Læsetid: 9 min.

Her er ti danske bøger fra det 21. århundrede, som folk også vil læse om 50 år

Nanna Goul og Kamilla Löfström har udpeget de bedste danske bøger fra de første to årtier i dette årtusinde. I processen fandt de en voksende politisk bevidsthed, kollektivisme og humor. Og så er katastrofe og dystopi ikke længere ren science fiction
Nanna Goul og Kamilla Löfström har udpeget de bedste danske bøger fra de første to årtier i dette årtusinde. I processen fandt de en voksende politisk bevidsthed, kollektivisme og humor. Og så er katastrofe og dystopi ikke længere ren science fiction
6. december 2019

Hvis der var engang, hvor dansk litteratur blev bygget af relativt ensartede materialer, så har det omvendte vist sig at være tilfældet i det 21. århundrede. Når vi – på vores umulige færd for at finde de ti bedste danske værker – har set tilbage på de seneste 19 års skønlitteratur, har det især været forskellene mellem materialer, kulører og tilgange, vi har fået øje på.

En æstetisk, byggeteknisk og politisk ensretning har ikke vist sig. Dansk litteratur har foldet sig ud, er blevet mere fri og modig i forhold til, hvad der kan skrives om, samt hvor og hvordan litteraturen overhovedet kan finde sted.

I vores udvælgelse har vi vægtet værker, der ikke alene giver os et nyt blik på verden, men også et nyt blik på, hvad litteratur kan være. Vi forestiller os, at de valgte bøger også er interessante at læse og diskutere om 50 år.

Man kan tale om en stigende politisering af litteraturen i det 21. århundrede, samtidig med at en kunstnerisk kollektivisme og nye eksperimenter inden for den litterære performancekunst er dukket op.

Den politiske litteratur var i mange år udskammet, men har vist sig særdeles levedygtig igen, måske især fordi den ikke – som dens bedstemødre fik skyld for i 70’erne – undergraver æstetikken og insisterer på ensrettede budskaber.

Vores mest radikale performancekunstner Claus Beck-Nielsen erklærede sig selv død i 2001, oprettede Das Beckwerk og gik siden til Irak med et hvidt flag. I dag hedder forfatteren Madame Nielsen. Digteren Lars Skinnebach tilbød inspireret af multikunstneren Goodiepal på tærsklen mellem 2010 og 2011 sine læsere at afgive vegetariske løfter og gjorde for alvor opmærksom på klimakrisen gennem litteraturen.

Allerede i 2006 skrev Maja Lee Langvad som den første om hvidhed og strukturel racisme, men det blev først et heftigt diskuteret emne i 2013, da stjernepoeten Yahya Hassans debutdigtsamling blev anmeldt af en svensk kollega, der satte spørgsmålstegn ved Hassans politiske implikationer, idet Athena Farrokhzad pegede på, at Hassans kritik af dele af det muslimske miljø bar ved til DF's bål.

Senest optrådte modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris, Jonas Eika, med en politisk brandtale, der blandt andet skosede den danske regerings behandling af afviste asylansøgeres børn og såkaldte ghettoplaner, og netop nu har to skønlitterære forfattere meldt sig som taleskrivere under den nye regerings løfter om et bedre klima.

For klimaet er naturligvis også en del af politiseringen. Økokritik og klimapoesi giver os en ny opmærksomhed på menneskets forhold til naturen. Måske er vi også på vej til et nyt sprog, der begynder hos dyrene og planterne, ligesom en ny bølge inden for feminismen giver os et litterært sprog for både heksen og moderskabet. For eksempel på Hekseskolen, der blev startet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm i 2015, og hvor man skriver tekster som på enhver anden forfatterskole, samtidig med at man dyrker kraften i det kollektive og ikke mindst i det rituelle.

Det eneste, vi ikke rigtig har kunnet få øje på (eller med vilje har kigget efter) er litteraturen som nydelsesmiddel. Katastrofen og dystopien er ikke længere ren science fiction, det tager det 21. århundredes forfattere alvorligt ved at forholde sig til den som en del af vores virkelighed.

Hans Otto Jørgensen: ’Ida og Axel. Trilogien’

Består af bøgerne ’Helt og heltinde’ (2001), ’Den fotograferede dreng’ (2002) og ’Med plads til hundrede køer’ (2007)

Forfatteren har med denne trilogi begået et hovedværk om virkelighedens landbokultur op gennem det 20. århundrede. Værket er et opgør med en tid, hvor kvinder og køer blev behandlet nogenlunde ens, og hvor det at mærke kunstens nødvendighed var forbundet med skam.

Historien, der fortælles af landbosønnen Axel, som stikker af fra sin fødegård for at blive forfatter, har en helt særlig musikalitet.

Axel skriver billeder fra gården frem som normalt ikke sættes i album. Knokleriet i stalden især – som var arbejdet en koreograferet dans. Musikken træder frem i sætningernes opbygning, i den præcise placering af undseelige ord som ’når’, og ’så’ og ikke mindst i en elegant påpegning af værdien af bondeknoldens ord som ’italiensk rajgræs’ og ’rørmalkning’, ’flirer’, ’unem’ og ’bufle’.

