Læsetid: 14 min.

Asta Olivia Nordenhof: »Hvis man vil kritisere kapitalismen, må man også kritisere kærligheden«

Syv år efter at Asta Olivia Nordenhof fik sit gennembrud med digtsamlingen ’det nemme og det ensomme’, har den nu 31-årige forfatter foretaget et drastisk genreskift: Hendes nye bog, ’Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen’, er en historisk roman, der som den første af i alt syv skal fortælle om kapitalismens menneskelige konsekvenser
asta olivia nordenhof penge på lommen scandinavian star

Asta Olivia Nordenhofs syvbindsværk om en skibsbrand, kapitalismen og dens dødsofre begynder med historien om et ulykkeligt par på Nyborgegnen i 1980’erne.

Sarah Hartvigsen Juncker

17. januar 2020

Bagerst i Asta Olivia Nordenhofs nye bog er der en liste over de syv romaner, der efter planen tilsammen skal udgøre værket Scandinavian Star. Titlen på den aktuelle bog, Del et – Penge på lommen, er streget ud. Tilbage er seks navngivne romaner, der venter på at blive skrevet.

– Det er jo et helt vildt løfte, det her …

»Ja, det er det,« svarer Asta Olivia Nordenhof, ikke sådan videre anfægtet.

Hun bekræfter bare, at »det er storformatet, det er det virkelig«.

Vi har placeret os i et undervisningslokale på Testrup Højskole syd for Aarhus. Litteraturseminaret Tag og Læs er i gang, inde fra lærerværelset hører man aftenens oplæsere sludre og grine, inden de lige om lidt skal på.

Formiddagen efter skal Penge på lommen diskuteres i en kritikersalon, et par uger før den udkommer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
  • Oluf Husted
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Morten Hjerl-Hansen
Poul Anker Juul, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Asta Olivia Nordenhof er en catcher in the rye.

Kapitalismekritik starter med Wittgensteins begreb *livsform* som i grunden svarer til Bob Dylans mærkelige og sære credo "I'm not there": Det er enhver forundt at føle sig forvirret. Identitet er noget smukt, personlighed er alt. Selvkendskab findes ikke, fordi vi ser et mysterium når vi kigger indad. Begrebet selvkendskab er en kapitalistisk vare som blev skrottet allerede i tredje århundrede før Kristus via Sokrates og genopstod i den uhyrligt dekadente oplysningstid omkring år 1700 hvor man gik med paryk og indførte fransk. Her startede den grundlæggende vildfarelse at vi er noget uden hinanden, vi blev selvstændige i en helt absurd grad allerede ved Reformationen, men nu begyndte idioter at sælge leksika i dørene med dundrende succes. Nogle taler i dag om Google som en organisme, hvilket Google selvfølgelig er. Vi havde mest glæde af at sidde ved et bål og lytte til en fortæller, hvor vi kropsligt bliver engagerede og afledte ved fortællerens ord og dermed slapper af i knoppen, på den gode måde.

Kunsten at fortælle praktiseredes oprindelig af hvad man kunne støve op inde i hytterne af hjertevarme og omsorgsfulde fortællere der gjorde det hele af medlidenhed, og ikke af medfølelse, medfølelse er også kapitalistisk, se nedenfor, med stammens vrag, dvs. samtlige stammemedlemmer, for alle mennesker er vrag der er dybt afhængige af hinanden.

Medfølelse er ikke så meget værd som medlidenhed. Medfølelse er arrogant fordi den umiddelbart forventer at kærligheden både bliver modtaget og mærket når blot vi holder masken og lægger hovedet på skrå, svarende til den kolde måde vi opdrager børn på i dag: magtfuldkomment medfølende i stedet for ærligt, vaklende, årvågent og kærligt selvtvivlende og, ja, netop, medlidende. Hver gang jeg oplever medfølelse fra andre er jeg ved at brække mig. Det er så ondt og beskidt. Jeg bliver ulykkelig hver gang en ulykkelig moderne verdensborger, dvs. kapitalistisk kommandoenhed, med flakkende blikke bønfalder mig om medlidenhed men kun forventer noget så grimt som min medfølelse.

Oluf Husted, Erik Winberg, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Hvorfor skal det bringes som en forsidehistorie på Dagbladet Information, at det langt om længe er lykkedes for Asta Olivia Nordenhof igen af få et værk færdigt til udgivelse? Hvorfor er det så vigtig en begivenhed, at det skal på forsiden, og at der i Informations bogtillæg skal bringes et dobbeltsidigt interview med forfatteren med baggrund i det nye værk, der endnu ikke er blevet anmeldt?

Hvorfor sker noget tilsvarende ikke, når en række andre, mindst lige så væsentlige, forfattere i tiden får udgivet nye værker? At Asta Olivia Nordenhof litterært set er et sprogligt talent ud over det sædvanlige, vil jeg på ingen måde benægte.

Forklaringen må for mig at se være, at Dagbladet Information, på linje med andre såkaldt seriøse dagblade, som f.eks. Politiken, går med på en populistisk bølge, ført an af ”sladdermedierne”, hvor det igen er blevet interessant at dyrke forskellige former for personligheder inden for ellers mere seriøse kunstneriske områder og brancher, f.eks. forfatterpersonligheden.

Den romantiske dyrkelse af forfatterpersonligheden, som gennem de senere år har vist sig at være på vej frem igen, er bl.a. et resultat af den teknologiske udvikling, medieudviklingen, forlagenes marketing og det særlige fokus på fremhævelse af affektive træk ved begivenheder, som typisk appellerer til brede befolkningslag, uden nogen særlig form for traditionel intellektuel dannelse.

Samtidig med et voldsomt behov for eller en søgen efter autenticitet i en tid, hos de nævnte grupper, hvor alt andet end elementært menneskelige kvaliteter prioriteres højt.

Disse tendenser har desværre også bredt sig til en kreativ klasse af yngre kritikere på dagbladene, der igen dyrker det kunstneriske talent og den særlige lidelsesfulde erkendelse og skaben hos unge forfattere, på traditionel romantisk vis, og hvor det gælder om med traditionel ”fremskridtstro” at være på forkant med det nyeste af det nye og bidrage til tidens ”hype”, som da man f.eks. fandt frem til begrebet ”generation etik”.
https://www.information.dk/kultur/2014/01/generation-etik

Hvad er det, Peter Nielsen, der er så interessant ved, at lige netop Asta Olivia Nordenhof får udgivet et nyt værk? Citeret fra ugens nyhedsbrev vedrørende ”Informations bogtillæg”:

”Så er det man tænker, hvad har Asta Olivia Nordenhof mon gang i, og ja, det har Lone Nikolajsen så spurgt hende om, og det er der kommet den her herlige samtale ud af”.

I arbejdet med at få skrevet denne kommentar har jeg med inspiration tænkt på følgende passage hos Adam Oehlenschläger i ”Guldhornene”, 1802, som hermed viderebringes:

”En Möe hendandser/Til Marken afsted./Violer hende krandser./Hendes Rosenkind brænder,/Hun har Lilliehænder./Let som en Hind/Med muntert Sind,/Hun svæver og smiler;/Og som hun iler/Og paa Elskov grubler –/Hun snubler!/Og stirrer og skuer/Gyldne Luer,/Og rödmer og bæver/Og zittrende hæver/Med undrende Aand,/Af sorten Muld,/Med sneehvide Haand,/Det röde Guld.”

"Penge på lommen" er vigtig, idet vi nærmer os 30 års-dagen for Retsstatens Sammenbrud, nemlig
den 7. april 2020, på hvilken 159 mennesker blev dræbt, uden nogen reel efterforskning.

Dog skal der afsløres en stort mindesten på "Paradiskajen" i Frederikshavn, tirsdag i påsken 2020,
så myndighederne og de overlevende, samt pårørende har et fælles sted at græmmes.

Fire (nu fem) rigsadvokater og 15 justitsministre har svigtet deres opgaver, siden 1990.