Baggrund
Læsetid: 9 min.

Her er de politiske bøger, Rune Lykkeberg har lært mest af i det 21. århundrede

Hvad var det, der gik galt? Det tyvende århundrede sluttede med fred og visheden om, at friheden havde vundet, og undertrykkerne havde tabt. Det 21. århundrede startede med et opbrud og opleves som et langsomt sammenbrud. De politiske bøger, jeg har lært mest af i det 21. århundrede, er dem, der undersøger verden forfra og forklarer, hvad der gik galt
Hvad var det, der gik galt? Det tyvende århundrede sluttede med fred og visheden om, at friheden havde vundet, og undertrykkerne havde tabt. Det 21. århundrede startede med et opbrud og opleves som et langsomt sammenbrud. De politiske bøger, jeg har lært mest af i det 21. århundrede, er dem, der undersøger verden forfra og forklarer, hvad der gik galt
Kultur
6. december 2019

Nu gik det lige så godt. Sådan var stemningen efter afslutningen på det tyvende århundrede. Kommunisterne, fascisterne og nazisterne havde tabt, frihed, fred og forbrugskapitalisme havde vundet. Det største problem for de unge i 1990’erne var ifølge iagttagerne, at de ikke længere havde noget at gøre oprør imod.

De var Generation X, som den canadiske forfatter Douglas Coupland skrev i en samtidsroman om unge mennesker, der forlod historien og satte sig ud i ørkenen og fortalte hinanden historier.

»USA har realiseret utopien,« skrev den franske filosof Jean Baudrillard i rejsebogen Amerika, og REM sang om »skinnende lykkelige mennesker, der holdt hinanden i hånden«.

Så god var verden blevet, så meget var ondskab og undertrykkelse udryddet. De borgerlige kunne juble over, at venstrefløjen var så besejret, at lederen af arbejderpartiet i Storbritannien tog et totalopgør med sit eget parti, og den engang venstreorienterede præsident Bill Clinton i USA lovede at afslutte socialstaten. Deres afsked med venstrefløjen blev kaldt for ’Den Tredje Vej’, men reelt betød det, at der kun var én vej tilbage. Højrefløjen havde vundet kampen om den økonomiske politik.  

Berømtheder i Vesten samlede ind til sultende børn i Afrika og lavede støtteplader til dem, der endnu ikke havde nået vores levestandard. »We are the World« var ikke bare et hit indsunget af tidens største amerikanske popstjerner i 1980’erne, men et omkvæd for en epoke.

Der var diktatorer i verden, men man mente, det var et spørgsmål om tid, før de faldt. 

Vesten havde jo fjernet Milosevic i det gamle Jugoslavien og besejret Saddam Hussein i den første Irakkrig, som vi så direkte på tv derhjemme. Fattigdom og elendighed var endnu ikke udryddet, men dengang troede man på noget, som man kaldte ’verdenssamfundet’, der gennem FN’s udviklingsmål ville løse problemerne.

Ulighed, umyndiggørelse og sociale lidelser fandtes også fortsat i de vestlige samfund, men den venstrefløj, som insisterede på, at det var grundproblemer, havde ikke meget at skulle have sagt.

Så var der miljøproblemerne. Men det var abstrakt, og verdensledere lovede efter Rio-konferencen i 1992, at de ville få styr på det. Vi havde ikke mistet troen på, at de ville og kunne løse klimakrisen, og vi havde jo også lukket hullet i ozonlaget.

Men så kom det 21. århundrede. En fornemmelse bredte sig af, at de skinnende lykkelige mennesker havde fortrængt virkeligheden, dengang de dansede med hinanden i hænderne. Klimakrisen var værre og dybere, end vi havde forestillet os. Den politiske afmagt overvældende. Vi opdagede, at ulighed og fattigdom ikke bare var rester fra gamle dage, men produkter af vores egen nutid. Indvandring og flygtninge var et problem, de gamle partier ikke kunne håndtere, og vælgerne vendte sig i vrede mod dem, som de blev regeret af. De blev kaldt for ’eliten’. Folk virkede rasende.

For os, der blev rigtig voksne i det 21. århundrede, var det store spørgsmål: Hvad var det, der gik galt? Jeg har valgt de ti bøger fra det 21. århundrede, som gav mig de bedste svar på det spørgsmål inden for ti områder: menneskets oplevelse af historien, kapitalisme, klima, demokrati, fremmedgørelse, de politiske institutioner, civilisationernes sammenstød, religion, racisme og menneskets anlæg for politik.

1. MENNESKET & HISTORIEN Svetlana Aleksijevitj: ’Secondhand-tid’ (2013)

Hvis man vil forstå, hvorfor russerne ikke bare er lykkelige over kommunismens fald og kapitalismens sejr, skal man læse den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs Secondhand-tid. Den er en samling af 20 års samtaler med mennesker, som hun mødte på tyve års rejser i de gamle sovjetrepublikker. Bogen er skrevet på forundring over mennesket og nysgerrighed på det spil mellem mennesker, som er forudsætningen for politik. Vi forstår gennem deres fortællinger om sig selv, hvordan de på den ene side drømte om, at livet efter kommunismen ville »blive som søde scener i en amerikansk film«, men hvordan de på den anden side også skammede sig over at opgive alt det, de var opdraget til at tro på for »varme hamburgere«, »en videomaskine i plastik« og »pornofilm i butikker«.

2. KAPITALISMEN: Thomas Piketty: ’Kapitalen i det 21. århundrede’ (2013)

Uvidenhed er afmagt og underkastelse. Sådan var det med kapitalismen for mange, indtil den franske økonom Thomas Piketty med Kapitalen i det 21. århundrede genåbnede hele diskussionen om hele vores økonomi forfra. Han skrev om kapitalismens mekanismer, så alle, der ville, kunne forstå dem, kritisere dem og derfor igen tro på, at man kan forandre dem. Han blotlagde, hvordan den efterhånden samfundsødelæggende ulighed i det 21. århundrede er et produkt af den politiske konsensus, som sejrede efter Murens fald, og hvordan den model, vi har fejret, kan underminere demokratiet og vores liberale fundament. Bogen genopfinder den kapitalismekritiske venstrefløj som den position, der siger, at frihed, lighed og broderskab kun kan realiseres som et solidarisk projekt. Man kan også kalde det demokratisk socialisme.

3. KLIMAKRISEN: Amitav Ghosh: ’The Great Derangement’ (2016)

Det er i tilbageblik underligt, hvor lidt de store intellektuelle i årtierne op til århundredeskiftet talte om klimakrisen, og hvor få romaner, som handlede om denne trussel mod vores livsgrundlag. Præcist forklarer den indiske forfatter Amitav Ghosh i sin lille bog The Great Derangement, hvorfor det skete:

»Klimakrisen er også en krise for vores kultur og således en krise for vores fantasi.«

Konventionen i moderne litteratur og politisk tænkning er, at mennesket kan handle og forandre ting, mens naturen er forudsigelig og uforanderlig. De ideer om verden, folk har lært i skolen, og de fortælleformer, som er udviklet i moderniteten, passer således ikke til en virkelighed, hvor naturen er vild og uforudsigelig. Vores oplysning og vores realisme fortrængte katastrofen, fordi klimakrisen også brød med vores mentale verdensbilleder.

4. DEMOKRATIET: Pierre Rosanvallon: Demokratitrilogien. ’La contre-démocratie’ (2006), ’La légitimité démocratique’ (2008) & ’La societé des égaux’ (2011)

Det var omkring årtusindeskiftet en udbredt misforståelse, at man kunne skabe demokrati ved at fjerne alle forhindringer. At hvis bare undertrykkerne forsvandt, og stemmeret og markedsøkonomi blev indført, ville samfundet blive demokratisk. Men demokratiet skal ifølge den franske forsker Pierre Rosanvallon i stedet forstås positivt:

»Demokrati er aldrig andet eller mere end en løsning på et projekt, der handler om at etablere et fællesskab af frie borgere.«

Den pludselige krise i de vestlige demokratier således forstås som misforholdet mellem, at vores samfund objektivt er demokratiske, og at borgerne subjektivt oplever, at de er ikke er med til at bestemme. Det store spørgsmål, som Rosanvallon omhyggeligt undersøger i sine tre store værker om demokratiet, er, hvordan borgerne positivt bliver i stand til at bestemme i fællesskab.

5. FREMMEDGØRELSE: Rahel Jaeggi: ’Entfremdung’ (2005)

Efter Murens fald, ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse skulle vi være blevet frie, men alligevel oplever vi, at vi ikke selv bestemmer, hvad vi tænker, gør og siger. Vi kan være fremmede over for valg om, hvordan vi vil udvikle os selv og sælge os selv,  som vi selv har truffet. Den schweiziske filosof Rahel Jaeggi genopdager i Entfremdung fra 2005 Karl Marx’ begreb om fremmedgørelse til at undersøge dette paradoks.

Vi kan ifølge Jaeggi ikke bestemme over os selv, hvis vi ikke kan realisere os selv. Og vores selvrealisering har sociale betingelser, som det er en politisk og kulturel opgave at frembringe. Hun er ikke marxist, men bruger marxisme til at udvikle en overbevisende teori om samfundet som en forudsætning for det enkelte menneskes frihed. Ingen kan ifølge Jaeggi være frie alene.

6. DE POLITISKE INSTITUTIONER: Francis Fukuyama: ’The Origins of Political Order’ (2011) & ’Political Order and Political Decay’ (2014)

Francis Fukuyama skrev den bog, som blev et manifest for den nye orden efter kommunismens kollaps: Historiens afslutning – og det sidste menneske  Men hans virkelige hovedværk i to bind om politisk orden og politisk forfald er et radikalt opgør med hans gamle analyse. Fukuyama analyserer i første bind den historiske udvikling af liberale demokratier som resultatet af et kompliceret samspil mellem statsmagt, civilsamfund, retsstat og mekanismer til at drage de regerende til ansvar. Og han viser i andet bind, hvordan de liberale demokratier kan gå i opløsning, når balancen mellem disse fire instanser forstyrres. Det er således ikke ideologiske fjender udefra, men politiske dynamikker i vores egne samfund, ophobning af rigdom og økonomisk ulighed, som ifølge Fukuyama nu truer de vestlige samfund.

