Peter Handkes nobelpristale: Fra disse kilder udspringer mit litterære værk

»Spil spillet. Vær ikke hovedpersonen. Søg konfrontationer. Men vær ikke forudindtaget. Hav ingen bagtanker. Forti intet. Vær blid og stærk. Engagér dig og foragt sejre. Iagttag ikke, undersøg ikke, men hold et vågent øje med tegnene. Vær ikke urokkelig. Vis dine øjne, vink de andre ned i dybet, sørg for, at der er plads, og betragt enhver i hans billede. Beslut dig kun i begejstring. Lad med sindsro ting mislykkes. Hav frem for alt tid og tag omveje. Overhør intet træ og intet vandløb. Slå dig ned, hvor du har lyst, og und dig selv solen. Glem de pårørende, sæt mod i de ukendte, buk dig ned efter biting, vig ud i det mennesketomme, blæs på skæbnedramaet, le ad konflikter. Vis dit sande ansigt, til du får ret og bladenes brusen bliver sød. Gå over landsbyerne.«

Dette sagde for snart fyrre år siden en kvinde til sin mand i begyndelsen af et langt dramatisk digt med titlen »Over landsbyerne«.

Da jeg var barn, fortalte min mor igen og igen, når tiden var inde, og når tiden tillod det, om folk fra landsbyen – på slovensk »Stara Vas«, på tysk »Altes Dorf«. Ikke historier, men korte og ikke desto mindre, i det mindste i mine ører, utrolige anekdoter. Det kan være, at min mor også fortalte dem til mine søskende. Men jeg husker det, som om jeg var hendes eneste publikum.

I en af disse anekdoter gik det sådan for sig: På en bondegård halvvejs oppe i bjergene arbejdede en evnesvag (eller, som det hed dengang, »en åndssvag«) som tjenestepige. Hun blev voldtaget af gårdejeren og fik et barn, som gårdejerens hustru imidlertid påtog sig morrollen for. Pigen, den sande mor, fik streng besked på at holde sig fra sit barn. I dets øjne var den anden dets mor. Og en dag, da det legede alene, viklede det lille væsen, der dog allerede var i stand til at tale, sig ind i trådhegnet rundt om grunden og sad stadig mere fast. Det skreg og skreg, indtil den evnesvage, den »åndssvage«, eller, som fortælleren sagde det på den dialekt, der taltes mellem Saualperne og Karavankerne, »treapn«, nu pludselig kom løbende. I en håndevending var barnet viklet fri. Men så kom spørgsmålet fra barnet til den kvinde, der nu også kom løbende, og som det stadig troede, var dets mor – pigen var allerede tilbage ved sit arbejde, om det nu var i stalden eller på marken – »Mor, hvorfor har treapn så bløde hænder?«

I bogen Det korte brev til den lange afsked er denne anekdote blevet til en sang, en ballade, der synges på en bar om natten i Philadelphia i Pennsylvania i USA, og hvor sangeren efter hver strofe gentager skriget: »Og dette barn var jeg! Og dette barn er jeg!«

De fleste andre anekdoter, som min mor fortalte mig, handlede om medlemmer af familien eller slægten, og hovedpersonerne var næsten hver gang en af hendes to brødre, der under verdenskrigen var »faldet på ærens mark«. Jeg vil forsøge at genfortælle to af den slags episoder, der, så korte de end er, har haft afgørende betydning for mit skriverliv. I den første drejede det, og drejer det sig, om min mors lillebror, den yngste i familien dengang i mellemkrigstiden, lad os sige i 1936. Det var en nat ud på efteråret, det ville stadig vare længe, inden det blev morgen, og Hans eller, som man kaldte ham på det slovenske landsbysprog, Janez eller Hanzej havde allerede i en måned boet på det såkaldte »Marianum« omtrent fyrre kilometer borte, den kostskole i provinsen Kärntens hovedstad Klagenfurt eller Celovec, som de drenge, der senere skulle læse til præster, gik på. Der var natligt stille på gården, stadig længe til det første hanegal. Og nu, helt pludseligt, lyden af en fejende kost i gården. Og hvem det nu var, som fejede og fejede og ikke ville holde op med at feje i gården, det var familiens Benjamin, næsten stadig et barn. Og det, der havde fået ham til at begive sig på vej ud af byen og tilbage til landsbyen, det var hjemve, domotožje (siger man på slovensk). Han, der skam, det skal siges, var en god – en begejstret elev, som elskede at lære, var tidligt om natten klatret ud af et vindue i klosterskolens stueetage og var derefter gået hjemad ad landevejen, der dengang endnu ikke var asfalteret. Men i stedet for at gå indenfor – ikke en eneste dør blev nogensinde låst – tog han gårdkosten og fejede gården foran huset. Den dag var det nemlig, fortalte min mor, en »lørdag«, dagen før søndag, »og om lørdagen hed det: Gården skal fejes!« Og broren fejede og fejede, til det langsomt blev dag, og én inde fra huset – i min fantasi kan det ikke være en af forældrene, men må derimod være hans søster – hentede ham ind i huset. Han vendte aldrig mere tilbage til det »biskoppelige drengeseminarium«, men blev i en nabolandsby udlært som snedker.