Ordene og det sted, de kommer fra, får i dette værk en vægt i dansk litteratur, de ikke har haft før.

Ursula Andkjær Olsen: ’Ægteskabet mellem vejen og udvejen’

Digte (2005)

Den polyfone musikalitet har altid været digterens særlige kendetegn og i denne lystfulde digtsamling er det, som om menneskets, mediernes, politikernes og drømmenes vidt forskellige toner, stemmer og lejer rammes helt rigtigt – ved at insistere på, at det rigtige ofte lyder helt forkert.

Værket banede i 2005 vejen for den uforskrækkede, mere demokratiserede tilgang til poesien, hvor alt i denne smukke, grumme og ligegyldige verden kunne bruges som gyldigt stof – værket er med andre ord ægte all inclusive.

I Ægteskabet mellem vejen og udvejen findes linjer, der mimer popkultur, Anders Fogh Rasmussen, reklamer – »Seriøst. Jeg løber bedre på løbebånd« – foredrag, ønsker, gode råd og meget mere.Alt sammen illuderende digterens lykkelige hang til at nytænke ordsprog og digte videre på det danske sprog i det hele taget.

Helle Helle: ’Rødby-Puttgarden’ 

Roman (2005)

Romanens anslag er berømt:

»På en uge døde fire, sådan var det hernede.«

Så lidt skal der til. Vores allermest elegante minimalist kan skrive livets mening og tomhed frem uden at nævne disse ved navn.

Enhver dansklærer bør fortsat og i al evighed undervise i Helle Helles sprogeksperimenter. Ikke kun for at udpege minimalismen, men for som i forfatterens helt suveræne romandebut her at vise, hvordan kvinderne i Janes liv findes i hendes konkrete fortælling om de genstande og ord, de har brugt.

De findes i et blomkålshoved, hendes mor engang fandt på vejen, og i ordene »Sludder og vrøvl, tag en syltetøjsmad«, som hun brugte som en løsning på ethvert problem. Sådan er det med dette forfattterskab.

Sproget er sandt og håndgribeligt. Eller rettere sagt: Når man læser en roman som Rødby-Puttgarden, begynder ens eget liv at ligne romanen.

Christina Hesselholdt: ’Selskabet’

Samlet udgivelse af ’Camilla and the horse’ (2008), ’Camilla – og resten af selskabet(2010) og ’Selskabet gør op’ (2012)

Camilla-bøgerne er forfatterens store prosabedrift, hvori erindringen og skønheden udforskes på helt forførende vis.

Bøgerne har seks fortællere, der gerne mødes i berusende selskab, og alle er sig pinligt bevidste om deres roller her i livet. Eller rettere sagt i fortællekonstruktionen. Det vidunderlige er, at jo mere denne kunstighed og dens arrangement påpeges, jo sandere og skønnere fremstår den.

Fortællerne Camilla og Alma er begge forfattere og har et nærmest bestialsk forhold til litteratur, som om litteraturen er en pelset krop, man kan varme sig ved. De minder os hele tiden om vores midlertidighed her på jorden og citerer det ene forfattergespenst efter det andet. I denne frie, morsomme og kløgtige skrift kan alt indlemmes, og måske er det derfor, man bliver så forelsket i værkets stemmer.

Bjørn Rasmussen: ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’

Roman (2011)

Dette debutværk skildrer på usædvanlig brutal og rørende vis en skandaløs kærlighedsrelation mellem den mindreårige Bjørn og hans voksne ridelærer.

Romanens sprog er både umiskendeligt forfatterens og genbrug af andre værker. Romanen har flere værker i sig. Et af dem er Marguerite Duras’ selvbiografiske roman Elskeren, et andet en fagbog om sanseorganerne og huden. Gennem originalt genbrug og queering bliver andres fortællinger til Bjørns. Det er slående, hvor meget Elskeren og dette værk har til fælles: en umulig relation mellem et barn og en voksen, kropsligt begær og social kontrol.

Saigon eller Lemvig, kinesisk millionær eller ridelærer, det kommer næsten ud på et. Lighederne peger på, at det skandaløse ikke blot er en feminin erfaring, men også en queer. Sjældent er den kendsgerning, at kærlighed kun er umulig, og begær kun besværligt på grund af omgivelsernes moralske dom, blevet fremført smukkere og med så overbevisende et sprogtalent.

Harald Voetmann: ’Kødet letter’

Roman (2012)

Forfatteren har siden sin debut i 2000 haft en helt særegen stemme inden for dansk litteratur, der vedholdende har demonstreret en vild og poetisk samtale mellem det profane og det kosmologiske, det væskende (gerne fækale) og det filosofiske.

I Kødet letter viser originaliteten sig ikke mindst ved værkets gådefulde, sammenfiltrede, ja, dobbelteksponerede tidsopfattelse.

På den ene side udspiller værket sig nemlig i nutidens Kødby i København, hvor man handler i Fakta, spiser karrysild og tager på charterrejser. På den anden side eksisterer hovedpersonerne også i en sci-fi-lignende fremtid med kommunalt finansierede dødshjælpsprogrammer, men sandelig også i en fuldkommen anakronistisk verden med igler, talgsmelteri og droscher.

