Asta Olivia Nordenhof: »Hvis man vil kritisere kapitalismen, må man også kritisere kærligheden«

Bagerst i Asta Olivia Nordenhofs nye bog er der en liste over de syv romaner, der efter planen tilsammen skal udgøre værket Scandinavian Star. Titlen på den aktuelle bog, Del et – Penge på lommen, er streget ud. Tilbage er seks navngivne romaner, der venter på at blive skrevet.

– Det er jo et helt vildt løfte, det her …

»Ja, det er det,« svarer Asta Olivia Nordenhof, ikke sådan videre anfægtet.

Hun bekræfter bare, at »det er storformatet, det er det virkelig«.

Vi har placeret os i et undervisningslokale på Testrup Højskole syd for Aarhus. Litteraturseminaret Tag og Læs er i gang, inde fra lærerværelset hører man aftenens oplæsere sludre og grine, inden de lige om lidt skal på.

Formiddagen efter skal Penge på lommen diskuteres i en kritikersalon, et par uger før den udkommer.

Det er 31-årige Asta Olivia Nordenhofs tredje bog efter brevromanen Et ansigt til Emily (2011) og digtsamlingen det nemme og det ensomme (2013), der modtog Montanas Litteraturpris og med sine digte om et ømt, brutalt og socialt udsat liv er en af 10’ernes mest markante og toneangivende danske udgivelser. Den har sat sit præg på, hvordan mange yngre digtere lader et privat stof udfolde sig i klar og lettilgængelig poesi. 

Nu er der så gået syv år, og Asta Olivia Nordenhof har radikalt nok skiftet genre til den historiske roman. Eller rettere (og sjældnere): den historiske romanseptologi. Omdrejningspunktet for syvbindsværket er den påsatte skibsbrand ombord på færgen Scandinavian Star, der fandt sted 8. april 1990 og kostede 159 mennesker livet.

I Penge på lommen fungerer den stadig uopklarede Scandinavian Star-sag mest som baggrundsmotiv for historien om et ulykkeligt par ved navn Maggie og Kurt fra 1980’ernes Nyborg og om »den betydning, penge har i deres liv«, som litteraten Elisabeth Friis dagen efter formulerer det i kritikersalonen.

Maggie og Kurt kommer begge fra trange kår, og Kurt investerer overskuddet fra sit busselskab i Vognmandsruten – et af de selskaber, der havde forbindelse til Scandinavian Star – med det resultat, at han mister hele sin formue og sin gård.

»Nogle vinder, men det gør de kun, fordi andre bliver ofret«

Romanens fortæller udfolder i bogens midterdel Scandinavian Star-sagen og præsenterer teorien om, at brandene ombord blev påsat for at få udbetalt forsikringspenge. De 159 dødsfald var ikke tilsigtede, men dog en risiko, man var villig til at løbe.

I fortællerens udlægning er skibsbranden ikke en enkeltstående katastrofal forbrydelse, men et billede på den kynisme, der er indlejret i kapitalismen. Som der står i bogen:

»Det er ikke muligt at trøste sig med sagens usædvanlighed.

Hvis der er noget usædvanligt ved sagen, er det alene, at kapitalismens dødsofre – forudsat at man ser bort fra dem, der slet ikke regnes for dødsofre, planter, svampe, fisk, insekter – som regel ikke skal findes i Skandinavien.«

Asta Olivia Nordenhof uddyber:

»Min interesse for Scandinavian Star skyldes, at jeg oplever den sag som et lille billede på en meget stor og konstant gentaget historie om, hvordan kapitalismen fungerer. Præmissen er hele tiden, at noget og nogen ofres. Nogle vinder, men det gør de kun, fordi andre bliver ofret.«

Derudover er der ifølge Asta Olivia Nordenhof nogle delelementer i historien om Scandinavian Star, der i sig selv indeholder større historier.

For det første er der den om den lastbilchauffør, som norsk politi i årtier regnede for hovedmistænkt, selv om han formentlig døde, før den sidste brand blev påsat.