Denne anekdote har, så at sige naturligt forvandlet, det vil sige, uden at jeg selv gør noget for det, fra begyndelsen af spøgt i mine bøger, mine episke ekskursioner og enmandsekspeditioner. I den, der nu følger, sker der en sådan forvandling, hvad end det nu er Gud, skæbnen eller noget andet, som får den til at ske. Jeg kalder den efter bogen med navnet »Gentagelsen«: »Den anden gentagelse«.

Sidst i august, først i september 1943, fortalte min mor, kom den anden, den ældste bror tilbage fra den russiske Krimfront på et par ugers »hjemmeorlov«. Og da han steg ud af postbussen, skete der så det, at det første menneske, han mødte, var det, der her på egnen havde til opgave at overbringe dårlige nyheder fra krigen. Dette menneske var netop på vej til landsbyen og til vores hus med den nyhed, at den yngste bror var død »en heltedød for fædrelandet« på tundraen. Og da denne dødens budbringer nu ved et tilfælde mødte en af dem, som hørte til huset, kunne han vel lige så godt spare sig det sidste stykke vej. Han overrakte meddelelsen til den, der havde orlov. Og så skete der følgende: Gregor gik hjem, blev modtaget med sang og jubel – for ikke mindst min mor brød ofte ud i jubel, da hun var ung – men i alle de dage, orloven varede, fortav han brorens – eller som han selv i sine krigsbreve havde kaldt sig, nemlig »tundra-ynglingens« – død for familien. Så længe den varede, undgik Gregor, der med min mors ord i fredstid var »et rigtigt hjemmemenneske«, hjemmet, forældrene, sin søster og også sin egen landsby Stara Vas og drev fra morgen til aften, og af og til også om natten, omkring i nabolandsbyerne, i Encelna Vas, i Lipa, i Ruda, i Globasnica, i Diekše, i Rinkolah, i Krcanje, hvor han så hos folk, han kendte, eller oftere hos folk, han ikke kendte, sådan sagde min mor, »græd sine øjne ud.« – Græd sine øjne ud? Han, den enøjede? Nej da. – »Han kunne ikke holde op med at græde. Holdt sikkert aldrig op med at græde.« Og først den sidste dag, på vej op til bussen og tilbage til krigen, overrakte han meddelelsen om brorens død til sin søster, som var den eneste, han havde givet lov til at ledsage sig. Og nogle uger senere lå han så selv under »fremmed jord, gid den må være let!« (Sådan stod der i dødsmeddelelsen, og senere, på mindepladen på kirkegården.)

I det dramatiske digt med titlen »Over landsbyerne« henvender kvinden fra begyndelsen sig i slutningen, der foregår på en kirkegård, endnu en gang til manden, til denne biperson, men frem for alt til de andre dramatis personae, hovedpersonerne, til sin søster såvel som sin bror, der hver især har erklæret sig selv og hinanden krig, og kvinden, der hedder »Nova«, og som igen og igen har svært ved at tale, siger nu:

»Jeg er den eneste her, der kommer fra en anden landsby. Men I skal vide: I mig taler en ny tidsalders ånd, og den siger nu følgende. Ja, faren findes, og kun gennem den kan jeg tale, som jeg vil: i modstand. Så hør nu mit dramatiske digt. – Det er rigtigt, at vi ikke længere bare skal drømme, men væk nu ikke hinanden med hundegøen. Ingen af jer er den skyldige, og netop under jeres fortvivlede udbrud har I måske lagt mærke til, at I slet ikke er fortvivlede. Hvis I var fortvivlede, ville I allerede være døde. Spil altså ikke i utide rollen som ensomme mennesker. Det stemmer ganske vist, at der ikke er det mindste trøstende holdepunkt i jeres historie. Men lad være med at gruble over væren og ikkeværen: Væren er, og væren vil altid være begribelig, ikkeværen er ubegribelig. Indse, hvor ens I er – Indse, at I er ens. Det er kun mig, der siger det. Men jeg er ikke kun mig. Jeg-jeg kan være det letteste og blideste under himlen, og samtidig det altomfattende – det afvæbnende. »Jeg!« er den eneste helt, og I skal være de afvæbnede. Ja, jeget er den menneskeopretholdende menneskenatur! Krigen er langt borte. Vores hærskarer står ikke grå i grå på de grå betonbaner, men gule i gule i de gule blomsterbægre. Det er muligt at bukke sig for blomsten. Man kan tale til fuglen på grenen. Så sørg i den verden, der er oversmurt med kunstige farver, for naturens genoplivende farver. Bergblå findes – pistolhylsterbrun findes ikke; og den eller det, man kender fra fjernsynet, kender man ikke. Vores skuldre er der for himlens skyld, og et sug går gennem os fra jorden op mod den.

