Mandag den 25. november 2019 bragte den britiske avis The Guardian et interessant brev. Det var underskrevet af en række engelske rappere, der har det til fælles, at de bevæger sig inden for genren grime, der er en hurtig og elektronisk inspireret rap. I brevet tilkendegiver de alle deres støtte til Labours leder Jeremy Corbyn.
I brevet lyder det, at de er trætte af de konservatives »destruktive politik«, og at de mener, at de har et ansvar for at vise vejen for ungdommen. Musikerne skriver, at de vil have noget for deres skattekroner.
De vil ikke have hverken flere krige, flere fængsler eller uddannelser, som man skal betale for. De vil have velfærd, fællesskab og bedre sundhed. Det lyder jo som en parole fra et vælgerbagland, men i stedet kommer det fra en lidt anden kant.
Om nogen kender den britiske kulturforsker fra University of Greenwich Adam Elliott-Cooper, noget til dette lidt kuriøse politiske fænomen. Grime-rap er en blanding af elektronisk dansemusik, reggae og hiphop, forklarer han over telefonen:
»Det er hurtigt og aggressivt. Det er en musikgenre, som udviklede sig i den østlige del af London i starten af 00’erne. Den har sit udspring i historiske arbejderklassekvarterer, hvor der i dag bor mange med minoritetsbaggrund, og derfor har musikken altid haft en politisk tendens, som vi ser udmønte sig her i dette brev,« siger han.
Musik og politik
Listens mest prominente navn er rapperen Stormzy. Han er 26 år gammel og opvokset i den sydlige del af London. Han har spillet i Danmark flere gange. Bedst kendt er hans legendariske koncert på Roskilde Festival i 2016, hvor han fik tusinde publikummer til at gå fuldstændig amok til nummeret »Where Do They Know Me From«, som han på sit drevne Londonengelsk indledte med ordene: »Let’s Fuck This City Up!«
Han slog igennem med den lækkertflabede freestylevideo »Shut Up«, hvor han bare står med sine drenge i en park og rapper nogle vredt potente vers om, hvor vild han er. Det er et billede af et London, som man ikke ser repræsenteret i den politiske mainstream.
Politik og musik har haft en sammenfiltret og kompliceret fælles historie. Det er den samme historie som med al anden kunst. Specifikt rappen har en eksplicit politisk vinkel, fordi udøverne for det meste kommer fra en marginaliseret baggrund, der typisk har rødder i en migrantvirkelighed.
Adam Elliott-Cooper fortæller, at der i grime aldrig er langt fra en social kritik til en politisk kritik. Men noget er anderledes denne gang:
»Ved det sidste valg i 2017 stod en gruppe rappere frem med hjemmesiden Grime4Corbyn.com. Det introducerede noget radikalt nyt i vores forståelse af sammenhængen mellem musik og politik i England. Vi har set, at musikere støtter en politisk sag eller vedkender sig en specifik politisk orientering, men aldrig at de så opfordrer til at stemme på en politisk leder.«
Der findes et lidt skørt billede af Jeremy Corbyn og Stormzy, hvor de er til mandemagasinet GQ’s Man of the Year-prisshow fra 2017. Her står Stormzy med en pris og rager cirka 20 centimeter op over Jeremy Corbyn, der står, som vi kender ham, i sit jakkesæt med rødt slips. Det er to vidt forskellige verdener, der her mødes, og hvis brobygning har fået kolossal betydning for Jeremy Corbyn.
Relationen mellem Grime og Jeremy Corbyn blev et stort boost for sidstnævntes kampagne. Det flyttede unge vælgere mod Labour. I et interview i The Guardian fra 2017 fortæller grimerapperen Maxsta, at Jeremy Corbyn viste en ny vej for ungdommen, der pegede væk fra Tony Blairs New Labour, hvis politik satte et stort pres på folk med lav indkomst og kort uddannelse. Han blev et håb for de unge, der organiserede koncerter og events gennem organisationerne Grime4Corbyn og Rize Up UK.
Adam Elliott-Cooper fortæller, at Labours politiske leder repræsenterer noget, som rapperne mangler, og som de ikke kan finde hos andre politikere. Politisk integritet:
»Folk, som lytter til grime, er for det meste under 35 år. De er vant til en politisk kultur, hvor der er to muligheder: Tony Blairs gamle Labour-parti og De Konservative. De seneste 20 år har der i virkeligheden ikke været den store forskel på dem. De gik op i at stække velfærdsstaten, arbejdernes rettigheder, fagforeninger og andre sociale institutioner. Og her repræsenterer Jeremy Corbyn noget andet. Han er for velfærdsstaten, og han har en lang antiracistisk fortid.«
Grimerapperne og deres lyttere stemmer altså på ham, fordi han ikke er den typiske glatte karrierepolitiker. Han kæmper for at genoprette en lang række initiativer, som har påvirket den generation af unge mennesker, som er født efter 1985, og som er blevet voksne under et neoliberalt paradigme, mener Adam Elliott-Copper og lægger vægt på, at Jeremy Corbyn ikke er cool i en traditionel forstand, og han tror vitterligt ikke, at det er et pr-stunt fra musikernes side, men at de reelt håber på, at det kan flytte nogle vælgere.
»Fuck Boris«
Men er det her overhovedet vigtigt? I et så betændt og ikke mindst komplekst politisk landskab som det britiske, virker det næsten komisk, at en flok unge musikere uden politisk erfaring forsøger at påvirke den engelske vælgerbase? Det er det langtfra, fastslår Adam Elliott-Cooper.
Ved valget i 2017 var der eksempelvis en tydelig øget valgdeltagelse blandt britiske unge, efter at Grim4Corbyn.com kom frem, fortæller han:
»Statistikerne siger, at de konkret kunne måle Labours fremgang på grund af musikernes involvering.«
Det er jo svært at sige, om der vil ske det samme ved valget i 2019, men Adam Elliott-Cooper er ikke tvivl: Stormzy er Englands største artist lige nu, og de unge mennesker lytter til ham.
Den nuværende valgkamp er en konsekvens af den verserende debat om Brexit, og der er ingen tvivl om, at rapperne er anti-Brexit. Derfor bliver det også interessant at se, om de kan flytte noget i den retning. Adam Elliott-Cooper mener, at det er svært at sige, men:
»Grime er en store genre. Det er en multikulturel genre, og de multikulturelle dele af landet er dem, som er mest imod Brexit. På den anden side er genren netop så stor, at den når ud til andre end sine traditionelle lyttere. Der findes en ret ikonisk video af Stormzy, der holder en koncert i Middlesbrough i det nordlige England. Det er en hvid arbejderby og Brexit-land. Men midt under koncerten får Stormzy alle til at råbe: ’Fuck regeringen, fuck Boris.‘«
Man kan indvende, at der er en grad af propaganda over musikernes støtte til Jeremy Corbyn, men på den anden side er musik også en af de måder, vi diskuterer politiske spørgsmål på, siger Adam Elliott-Cooper til slut:
»Musik er et politisk og socialt udtryk, som gør den politiske diskussion mere tilgængelig for unge mennesker. Derfor er musikernes engagement central.«
