Læsetid: 2 min.

Tak for powerballaderne, Marie Fredriksson

Fraser som »Come on, join the joyride« gjorde kassettebånd med Roxette til den perfekte start på et liv som musikforbruger. Det svenske popbands forsanger, Marie Fredriksson, døde i mandags. Det forårsagede et nostalgitrip
Fraser som »Come on, join the joyride« gjorde kassettebånd med Roxette til den perfekte start på et liv som musikforbruger. Det svenske popbands forsanger, Marie Fredriksson, døde i mandags. Det forårsagede et nostalgitrip

BRITTA PEDERSEN

13. december 2019

Marie Fredriksson, forsangeren i det svenske popband Roxette, døde i mandags. Hun blev syg af kræft i 2002, blev helbredt, syg igen og stoppede i 2016 med at turnere, fordi hun var for svækket. 61 år blev hun. 

Nyheden om dødsfaldet katapulterede den del af Informations medarbejdere, der er født i firserne, tilbage til en tid med kassettebånd, gelé i håret og følelser, man måske ikke sådan ligefrem kendte fra sit eget liv som skoleelev og legekammerat, men alligevel godt anede omfanget af, fordi musikken var god. Førsteklasses svulstige powerballader og uptemponumre, der var decideret jublende. Fraser som »Come on, join the joyride« gjorde kassettebånd med Roxette til den perfekte start på et liv som musikforbruger. 

Nostalgitrippet er ikke bare musikalsk, men også teknologihistorisk. Man husker nok sit første kassettebånd og sin første cd på en anden måde, end man husker sit første streamingabonnement. Det gør ikke fysiske musikmedier til en finere måde at høre musik på, men det gjorde nok, at man i højere grad identificerede sig med sin musiksmag.

Først havde man lige en uforfængelig barndom, hvor man kunne høre det samme Roxette-bånd i et år af den simple grund, at det gjorde en glad. Men for den pubertetsramte musikforbruger i starthalvfemserne var musikforbruget en alvorlig sag. Man måtte vælge side: rock eller pop. Jeg valgte rock.

Rockmusik virkede dybere i det, fordi det ofte var ret trist. Det faldt mig ikke ind, at man kunne være til begge dele. Heller ikke selv om jeg på mit værelse havde en hemmelig skuffe med popmusik og -blade. Jeg hånede min søster for at høre så lalleglad musik som Roxette.

Hun tilgav mig efterhånden, og i 2015 hørte vi Roxette spille i Hamburg, året inden lægerne sagde stop. Marie Fredriksson støttede sig til en roadie på vej ind på scenen, hvor hun sad på en høj stol og sang så godt, hun nu kunne, og lod korsangerne tage sig af de høje toner. Da koncerten var slut, blev hun båret ud.   

Om musikere, der bliver ved med at turnere, selv om de ikke længere har kræfter til at danse til deres egne numre eller stemme til at ramme alle tonerne, vil jeg sige: Det kan gå begge veje. Det kan være uværdigt at se en stjerne stå som en reduceret udgave af sig selv, der har glemt at spare op til pensionen. 

Men da Marie Fredriksson blev båret ud fra scenen i Hamburg, var det med mere værdighed, end de fleste raske og rørige musikere kan mønstre. Det var fair nok, at det var blevet fansenes tur til at stå for energien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer