Bøger
Læsetid: 9 min.

Det er ikke bare dig. Helt tilbage i 1700-tallet syntes folk, at de læste for lidt

Vi er langt fra første generation i historien, der føler dårlig samvittighed over vores useriøse læsevaner. Allerede i det 18. århundrede – længe før smartphones og sociale medier fik skyld for at ødelægge vores koncentrationsevne – syntes folk, at de læste for lidt og for overfladisk. En ny doktordisputats kortlægger vores komplicerede forhold til bøgerne
Vi er langt fra første generation i historien, der føler dårlig samvittighed over vores useriøse læsevaner. Allerede i det 18. århundrede – længe før smartphones og sociale medier fik skyld for at ødelægge vores koncentrationsevne – syntes folk, at de læste for lidt og for overfladisk. En ny doktordisputats kortlægger vores komplicerede forhold til bøgerne

Sofie Holm Larsen

Kultur
7. januar 2020

Her er en tilståelse: Jeg får ikke læst nok. Eller rettere, jeg læser sådan set hele tiden, men min læsning er blevet mere flyvsk og ufokuseret. Lidt Facebook her, lidt Twitter der, og så videre til en tilfældig netartikel på min telefon.

På mit sengebord ligger for tiden fire bøger, jeg kun lige har fået åbnet, og som jeg ikke er i nærheden af at få læst færdig. De udgør en stabel af dårlig samvittighed, et tårn af uvidenhed. Problemet er ikke, at jeg ikke har lyst til at læse; problemet er, at jeg ikke kan koncentrere mig om at få det gjort. Så snart jeg går i gang, marcherer en hær af forstyrrende adspredelser ind i min bevidsthed og kræver min opmærksomhed.

Jeg bilder mig ind, at det hele var bedre i gamle dage. Før der var noget, der hed streamingtjenester, sociale medier og internet. Før der var noget, der hed tv, radio og mobiltelefoner. Før verden blev moderne og skruede tempoet op.

Dengang var distraktionerne færre og koncentrationen dybere. Man kunne sidde i skæret fra et blafrende stearinlys og læse i sin bog, mens verden bare passede sig selv, og dagen gik på hæld. Forestiller jeg mig. Men det er forkert, siger boghistoriker Tina Lupton, der netop har forsvaret sin doktordisputats Reading and the Making of Time in the Eighteenth Century på Københavns Universitet.

»Lige så længe, folk har læst, har de været utilfredse med deres læsning,« siger hun. 

I sin doktordisputats sammenligner Tina Lupton læseoplevelser fra det 18. århundrede med den følelse af ufokuseret og abrupt moderne læsning, som mange klager over i dag – og som digitaliseringen og den moderne teknologi typisk får skylden for.  

»Jeg genkender udmærket den følelse, du taler om,« fortsætter hun over en kop kaffe i Bygning 24 på Campus Amager i København. »Men meget tyder på, at de her samtaler har stået på i mange år. Fra det øjeblik, folk i 1700-tallet fik adgang til tekster i større omfang, begyndte de at bekymre sig om ikke at have tid nok til at læse. De følte, at de burde læse noget mere, og at deres læsning var alt for overfladisk.«

Den underlødige roman

Tina Luptons disputats bygger på 20 casestudier af historiske personer fra det 18. århundredes arbejdende britiske middelklasse og tæller både sekretærer, præster, landmænd og læger, der alle kæmpede med at finde tid til at få læst bøger.

De opfattede deres liv som overlæssede på samme måde, som vi i dag opfatter vores liv som overlæssede. De bekymrede sig om nye medier på samme måde, som vi i dag bekymrer os om nye medier. Og de følte, ligesom os, at den konstante underholdning var en distraktion, som truede med at forstyrre den seriøse læsning.

»Folk havde dårlig samvittighed over at være draget mod sladderspalterne i aviserne og mod den nye svulstige romangenre, alt imens de filosofiske værker bare fik lov til at samle støv i bogreolen,« siger Tina Lupton, der har udvalgt sine 20 cases fra det digitale opslagsværk The Reading Experience Database, hvor der er flere eksempler at tage af.

I sin research har hun blandt andet konsulteret bibliotekernes udlånslister og boghandlernes salgsfortegnelser, som hver især kan sige noget om, hvad der blev lånt, og hvad der blev købt. De siger til gengæld ikke noget om, hvad der rent faktisk blev læst, hvornår der blev læst, eller hvordan læseoplevelsen var. Til dét formål har hun måttet finde andre metoder. De vigtigste kilder har været personlige dagbøger og breve, fortæller hun.

