Feature
Læsetid: 10 min.

Sådan jokede 2019 om Michael Jackson og R. Kelly

I år blev det en humoristisk styrkeprøve for komikere at lave sjov med popstjernerne Michael Jackson og R. Kelly, der (igen) blev anklaget for seksuelle overgreb på mindreårige. Her er fire mere eller mindre vellykkede dissekeringer af dette populærkulturelle traume
Komiker Dave Chappelle i Kennedy Center i Washington, D.C., i oktober i år, hvor han modtog Mark Twain Award for American Humor. Chappelle var en af de komikere, der i 2019 vovede pelsen og lavede sjov med pædofilianklagerne mod Michael Jackson.

Komiker Dave Chappelle i Kennedy Center i Washington, D.C., i oktober i år, hvor han modtog Mark Twain Award for American Humor. Chappelle var en af de komikere, der i 2019 vovede pelsen og lavede sjov med pædofilianklagerne mod Michael Jackson.

Alex Edelman

Kultur
30. december 2019

En af komikkens opgaver er at tage alverdens ubehageligheder under behandling, og i år var der allerede i januar en del at komme efter i den afdeling. To meget omdiskuterede dokumentarprogrammer anklagede den afdøde popstjerne Michael Jackson og den nulevende r’n’b-musiker R. Kelly for seksuelle overgreb. 

Sagerne om Michael Jacksons og R. Kellys seksuelle overgreb var ikke til at komme udenom for komikerne. At forholde sig til alverdens ubehageligheder hører med til deres fag. At spøge med ubehageligheder fungerer endda lidt som en humoristisk styrkeprøve: Jo mere modbydelig en sag, man kan slippe afsted med at lave vittigheder om, des bedre en komiker er man. Man viser sit mod ved at løbe en risiko for at fremstå som en ufølsom, hensynsløs idiot.

Det ville være synd at sige, at anklagerne i dokumentarprogrammerne Surviving R. Kelly og Leaving Neverland ramte som et chok. Førstnævnte handler om  r’n’b-sangerens angivelige seksuelle udnyttelse af og overgreb på fans, hvoraf mange er mindreårige. R. Kelly blev senere på året anholdt og afventer nu en retssag.

Dan Reeds dokumentarfilm Leaving Neverland  består af interview med to mænd, James Safechuck og Wade Robson, der begge var nært knyttet til Michael Jackson som børn. Safechuck og Robson fortæller i filmen om, hvordan Michael Jackson misbrugte dem seksuelt gennem længere tid. 

Snarere ramte anklagerne som en påmindelse om tidligere sager om seksuelle overgreb, der ikke havde ført til dom, men hvor stjernerne havde indgået forlig. R. Kellys sag bliver nu afgjort ved retten, mens anklagerne mod den afdøde Michael Jackson bare får folk til at sidde rundt om alverdens middagsborde og drøfte et skyldsspørgsmål, man ingen juridisk autoritet har til at afgøre. Så mange gråzoner! Og dermed: Så meget at gøre for en komiker.

Risikoen for at fremstå som en hensynsløs idiot, når man laver sjov med så alvorligt et emne som seksuelle overgreb, er bare blevet større i løbet af det sidste tiår. Moralske spørgsmål har fået større betydning – også for hvordan humor former sig og bliver opfattet. I årets satire og komik har det både været et vilkår for komikerne og et emne for deres vittigheder.

I sin anmeldelse af standup-showet Typisk Jonatan Spang skrev anmelder Nanna Goul her i avisen eksempelvis, at Jonatan Spang reflekterer over, hvordan en bestemt grov vits fra hans barndom ikke er sjov længere. Ifølge vitsen er grunden til, at den mindreårige hiphopduo Kris Kross havde bukserne omvendt på, at Michael Jackson (som de af og til optrådte med) så nemmere kunne bolle dem i røven. Nanna Goul når for sin del frem til, at det måske er meget godt, at humor udvikler sig.

