International kommentar
Læsetid: 15 min.

Olga Tokarczuks nobelpristale: Den sensitive fortæller

Litteratur er bygget på en sensitivitet rettet mod alle andre end os selv. Det er romanens basale psykologiske mekanisme. Takket være dette mirakuløse værktøj kan det mest sofistikerede ved menneskets kommunikation, vores oplevelser, rejse gennem tid og nå dem, der endnu ikke er blevet født, men en dag vil vende sig mod, hvad vi har skrevet
Litteratur er bygget på en sensitivitet rettet mod alle andre end os selv. Det er romanens basale psykologiske mekanisme. Takket være dette mirakuløse værktøj kan det mest sofistikerede ved menneskets kommunikation, vores oplevelser, rejse gennem tid og nå dem, der endnu ikke er blevet født, men en dag vil vende sig mod, hvad vi har skrevet

Sofie Holm Larsen

Kultur
13. december 2019

Det første fotografi, jeg nogensinde oplevede bevidst, er et billede af min mor, fra før hun fødte mig. Desværre er det et sort-hvidt fotografi, hvilket betyder, at mange detaljer er gået tabt og har forvandlet sig til grå nuancer. Lyset er blødt, regnfuldt, formentlig et forårslys, og helt sikkert den type lys, som glider ind gennem et vindue og fastholder en glød i rummet, som kun lige akkurat er synlig.

Min mor sidder ved siden af vores gamle radio, og det er den type med et grønt øje og to knapper – en til at regulere lydstyrken, den anden til at finde en kanal.

Senere blev denne radio min ledsager gennem barndommen; gennem denne lærte jeg om kosmos. Ved at dreje på en knap sort som ibenholt flyttede antennens delikate følere sig og opfangede alle mulige forskellige kanaler – Warszawa, London, Luxembourg og Paris.

Nogle gange blev lyden dog hakkende, som om antennens følere røg ind i sorte huller mellem Prag og New York eller Moskva og Madrid. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Gennem denne radio troede jeg, at forskellige solsystemer og galakser talte til mig, knitrende og kvidrende og sendte mig vigtig information, også selv om jeg ikke var i stand til at tyde den.

Da jeg som lille pige så på billedet, var jeg sikker på, at min mor havde set på mig, da hun drejede knapperne på vores radio. Ligesom en sensitiv radar ville hun trænge ind i det uendelige kosmos i et forsøg på at finde ud af, hvornår jeg ville ankomme og hvorfra.

Hendes hår og outfit med bred bådudskæring indikerer, hvornår dette billede er taget, nemlig i starten af 1960’erne. Den let krumbøjede kvinde stirrer på noget uden for rammen, som derfor ikke er tilgængeligt for en person, der senere ser på billedet.

Som barn forestillede jeg mig, at hun stirrede ind i tiden. Der sker ikke rigtig noget på billedet – det er et billede af en tilstand, ikke en proces. Kvinden er trist, tilsyneladende fortabt i tankerne – tilsyneladende fortabt.

Da jeg senere spurgte hende ind til den tristhed – hvilket jeg gjorde ved adskillige lejligheder – svarede min mor altid, at hun var trist, fordi jeg endnu ikke var blevet født, og alligevel savnede hun mig allerede.

»Hvordan kan du savne mig, når jeg endnu ikke er der,« spurgte jeg.

Jeg vidste, at man kunne savne nogen, man havde mistet, at længslen er afledt af tabet.

»Men det kan også være den anden vej rundt,« svarede hun. »At savne en person betyder, at denne er der.«

Denne korte udveksling i slutningen af 1960’erne et sted på landet i det vestlige Polen, en udveksling mellem min mor og mig, hendes lille barn, er blevet i min hukommelse og har givet mig en styrke, som har holdt hele mit liv.

Udvekslingen løftede min eksistens ud over den almindelige materialitet i denne verden, over tilfældigheder, over årsag og virkninger og sandsynlighedens love. Hun placerede min eksistens uden for en tidslig kontekst, i nærheden af evigheden. Og selv om jeg en dag ville sige »jeg er fortabt«, så ville jeg stadig starte ud med at sige »jeg er« – det mest vigtige og mest underlige sæt af ord i verden.

Således gav min mor – en kvinde, som aldrig var religiøs – mig noget, som engang var kendt som en sjæl, og udstyrede mig dermed med verdens mest sensitive fortæller.

En døende verden

Et par år senere læste kvinden på fotografiet, min mor, som savnede mig, selv om jeg ikke var født, eventyr højt for mig.

I et af dem, som er skrevet af Hans Christian Andersen, klager en tekande, som er blevet smidt ud, over, hvor dårligt den er blevet behandlet – så snart håndtaget på den brækkede af, smed menneskene den ud.

Men hvis ikke de var sådan nogle krævende perfektionister, kunne tekanden fortsat have været til gavn for dem. Andre ødelagte ting fulgte derefter op på denne fortælling og fortalte episke historier om deres beskedne liv som objekter.

Som barn lyttede jeg til disse eventyr med røde kinder og tårer i øjnene, fordi jeg inderligt troede på, at objekterne havde følelser og problemer, ligesom de havde en form for socialt liv, som var sidestillet med det, vi mennesker har.

Pladerne i kommoden kunne tale med hinanden, og skeerne, knivene og gaflerne i skuffen dannede en form for familie. På samme måde var dyr mystiske, kloge, selvbevidste skabninger, som vi altid havde været forbundet til gennem både et spirituelt bånd og en indgroet lighed.

Men også floder, skove og veje havde et liv – de var levende væsner, som kortlagde vores alle sammens rum og skabte en følelse af at høre til, en gådefuld Raumgeist. Landskaberne, som omringede os, var i live, og det var solen og månen også og alle himmellegemerne – hele den synlige og usynlige verden.

Hvornår begyndte jeg at tvivle? Jeg forsøger at finde det tidspunkt, hvor alt med et fingerknips blev anderledes, mindre nuanceret, mere simpelt. Verdens hvisken stoppede og blev erstattet af larmen fra byen, computernes knurren, flyenes buldren, når de fløj over himlen, og den trættende hvide støj fra oceaner af information.

På et tidspunkt i vores liv begynder vi at se verden i brudstykker, alting separeret fra hinanden, som små galakser, og måden vi lever vores liv på, bliver ved med at bekræfte det: Læger behandler os ud fra deres begrænsede speciale, skatterne har intet at gøre med snerydningen af de veje, vi kører til og fra arbejde på, vores frokost har intet med enorme dyrehold at gøre, eller min nye top noget at gøre med en lurvet fabrik et sted i Asien. Alt er adskilt fra hinanden, lever hver for sig, uden nogen forbindelse.

Verden er døende, og vi har fejlet i forhold til at se det. Vi er ude af stand til at se, at verden er ved at blive til en samling af ting og begivenheder, vi bevæger os rundt ensomme og fortabte, kastes rundt på grund af nogle andres beslutninger, begrænset af en uforståelig skæbne, og med en følelse af at være et stykke legetøj tilhørende de stærkeste kræfter i historien eller tilfældigheden.

Vores spiritualitet forsvinder eller bliver overfladisk og ritualistisk. Eller også følger vi bare simple kræfter – fysiske, sociale og økonomiske – som flytter os rundt, som var vi zombier. I sådan en verden er vi faktisk zombier.

Det er derfor, jeg længes efter den anden verden, verden med tepotten.

Den lille istid

Igennem hele mit liv har jeg været fascineret af de mange forbindelser og påvirkninger, vi generelt set ikke er opmærksomme på, men som vi opdager ved ren tilfældighed, som et overraskende sammenfald eller sammenløb af skæbner.

Jeg er fascineret af associerede fakta og af at søge efter orden. Jeg er overbevist om, at forfatterens sind fundamentalt set er et kunstigt sind, som på udholdende vis indsamler alle små dele i et forsøg på at sætte dem sammen igen og skabe et universelt hele.

Hvordan skal vi skrive, hvordan skal vi strukturere vores historie, så det bliver muligt at skabe denne store konstellation af verden?

Jeg er naturligvis klar over, at det er umuligt at vende tilbage til den type af fortælling om verden, som vi kender fra myter, fabler og sagn, som gennem mundtlig overlevering fik verden til at eksistere.

I dag bliver historien nødt til at være langt mere flerdimensionel og kompliceret; vi ved langt mere, og vi er bevidste om de mange sammenhænge mellem ting, som ellers virker til at være langt fra hinanden.