»Der er masser af korrespondancer, hvor folk taler om deres hverdag og skriver noget i stil med: ’Jeg har haft frygtelig travlt i dag med huset, der skal passes, og børnene, der skal mættes, så jeg skriver dette til dig i al hast, min kære Elisabeth; men det værste ved min evindelige travlhed er dog, at jeg slet ingenting føler, at jeg får læst’. Den slags breve mellem skrivende i den læsende klasse giver et godt indblik i, hvad folk rent faktisk tænkte om deres læsning,« siger hun.

Ildebrande og tyvebander

Det kan synes komisk, at 1700-tallets læsere opfattede romanen som en underlødig genre. I dag ville de fleste læsere formentlig være godt tilfredse med sig selv, hvis de evnede at supplere deres daglige indtag af netnyheder og facebookopslag med en enkelt lille roman i ny og næ. Men dengang opfattedes romaner som en del af den baggrundsstøj, der måtte skæres væk for at give plads til fordybelsen.

»Læsning har aldrig været forbundet med ren nydelse,« siger Tina Lupton. »Den har altid produceret et biprodukt af dårlig samvittighed og en frygt for, at man brugte tid på det forkerte. Hvad enten det forkerte så var flygtige avisartikler og overfladiske romaner som i 1700-tallet eller fordummende medier som Instagram og Facebook i det 21. århundrede.«

Tina Lupton fortæller om en boghandler fra London i det 18. århundrede, der hævdede, at folk kun kom ind i hans butik og købte bøger, når der ikke skete noget andet i nyhedsbilledet. Kun hvis der ikke var historier om ildebrande, tyvebander eller krigsudbrud i avisen, ville folk komme til ham efter underholdning.

»Så historien er ikke, at vi engang var gode og seriøse læsere og nu er blevet dårlige og overfladiske læsere. Den guldalder for læsningen findes slet ikke. Og den har aldrig fundet sted. Den gode, kultiverede læsning har altid været en forestilling, der hørte fremtiden til, en man drømte om, håbede på og stræbte efter. Mens den læsning, som rent faktisk er blevet praktiseret, til alle tider er blevet opfattet som utilstrækkelig og problematisk,« siger hun.

Horn i nakken

På den ene side har følelsen af aldrig at have tid til at læse altså altid været et vilkår. På den anden side er vilkårene for læsning samtidig blevet forværret over årene, medgiver Tina Lupton. 

»Den massive tilgængelighed af tekster, lyd og billeder på internettet har betydet, at konkurrencen om vores opmærksomhed vitterligt er blevet skærpet. Det hører med til billedet. Man kan sige det på den måde, at vi har altid været utilfredse med vores læsning – men de senere år er følelsen blevet mere berettiget.«

Det er en udvikling, som mange finder bekymrende. I The Washington Post kunne man tidligere i år læse, at visse mennesker er begyndt at gro »horn« i nakken som en konsekvens af at sidde for længe med bøjet hoved over deres mobiltelefoner.

Historien blev siden dementeret i The New York Times. Men på det tidspunkt var den allerede nået verden rundt og havde skabt stor forargelse – måske fordi den taler lige ned i en latent kulturpessimisme. Bekymringen over den moderne teknologis negative betydning for åndslivet og den almene dannelse er en menneskelig evergreen, som kan få folk til at se spøgelser – og knoglefremspring – hvor der ingen er.

Faktum er, at vi i dag læser mere, end vi nogensinde har gjort. Ser man alene på det antal ord, som hver dag konsumeres verden over, tilhører vi den mest læsende generation i historien. Vi læser mere, end vores forældre gjorde, og vores børn kommer til at læse mere end os. Når vi ikke føler, at vi læser nok, er det med andre ord en bestemt type tekst, vi taler om, nemlig bøgerne. Det er dem, vores dårlige samvittighed gælder. For det er dem, vi forbinder med ’at læse’.

Men hvorfor kan vi ikke bare værdsætte den læsning, vi rent faktisk praktiserer? Hvorfor denne evige dårlige samvittighed? Her tilbyder Tina Lupton to modsatrettede forklaringer: en pessimistisk og en optimistisk. Den pessimistiske udlægning er, at vi generelt er for dårlige til at hylde og værdsætte det, vi har og gør. At vi konstant er efter os selv.

»Mennesker er ikke gode til at sige: ’Er det ikke fantastisk, at læsning er blevet så udbredt og demokratiseret, at vi nu har universel adgang til stort set alle typer tekst? En lille pige i en hytte i Kenya har i dag adgang til samtlige numre af The New York Times gennem tiden – er det ikke mirakuløst?’ Sådan tænker vi ikke – og slet ikke, når det kommer til læsning,« siger Lupton.

En anden og mere positiv udlægning er, at når vi aldrig er helt tilfredse med vores læsning, er det, fordi læsning repræsenterer den frie tid. Læsning har altid stået i opposition til samfundets krav om øget produktivitet. Masselæsning blev udbredt samtidig med, at den tidlige kapitalisme smeltede tid og penge sammen, og læsning blev en af de måder, hvorpå folk kunne gøre oprør mod kapitalismens disciplinering af deres liv.

