Feature
Læsetid: 5 min.

Profetkonkurrencen: Mette Frederiksen kom ind i varmen, Lars Løkke Rasmussen røg ud i kulden

Amerikansk rigsretssag, svenske Nobelpriser og en ny dansk statsminister. Der skete lidt af hvert i 2019, og mange af Informations læsere kiggede dybt i krystalkuglen og deltog i årets Profetkonkurrence. En halv snes af dem svarede endda rigtigt på alle 13 spørgsmål
De fleste profeter forudså, at Lars Løkke Rasmussen ville gå af som Venstres formand ved udgangen af 2019, og at Danmark da ville have fået en socialdemokratisk ledet regering med Mette Frederiksen i spidsen. 

De fleste profeter forudså, at Lars Løkke Rasmussen ville gå af som Venstres formand ved udgangen af 2019, og at Danmark da ville have fået en socialdemokratisk ledet regering med Mette Frederiksen i spidsen. 

Mads Claus Rasmussen

Kultur
31. december 2019

Som Profetbestyreren, måske lidt overmodigt, lovede sidste år, var der ingen fejl i Profetkonkurrencen for 2019 – i modsætning til 2018. Således både afsluttes det gamle år og påbegyndes det nye på aldeles glimrende vis. Og så er det ikke nogen sag at være både leder og fordeler.

Profetsekretariatet har modtaget mere end 550 besvarelser på årets Profetkonkurrence, og der er hele 20 Profeter, hvis krystalkugle har artet sig, og som derfor kunne forudsige, præcis hvad der kom til at ske i 2019. Det er i sig selv imponerende, og det vidner om, at vi på Dagbladet Information har nogle af landets – eller er det verdens? – mest begavede læsere, som selvfølgelig også har det mest solide fundament at stå på i form af, ja, Dagbladet Information.

De mange rigtige besvarelser betyder, at vi har været nødt til at trække lod for at finde en vinder. Men mere om det senere.

Rigsretssag og Nobelpriser

2019 har ikke ligefrem været et kedeligt år. Danmark fik en ny regering. Nye Borgerlige kom i Folketinget. Stram Kurs gjorde ikke. Den amerikanske præsident fik en rigsretssag på halsen. Og Nobelprisen i litteratur blev igen uddelt.

Det kom heller ikke rigtig bag på nogen, at Nobelprisen blev uddelt i 2019, efter at saftige skandaler var skyld i, at den ikke blev uddelt i 2018. De færreste havde dog nok regnet med, at Det Svenske Akademi, der uddeler prisen, faktisk uddelte hele to Nobelpriser i år, for både 2018 og 2019, og at offentliggørelsen af den ene af modtagerne, østrigske Peter Handke, skabte en sjælden politisk og intellektuel ballade, ikke mindst her i avisens spalter.

De fleste profeter forudså også, at Lars Løkke Rasmussen ville gå af som Venstres formand ved udgangen af 2019, og at Danmark da ville have fået en socialdemokratisk ledet regering. Flertallet troede heller ikke på, at USA’s præsident, Donald Trump, ville få en rigsretssag på halsen inden den 15. december – og det fik de ret i. Men kun med nød og næppe. Der skulle nærmest målfoto til, for tre dage senere, den 18. december, var rigsretssagen mod Trump en realitet.

Og vinderen er …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Profetbestyreren tager sit arbejde endog meget alvorligt, og at han benytter sig af både pisk og gulerod, når han skal have sit store og for det meste velsmurte maskineri af assistenter og assistenters assistenter til at fungere optimalt.

Således har det været ikke uden gråd og tænders gnidsel, men heller ikke uden begejstring og glæde, at Profetsekretariatet – som gerne stiller sig til rådighed, skulle Det Svenske Akademi have lyst til at se, hvordan den slags kan gøres på en ordentlig og anstændig måde – har fundet frem til årets vinder.

Som sagt var der blandt de mere end 550 besvarelser ikke færre end 20, som svarede rigtigt på alle 13 spørgsmål – og endnu flere, som var lige ved og næsten. Profetbestyreren har trukket lod blandt de rigtige besvarelser, og det er en stor fornøjelse at kunne annoncere, at vinderen, ja, faktisk vinderne, af årets profetkonkurrence og dermed retten til at kalde sig Årets Profet – og et gavekort på 1.000 kroner til boggaver fra Informations Forlag – er Dorthe Hennecke og Peter Plesner.

Stort tillykke.

De rigtige svar på Profetkonkurrencen 2019:

  1. Bliver Nobelprisen i litteratur uddelt i 2019? JA. (Faktisk både for 2018 (Olga Tokarczuk) og 2019 (Peter Handke).)
  2. Er Lars Løkke Rasmussen stadig formand for Venstre den 15. december 2019? NEJ. (Jakob Ellemann-Jensen blev valgt som formand for Venstre ved et ekstraordinært landsmøde den 21. september, efter at Løkke i slutningen af august havde trukket sig som formand.)
  3. Bliver der rejst en rigsretssag mod Donald Trump inden den 15. december 2019? NEJ. (Men det gjorde der onsdag den 18. oktober.)
  4. Kommer Nye Borgerlige i Folketinget inden den 15. december 2019? JA. (De fik fire mandater ved folketingsvalget den 5. juni 2019.)
  5. Vinder en rytter fra Team Sky Tour de France i 2019? NEJ. (Team Sky skiftede den 30. april 2019 navn til Team Ineos, da den britiske kemikalieproducent Ineos blev ejer og navnesponsor for holdet. Men Team Ineos satte sig både på første- og andenpladsen ved Tour de France, da Ergan Bernal vandt foran Geraint Thomas.)
  6. Findes Forfatterskolen som offentligt støttet uddannelsesinstitution den 15. december 2019? JA.
  7. Abdicerer dronning Margrethe inden den 15. december 2019? NEJ.
  8. Spiller AC/DC på Roskilde Festival i 2019? NEJ.
  9. Er det danske tennis-es Caroline Wozniacki fortsat at finde i top-fem på WTA- verdensranglisten den 15. december 2019? NEJ. (Hun lå nummer 37 og har desuden valgt at stoppe karrieren.)
  10. Får Danmark en socialdemokratisk ledet regering inden den 15. december 2019? JA. (Mette Frederiksen blev statsminister for en socialdemokratisk mindretalsregering efter folketingsvalget den 5. juni 2019.)
  11. Bliver Brexit, den britiske udtræden af EU, en realitet den 29. marts 2019? NEJ.
  12. Bliver sommeren 2019 den varmeste i 100 år? NEJ. (Det blev den niendevarmeste siden 1874.)
  13. Er Maria Rørbye Rønn stadig generaldirektør i DR den 15. december 2019? JA.

Hvad sker der i 2020?

  1. Er Storbritannien medlem af EU den 15. december 2020?
  2. Bliver Donald Trump genvalgt til præsident i USA inden 15. december 2020?
  3. Vinder de danske kvinder guldmedaljer ved EM i bowling, der afholdes i Aalborg i juni 2020?
  4. Bliver Harvey Weinstein inden den 15. december 2020 dømt for at have begået seksuelle overgreb?
  5. Vinder Danmark guldmedalje(r) ved De Olympiske Lege i Tokyo i 2020?
  6. Vil de globale CO2-udledninger fra fossilt energiforbrug og industriproduktion stige i 2020, som opgjort inden den 15. december 2020 af forskergruppen Global Carbon Project?
  7. Sidder Hongkongs regeringschef, Carrie Lam, stadig på posten den 15. december 2020?
  8. Bliver Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, idømt fængselsstraf inden den 15. december 2020?
  9. Er Tyrkiet fuldt medlem af NATO den 15. december 2020?
  10. Vinder en cykelrytter fra Team Ineos også Tour de France i 2020?
  11. Lykkes det forskerne bag den såkaldte oksekødsrapport at få deres resultater publiceret i et fagfællebedømt (peer-reviewet) videnskabeligt tidsskrift inden den 15. december 2020?
  12. Vil Flygtningenævnet inddrage eller nægte at forlænge opholdstilladelser for syriske flygtninge i Danmark i løbet af 2020?
  13. Får den danskproducerede dokumentarfilm The Cave en Oscar ved Oscar-uddelingen den 10. februar 2020?

Sådan bliver du ’Årets Profet 2020’

Send svaret (med navn, adresse og postnummer/by) mærket ’Årets Profet 2020’ til:

Dagbladet Information

St. Kongensgade 40 C

1264 København K

Eller send en mail til profet@information.dk

Alle besvarelserne skal være profetbestyreren i hænde senest mandag den 13. januar 2020. Kuverterne åbnes først den 1. december 2020, så de bør ikke indeholde andre meddelelser til avisen. Gevinsten er for 1.000 kroner valgfri bøger fra Informations Forlag samt den ærefulde titel ‘Årets Profet’.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kommer der en 2020 konkurrence også ??

Hele Walther : Spørgsmål for 2020 står til sidst.

Jeg synes at det er en sjov tradition, som jeg har fulgt i årevis. Det irriterer mig bare at avisen altid har en tvangstanke om at spørge om et eller andet afsindigt ligegyldigt omkring Tour de France...

Søren Dahl, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Anne Steensen og Jan Damskier anbefalede denne kommentar

Apropos Tour de France synes jeg, at det rigtige svar på 2019 sp. 5 skal være 'Ja'. Ergan Bernal cyklede for Team Sky, og fortsatte blot under den nye ejer og det nye navn.

NB: Jeg havde selv svaret 'Nej' på det spørgsmål ;o)

3. Bliver der rejst en rigsretssag mod Donald Trump inden den 15. december 2019? NEJ. (Men det gjorde der onsdag den 18. oktober.) - det var vel så 18 december, bare for en ordens skyld

Christian Monggaard

På Profetbestyrerens – og dermed egne – vegne vil jeg gerne undskylde. Der har indsneget sig en fejl i svaret på spørgsmål nr. 3 for 2019. Der skulle naturligvis have stået 18. december og ikke 18. oktober. Svaret er således stadig NEJ.

Fejlen er rettet i ovenstående.

Mvh.

Christian Monggaard

Jonathan Skov

Kære Profetbestyrer
Selvom der er hele 20 profeter, der har ramt i plet, kunne det for hæderens skyld være fint at alle 20 navne blev offentliggjort.
Ikke at jeg selv er en af dem.
MVH Pernille Skov