Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.
Vi kalder det Ugen på kulturgangen.
DU får en pris, og DU får en pris, og DU får en pris!
Lone Nikolajsen
Den britiske kunstpris Turner-prisen går i år til alle fire nominerede. De fire kunstnere Lawrence Abu Hamdan, Helen Cammock, Oscar Murillo og Tai Shani kendte ikke hinanden før nomineringen, men fik sammen overtalt dommerkomiteen til at lade dem dele sejren. Argumentet var, at en konkurrence mellem dem ville være en urimelig konkurrence om væsentligheden af de forskellige politiske emner, de hver især arbejder med. Således bliver prisen – og præmiepengene – delt i fællesskabets, mangfoldighedens og solidaritetens navn. De fire kunstnere modtager hver 10.000 pund.
Teaterfusion på tværs af Storebælt
Trine Wøldiche
Teater Momentum i Odense, der er kendetegnet ved ny dramatik og en umiskendelig ung vibe, teasede i oktober for, at der til næste år vil ske noget nyt. Spændingen er nu udløst: Det københavnske Teater S/H med Christian Lollike i spidsen fusionerer for en enkelt sæson med Momentum.
Christian Lollike, der ofte er i vælten for sine debatskabende iscenesættelser, som den racismeanklagede Black Madonna i 2018, skriver ambitiøst om det nye samarbejde: »Vi vil genstarte den politiske fantasi« og »undersøge samfundets indretning på ny«.
Det er en midlertidig, men interessant fusion af to anderledestænkende teatre, som forhåbentlig i fællesskab kan tage dansk teater til et nyt niveau. Ikke noget pres, men jeg forventer, det bliver vildt.
Kristian Jensens kærlighed is a matter of …
Katrine Hornstrup Yde
Hvem vores folkevalgte politikere dater er ikke vores business. Men så er der alligevel sladder, der er deleværdigt vidunderlig, fordi man må opgive selvtilfredse forestillinger om at have gennemskuet verdens banalitet og de homo sapiens, der befolker den. Således kærlighedsparkonstellationen Dan Jørgensen og Katherine Diez for nylig og nu altså Venstres Kristian Jensen og Swan Lee- og The Storm-sangerinde Pernille Rosendahl. Dejligt for dem. Rosendahls ekskæreste, Tim Christensen, har endnu ikke været ude og kommentere kærligheden via dette søde hit:
»Love is a matter of difference
Between you
And me
Love is a matter of distance
But you are too far away …«
13 gange livslang hæder
Anna von Sperling
Sanger og komponist Annisette Koppel og professor Carsten Thau. Tegnerne Nikoline Werdelin og Flemming Quist Møller. Og forfatterne Mette Moestrup og Peter Adolphsen. Det er navnene på seks af i alt 13 glade mennesker, som i denne uge modtog Statens Kunstfonds livslange hædersydelse. Kunstnerstøtten, der tidligere blev nedsættende omtalt som »rødvinslegatet«, fordi det relativt lave beløb ofte tilfaldt mennesker med rimeligt høje indkomster.
Ydelsen er i dag reguleret i forhold til modtagerens indkomst, og der kan højst blive udbetalt 166.000 kroner om året. 275 kunstnere modtager Statens Kunstfonds hædersydelse, og der skal dø en på listen, før en ny kan komme på. De øvrige nye modtagere er landskabsarkitekt Kristine Jensen, billedkunstner Anita Jørgensen, billedkunstner Jesper Fabricius, komponist Karsten Fundal, komponist Thomas Agerfeldt Olesen, tekstilkunstner Jette Gemzøe og lysdesigner Jesper Kongshaug.
Nyt tysk kunstrøveri
Mathias Sonne
Én ulykke kommer sjældent alene: I begyndelsen af sidste uge brød tyve ind i Det Grønne Kammer i Byslottet i Dresden, hvor de stjal 11 uvurderlige og op til 300 år gamle smykker i det moderne Tysklands største kunsttyveri. Natten til søndag var den gal igen, denne gang i Stasi-Museet i den tidligere Stasi-central i Østberlin. Efter at være brudt ind gennem museets tag ødelagde tyvene tre vitriner og løb afsted med:
- En fædrelandsorden i guld
- En Karl Marx-orden, den højeste anerkendelse i DDR
- En Lenin-orden
- Ordenen Sovjetunionens helt
Museumsdirektør Jörg Drieselmann understreger, at det ikke handler om store skatte.
»Vi er ikke Det Grønne Kammer, men det er virkelig ærgerligt.«
At nogen tør bryde ind i Stasis topsikrede bygninger, har han ikke kommenteret.
Kæbetabende ny forskning
Cecilie Armand
Nu har forskere endelig opklaret mysteriet om den deformt fremtrædende habsburgske kæbe, skriver Politiken.
Kæbepartiet har navn efter den habsburgske slægt, der uddøde i 1700-tallet, men i århundreder forinden var slægten en af Europas mest magtfulde og sad på tronen i både spanske og østrigske kongehuse. Den iøjnefaldende kæbestruktur var et hyppigt ansigtstræk for familiedynastiet, og nu kan forskningen endelig give en forklaring på hvorfor: århundreders indavl, lyder svaret.
Og forskningsmetoden? Ja, den indebærer såmænd blandt andet at ti specialiserede kirurger har nærstuderet og diagnosticeret 66 portrætmalerier af i alt 16 habsburgske familiemedlemmer med samme promenerende kæbeparti. Naturvidenskab og kunstvidenskab i smuk tværfaglig forening.
Ugen på kulturgangen
Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.
Seneste artikler
Kunstig intelligens skal hjælpe med at skabe »the final Beatles record«
16. juni 2023Venstreorienteret litteraturkanon i Norge, nye anklager mod Harvey Weinstein, og USA vil igen være med til at bestemme over verdenskulturarvenSwifties med koncert-hukommelsestab, ’Barbie’ skabte pinkmangel og farvel til bossa-stemmen
9. juni 2023Kvinden, der gjorde bossanovaen verdensberømt, er død, Barbie-filmen brugte så meget pink maling, at det skabte mangel på verdensplan, og British Museum dropper BP-samarbejde efter klimaprotestGuldalderøl, en konservativ Nick Cave og kulturministeren overraskede os i denne uge
2. juni 2023Guldaldermalerne viser sig at have været endnu danskere, end vi havde forestillet os, og det medieforlig, vi var begyndt at forestille os aldrig ville komme, er på vej
Måske oplever KJ sin anden ungdom, befrielse og frihed, man må håbe han bliver lykkelig med det og hans ekskone ligeså. Han synes at gå bedre tider i møde. Løkke sidder med falleret hus , der skal sælges og ingen ringer rigtigt efter ham. Politik er fint, når man er i magtens centrum, men når man falder og ikke indser det i tide som Løkke, så kan det være trist. HTS sagde fra på toppen, gik frem, men tabte magten og tog konsekvensen og kunne gå flot videre.