Den tid, folk brugte på at dygtiggøre sig gennem læsning, stod i modsætning til den skemalagte tid, der tilhørte arbejdsgiverne. Så når vi i dag håber på en fremtid med færre blognyheder og bedre tid til at læse romaner, er det ikke kun negativ brok, men også en potentiel produktiv utilfredshed, der – med Tina Luptons ord – »historisk har været en motor for samfundsmæssige reformer«.

At læse er at tænke

–Så bør vi omfavne vores utilfredshed med vores læsning snarere end at forsøge at gøre op med den?

»Kan vi gøre begge dele?« spørger hun. »For jeg føler, at vi bør gøre begge dele. På den ene side bør vi give slip på den dårlige samvittighed. De unge i dag har gode egenskaber som læsere, og der er ingen grund til, at de skal slå sig selv i hovedet med deres manglende koncentrationsevne og fokus. Det er jo også en evne at kunne multitaske og have et øje på flere skærme samtidig«.

På den anden side er der også energi i at fastholde utilfredsheden, mener hun. 

»For når vi siger, at vi ikke har tid nok til at læse, handler det ikke kun om, at vi gerne vil have bedre tid til underholdning og fritidsbeskæftigelser. Læsning handler i sin essens om demokratisk deltagelse, om at engagere sig i fortiden og tænke nye tanker om fremtiden. Lysten til at ville læse er vigtig på en anden måde end lysten til at stå på skateboard eller ro kajak. Det er også dejlige beskæftigelser. Men læsning er en anden slags lyst. Den er forbundet med lysten til at ville gøre verden bedre.«

–Fordi det at læse også altid er at tænke?

»Ja, hvis du siger: ’Jeg ville ønske, jeg havde mere tid til at lave mad eller være sammen med mine børn, så handler det om lysten til at kunne være mere tilstede i nuet. Og det er jo fint. Men lysten til at læse handler om noget andet. Det er også lysten til at ville vide mere. Det er også et ønske om at engagere sig i sin samtid og bidrage til samfundsdebatten.«

Drømmen om et bedre samfund

–Så når vi brokker os over ikke at have tid nok til at læse, peger det også tilbage på en grundindstilling i den menneskelige psykologi?

»Ja, jeg tror, det hænger sammen med en trang til selvudvikling, til dygtiggørelse, til bildung. Begæret efter at læse er i mine øjne noget fundamentalt andet end begæret efter mere fritid. Det er noget andet end ren hedonisme. Det er forbundet med en utopisk forestilling om et bedre samfund, og derfor er utilfredsheden med vores læsning også et vigtigt politisk og socialt forandringsværktøj.«

–Men lad os så forestille os det hypotetiske scenarium, at vi rent faktisk fik mere tid til os selv. Ville vi så reelt bruge tiden på at læse mere, tror du?

»Det er der noget, der tyder på, at vi ville, ja. Skandinavere er jo nogle af dem, der læser mest i verden målt pr. indbygger, og de er samtidig blandt de folkefærd, der har mest fritid. Jeg siger ikke, at hvis du giver alle indbyggere i Alabama tre fridage mere, så vil de løbe hen til biblioteket for at låne bøger. Den slags tager tid.

Danmark er et af de lande, der i årevis har haft relativt gode arbejdsforhold og relativt gode uddannelsesinstitutioner og en relativt lige socialpolitik. Og når alt det lægges sammen, får man relativt gode læsere. Der er en sammenhæng. Det er jo også derfor, at danskere i vid udstrækning pakker kufferten med bøger, når de tager på ferie eller i sommerhus. Det er en del af kulturen. Man læser, når man har tid.«

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Læser for meget. Hører for meget radio. Og gør det samtidigt!

Kurt Nielsen, Ete Forchhammer , Thomas Tanghus, Carsten Nørgaard og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Charlotte Mortensen

Én får aldrig mere tid - Én tager sig tid! Deri er forskellen...reelt at tage ansvar for og ejerskab af sit liv.

Thomas Tanghus

> Læser for meget. Hører for meget radio. Og gør det samtidigt!

Og jeg får for lidt ud af begge dele; specielt når fjernsynet kører muted samtidig.

Daniel Joelsen

Ja, folk var dårlige til at udnytte bibliotektilbudet i 1700-tallet. Fæstebønder foretrak slid og hårdt arbejde frem for hygge med en bog ved pejsen.

Ja, det er i sandhed store problemer, vi kæmper med nutildags, men vi har da heldigvis klimaforandringerne. Uden dem stod det gonnok skidt til.

Poul Genefke-Thye

Se Prædikerens Bog 12. kapitel vers 12