Information ser her i højsæsonen for tilbageblik på, hvordan man laver sjov med Michael Jacksons og R. Kellys angivelige seksuelle overgreb anno 2019.

1. Den banalt uigennemtænkte

For at starte fra bunden: Da den forhenværende popstjerne Søren Rasted er vært for dansk standup og satires prisuddeling Zulu Comedy Galla den 29. august, kan han ikke få al tiden til at gå med selvironisk at spille overdrevent opblæst has-been. Der må stærkere kost til for at gøre indtryk på en sal fuld af komikere. 

Derfor klæder hans sig ud som Michael Jackson med panamahat og sorte lokker foran en skærm med stjernens fødsels- og dødsår. Rundt om ham poserer hvidklædte dansere på cirka samme alder som de medvirkende i Leaving Neverland havde, da de efter eget udsagn blev misbrugt af Michael Jackson. Han læser højt:

»Kære Michael Jackson,« begynder han.

»Ingen kunne som dig samle hvide, gule, sorte aber ...«

Han lader den lige hænge og siger så med et undertrykt friskfyragtigt fnis:

»Næ, hov, her manglede et komma, der står: ’sorte, aber og sidst men ikke mindst: børn fra hele verden.’«

Så begynder han at danse med drengene til Michael Jackson-hittet »Man in the Mirror«, der handler om at prøve at være et godt menneske, som glider over i nummeret »Heal the World«, hvori Michael Jacksons Messiaskompleks makser helt ud.

Idet Søren Rasted holder en af drengene vandret ud fra sin overkrop, stopper musikken, og en forestillingsleder kommer løbende ind på scenen og spørger, om han ikke har set dokumentaren.

»Nej, den dokumentar har jeg sgu ikke lige set,« svarer Søren Rasted og insisterer på at få tændt musikken igen.

Nu er det »Bad«. Folk klapper. Det er svært at vurdere stemningen på tv-skærmen. Det er også svært at være imponeret over et indslag, der bare går ud på at lade, som om overgrebsanklagerne er gået hen over hovedet på ham.

Søren Rasted bryder endda med sketchens spinkle præmis, da han beder salen stoppe med at klappe:

»Vi kan godt høre hans musik, vi skal bare ikke stå heroppe og hylde ham.«

Showet går videre, men inden længe står Søren Rasted igen og er klædt ud som R. Kelly med leopardjakke, brunmalet ansigt og letpåklædte damer. Diskussionen med forestillingslederen gentager sig. Denne gang har Søren Rasted set filmen, han vidste bare ikke, det var en dokumentar.

Showet går videre til bedre vitser og indslag, der har mere på hjerte end blot at demonstrere, at man er nogenlunde med på, hvad der i 2019 regnes for upassende. 

Zulu Comedy Galla er ikke længere tilgængeligt. 

2. En provokatorisk strike

Bedre held med provokerende Michael Jackson-jokes har den amerikanske standup-komiker Dave Chappelle. Hans stil er kendetegnet ved en stor lyst til at provokere, et bredt smil, når det lykkes, intelligent komposition, der tit tager fusen på en, og så en topbøvet grundindstilling til det meste.

I sit Netflix-show Sticks and Stones fra 26. august laver han en slags provokatorisk strike, hvor han rammer alle ømme punkter helt præcist og leverer et nærmest komplet katalog af moralsk upassende kommentarer til overgrebsanklagerne i Leaving Neverland. 

Det er nævenyttigt, demonstrativt og derfor også irriterende at høre på, men helt usjovt er det ikke at se en kynisme blive foldet så grundigt og elegant ud.

