).

So this is the new year
And I have no resolutions
For self assigned penance
For problems with easy solutions

So everybody put your best suit or dress on
Let's make believe that we are wealthy for just this once
Lighting firecrackers off on the front lawn
As thirty dialogs bleed into one

I wish the world was flat like the old days
Then i could travel just by folding a map
No more airplanes, or speed trains, or freeways
There'd be no distance that could hold us back.
Death Cab for Cutie: "The New Year" 2003

https://www.youtube.com/watch?v=NSgHGFuPNus