Lad os kaste et blik på et særligt tidspunkt i verdenshistorien.

Det er den 3. august 1492, dagen hvor en lille karavel (skibstype, der blev udviklet i Portugal i 1300-tallet, red.) skal lægge fra kaj ved havnen Palos i Spanien.

Skibet er bestilt af Christopher Columbus. Solen skinner, sømænd går frem og tilbage på kajen, og havnearbejdere er ved at læsse den sidste del af den proviant, som skal med om bord.

Det er varmt, men en let vestlig brise redder de familier, som er kommet for at sige farvel, fra at besvime. Nogle måger spankulerer op og ned ad rampen, mens de observerer de menneskelige aktiviteter.

Det øjeblik, som vi nu kan se tilbage på, førte til, at 56 ud af de 60 millioner oprindelige amerikanere døde.

På det tidspunkt udgjorde de omkring ti procent af verdens samlede befolkning. Uden at vide af det medbragte europæerne nogle dødsensfarlige gaver – sygdomme og bakterier, som den oprindelige befolkning i Amerika ikke kunne stå imod. Oven i det kom en skånselsløs undertrykkelse og drab. Udryddelsen fortsatte i flere år og ændrede landets natur.

Tidligere havde der groet bønner, korn, kartofler og tomater i opdyrket jord, som blev vandet på sofistikeret vis, men den vilde vegetation vendte tilbage. I løbet af blot få år blev 150 millioner hektar dyrkbar land omdannet til jungle.

Mens junglen blev genskabt, konsumerede vegetationen store dele kuldioxid, således at drivhuseffekten blev svækket og den globale temperatur sænket.

Det er en ud af mange videnskabelige hypoteser, som forsøger at forklare begyndelsen på den lille istid i slutningen af det 16. århundrede.

Den lille istid ændrede økonomien i Europa. I de følgende årtier var de lange vintre, de kolde somre og den intense nedbør med til at mindske udbyttet af traditionelle former for landbrug.

Små familiedrevne landbrug i Vesteuropa, som producerede mad til eget forbrug, viste sig at være ineffektive. Herefter fulgte bølger af hungersnød, og der opstod et behov for at specialisere produktionen.

England og Holland var hårdest ramt af det kolde klima; eftersom deres økonomi ikke længere kunne være afhængig af landbruget, begyndte de at udvikle handel og industri. Uvejrets trusler fik hollænderne til at udtørre polderne (inddiget marskområde, red.) og omdanne sumpede områder og lavvandede havområder til land.

Det område, hvor torskene fandtes, skiftede mod syd, hvilket var katastrofalt for Skandinavien men en fordel for England og Holland – disse lande fik nu mulighed for at udvikle sig til maritime- og handelsmagter.

Særligt Skandinavien mærkede de faldende temperaturer. Kontakten mellem Grønland og Island blev afbrudt, de hårde vintre gik ud over høsten, og der kom flere år med hungersnød og knaphed.

Sverige vendte sit blik mod syd og gik i krig med Polen (eftersom det baltiske hav var frosset til, var det nemt at marchere hen over det med en hær) og blev involveret i Trediveårskrigen i Europa.

Videnskabsfolks bestræbelser på at etablere en bedre forståelse af vores virkelighed viser, at den er et tæt sammenvævet system af forskellige indflydelser.

Det er ikke længere blot den kendte ’sommerfugleeffekt’, hvilken, som vi ved, handler om, at små ændringer i begyndelsen af en proces kan føre til enorme og uforudsigelige ændringer i fremtiden.

Her har vi et uendeligt antal sommerfugle og deres vinger, som konstant er i bevægelse – en kraftfuld bølge af liv, som rejser gennem tiden.

Jeg mener, at opdagelsen af ’sommerfugleeffekten’ markerer slutningen på en æra med en urokkelig tro på vores egen evne til at være effektive, vores evne til kontrol og vores fornemmelse for overlegenhed i verden.

Det fjerner ikke menneskets magt til at være en bygmester, en erobrer og en opfinder, men alligevel illustrerer det, at virkeligheden er langt mere kompliceret, end mennesket nogensinde havde regnet med.

Og at vi ikke er andet end en lillebitte del af disse processer.

