Kommentar
Læsetid: 5 min.

Peter Handke har fortjent Nobelprisen

De, der vil fratage Peter Handke Nobelprisen, må forklare, hvorfor de ønsker sig en verden, hvor den ene kunstneriske frihed ikke også er den andens
Hvis man mener, at politiske holdninger skal bestemme over værker, skal man fratage Peter Handke prisen. Af alle andre grunde er svaret på spørgsmålet ikke så svært: Handke er en værdig modtager af Nobelprisen, skriver litteraturredaktør Peter Nielsen.

Hvis man mener, at politiske holdninger skal bestemme over værker, skal man fratage Peter Handke prisen. Af alle andre grunde er svaret på spørgsmålet ikke så svært: Handke er en værdig modtager af Nobelprisen, skriver litteraturredaktør Peter Nielsen.

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Kultur
10. december 2019

»Spil spillet. Vær ikke hovedpersonen. Søg konfrontationer. Men vær ikke forudindtaget. Hav ingen bagtanker. Forti intet …«

Sådan indledte den østrigske forfatter Peter Handke lørdag sin nobelpristale. Tirsdag aften modtager han officielt årets Nobelpris i litteratur. De fleste vil vide, at prisen er kontroversiel, fordi Handke var på serbernes side i krigen i Eksjugoslavien, talte ved Slobodan Milosevics begravelse og flere gange er blevet beskyldt for at være Srebrenica-fornægter og folkemord-apologet. Internationalt har især ildsjæl og journalist Peter Maass kritiseret prisen til Handke, her i landet er kritikken med stort engagement og på fornem vis blevet fremført af forfatter Alen Meskovic.

I talen bevæger Handke sig hele tiden på grænsen til Eksjugoslavien og til den betændte historie, men uden at svare sine kritikere direkte. Det sprog taler Handke nemlig ikke, i stedet viser han hen til kilderne, hvorfra hans stadigt bevægende, stadigt cirklende skrift udspringer.

De, der havde håbet på nyt brændstof til debatten, vil nok være skuffede, men der er ingen grund til skuffelse, for hvornår har vi sidst haft så vigtig en principiel debat med så mange følelser involveret? Vi har her i avisen holdt debatten kørende i lang tid, bragt stadigt nye synsvinkler og kommentarer ind, reporteret fra en serbisk enklave i Kosovo og bedt Madame Nielsen granske alle Handkes Serbienskrifter.

Det var unødvendigt klodset, da akademimedlem Eric M. Runesson for nylig med en ny fortolkning af Det Svenske Akademis fundats pludselig åbnede for at diskutere Nobelprisen politisk frem for som hidtil at holde fast i, at Nobelprisen naturligvis honorerer et litterært værk og ikke en forfatters politiske aktiviteter.

Noget rod

Ovenikøbet kom det frem, at flere medlemmer af nobelpriskomiteen og Det Svenske Akademi havde ’tjekket’ Handkes værker og til grund for deres vurdering havde lagt vægt på skrifter af tvivlsom karakter, i hvert fald skrifter, som kan siges at styrke konspirationsfortællingen om, at serberne ikke var skyld i folkemord på muslimer i Bosnien og sætte Handke ind i den sammenhæng.

Det var noget rod overhovedet at gå ind på at fortolke fundatsen politisk. Det viser samtidig, at akademiet stadig ikke er kommet ordentlig på plads efter et år med skandaler, og det beviser, at den nye konstellation med en delvist ekstern komité til at udpege nobelprismodtageren ikke fungerer hensigtsmæssigt.

På den anden side førte Runessons fejltagelse til, at vi bad Madame Nielsen underkaste Handke lige præcis den læsning, som er forudsætningen for at kunne bedømme, om Handke i sine otte Serbienskrifter forbryder sig mod det politiske kriterium, som akademiet nu anførte. Hendes dom: at Handke i sine skrifter ikke forbryder sig mod kriteriet om menneskets lige værdighed og rettighed og ikke diskvalificerer sig til Nobelprisen:

»Tværtimod, de er hovedværket. I dem er livet og det enkelte menneskes – dit og mit og forfatterens – forhold til Historien på spil. I sin kompleksitet, som skrifterne gengiver ned i mindste detalje. I dem ser vi verden og vor tids Historie på ny, i et andet sprog, og hver især er de en skandale.«

Den læsning er svær at gendrive, ligesom der ikke findes belæg for, at Handke skulle have benægtet folkemordet i Srebrenica, som han i Libération og Süddeutsche Zeitung har kaldt »den værste tragedie mod menneskeheden i Europa siden Anden Verdenskrig«.

