Baggrund
Læsetid: 7 min.

Hun var 13. Han var en stjerneforfatter på 50. Ny bog ryster det franske kulturparnas

Vanessa Springoras bog om et pædofilt forhold til forfatteren Gabriel Matzneff har vendt op og ned på alting i den franske forlagselite. Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor greb ingen ind?
Forfatteren Gabriel Matzneff beskriver diverse former for sex i sine bøger, der har utvetydige titler som Les moins de 16 ans (dem under 16 år).

Forfatteren Gabriel Matzneff beskriver diverse former for sex i sine bøger, der har utvetydige titler som Les moins de 16 ans (dem under 16 år).

De Russe Axelle/ABACA

Kultur
31. januar 2020

Man tror, det er løgn, men en bog på 200 sider skrevet af en debutant har sendt det ellers så selvfede parisiske, mandehørmende litterære parnas på bodsgang i de medier, der normalt ruller den røde løber ud for dem.

Midt i en trist januar måned i Frankrig fyldt med strejker, nedgang i detailhandel og turisme har en litterær tsunami ramt landet. Den 2. januar udkom bogen Le consentement (Samtykket) af den debuterende forfatter Vanessa Springora. Ingen havde set det komme, men på tre uger er hendes bog rykket op på andenpladsen over bedst sælgende bøger.

Vanessa Springora: ’Le consentement’.

Saxo
Forfatteren stiller op, stille og intens, i samtlige talkshows, er blevet interviewet her og der og alle vegne. Samtidig går de toneangivende forlags- og mediefolk offentlig bodsgang, hvis de ikke bare forsøger at gå i flyverskjul. Hvad sker der?

Først et par facts: I Frankrig er det som i de fleste lande, vi sammenligner os med, ulovligt at have samleje eller dyrke andre former for sex med en person under 15 år. En mandlig forfatter har ikke desto mindre baseret hele sit fyrreårige forfatterskab på at skrive ikkefiktion, men dagbøger om sit sexliv med mindreårige. Både helt unge franske piger fra 13-årsalderen og endnu mindre filippinske drenge, som forfatteren har dyrket seksuel omgang med i Manilla.

Forfatteren Gabriel Matzneff beskriver diverse former for sex i sine bøger, der har utvetydige titler som Les moins de 16 ans (dem under 16 år).

Er Matzneff så blevet straffet for sin lovovertrædelse? På ingen måde. Faktisk tværtimod. Bevares, hans bøger er grænseoverskridende, men er ikke alle forfattere lidt mytomane? Og er ikke litteraturen et frirum for den skabende kunstner?

Det har hidtil været holdningen hos især de mandlige kolleger i den forbløffende sammenspiste parisiske forlags- og mediebranche, der i årenes løb ikke blot har støttet ham moralsk, men også sørget for, at han fik gode ben i form af medieoptræden i toneangivende kulturprogrammer såsom det litterære talkshow Apostrophes med tv-ikonet Bernard Pivot.

I et klip fra 1990, som i disse dage deles lystigt på de sociale medier, udbryder Pivot således med en vis ironisk beundring:

»Gabriel Matzneff er en sand lærer i seksuel opdragelse« og citerer fra Matzneffs bog:

»På tre på hinanden følgende dage erobrede jeg tre piger, jeg ikke kendte i forvejen, to af dem jomfruer, Marie-Agnès, Aude og så hende Brigitte S., som jeg elskede med på alle måder, nærmest uden stop.«

Henrykt fnisen fra de øvrige paneldeltagere, bortset fra en canadisk forfatter og tv-journalist, Denise Bombardier, der tager ordet og siger, at litteratur ikke skal have lov til at tjene som alibi for pædofili, et synspunkt, hun overhovedet ikke møder tilslutning til fra de øvrige tilstedeværende, herunder naturligvis Matzneff.

I ugerne efter indslaget bliver Bombardier mobbet af den tids toneangivende avantgardistiske forfattere Philippe Sollers og hans groupies, som kalder Bombardier for en »mégère mal baisée« (en frigid furie). Le Monde og andre venstreorienterede aviser vil ikke længere trykke hendes artikler.

Matzneff havde således mange støtter dengang, herunder selveste præsident Mitterrand, som dog efter episoden i Apostrophes tog afstand fra forfatteren.

Forholdene er vendt på hoved

Alt dette er tredive år siden, men selv i de forløbne år har mandevennerne slået ring om forfatteren. Matzneff er således på livsvarig ydelse fra den franske stat – eller rettere var – for den er netop taget fra ham, og så sent som i 2013 modtog han den fornemme litterære prix Renaudot for sit samlede forfatterskab, som i øvrigt har haft en begrænset læserskare.

Det blev tildelingen af Renaudotprisen, der fik én af de små piger, Vanessa Spingora, der i mellemtiden er blevet 47 år, til tasterne. Resultatet foreligger nu i form af den bog, som har ramt bogmarkedet med en sjældent set styrke.

I indledningen skriver Vanessa Springora blandt andet:

»I årevis har jeg gået rundt i mit bur (...) Lige indtil den dag, hvor det endelig stod lysende klart, hvad jeg skulle gøre: fange jægeren i hans egen fælde, lukke ham inde i en bog.«

Ligesom hun selv er blevet objektgjort, instrumentaliseret i hans bøger, hvor hun figurerer med sit fornavn, og hvor der er fotos af hende som teenager samt billeder af hendes poetiske, forelskede håndskrevne breve – således bruger hun nu hans våben mod ham, gør ham til genstand for en minutiøs, velskrevet og dog afbalanceret analyse.

Matzneff er i dag 83 år, men den aften i 1986, hvor hun første gang møder ham til en middag, er han 50 år og hun 13. Hun bor alene med sin mor – faderens interesse for datteren er tørret ud ligesom børnepengene. Moren hutler sig igennem som pressemedarbejder på et forlag og inviteres i ny og næ til middage. Vanessa er med på slæb, en lille læsehest, hvis grundfølelse er, at hun er grim, kikset og uelsket, med med en vis seksuel fremmelighed og et umætteligt behov for at blive set.

Og set, det bliver hun af selskabets strålende midtpunkt, GM, som hun kalder ham. En oratorisk begavelse, ikke køn, men ekstremt velplejet, og hvert af hans ord og velvalgte citater daler som guld ned over de forsamlede litterater. Og så er der hans intense blå blik, der fanger og fastholder hendes, gør hende til den udvalgte.

Hun er ude af sig selv, moren også, dels af jalousi over, at det ikke er hende, der får opmærksomheden, men siden accepterer hun forholdet, også fordi Vanessa er solgt. Ikke mindst da han hver dag sender hende vidunderlige breve, henter hende ved skolen, inviterer hende på café og snart også op i sin seng i et beskedent studio i det 5. arrondissement. Her får han efterhånden stille, men sikkert adgang til hendes kropsåbninger. Han får også den altdominerende rolle i hendes liv: far, elsker, lærer, og samtidig skriver han det hele ned til den næste bog. Hun bliver mere og mere isoleret, pjækker fra skolen, får angstanfald.

Det går op for Vanessa, at der også er andre piger – og små filippinske drenge – i hans seksuelle liv, og et par år senere vrister hun sig ud af forholdet. Han forsøger som en besat at genvinde hende.

Længe før #MeToo

Vanessas næste mange år er en ørkenvandring. Matzneff får litterære priser, brillerer på tv, kører videre, og hun er skakmat. Hun kan ikke få et forhold til nogen, hun er alene, og hun gik jo selv med til det.

Desuden er der stadig i 1980’erne en gnist af tidsånden fra 70’erne, det store årti, der kæmpede for børns ret til at være seksuelle væsener og følgelig have forhold til voksne. I 1977 trykte Le Monde et åbent brev, redigeret af gæt hvem, GM i egen person, som plæderede for at afkriminalisere sex mellem børn og voksne. Her underskrev notoriteter som Roland Barthes, Sartre, de Beauvoir, Gilles Deleuze, André Glucksmann, den kendte børnepsykiater Françoise Dolto og andre.

Som Marie Cardinal, forfatteren til Les mots pour le dire (Ord som forløser), gjorde i sin tid, går også Vanessa Springora i psykoanalyse. Hun er dog stadig ikke forløst og især ikke, da GM, som stadig skriver til hende, får Renaudotprisen. Og dog bliver denne absolutte hån mod hende og de andre børn præcis den udløsende faktor. Den bog skal ud af hendes system – og vi er vel at mærke længe før #MeToo.