Gå langsomt og bliv selv den form, som giver det fjerne skikkelse. Naturen er det eneste løfte, som holdes. Den kan ganske vist hverken være tilflugtssted eller udvej. Men den er en målestok: Dette må gøres dagligt. De drivende skyer, og også dem, der jager afsted, skal få jer til at sænke farten. Hvem siger, man skal fejle? Har I ikke jeres krig bag jer? Så styrk da den fredelige samtid og vis roen til de overlevende. Det, der på afstand så ud som dødens truende hoved, viser sig, når man nærmer sig, at være barneleg. Ryst jeres årtusindsengetøj, så det bliver friskt. Ignorer de børnefjerne tvivlere. Vent ikke på en ny krig: De fredeligste er dem, der lever i naturen. Vis ikke jeres efterkommere det ondes profil. Kraftens hus er den andens ansigt. Her og nu holdes erkendtlighedens fest. Ingen skal kunne sige, at I ikke brugte freden til noget: Jeres arbejde skal være et virke – giv videre. Men giver videre gør kun de, der elsker: Elsk én ting – det rækker til alt. Når jeg elsker dig, vågner jeg op til mig selv. Selv hvis de fleste ikke kan opløftes, skal I være dem, der kan. Ignorer de bestialske tobenede. Vær virkelige. Følg efter karavanemusikken. Gå, indtil flugtlinjerne viser sig i virvaret; gå så langsomt, at verden tilhører jer på ny, så langsomt, at det bliver klart, hvordan den ikke tilhører jer. Ja, hold jer altid langt fra den magt, der optræder som magt. Klag ikke over, at I er alene – vær endnu mere alene. Overlevér en brusen.

Fortæl om horisonten, så det smukke ikke igen og igen bare var ingenting. Vis hinanden livsbilleder. Det, der var godt, skal være det. Sænk farten – og find på: Forvandl jeres uforklarlige suk til vældige sange. Vores kunst skal skrige til himlen! Lad jer ikke tale fra skønheden – den skønhed, som mennesker skaber, er det, der ryster os. Tyd gåder og gør dermed den store gåde tydelig. Mærk jer: Hver gang et barn, der kommer jer i møde, ser stift på jer, er I årsagen. At iføre jer mange forklædninger skal være jeres skæbne, og I skal foretrække muntre svindelnumre for enhver offentlig sandhed. Spil med i hverdagens farcer. At fortabe sig hører med til spillet. (Og så alligevel: Stolt går kun den umaskerede!) Rejs til den ukendte verdensdel, og lad de illusionsløse onde le: Illusionen giver kraft til visionen. Ja, overlevér fuld af længsel efter form en rask verden – dem, der ler hånligt ad det, er bevidstløse, det er sjælekadavernes dødshøjrøstethed. De døde supplerer jeres lys. Tag jer ikke af, at I ikke kan tale til dem: En stavelse er nok. Men tænk endnu mere på vores ufødte. Undfang fredsbarnet! Red jeres helte! De skal regere: Krig, lad os være i fred. I folk herfra: Det er jeres opgave. Ingen skal bilde jer ind, at I er en sidste tids frugtesløse. Vi er så nær ved begyndelsen som nogensinde. Måske findes der intetsteds noget vildnis længere. Men det vilde, altid nye, er fortsat: tiden. Urenes tikken har intet at sige. Tiden er den svingning, der hjælper selv i et forbandet århundrede. Tid, jeg har dig! Den hellige dag er nu. Mens I udretter noget, mens I arbejder, kan I mærke den. Der findes måske ingen fornuftig tro, men der findes en fornuftig tro på den guddommelige gysen. Se miraklet og glem det. Sats stort og vind. Glæden er den eneste retmæssige regering. Først når I glæder jer, går det retmæssigt til. – Der er ganske vist intet trøsterigt over vores fælles historie, som vi kan tro på. Men hvem sætter målestokken? De magtfulde barnemordere forsvinder ustraffet. Roen er kun episodisk: De brusende brønde styrter sammen til barrikader. Håbet er det falske vingeslag. De, der ødelægger glæden, er overalt. Mens vi går under glædens sol, sluger vi bitterheden inderst inde. Kære folk herfra: Forfærdelsens skrig vil fortsætte i al evighed. Jeres bøn om nåde vækker intet. Så ret jer op og se på manden i det mørke jakkesæt og den hvide skjorte. Se på kvinden, der står i solen på balkonen på den anden side af floden. Bevis, med jeres midler, vores menneskelige trods! Velsign hvert nok så flygtigt kys. Og nu enhver tilbage til sin plads. Dæmonisér rummet med gentagelse. Formen er loven, og den gør jer ranke. Den evige fred er mulig. Hør karavanemusikken. Vend jer mod himlen, opmålende-vidende. Hold jer til dette dramatiske digt. Gå evigt i møde. Gå over landsbyerne.«

Sendte de små anekdoter, min mor fortalte, mig ud på min nu næsten livslange skriverlivrejse, så gav kunstværkerne, og ikke blot bøgerne, men i lige så høj grad billederne, filmene (frem for alt John Fords »westerns« og japaneren Yasujirō Ozus »easterns«), sangene (ikke mindst, for eksempel dem, der blev sunget af Johnny Cash og Leonard Cohen) mig de livsnødvendige former, rytmer eller mere beskedent udtrykt de svingninger og de svingkræfter, med på rejsen. De tidligste svingninger og svingkræfter kom dog ikke fra kunsten; det, der bevægede og gennemtrængte mig som barn, var snarere de slovensk-slaviske religiøse litanier under de romanske buer i kirken nær mit fødested Stara Vas. Og disse monotone, men samtidig så melodiøse anråbelser af himlen gennemtrænger og beånder stadig mig, der i mellemtiden er blevet syvoghalvfjerds; de anslår strengene på min videre skrivervej; de nynner himmelske skalaer og kadencer, tonløst, som eksempelvis det vidunderligt lange lauretanske litani til Guds Moder; jeg vil nu fremsige nogle få af de måske hundrede navne og anråbelser uden at oversætte dem (jeg vil blot nævne, at svaret: »Prosi za nas« betyder »Bed for os«!):

Mati Stvarnikova – prosi za nas

Mati Odresenikova – prosi za nas

Sadež modrosti – prosi za nas

Začetek našega veselja – prosi za nas

Posoda duhovna – prosi za nas

Posoda časti vredna – prosi za nas

Posoda vse svetosti – prosi za nas

Roža skrivnostna – prosi za nas

Stolp Davidov – prosi za nas

Stolp slonokosteni – prosi za nas

Hiša zlata – prosi za nas

Skrinja zaveze – prosi za nas

Vrata nebeška – prosi za nas

Zgodnja danica – prosi za nas

For et par år siden var jeg i Norge, anledningen var Henrik Ibsen. Men her til slut vil jeg ikke tale om dramatikeren og hans såvel som vores Peer Gynt, men derimod fortælle om to små, men ikke desto mindre utrolige anekdoter. Den første handler om den ene af de fem eller seks livvagter, bodyguards, jeg fik lov at tilbringe en hel eftermiddag og aften med. Sent på aftenen på et stille havneværtshus i Oslo reciterede denne mand nemlig sine egne digte for mig, han havde dem på sin mobiltelefon, først på norsk, så på engelsk, og de var alle sammen kærlighedsdigte, meget blide.

Og en af de følgende aftener, som jeg endte med at tilbringe alene med at vandre på kryds og tværs gennem det midnatstomme Oslo (eller Kristiania, som hovedstaden stadig hedder i Sult – den unge Knut Hamsuns bog), så jeg foran en boghandels oplyste udstillingsvindue en silhuet af en mand, og da jeg stillede mig hen til ham, vendte han sig om mod mig og pegede samtidig på en af de bøger, der var udstillet. »Dér: min første bog!« sagde han. »Og den er udkommet i dag! Det er den første dag!« Det var et meget ungt menneske, næsten et barn, eller måske en »yngling«, som det hedder i bøger. Og han glædede sig – på netop den måde, som kun et barn kan glæde sig. Og det glædeslys, der udgik fra ham, forfatteren, skaberen, stråler stadig i dag. Gid det aldrig slukkes!

Så jeg vil nu gribe lejligheden til at sende en hilsen vestpå, eller hvorhen det nu skal være, til de to, manden i havnen i Oslo og ynglingen foran boghandlens udstillingsvindue.

Og måske bør jeg samtidig beklage, at jeg ikke kan fremsige nogen af min daværende livvagts kærlighedsdigte; jeg skrev ganske vist flere af dem ned den aften, men jeg har mistet sedlen. I stedet kommer så her et andet digt, et af en Soulguard, en sjælevagt:

[ – – – ]

Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. © THE NOBEL FOUNDATION 2019