Det er meget vanskeligt at fatte sympati for Handkes synspunkter på Serbien, for hans evindelige relativering af borgerkrigen og for at have været en nyttig idiot for serbiske nationalister og deres revision af historien.

De, der siger, at Det Svenske Akademi med Nobelprisen blåstempler en folkemordsnægter, både overdriver Handkes ansvar og misforstår, hvad en litterær pris honorerer. Og de, der siger, at Nobelprisen til Handke bomber os årtier tilbage, tager fejl. Deres anfægtelse er forståelig, og deres personlige engagement i den betændte konflikt om Eksjugoslavien og bekymring for eftertidens løgne og nye fortællinger er afgørende for vores fortsatte debat om den forfærdelige krig.

Men det er svært at se, hvordan tildelingen af Nobelprisen til Handke skulle styrke de nationalistiske og revisionistiske narrativer på Balkan og i resten af Europa. De anfægtede har, og heldigvis for det, råbt op, højlydt og rundt omkring i hele verden, givet ny ilt til en vigtig debat og tilmed fået opdateret en ny generation på, hvad der er på spil. Og mon ikke, som Madame Nielsen skrev for nylig, »der blæser nogle af de protesterende ord ind over grænserne til Serbien og resten af Eksjugoslavien?«

Kunst skal udfordre

I sidste uge forlod Gun-Britt Sundström nobelpriskomitéen, der udvælger årets prismodtager. Hendes begrundelse var, at med valget af Handke stod litteraturen over politikken, og »den ideologi er ikke min«, som hun udtalte til Dagens Nyheter. Det var godt, hun gik, for en person, der mener, at ideologi og politik altid står over æstetik, har ikke noget at gøre i så vigtig en priskomité.

For konsekvensen af det synspunkt, som hun langtfra står alene med, vil jo være et omfattende oprydningsarbejde, en tilbundsgående revurdering af hele vores litteraturhistorie ud fra én bestemt norm, som er nutidens. Ud med hitlerstøtten Knut Hamsun og ud med eutanasitilhængeren Virginia Woolf. Ud med Curzio Malaparte, der som ung støttede Mussolini. Ud med alle de forfattere, der har støttet Mao. Ud med Julia Kristeva, Sartre, Celine, Jünger. Ud med Yahya Hassan. Og så videre. Hvis vi fortsat læser dem eller på anden måde hylder deres litterære bedrifter, giver dem en pris, så blåstempler vi jo samtidig Hitler, eutanasi, Mussolini, Mao, krigen, volden.

Det er den revisionisme, vi skal frygte.

Tidens norm er altid provinsiel og begrænset, hvorimod kunsten til alle tider forsøger at udvide og udfordre kampzonen for denne moral og tænkning.

De der vil fratage Handke Nobelprisen må godtgøre, hvorfor de ønsker sig en verden, hvor den kunstneriske frihed skal have undtagelser, hvor din kunstneriske frihed ikke også er den andens kunstneriske frihed, ja vores fælles frihed. Der er forskel på litteratur og på at give en pris, siger nogle, men det er der jo ikke, når den litterære pris gives til et forfatterskab og ikke til en politisk sag. Og nej, det er ikke altid muligt at skille liv og værk, pille forfatteren ud af værket, men ikke desto mindre er det et fundamentalt princip i vores kultur at friholde kunsten og den kunstneriske erkendelse for moralisme og ideologi.

Hvis man mener, at politiske holdninger skal bestemme over værker, skal man fratage Handke prisen. Af alle andre grunde er svaret på spørgsmålet ikke så svært: Handke er en fortjent modtager af Nobelprisen.

Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karen Margrethe Larsen

Har Olga Tokarczuk holdt en Nobel tale og hvornår kommer den i avisen? Eller skal man have støttet en krigsforbryder for at få fyldig omtale og litterær debat?

Anna Regine Irgens Bromann, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Handke reproducerer en gammeløstrigsk fordomsfylde om Balkan i sine sym- og antipatier, det er sådan set kernen. Man skal ikke have set mange operetter for at genkende tankegangen.

Mig bekendt politiserer fundatsen selv Nobelprisen ved at kræve, at den skal 'have gjort størst nytte for menneskeheden'.
Der er til hver en tid vel mindst 50 forfattere i verden, der burde kunne komme i betragtning; men den meget uheldige rolle, vi har set det svenske akademi indtage i de seneste år - og som gedulgt er foregået i endnu flere - føres videre igennem et reaktionært litteratursyn, hvor det forlængst er sket med at vælge dem, der har virket for udvidelse af litteraturens udsigelsespotentiale.
Man bør vænne sig bort fra den nu gældende praksis med at hædre et forfatterskab og vende tilbage til at hædre et værk, tidligst udkommet i året før prisens uddeling, sådan som det egentlig er bestemt.

Morten P. Nielsen

Nobelprisen i litteratur har mange gange handlet om at give plads til en stemme, ikke nødvendigvis det fremherskende eller politisk opportune. Eller politisk korrekte for den sags skyld. Deri ligger der selvfølgelig en stillingtagen. Men jeg mener ikke, man kan påvise en tendens, og det gør forskellen for mig.

"De, der vil fratage Peter Handke Nobelprisen, må forklare, hvorfor de ønsker sig en verden, hvor den ene kunstneriske frihed ikke også er den andens"

De må også gerne forklare, hvorfor de mener at Handke's omfattende kritik af den meget veldokumenterede informationskrig, som Vesten førte mod Jugoslaviens føderation og specielt serberne, udgjorde et forsvar af en krigsforbryder. Handke har direkte sagt, at han ikke ville forsvare Milesevic', men at han forsvarede serbernes ret til, som part i konfliktudviklingen, at blive hørt og anerkendt på lige fod med de øvrige jugoslaviske folkeslag. Og han kritiserede med rette den aldeles fordummende og katastrofale propaganda, som mange vestlige politikere (I ved, dem I ikke stoler på!) og medier (I ved, dem der jævnligt også fordrejer og lyver) førte mod serberne.

Og siden, altså nu, længe efter at Jugoslavien blev opløst til en række mindre banastater, kommer alle de selvretfærdige, lærde og vestligt selvbegejstrede såkaldt intellektuelle fra Vesten løbende og peger på Handke som en form for nazi.-kollaboratør. Det er voldsomt kritisabelt. Og helt uantageligt i et såkaldt oplyst retssamfund.

Jan Weber Fritsbøger, Ture Nilsson, Sus johnsen, arne tørsleff, Tonny Helleskov og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

bananstater

Hanne Utoft, nu er det jo altså Serbien, der først og fremmest er et bundkorrupt og ikke helt afstaliniseret samfund. Det var uden tvivl den største gevinst for Jugoslavien, at det blev ledet af en kroatisk antifascist; men det var jo en stakket frist for at lægge grunden til en levedygtig, multikulturel union.

Katrine Hornstrup Yde

Olga Tokarczuk får – velfortjent – revanche på fredag i bogtillægget. kh

Anna Regine Irgens Bromann, Ete Forchhammer , Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese, sikke noget tendentiøst sludder at skrive.

Nej, det er netop ikke tendentiøst, men til at få øje på med det blotte øje. Jeg er ikke tilhænger af at holde hånden over skiderikker, bare fordi de er 'vores' skiderikker.

Nu holder jeg mest på - man læser Peter Handkes romaner. Vi synes vel ikke at Clint Eastwood er en dårlig filminstruktør eller filmskuespiller - fordi han støtter Donald Trump.

Ete Forchhammer , Christel Gruner-Olesen og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar

Serbien var nationalistisk til det forfærdelige, ingen tvivl.
Men at være ‘en nyttig idiot’ for den ‘onde’ part, skaber måske den lille smule i den andre vægtskål til at vi ikke helt mister vores evne til at se nuanceret på konflikter.

Sus Johnsen, det kan du bestemt have ret i - jeg mener dog, at skridtet er stort derfra og så til at sanktionere synspunktet med den fineste litterære pris, der findes.