Vi er alle sammen – både mennesker, planter, dyr og objekter – nedsænket i et enkelt rum, som er styret af fysikkens love. Dette fælles rum har sin form, og inden for den har fysikkens love skabt et uendeligt antal andre forme, som uafbrudt er forbundet til hinanden.

Vores kardiovaskulære system er ligesom et flodbækkens system, strukturen på et blad er som menneskets transportsystem, galaksernes bevægelser er som vandet, der hvirvler ud i håndvasken.

Samfund udvikler sig på samme måde som bakteriekolonier. Fra mikro- og makroperspektiv kan man se et system med uendelige ligheder.

Måden vi taler, tænker og er kreative på er ikke en abstrakt størrelse frakoblet verden, men snarere en fortsættelse på et andet niveau af de uendelige forandringsprocesser.

»Og Gud så, at det var godt«

Jeg bliver ved med at tænke på, om det er muligt at finde fundamentet for en ny historie, som er universel, omfattende, inkluderende, rodfæstet i naturen, fyldt med kontekst og på samme tid forståelig.

Kunne der være en historie, som går ud over ens eget ukommunikative fængsel, som afslørede et større udvalg af virkeligheden og de fælles forbindelser? En historie, som ville holde afstand til det gennemtravede, åbenlyse og uoriginale midtpunkt, hvorfra vi hyppigt deler meninger, og i stedet se på tingene væk fra centrum?

Har du nogensinde overvejet, hvem den mægtige historiefortæller i Biblen er, som siger:

»I begyndelsen var Ordet«?

Hvem er fortælleren, der beskriver skabelsen af verden, den første dag, hvor kaos blev skilt fra orden, som følger fortællingen om tilblivelsen af universet, som kender Guds tanker og er bekendt med hans tvivl, og som med en rolig hånd skriver følgende sætning ned på et stykke papir:

»Og Gud så, at det var godt«?

Hvem er denne person, hvem ved, hvad Gud har tænkt?

Ser man bort fra al teologisk tvivl, kan vi se denne mystiske figur som mirakuløs og signifikant. Det er et synspunkt, et perspektiv hvorfra alt kan anskues. Det at se alt betyder, at man anerkender det faktum, at alle eksisterende ting er gensidigt forbundne i en helhed, også selv om forbindelserne mellem dem, endnu ikke er kendte for os.

At se alt betyder også, at der følger en helt anden form for ansvar for verden med, fordi det bliver tydeligt, at enhver gestus ’her’ er forbundet til en gestus ’der’, at en beslutning, som tages i en del af verden, kommer til at påvirke en anden del af selv samme verden, og at differentieringen mellem ’mine’ og ’dine’ begynder at vakle.

Det vil altså være bedst, hvis man kan fortælle historier på en måde, som aktiverer en helhedsforståelse hos modtageren, og som får modtageren eller læseren til at forbinde flere fragmenter til et samlet design og til at opdage hele konstellationer i én begivenheds små dele.

At fortælle en historie, som gør det klart, at alt og alle er gennemsyret af en fælles opfattelse, som vi omhyggeligt producerer i vores indre.

Litteratur har kraften til at gøre dette. Vi bør droppe de simplistiske inddelinger af litteratur i fin- og lavkultur, populær og niche, og tage let på inddelingen af genre. Vi bør droppe definitionen ’national litteratur’, eftersom vi ved, at universets litteratur er en ting, ligesom ideen om unus mundus (latin for ’en verden’, red.).

Forfatteren og Læseren udfører tilsvarende roller, den første ved hjælp af at skabe, den sidste ved konstant at analysere.

Jeg tror, at vi i en nær fremtid får en redefinition af vores nutidige forståelse af konceptet realisme, og at vi i en søgen efter en ny definition tillader os selv at gå ud over begrænsningerne ved vores eget ego og sprænger den glasskærm, hvorigennem vi ser verden.

I disse tider serveres virkeligheden i medierne. Foran os ligger måske en uundgåelig neosurrealisme, en række omordnede synspunkter, som ikke er bange for at tage kampen op med et paradoks, og som vil gå imod naturen i den simple orden omkring årsag og effekt.

Vores virkelighed er allerede blevet surrealistisk. Jeg er sikker på, at mange fortællinger vil kræve en omskrivning i vores nye intellektuelle kontekst, hvor inspirationen vil komme fra nye videnskabelige teorier.