Først ynker Dave Chappelle sig selv, fordi offentligheden er så forhippet på at straffe berømtheder for fejltrin, de har begået i fortiden: 

»Lige nu er det værste tidspunkt at være berømt. Alle er fordømte.«

Så placerer han sig let og elegant i samme båd som en mand, der angiveligt har misbrugt børn seksuelt: 

»Michael Jackson har været død i ti år, og han har to nye sager!«

Dernæst fraråder Dave Chappelle i imponerende ulækre vendinger at se Leaving Neverland, fordi den er ubehagelig. Med den advarsel får han smart nok framet sine senere provokationer som et udtryk for fornægtelse af noget, han ikke kan holde ud at tænke på.   

Herfra springer Dave Chappelle til at betro publikum, at han ikke tror på »de her motherfuckers«, der medvirker i filmen. Det er mest bare et oplæg til nogle parodier på, hvordan ofre bebrejdes for at blive udsat for overgreb: 

»Hvis de siger, at Michael Jackson begik overgreb på børn, svarer jeg: Hvad havde de på?«

Det hele bliver lige et nøk mere upassende, da Dave Chappelle åbner for den mulighed, at Michael Jackson faktisk har gjort det, og samtidig antyder, at det kunne være værre, og at de angivelige ofre måske endda godt kunne være lidt taknemmelige:

»Selv hvis han gjorde det … forstår I, hvad jeg mener? I forstår, hvad jeg mener? Jeg mener: Det er Michael Jackson

Chappelle snakker videre om, hvordan drengene har kunnet prale med overgrebene begået af selveste kongen af pop i skolen. Her hænger sympatien for hans persona i en tynd tråd. Det, der forhindrer den her del af showet i at være en magtdemonstration af ufølsomhed, er sammenligningen (uanset hvor absurd den end er) med andre ofre for overgreb:

»Den her dreng fik sin pik slikket af kongen af pop. Det eneste vi andre får, er akavede familiefester resten af livet.«

Den sympati, Dave Chappelle opnår ved at placere sig selv på de reelle ofres hold, skynder han sig dog at formøble med en kommentar om, at Michael Jackson da måtte have forgrebet sig på så lækkert et barn som Macaulay Culkin (daværende barneskuespiller og ven af popstjernen), hvis Michael Jackson vitterligt havde den slags lyster. 

Dave Chappelle bevæger sig tilbage til påstanden om, at berømtheder er jaget vildt, men indrømmer dog, at han tror på anklagerne mod R. Kelly. Dem gør han sig lystig over, inden han med et for ham typisk callback vender tilbage til Michael Jackson. Han fortæller en rørende historie om at være dreng i en familie, hvor der ikke var råd til at tage med til skolefest. Med en imiteret barnesteme siger han:  »Jeg vil gøre alting for ikke at være fattig.« Det forstår man jo godt. Og så hægter han en af igen:

»Jeg vil vise Michael Jackson min anus, hvis jeg får chancen.«

Dave Chappelle: ’Sticks and Stones’ kan ses på Netflix.

3. Relativeringsfælden

En stor del af det, der gør Dave Chappelles behandling af overgrebsanklagerne mod Michael Jackson så grum, er relativeringen: at nogle overgreb er coolere eller mere tålelige end andre. At de overhovedet i noget perspektiv kan ses som cool.   

I et andet Netflix-show af en amerikansk stand up-komiker, Aziz Ansaris Right Now (som vi også anmeldte her i avisen efter hans optræden i DR Koncerthuset i april) er det en anden form for relativering, der bliver leget med.

Mens Chapelle provokerer ved at påstå, at det ikke nødvendigvis er så slemt, driller Ansari sit publikum ved at åbne for en diskussion af, hvad konsekvensen bør være, når mennesker, hvis musik man elsker og for længst har integreret i sit liv og sine minder, viser sig måske at være skyldige i ekstremt alvorlige forbrydelser.  

Aziz Ansari relativerer altså ikke forbrydelsernes alvor, han udfordrer i stedet måden, offentligheden reagerer på dem.

Først pisker Ansari en stemning op i salen om, hvor overbevisende alle anklagerne mod R. Kelly er. Han blotter sig ved at fortælle, hvordan han har optrådt med R. Kellys musik i baggrunden og offentligt erklæret sig som fan. Den slags er han færdig med nu, bedyrer han. Ligesom han i øvrigt også er stoppet med at lave vittigheder, der sparker nedad, som den han plejede at lave om sin tykke fætter. Moral er blevet en ting i humor. 

Aziz Ansari beder alle i salen klappe, hvis de også er færdige med R. Kelly. En del klapper. Ansari skifter emne til Michael Jackson. 

»Klap, hvis I er færdige med Michael Jackson!« råber han.

Det var en fælde.

Markant færre klapper, og Aziz Ansari begynder at grine og håne sit publikum for, at den moralske afstandstagen så åbenlyst er afhængig af kvaliteten af en overgrebsanklaget popstjernes musik.

Undervejs i sin tirade beder han en fra publikum sætte tal på, hvor mange børn Michael Jackson skulle have forgrebet sig på, for at man ville boykotte hans musik.

Den insisteren på at sætte moralsk stillingtagen op som et regnestykke er selvfølgelig absurd. Det understreger Aziz Ansari med et elegant formuleret tankeeksperiment om, hvordan man ville have opfattet terrorangrebet den 11. september 2001, hvis Osama bin Laden nu havde udgivet en virkelig god jazzplade i 1999.

Aziz Ansari: ’Right Now’ kan ses på Netflix.

4. Den rammende, men provokerende sammenligning 

Det er det samme spegede spørgsmål om boykot eller ej, komikeren Pete Davidson tramper rundt i i det amerikanske ugentlige satireprogram Saturday Night Live den 9. marts:  

»Man ved ikke, hvor god nogens musik er, før man finder ud af, at vedkommende er pædofil,« forklarer han sin medvært.

I foråret bandlyste flere radiostationer R. Kelly og Michael Jackson fra deres spillelister, og Pete Davidson får behændigt pillet den bagvedliggende logik fra hinanden:

 »Grunden til, at folk er så oprørte, er, at Michael Jackson og R. Kelly laver vildt god musik. Hvis jeg fandt ud af, at Macklemore (mindre spændende popstjerne, red.) havde gjort et eller andet, ville jeg med glæde spare den plads på min mobiltelefon.«

Spørgsmålet om, hvorvidt man bør dyrke sexforbrydelsesanklagedes kunstneriske arbejde, har fyldt noget i 2019, hvor det danske satireprogram Den korte radioavis også brugte krudt på at gennemgå influenceren Amalie Haves offentlige spillelister, efter at hun havde fået Lukas Graham til at trække et covernummer tilbage, fordi manden bag det var anklaget for vold mod kvinder. Flere af kunstnerne på disse spillelister var enten anklagede eller dømt for lignende forbrydelser. 

Pete Davidson når i sin monolog frem til, at boykot af kunstnere, der har gjort noget forfærdeligt, er umuligt, hvis man vil høre det bedste musik: 

»Jo mere geniale folk er, desto større chance er der for, at de er perverse.«  

Han sammenligner det at være fan af sexforbrydere med det at være en del af den katolske kirke. Ligesom hans mor har lyst til at gå til gudstjeneste, har Pete Davidson lyst til at høre R. Kellys nummer »Ignition (Remix)« igen og igen.

Og så slutter Pete Davidson af med et konstruktivt forslag til, hvordan man forholder sig til spørgsmålet fremover: Man må godt nyde folks arbejde, bare man anerkender deres fejl og forbrydelser. Hvis man for eksempel kører i en Ford Mustang, skal man huske at sige »Henry Ford hadede jøder,« når man spænder selen.

Saturday Night Live-klippet kan ses på Youtube.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

He he, hvis nu Osama bin Laden havde udgivet en VIRKELIG god jazzplade tilbage i 1999, det kan man jo lige overveje lidt - tjae, njaarh, bom bom... ;)