7. RACISME: Ta-Nehisi Coates: ’Mellem verden og mig’ (2016)

I et klart, hårdt og intellektuelt overlegent brev til sin søn forklarer den sorte amerikanske journalist Ta-Nehisi Coates, hvordan racismen er opstået i USA – og hvorfor den hjemsøger formelt antiracistiske samfund:

»Amerikanerne tror på, at race virkelig findes som et defineret, indiskutabelt træk ved naturens orden,« skriver han.

De tror virkelig på, at mennesker identificeres som ’hvide’, ’latinos’ og ’sorte’. At deres etniske oprindelse bestemmer deres identitet. ’Racisme’, anfører Coates, »følger uundgåeligt af dette uforanderlige vilkår«. De sorte er ikke importeret til USA fra Afrika, men skabt i det amerikanske samfund. Racisme er således ikke rester fra gamle dage, men noget, som stadig produceres af nogle, der selv tror, at de er deres sorte, hvide og gule hudfarver. 

8. CIVILISATIONERNES SAMMENSTØD: Orhan Pamuk: ’Andre farver’ (2006)

De vestlige stjerner, forbrugsgoder og billeder af skønhed har erobret hjerner og hjerter globalt. Men alligevel stiger modstanden mod Vesten. Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk giver i essaysamlingen Andre farver et vidunderligt indblik i, hvordan kampen mellem Vesten og det lokale samfund i ikkevestlige samfund også er en klassekamp mellem de civiliserende overklasser og underklasser og bønderne. Og en konflikt i hvert enkelt menneske mellem drømme om fremtiden og loyalitet over for rødderne. Det er en konflikt, islamisterne har været dygtige til at politisere som kampen mod dekadence, privilegier og livet i metropolen. Vesten over for islam i Tyrkiet er andre ord for det, vi herhjemme kalder elite og centrum over for folket og udkanten.

9. RELIGIONENS GENKOMST: Charles Taylor: ’A Secular Age’ (2007)

Religionens genkomst i det 21. århundrede var noget, de kloge ikke havde set komme. En historisk overraskelse, som den canadiske filosof Charles Taylor i et værk på næsten 1.000 sider analyserer mesterligt. Vi må ifølge Taylor forstå, at nutidens religion er noget helt andet end i gamle dage. Dengang var troen en forpligtelse for alle, i dag er det en mulighed for den enkelte. Det er heller ikke en religion, som forklarer verdens sammenhæng eller grundlægger en moral. Tværtimod må den erkende naturvidenskabens monopol på udlægning af naturen og den moderne morals autoritet i vores fællesskab. Men religionen kan noget, som ingen andre ifølge Taylor kan i dag: Den kan få os til at kigge op på himlen og se storheden i en verden, vi ikke selv har skabt.

10. MENNESKENES POLITIK: Hannah Arendt: ’Denktagebücher’ 1 & 2 (2002)

Det 21. århundredes idéanalyser er kendetegnet ved genlæsningen af klassikere til en ny situation. Den tyske tænker Hannah Arendt, som døde i 1975, bliver genopdaget som en stor analytiker, fordi hun læser idehistorien åbent. Filosofien har set døden som menneskets bestemmelse, hævder Arendt. Og derfor gjorde den mennesket ensomt. Men Arendt ser fødslen som menneskets bestemmelse, og her bliver fællesskabet til vores bestemmelse, fordi vi fødes ind blandt andre mennesker.

Politik handler således for Arendt ikke om lovgivning eller regeringskunst, men derimod om at menneskene træder i karakter, når de handler i fællesskab. Hendes monumentale såkaldte tænkedagbøger, som udkom i 2002, var refleksioner fra 1950 til 1973, hvor Vesten, som vi kender det, blev grundlagt, var som en sen replik til det 21. århundrede. Menneskene er for sammensatte, vores samfund er for komplicerede, og vores frie handling i fællesskab er for uforudsigelige og åbne til, at vi kan begribe det hele med enkelt ideologi eller en stor teori. Det er det, Arendt understreger, når hun skriver:»Alt afhænger af problemerne med at begribe den særlige menneskelige mangfoldighed.«

Vi har tænkt mennesket i ental, i det 21. århundrede skal vi tænke og forstå os selv i flertal.

Frem mod nytår anbefaler Information de ti bedste bøger i det 21. århundrede inden for fire forskellige kategorier. Næste afsnit: børnebøger.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Reippuert Knudsen

Mark Blythe : Austerity: The History of a Dangerous Idea 2013 ? den mangler fælt på listen