Forfatteren udvider med dette værk tids- og rumfornemmelsen og lader komikken, absurditeten og mystikken smelte sammen. Det er stærkt.

Christina Hagen: ’White Girl’

Digte (2012)

Det mest fantastiske ved forfatterens skelsættende konceptuelle digtsamling, der på et nyt, selvopfundet, ubehjælpsomt pidgin-dansk lader den hvide turist rase over ubehagelige oplevelser i udlandet, er den måde, hvorpå dette opfundne sprog simpelthen bare virker og sætter sig i kroppen.

Første gang man læser den, får man et sært chok, mens kroppen – og den dumme mund – bare vil grine, for hvad er dette dog for noget?! Hvorfor er det den hvide dansker, der taler hakkende pidgin-dansk? Er digtene racistiske? Og hvis de er, hvorfor er de så sjove? Tager digtene, der måske snarere er aggressiv prosa, pis på white girl eller de mennesker, hun møder? På begge parter på én gang – eller gør de noget helt tredje?

Vi ved det, heldigvis, stadig ikke. Forvirringen, det foruroligende og selvmodsigende ved White Girl, står stadig lysende klart.

Niels Frank: ’Nellies bog’

Roman (2013)

Nellies bog er både en stringent og sjungende anarkistisk roman, hvis effekt på læseren kan udtrykkes af værkets sprogforvildede hovedperson Nellie selv:

»I blir Alle sammen tagen med Buksern need! dét ka , Jeg , godt lov jer ved min Mors og ved min Fars hoder for, Jeg , ståer her i aftnen på min Mors og min Fars hoder på den grøn Jordnen og den røde Jordnen og den gulle Jordenen og hva veed i om den? Jordnen?«

Nej, læseren må efter mødet med Nellie og dennes galsindige billeder kalde på andet end jorden og finde en helt ny læsestrategi. For Nellie både hallucinerer og fejlfortolker sig gennem verden og skaber derigennem helt nye sproglige konstellationer, der mikser blandt andet nudansk, gammel dansk, brædstrupsk, engelsk og spansk.

Forfatteren har skabt et helstøbt stykke poesi i romanform, der tilbyder den danske samtidslitteratur »noegt Nydt!«.

Pia Juul: ’Avuncular’

Onkelagtige tekster’ (2014)

Juuls digte har altid selv bestemt, hvordan de skulle opføre sig og se ud. De er performative, for de sker, idet de læses og oplæses – allerhelst af digteren selv. Det onkelagtige har længe været til stede, for eksempel som onkel Hector og onkel Holger og det, de har sagt og gjort.

Avuncular betyder onkelagtig, og selv om ordet er gammelt, er det nu Juuls opfindelse. Onkelordet er et prisme, hvorigennem alt ses klart. Med Uncle Sam er det onkelagtige en måde at skrive om USA’s politiske betydning i verden på, og krigserklæringer kan besvares med poesi. Onkler er humor. Juuls er underfundig og udviklet i et lidenskabeligt forhold til salmerne og sangene.

Onkler er gåder og indimellem vise:

»Alt kan man tro på. Intet kan man regne med.«

Og ikke mindst er onklen en måde at skrive om døden på. For »pludselig er man det selv«. Denne eners onkelagtige poesi kan vi slet ikke undvære.

Jonas Eika: ’Efter solen’

Noveller (2018)

Så blev skyggerne lange, mørket faldt på og det okkulte fandt en ny litterær form. Sådan er det i Efter solen. Forfatteren, der fuldt fortjent (og med stort politisk rabalder) fik Nordisk Råds Litteraturpris, formår, som man sjældent har set det før i dansk litteratur, at skrive krystalklart og konkret om uudgrundelige, dybere lag i denne og andre verdener, samtidig med at forfatterens skriver direkte ind i en politisk dagsorden.

At læse Eikas roman er som at gå ind i et meget genkendeligt rum, der langsomt – og indimellem umærkeligt – skrider, indtil læseren pludselig står et helt nyt sted med usikker grund under sig. Der er ufoer, forelskelse i objekter, spøgelsesøkonomi og rituel erotik. Der er en ny international stemme, der forener gåden og det politiske i sin roman.

Frem mod nytår anbefaler Information de ti bedste bøger i det 21. århundrede inden for fire forskellige kategorier. Dette er sidste afsnit i serien. Læs resten nedenfor.

Hvad var det, der gik galt? Det tyvende århundrede sluttede med fred og visheden om, at friheden havde vundet, og undertrykkerne havde tabt. Det 21. århundrede startede med et opbrud og opleves som et langsomt sammenbrud. De politiske bøger, jeg har lært mest af i det 21. århundrede, er dem, der undersøger verden forfra og forklarer, hvad der gik galt
Læs også
Det er blevet en alvorlig sag at skrive børnelitteratur for børn, selv når det skal være sjovt
Læs også
Frem mod nytår anbefaler Information de ti bedste bøger i det 21. århundrede. Dette er 3. afsnit i serien: Udenlandske bøger.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu