Selv om du ikke har set den endnu, så er den sydkoreanske film Parasite allerede blevet en del af vores populærkultur. Den kapitalismekritiske film har allerede indtjent over 100 millioner dollar og bliver dyrket i memes.
Den handler om den fattige familie Kim, der fusker sig ind hos den rige familie Park. Og én scene især synes at have bidt sig fast hos folk. Familien Kims søn Ki-woo skal introducere sin søster Ki-jung til den rige familie Park, hvor søsteren skal have job som kunstterapeut. Hun har ingen kvalifikationer overhovedet, dem har de bare opfundet, herunder at hun har studeret i USA.
De to søskende har lavet en remse, så søster kan huske dæknavn og løgnehistorie. I scenen står de foran dørtelefonen ind til familien Parks palæ og genopfrisker den melodiske remse i kor.
»Jessica, enebarn, Illinois, Chicago, klassekammerat Kim Jin-Mo, han er din fætter.«
Så ringer de på.
Det er en catchy ’melodi’, nu døbt ’Jessica’s Jingle’, og der er lavet YouTube-remixes og -klaverfortolkninger samt TikTok-dansevideoer til remsen.
Og der er en video, der bare gentager klippet i ti minutter. I kommentarsporet står der:
»God this is so addicting.«
Og:
»This is the moment I fell in love with Parasite.«
Filmens distributør har lavet remsen til en ringetone, man frit kan downloade. Og den oprindelige sang bag remsen ’Dodko is Our Land’ oplever også stigende opmærksomhed.
Er de to søskende en ny tids working class heroes? De er i hvert fald nogle af hovedkaraktererne i en film, der er en af de mest rent tonende og alligevel også vildt underholdende kritikker af urimelige klasseforskelle.
Hang til barok action
Hvem er parasitterne? Det er spørgsmålet i sydkoreanske Bong Joon-hos fænomenale, sindsoprivende og socialt indignerede film.
Den 50-årige instruktør er også – som i alle sine øvrige film – medmanuskriptforfatter på Parasite. Og den nyder godt af hans vilde sans for ægte overrumplende plottwists, sort humor, hang til barok action og en komplet frygtløs tilgang til sorg.
Filmen vandt Den Gyldne Palme i Cannes i år, valgt enstemmigt for første gang siden 2013, hvor den ære tilfaldt Adèles liv – Kapitel 1 & 2.
Det starter med fem sokker, der hænger til tørre i et kældervindue ud til en lurvet sidegade. Det er familien Kims eneste udsigt fra deres kælderlejlighed. Her render sønnen Kim Ki-woo (Woo-sik Choi) og datteren Ki-jeong (So-dam Park) rundt med telefonerne oppe under loftet for at finde gratis wi-fi.
Imens stener faren Kim Ki-taek (spillet af den fænomenale og tilbagevende Bong Joon-ho-skuespiller Kang-ho Song) og moren Chung-sook (Hye-jin Jang). Da det lykkes for teenagerne, så beder faderen en slags ateistisk fadervor, hvor han takker for »telefonforbindelse og gavmildt wi-fi«.
De er ludfattige og arbejdsløse, men så vender lykken. Ki-woos ven, den bedrestillede Min-hyuk, kommer på besøg og – som i et eventyr – overdrager han en gongshi-sten til sønnen. Det er en slags nøje udvalgte, mærkeligt udseende sten, der dyrkes af intellektuelle og akademikere. Men selv om den her sten er monteret på et træpodie, så ser den ganske almindelig ud.
Ikke desto mindre siger vennen Min-hyuk, at den vil bringe dem velstand. Og han hjælper helt konkret ved at tilbyde sin fattige ven at overtage engelskundervisningen af rigmandsdatteren Park Da-hye.
Og så viser det sig, at den fattige familie Kim er helt ualmindeligt gode til manipulation, strategi, timing og skuespil over for den rige familie Park. Selv om de er på bunden af samfundet, så er de enormt ferme til at spille kompetente, ja, de bliver faktisk kompetente i deres job. En vigtig social pointe i sig selv.
Serielt tillidsbrud
Snart indrulleres også faren som chauffør og moren som husholderske i det modernistiske, højpolerede hus med de store flader og klare linjer, den store grønne have og de uendelige mængder himmel.
Park-familien aner ikke, at de fire ansatte er i familie med hinanden. Fuskerne har ændret navne og har anbefalet hinanden i en »tillidskæde«, som rigmandshustruen Yeon Kyo kalder det – men det er i virkeligheden et serielt tillidsbrud.
Altså har firbanden fusket sig til vellønnede stillinger. Og så synes det jo tydeligt, hvem der er parasitterne, ikke sandt?
Nej. For snart spilles de undertrykte ud mod hinanden, og det bliver tydeligt, at de rige også er parasitter.
Det rige ægtepar leger bare generøse. Der er altid en grænse for deres venlighed, typisk dér, hvor de ikke kan få alt, hvad de peger på – selv om de vil betale ekstra for det. Det er dér, hvor deres blikke og stemmer falder til under frysepunktet. De skiller sig af med deres ansatte på de selv for dem mest ubehagelige måder, og privat rynker de på næsen af den lugt af fattigdom (kælder), der hænger ved deres ansatte.
Ånder i betonkælderen
Ikke overraskende er der temaer og greb, der går igen i Bong Joon-hos film.
Park-familiens seksårige søn, Da-song, har set et spøgelse, da han var kun et år gammel, og fik dengang et dødsensfarligt krampeanfald, som har traumatiseret ham.
Og der er da også en martret ånd i betonkælderen i Parasite, akkurat som i debutfilmen, Barking Dogs Never Bite, fra 2000. Men også som i Hitchcocks Psycho, som Joon-ho selv nævner som inspiration til Parasite.
Der er altid nogen, der suger næringen ud af flertallet. I Barking Dogs Never Bite er det korrupte bygherrer og universitetsadministratorer. I den aktuelle Parasite er det neoliberale forretningsfolk.
I hans to foregående og eneste delvist engelsksprogede film, den sindsoprivende, post-økopotalyptiske togfilm Snowpiercer (2013) og kødindustrialiserings-sci-fi-actionfilmen Okja (2017) er det en nærmest karikeret pervers overklasse.
I den fabelagtige gennembrudsfilm, hans anden film, mordmysteriet Memories of Murder fra 2003, er politifolkene voldelige, og mange er uduelige. De afhører og torturerer de forkerte.
Og som en interessant krølle på halen er Memories of Murder baseret på en sand historie om en sydkoreansk massemorder, man aldrig fangede. Indtil september i år, hvor dna-beviser endelig fældede vedkommende.
Mother fra 2009, Joon-hos fjerde film, er et bizart mor-søn-portræt, der snart udvikler sig til en mordgåde. Og her vender sydkoreaneren tilbage til politiets uduelighed, ligesom også advokatstanden får sig nogle drøje hug med på vejen.
Samtidig er Mother så også en bizar undersøgelse af de, ifølge Joon-ho, alt for stærke moderbindinger i sydkoreansk kultur.
The Host fra 2006 er en økohorrorfilm. En amerikansk militærdoktor – USA har haft militær i Sydkorea siden 1957 – beordrer i 2000 dumpningen af 200 kilo formaldehyd i Han-floden.
Seks år senere dukker et kæmpereptil op af sumpen og terroriserer byen. Og en episk kamp, der er Hollywood værdig, udkæmpes af menigmand, herunder en hjemløs.
I The Host har de korrupte myndigheder skabt det perfekte værtskab for denne mutantskabning takket være dumpingen af kemikalier. I Parasite drænes de fattige som værtsorganisme for de rige parasitter.
Pjalteproletariatet drukner
Der er mange flertydige hovedkarakterer i Bong Joon-hos film. Den sindslidende stakkel kan være voldelig. Afpresseren kan blive en hjælper. Og de hjemløse og forhutlede – som der er mange af – kan være stærke og afgørende karakterer.
I Parasite antager hans kapitalismekritik en mere nuanceret form. Og som i tidligere film udviskes grænserne mellem de gode og de onde. Familien Kim foretager også umoralske valg for at bevare deres position. Samtidig med at Joon-ho tempererer sin mobning af de rige.
Der er dog også noget kulørt, dickensk over Joon-hos fremstilling af ludfattige mennesker, der drukner i kloakvand og kvæles i kakerlakgiftgas i Parasite, og i de kulørte beskrivelser af de absurde klasseforskelle.
I en scene har himmelen åbnet sine sluser, og vandet strømmer fra toppen af samfundet og ned for at oversvømme de lavere klasser. Imens de rige bare nyder udsigten over tordenvejret, er der syndflod i pjalteproletariatets snævre, krogede, beskidte gyder. Shit trickles down.
Og gongshi-stenen synes at rumme fortællingen om den fattige families forsøg på at stige i de økonomiske grader. Det er trods alt bare en almindelig sten på et dyrt podie, og til sidst lægges den tilbage, hvor den kom fra, floden.
Familien imod hans filmdrømme
Bong Joon-ho er født i storbyen Daegu den 14. september 1969. Han voksede op i en intellektuel og kreativ familie. Hans far er grafisk designer, og hans morfar en anerkendt forfatter.
Han voksede op i et Sydkorea, hvor man lige siden Anden Verdenskrig har diskuteret socialklasser. Det gennemsyrer den dag i dag landets tv og film.
Da han gik på Yonsei University i Seoul underviste han selv – som familien Kims søn – et barn i en rig familie, og det var allerede dér for årtier siden, at han fik ideen til Parasite.
Det var i samme periode, at han besluttede, at han ville lave film, men det var hans forældre ikke begejstrede for. Så han endte med at færdiggøre en master i sociologi – noget man kunne argumentere for er kommet ham til gode i hans arbejde som socialt bevidst instruktør og manuskriptforfatter.
Først bagefter tog han en toårig uddannelse på Korean Academy of Film Arts.
Slår om i skrig og skrål
Bong Joon-hos film er blandinger af finkultur og populærkultur. Kunstnerisk formidable film med bred appel, hvor Hitchcock, Spielberg, Almodóvar, Woo, Fellini og Fincher spøger.
Og han kan lide at blande genrer ikke subtilt, men med store armbevægelser: øko-horror og socialrealisme, slapstick-komedie og thriller, familiedrama og mordmysterium.
Og ofte har hans film musicalens temperament. Rolige sindsstemninger kan slå om i vræl, skrig, skrål, spark og slag. Ikke ulig når helt normale skuespillere pludselig bryder ud i sang i musicals.
Og glemte jeg at sige, at hans film er sjove? Det er de.
Der er slapstick-lignende optrin, hvor politi falder ned ad fedtede skrænter, eller forfølgere løber ind i døre. Og i Parasite siger faren beundrende, at hvis der var en linje i dokumentfalsk på Oxford University, så ville datteren være klassens bedste.
Og der er sort humor: I en grum scene dolkes en underklassemand i siden med et grillspyd, således at spyddet og en række grillpølser stikker ud af ham.
Bong Joon-ho genopliver filmkunstens magi. Han skaber altomsluttende scenarier, fabelagtige miljøtegninger fulde af dybde. Du føler dig absorberet af filmlærredet, gennemvædet af hans verdensbilleder.
I Parasite har du beboet både familien Kims fugtige og smudsige kælderlejlighed og familien Parks modernistisk minimalistiske pragt af et hjem. Og samtidig er der sans for detaljen. Vandpølen fra den væltede plastflaske, der når fingerspidserne. Limen, voldsmanden træder i. Sønnens anklagende blik mod moderen, der har forsøgt at dræbe ham.
Det er en kliché, men det gør det ikke mindre sandt: Hans film skal ses i biografen.
Livsens smerte i stærke farver
Gennem Bong Joon-hos film trækker sig en social og politisk indignation, der spiller på skingre tangenter. Sorte melankolske, hvide lystige tangenter i melodramatiske, brutale og alligevel indfølende harmonier og disharmonier.
I hans film brænder livsens smerte i stærke farver smudset til i realistens erkendelse af uretfærdighed som et vilkår for langt de fleste.
Parasite står ikke alene i asiatisk film fra de seneste år. Japanske Shoplifters og sydkoreanske Burning er også film, der kritiserer ulighed. De er også fremragende. Men Bong Joon-hos cinematiske evner og melodramatiske passager og hans sans for falde-på-halen-komik gør hans film til både kunst og kioskbaskere.
Gid vi havde flere instruktører, også herhjemme, som Bong Joon-ho. Med et empatisk blik for de udstødte og udsatte og en sikker skalpel gennem de strukturelle uligheder. Og alligevel i stand til at underholde for vildt.
Den sociale indignations actionhelt, der gør kapitalismekritikken kulørt. Noget som venstrefløjen gør klogt i at tage ved lære af, for det er medrivende fortællinger.
Og han er altid på sin histories side. Sjældent lader han sig lokke til at tvinge en lykkelig slutning igennem, i stedet får historierne lov at udvikle sig uventet, men naturligt.
Også i den sindssygt smukke, melankolske slutning i Parasite, en film, der cementerer Bong Joon-ho som en af det 21. århundredes største og mest interessante filminstruktører.
’Parasite’ – Instruktion: Bong Joon-ho. Manuskript: Bong Joon-ho og Han Jin-won. Fotografi: Hong Kyung-pyo. 132 minutter. Biografer landet over