Men jeg finder det lige så vigtigt, at vi fortsat refererer til myter og til menneskets imaginarium. Myterne er byggematerialet for vores psyke, og jeg mener, at vi ikke kan ignorere dem.

I Doktor Faustus skriver Thomas Mann om en komponist, der opfinder en ny form for absolut musik, som er i stand til at ændre måden, mennesker tænker på.

Men Mann beskrev ikke, hvad denne musik ville basere sig på, han skabte alene en imaginær idé om, hvordan det kunne lyde. Måske er det det, en kunstners rolle er afhængig af: at give en forsmag på noget, som kunne eksistere, og således gøre det til noget, man kan forestille sig.

At forestille sig noget er første skridt hen imod, at noget kan eksistere.

Sensitivitet er spontan

Jeg skriver fiktion, men det er aldrig ren opdigtning. Når jeg skriver, bliver jeg nødt til at føle det hele inde i mig selv.

Alle de levende væsner og ting i bogen bliver nødt til også at gå igennem mig – alt det, der er menneskeligt og går ud over det menneskelige, alt det, der er levende og det, der ikke har fået skænket livet.

Jeg bliver nødt til at se nøje på hver person og hver ting med største højtidelighed og for mit indre personificere dem.

Det er det, sensitivitet gør for mig – sensitivitet er kunsten at personificere, at dele følelser og således opleve ligheder i det uendelige.

Det at skabe historier betyder, at man konstant bringer ting til live, giver en eksistens til alle små ting i verden, som er repræsenteret gennem menneskelig erfaring, de situationer, folk har gennemgået og deres minder.

Det er takket være sensitiviteten, at tekanden begynder at tale.

Sensitivitet er den mest beskedne form for kærlighed. Det er den type kærlighed, som aldrig optræder i de hellige skrifter eller evangelierne, ingen sværger på den, ingen citerer den. Den har ingen emblemer eller symboler, den fører ikke til hverken forbrydelser eller fremkalder misundelse.

Den kommer frem de steder, hvor vi tager os tiden til at se på et andet menneske, på noget, som ikke er os selv.

Sensitivitet er spontan og upartisk; den går længere end empatisk medfølelse. I stedet er den bevidste, til tider en anelse melankolske, fælles deling af skæbnen.

Sensitivitet er en dyb følelsesmæssig bekymring for et andet menneske, dets skrøbelighed, unikke natur og mangel på immunitet over for lidelse og effekterne af tiden.

Sensitivitet opfatter de bånd, som forbinder os og lighederne imellem os. Det er en måde at se på, som viser, at verden er i live – den er levende, indbyrdes forbundet, den samarbejder og er afhængig af sig selv.

Litteratur er bygget på en sensitivitet rettet mod alle andre end os selv. Det er romanens basale psykologiske mekanisme.

Takket være dette mirakuløse værktøj kan det mest sofistikerede ved menneskets kommunikation, vores oplevelser, rejse gennem tid og nå dem, der endnu ikke er blevet født, men en dag vil vende sig mod, hvad vi har skrevet.

Mod de historier, vi har fortalt om os selv og verden.

Jeg har ingen idé om, hvordan deres liv vil komme til at blive, eller hvem, de kommer til at være. Jeg tænker ofte på dem med en vis form for skyld og skam.

Klimakrisen og den politiske krise, vi står midt i nu i et forsøg på at finde vores vej, og som vi ængsteligt forsøger at gøre modstand mod for at redde verden, kom ikke ud af ingenting.

Vi glemmer ofte, at det ikke er resultatet af et tvist eller af skæbnen, men et resultat af nogle meget specifikke træk og beslutninger – økonomisk, socialt og også noget som har at gøre med fremtidsudsigterne for verden.

Grådighed, manglen på respekt for naturen, selvoptagethed, mangel på fantasi, endeløs konkurrence og mangel på ansvar har reduceret verdens status til et objekt, som kan skæres i stykker, bruges og ødelægges.

Det er derfor, jeg tror på, at jeg bliver nødt til at fortælle historier om verden, som om den var en levende enhed, konstant under udvikling, og som om jeg selv var en lille, men samtidig magtfuld del af den.

Forkortet udgave. Oversat fra engelsk af Merle Baeré. © THE NOBEL FOUNDATION 2019

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her