Det har ærligt talt været vidunderligt og ligefrem komisk at følge, hvordan receptionen af bogen har vendt op og ned på alting i den franske forlagselite. Matzneffs litterære venner, som tæller gamle hanelefanter i branchen, men også 55-årige og altid veltalende Frederic Beigbeder, der for to uger siden erklærede, at Matzneff uanset hvad var hans ven, er nu vendt tilbage efter at have læst Springoras bog: Bogen er en øjenåbner, og nu er det slut med det venskab.

Tilbage står dog stadig spørgsmålet: Hvorfor greb ingen ind? Måske har Pivot svaret. Han, der dengang piskede den lumre stemning op i studiet, forklarer nu spagfærdigt, at dengang »gik litteraturen forud for moralen, nu går moralen forud for litteraturen«, og det anser han for »et fremskridt«.

Det ligner en halvslatten undskyldning, men der er den sandhed i udsagnet, at det velskrevne, det veltalte, det velvalgte citat næsten altid kan henrykke en franskmand. Formen næsten frem for indhold. Det underbygges af Mitterrands bevæggrunde for først at hylde, siden at undsige Matzneff: hvilket han personligt forklarede Bombardier:

»Ja, på et tidspunkt anså jeg ham for at være talentfuld, denne mand, der ofte citerede Seneca, og han skrev et par smukke tekster. Siden forfaldt han til pædofili.«

Hvis man nu tror, at det kun er socialistiske åndspersoner og politikere, der var på Matzneffs hold, så skal det lige med, at Matzneff er venner med selveste Jean-Marie Le Pen. Denne benægter pure at kende den pædofilianklagede forfatter, og National Forsamlings talsmand benægter, at stifteren af Front National skulle have noget tilovers for de »gamle 68’eres blødsødenhed« over for Matzneff. Ikke desto mindre findes der flere artikler fra Matzneffs hånd, senest i 2015, der handler om deres årelange venskab.

Vanessa Springora har skrevet en bog, der har efterladt det litterære landskab som en rygende slagmark. Hendes ord har både forløst hende selv og forandret Frankrig. Hun arbejder i øvrigt selv i bogbranchen som forlagsdirektør for Julliard, det forlag, der i sin tid udgav Dem under 16 år. Og Matzneffs bøger har hans nuværende forlag Gallimard fjernet fra bagkataloget. Og Matzneff er blevet anmeldt til politiet for pædofili.

Vanessa Springora: ’Le consentement’. Grasset, 216 sider. 18 euro.

Springoras roman ’Samtykket’ udkommer på dansk på forlaget Griff til maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glimrende artikel om en sag, der ikke har fået meget opmærksomhed, selvom også The New York-times skrev om det for et par uger siden.
Det er interessant, at en filosof som Simone de Beauvoir, som i den grad er i vælten (og ofte med god grund) blandt feminister, at lige netop hendes signatur, ligesom hendes "brug" af studenter til seksueltilfredsstillelse ofte forties.

Steffen Gliese

Frustrationen i teenageårene kan være umådelig stor og koste utrolig meget opmærksom på alt andet end uddannelse og andre gøremål; men det er nok bedre, at det forbliver ved frustrationen: øjeblikkelig behovstilfredsstillelse er jo noget, vi opøver en evne til ikke at behøve.
Det betyder til gengæld også, at vi er nødt til at se anderledes på et forhold med en 10-årig og en 13-årig.
Vi havde - på en katolsk skole - den mest frygtede lærer i biologi i 7. klasse, fordi hun kunne forhindre fnis; men hun kunne også netop sige, at hun håbede, at pigerne ville have det held til deres seksuelle debut at møde en erfaren elsker og ikke en ung fumler.
Det var også hende, der den dag, vi skulle lære om prævention, desværre var syg, så skolens nye faste vikar, der havde studeret medicin, måtte træde i stedet - uden at være informeret om den katolske kirkes forbehold på området. Sådan var hun. Barsk og elskelig.

Henning Kjær

Nu er voksnes seksuelle samkvem med børn sjældent af hensyn til børnene, men først og fremmest drevet af de voksnes seksulle behov, og bliver derfor oftest til et overgreb, som de voksne fortier.