Han var tidligere dømt for ildspåsættelse og blev anset for »psykisk ustabil«. Det skal det efter planen handle om i Del fem – Jørgen ofres.

For det andet er der den spekulative kapitalisme. Og for det tredje er der det håbløst diffuse skyldsspørgsmål:

»Historien om Scandinavian Star er også repræsentativ for den vrede, jeg var efterladt med oven på finanskrisen,« siger Asta Olivia Nordenhof.

»Der var simpelthen ikke nogen, der blev dømt, fordi det åbenbart ikke rigtig kan lade sig gøre at holde nogen ansvarlige for deres handlinger. Det er tre historier, der interesserede mig ved sagen.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Forelskelsens forbindelse til kapitalismen

Jeg spørger, hvorfor et syvbindsværk om en skibsbrand, kapitalismen og dens dødsofre begynder med historien om et ulykkeligt par på Nyborgegnen i 1980’erne.

»Jeg havde en meget distinkt idé om, at hvis man ville rette en kritik mod kapitalismen, måtte man – hvis den skulle have et feministisk perspektiv – også rette en kritik mod kærligheden,« svarer Asta Olivia Nordenhof.

»Man kan nogle gange møde en forestilling om, at seksualiteten eller kærligheden repræsenterer en eller anden antitese til kapitalismen. For mig var det en vigtig grundpille at lægge, at det gør den ikke. Der er ligesom ikke nogen frigørelse der.«

Tværtimod kan forelskelsen ifølge Asta Olivia Nordenhof rumme noget, der minder om en kapitalistisk logik:

»Det her intensive, næsten aggressive ønske om at besidde eller gøre noget til sit eget, som ellers ikke var det, er blevet en del af fortællingen om at forelske sig. Jeg tænker, at man derfor som individ kommer til at opleve det, når man forelsker sig. Forelskelsens forbindelse til kapitalismen interesserede mig.«

For Maggie i Penge på lommen hører kærlighed og penge fuldstændig sammen, forklarer Asta Olivia Nordenhof:

»Indtil hun møder Kurt, har hun fægtet rundt for at skabe sig en egen tilværelse. I småjob, hun ikke kan beholde særlig længe, og i hel og delvis prostitution. Hun befinder sig på randen af normaliteten, uden for det regulære arbejdsmarked, og så tilbyder ægteskabet sig som noget, som udefra set er ordentligt. Maggie arbejder sig ind i det accepterede samfund, men er åbenlyst mere ulykkelig derinde end udenfor.«

Maggie og Kurt forelsker sig heftigt og får datteren Sofie sammen, mens Kurt begynder at optræde psykisk og fysisk voldeligt over for Maggie. De sidste mange år er der mest bare kulde imellem dem. For eksempel står der om deres sexliv, at:

»Hun bad ham finde nogle andre og følte en meget begrænset lettelse, som hvis man efter at have presset længe og hårdt bare frigiver en kort, lydløs prut.«

Sætningen er også karakteristisk for den benhårde iagtagelsessans og det overrumplende præcise billedsprog, der kendetegner romanens humor. 

Asta Olivia Nordenhof forklarer, at det har været vigtigt for hende at være loyal over for Maggies »forvirring« i beskrivelsen af det voldelige forhold – at hun ikke uden videre kan holde op med at elske ham:

»Det bliver muligt at forstå, hvilken klemme hun sidder i, hvis man tager hende alvorligt, når hun siger, at hun oplever en kærlighed, som hun ikke kan trække sig væk fra. Man kan sikkert sige alt muligt godt om kærligheden, men den er også et problem, for hun kan ikke holde op med at føle den på et tidspunkt, hvor det måske ville være klogt.«

Historien om mændene bag sagen

Penge på lommen begynder og slutter med Kurts perspektiv, mens Maggie fylder det meste derimellem og bliver bogens primære hovedperson. Det er ikke et tilfælde. Da Asta Olivia Nordenhof begyndte at læse om Scandinavian Star, var det iøjnefaldende, at alle de involverede i den officielle historie er mænd:

»Det var mænd, der ejede skibet, mænd, der efterforskede sagen, og det var også en mand, der i mange år var hovedmistænkt. Jeg begyndte at forestille mig en struktur for hele romanen, hvor mændene får lov at stå for plottet, mens kvinderne med alt deres reproduktive arbejde, der ikke bliver betragtet som en primær kapitalistisk komponent, bliver de egentlige hovedpersoner.«

Det er også Kurt, der har forbindelsen til den store store historie om Scandinavian Star. Han er opvokset i fattigdom, men får efterhånden skrabet et overskud sammen i sit busfirma, som han investerer i Vognmandsruten, der indgår i Scandinavian Stars ejerkreds. Pengene mister han »til nogle mænd, der meget bedre end han selv forstår, hvad der skal til, hvis penge skal blive til flere«, som der står i bogen.

»Overskuddet er også en energi i ham,« forklarer Asta Olivia Nordenhof, »en drift efter at hævne sit eget liv og komme ovenpå. Han investerer overskuddet i Vognmandsruten, og det bliver så hans endelige undergang. Det er ikke, fordi han har haft det særlig godt indtil da. Jeg tænkte, det var et godt sted at starte: med et helt tragisk element.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Ideen til Scandinavian Star har Asta Olivia Nordenhof gået med længe. Hun mener, det er otte år siden, hun en morgen sad på et bageri i Wien med sin bror og sin daværende kæreste og fortalte om den.

»Det var første gang, jeg italesatte ideen over for andre. Men selv om jeg blev ved med at lege med tanken, forestillede jeg mig, at det nok ikke ville komme til at ske. Fordi jeg tidligere har haft uendelig svært ved at skrive den slags prosa, hvor der sker noget. Med scener og aktører i et rum, der skal etableres. Men så, efter mange forulykkede forsøg, gik jeg i gang med at skrive på teksten for halvandet års tid siden.«

De første forsøg på at skrive om Scandinavian Star mislykkedes ifølge Asta Olivia Nordenhof selv, fordi de var for »lige på«:

»Man har alle mulige overvejelser og metaovervejelser, men man kan ikke komme lige på, fordi så sidder man bare og skal referere for sig selv på computeren, hvad det var, man havde tænkt. Man er nødt til at følge en eller anden omvej, så det kan blive overraskende for en selv, hvordan man når de steder hen, man skal. Med Scandinavian Star som et baggrundsmotiv begyndte jeg lige pludselig at nærme mig de her karakterer. Så kunne jeg begynde at handle med dem på en anden måde, end da jeg tænkte: ’Nå, det skal handle om en skibsbrand og om kapitalisme’.«

Asta Olivia Nordenhof som tredjepersonsfortæller

At Asta Olivia Nordenhof efter to helt anderledes bøger nu skriver »den slags prosa, hvor der sker noget«, er resultatet af et møjsommeligt arbejde.

Det startede med et spinkelt skelet for romanen, hvor hun skrev historiens struktur igennem. De første tekster var ret ordknappe og foregik primært inde i hovederne på karaktererne, og så er hun bare blevet ved med at gennemskrive dem for at tilføje krop og scener. Den møjsommelige arbejdsform hænger også sammen med, at Asta Olivia Nordenhof for to år siden fik et barn:

»Der er nogle meget bestemte rum, hvor der findes noget skrivetid. Og hvis man skal bruge det til noget, så kan man ikke gå hver gang og begynde forfra med at tænke over, hvad det overhovedet skal handle om. Men det har også været ret sjovt for mig, fordi jeg tidligere har skrevet sådan, at teksten ligesom måtte åbenbare sig for mig fra gang til gang, og så måtte den fortælle mig, hvor man skulle hen.«

»Det her har været helt omvendt. Jeg har vidst, hvad der skulle ske, og har måttet arbejde mig derhen. Tålmodighed har virkelig ikke været en dyd, jeg har haft i forbindelse med mit eget tekstarbejde. Det har enten fungeret fra starten, eller også har jeg været meget hurtig til at forkaste det. Tålmodighed er sgu også en meget spændende disciplin.«

Sarah Hartvigsen Juncker

Fortælleren i Penge på lommen er både en meget autoritativ fortæller, der har overblikket til at udlægge såvel Scandinavian Star-sagen som baggrunden for karakterernes adfærd.

Den har samtidig sin egen krop og livssituation, og den er i stand til at møde karaktererne i øjenhøjde. Som for eksempel når Maggie henvender sig til fortælleren og spørger, hvad kærlighed er.

»Jeg ved det ikke, søde Maggie, « svarer fortælleren så.

»Fortæl, så skriver jeg det ned.«

Det var en præmis for Asta Olivia Nordenhof, at hvis hun skulle have en tredjepersonsfortæller, skulle den være en aktør i sig selv:

»Det var for vanskeligt for mig at forestille mig en helt neutral fortællerposition. Men så kom fortælleren også i stand, fordi vedkommende har et mellemværende især med Maggie. Der er en slags forhold mellem de to, hvor fortælleren prøver at skubbe lidt og bære Maggie gennem nogle ting, hun selv måske ikke rigtig havde kunnet overskue. Jeg tænker på Maggie som et meget klogt menneske, der har nogle vildt indsigtsfulde betragtninger over, hvad hun har gjort og måttet gøre. Fra fortællerens side er der en lyst til at give hende nogle at tale med.«

Den eneste, Maggie rigtigt taler med, er datteren Sofie. Hun har gjort alt for, at det skulle gå Sofie anderledes end hende selv. Det er lykkedes, og resultatet er en kæmpe afstand mellem de to. Et sted i bogen vil hun ringe til sin Sofie, der nu læser psykologi i Odense, og det går sådan her:

»Hun løfter telefonen fra væggen, trykker de første tal ind og fortryder, ser frem for sig og prøver at forme den sætning, der skal begrunde opkaldet. ’Jeg ville jo høre, hvordan det står til i Odense,’ hører hun sig selv sige og græmmes. Hun føler sig som klippet ud af et katalog. Som om nogen har skrevet henover hendes kærlighed og med ét gjort den stiv og dum.«

For Asta Olivia Nordenhof at se handler Maggies sprogvanskeligheder ikke om, at hun ikke har adgang til ordene, men om, at hun hele tiden kommer i tvivl om dem:

»Hun bliver hele tiden skudt væk fra sproget og står og kigger på sætninger, der bliver abstrakte og underlige for hende. Men den der trivielle sætning skal jo siges, for så kan man komme i gang med at snakke, og lige pludselig føler hun sig ude af stand til at sige den, fordi det kunne afsløre sig som tomt eller stift. Heldigvis ender Maggie med at ringe alligevel og finde sin vej ind i diskussionen.«

Vi kan se frem til havskildpadden Watertown

Da jeg spørger Asta Olivia Nordenhof, om det kunne være gået Kurt og Maggie så meget anderledes i livet, nævner hun datteren Sofie som en, der har en kraft i forhold til dem begge og får noget andet frem i dem. Men Asta Olivia Nordenhof mener grundlæggende heller ikke, det er et deterministisk menneskesyn, der gennemsyrer bogen:

»På den ene side tager teksten helt klart alvorligt, at for de her to karakterer er der udstukket nogle rammer for deres liv, der gør, at deres navigationsrum jo ikke er uendeligt. Men jeg har også haft lyst til at portrættere dem som mennesker, der er i stand til at tænke noget andet. Der er enormt meget rum, selv om deres tanker også er bestemt af deres historiske vilkår. De er så tilstrækkeligt fundamentalt shaky, at det i sig selv er en åbning. Bogen igennem åbner der sig muligheder for noget andet for karaktererne. Måske bliver de lukket i igen, men der opstår en følelse af, at der ikke er helt vildt langt hen til det at leve et andet liv.«

I romanen oplever Kurt som ung at stå alene tilbage med en nyfødt søn og være nødt til at trække på gaden i tre år, indtil han føler sig nødsaget til at sende sønnen på børnehjem og derefter bortadoptere ham. Anden hjælp findes tilsyneladende ikke.

Maggies ungdom er også ekstremt socialt udsat, men fordi hun er lige det yngre end Kurt, har hun mere kontakt med det offentlige, men det er ikke en specielt vellykket kontakt:

»Maggie trækker sig tilbage, fordi hun også oplever det som en kontrol og som en uvelkommen formynderisk omfavnelse, som hun ikke har lyst til at være udsat for heller. Hun siger selv et sted, at hvis man vil have hjælp, er det en handel, der indebærer, at man skal være ked af det på en måde, der for hende er performativ – man må ikke have nogen styrke. Hun beskriver det som et ’grædekostume’. Man skal tage afstand fra sig selv, indrømme, at man har brug for at blive en anden. Det har hun ikke lyst til. Hun har lyst til at få lov til at være sig selv.«

Der ligger endnu ingen færdige manuskripter klar til de næste seks dele af Scandinavian Star, men Asta Olivia Nordenhof ved, hvad der skal ske. Hun har skitser og en tidslinje, så hun kan holde styr på de ret store plotstrukturer, der strækker sig gennem bøgerne, og undgå historiske bommerter.

»Men ellers er det bare nogle ideer oppe i hovedet, nogle sproglige vendinger og den slags.«

I Del to – Ideer vil man møde forretningsmanden T., der i Penge på lommen overtaler Kurt til at investere i Vognmandsruten.

»Både Kurt og Maggie er lidt nogle træge nogle, eller Maggie var det nok ikke til at begynde med, men er blevet det i det der helt stagnerede ægteskab. Men T. er en hurtig type, og det tænker jeg også kommer til at afspejle sig i måden, den skal skrives på,« forklarer Asta Olivia Nordenhof.

I det hele taget kan bøgerne arte sig forskelligt og skifte fortælleposition, genre og historisk periode:

»I det fremtidige bind af romanserien, der skal hedde Maria, Atlantis, er der både en nutidig karakter, Maria, der er blevet jomfrugravid, ja, den fjollede situation er hun kommet i, og en 1700-tals-læge, der har opdaget lymfekirtlen. Det har bragt ham stor berømmelse og en anselig mængde penge. Dem beslutter han sig for at bruge alle sammen på at bevise, at de gamle græske myter i virkeligheden udspillede sig i Skandinavien. Han er en faktisk historisk person, jeg har tænkt mig at gå rimelig frit til.«

Asta Olivia Nordenhof sammenligner den excentriske videnskabsmand med den fynske vognmand Kurt:

»Man har også her med lægen en mand, der tjener nogle penge, får noget anerkendelse, og giver sig hen til et eller andet vanvidsprojekt, der handler om at eviggøre sig selv. Han ender med at blive fuldstændig latterlig – også for sin egen samtid – og sejle rundt og prøve på at blive verdens største mand. Og det er også lidt det, Kurt ligger under for. Den eneste måde, han rigtig kan forestille sig at komme videre på fra alle de virkelig dårlige oplevelser, han har haft, er at blive virkelig stor og virkelig hævne sig. De er begge to drevet af en bestemt forestilling om, hvordan man skal være en mand, som er ødelæggende, både for dem selv og andre. Den slags karakterer kommer der til at være mange af gennem føljetonen, et rigt katalog af mænd, der gerne vil være store.«

Derudover er der planlagt et decideret ikkemenneskeligt perspektiv:

»Hovedpersonen i den sidste del, der hedder Watertown, er en havskildpadde. Det er en scifihistorie, der foregår i en oversvømmet verden, hvor nogle aliens har indopereret en chip i en havskildpadde, som kan fortælle, hvad den ved, om den menneskelige verden«

– Det kan jeg vel få lov til at glæde mig til længe?

»Det kan du få lov at glæde dig til ret længe, ja. Jeg tænker, det tager nogle år at nå dertil. Men det kommer til at komme ret vidt omkring og være nogle variationer over det grundlæggende tema: branden på havet, kapitalisme, død som resultat af kapitalisme.«