Selv om afrohår ikke er belastet af samme historik i Danmark som i USA, kan den øgede eksponering gennem streamingtjenester som Netflix og HBO stadig være med til at dæmme op for nogle stereotyper herhjemme, mener Naima Yasin, der udgør en tredjedel af holdet bag den danskproducerede podcast A Seat At The Table, der diskuterer medier, hår og emner, der berører det at være minoritet med afrikanske rødder i Danmark – og i øvrigt har taget navn efter Solanges album, hvor »Don’t Touch My Hair« er på.
»Jeg har aldrig tænkt, at måden, jeg har mit hår på, handler om at gå imod white power. Det er noget, der kommer indefra, der handler om mig selv. Men det betyder meget, at man ser nogen i heltepositioner, der ligner én selv og har samme hår. Hvis man altid skildres som den onde eller bare er ikkeeksisterende, så kan det være sværere at finde sig selv,« siger Naima Yasin.
For Ingrid Magnifique Baraka, der er medvært på A Seat At The Table, har udviklingen de seneste år især manifesteret sig positivt i stylingen, som nu foretages af folk, der ved, hvad de laver:
»Man kan godt se, når nogen er stylet af en sort frem for af en hvid person,« siger hun.
Hun henviser blandt andet til et interview med castet bag When They See Us, hvor Niecy Nash, der spiller mor til en af de uskyldigt voldtægtsdømte afroamerikanske drenge, fortalte, at det største for hende næsten havde været, at hun var på et filmset med en sort kvindelig instruktør, Ava DuVernay, og med et sort makeuphold.
»Hendes hår blev sat ordentligt, hendes makeup lagt ordentligt. Det var næsten det, der betød mest for hende. Og du kan altså også se det i det endelige produkt.«
Man kan også se forskel i, hvem der skriver manus og tager beslutningerne, tilføjer Naima Yasin:
»Jeg elsker Venner. Men i de ti år, den har kørt – og så i New York, der er den største melting pot i verden – har der været måske fire sorte mennesker med. Når de siger noget, kan man godt mærke, at et hvidt menneske har skrevet det manuskript. Det kan godt være, der var sorte mennesker på tv i 90’erne, men hvem har egentlig siddet i rummet, hvor beslutningerne blev taget og historierne skrevet?«
»Relevant for mine hvide veninder«
A Seat At The Table har arrangeret visninger af den Golden Globe-nominerede HBO-serie Insecure. Ifølge Naima Yasin er Insecure god, fordi den rusker i fasttømrede stereotyper og samtidig er lavet ordentligt:
»Det er så fedt at se en serie, der er lavet af sorte, håret er sat af sorte, makeuppen er lagt af sorte. Lyset falder smukt på huden, når de er på en natklub. Hvid og sort hud filmes forskelligt, og Insecure viser, at der er masser af talentfulde mennesker derude, der ved, hvordan sort hud og hår skal behandles,« siger hun og tilføjer om den venindekvartet, hovedkarakteren jævnligt indgår i:
»Vi ser fire forskellige sorte kvinder, der bare er sig selv, og vi ser, at der flere måder at være sort på. De er ikke en stereotyp, og de er der ikke for at vise andre how to be a black person.«
»Det, der foregår i deres liv, er universelt,« supplerer Ingrid Magnifique Baraka.
»De går på arbejde, de struggler med at betale husleje, de kan ikke finde en lejlighed. Og intet af det har med hudfarve at gøre. Det er så fedt, at mine hvide veninder også kan se serien og både kan se sig selv og følge den rejse, jeg har været på som teenager, hvor jeg har boet i Danmark og set hvide serier. De kan ikke sige, at det ikke er relevant for dem.«
»Hvor vover jeg at skille mig ud med mit hår«
At afrohår heller ikke er et neutralt fænomen i Danmark, har A Seat At The Table-værterne masser af eksempler på. Som det tredje medlem af podcasten, Stephanie Asi Brix, formulerer det:
»Forrige år havde jeg flettet mit hår, og der sagde folk til mig, ’du har nok rigtig fået attitude!’ Men det handlede jo om, at de så mig på en anden måde. Det var ikke mig, der opførte mig anderledes. Men der dukker lige pludselig en stereotyp op. Og det kan være opslidende hele tiden at skulle forberede sig på den måde, folk ændrer adfærd over for én på, på grund af ens hår.«
I sin dokumentarfilm Good Hair fra 2009 formulerer den amerikanske komiker Chris Rock det på denne måde:
»Relaxed hair makes white people relaxed, nappy hair (ofte nedladende betegnelse for afrohår, red.) makes white people not happy.«
»Det er så morsomt,« siger Naima Yasin:
»og også rigtigt, for ens hår gør virkelig noget ved folk. Jeg vil egentlig bare gerne have friheden til at sætte mit hår, som jeg har lyst til. Og det har jeg i princippet også. Men ikke uden en kommentar.«
»Om vi vil det eller ej, afrohår er politisk,« tilføjer Ingrid Magnifique Baraka.
»I hvert fald indtil vi når en grad af normalisering. Og måske er det endda mere politisk i Danmark, hvor vi alle sammen er ’lige’. Én ting er, at jeg skiller mig ud med min hud, men hvor vover jeg at skille mig ud med mit hår. Mit hår bliver et slags våben, bare fordi jeg gerne vil være den, jeg er.«
Grimt, forkert og medfødt
Journalist og tv-vært på DR’s nu lukkede Sundhedsmagasinet Nola Grace Gaardmand er også intimt bekendt med andres og sit eget komplekse forhold til hendes tætte krøller. Hun oplever jævnligt, at folk i forskellige sammenhænge spørger, om ikke de må se hendes hår løst.
For otte år siden skrev hun som praktikant her på avisen artiklen »Det er grimt, forkert og medfødt« om sin mangeårige tilbageholdenhed over for netop at bære sit hår løst i offentligheden. Nola Grace Gaardmand kan sagtens mærke, at tingene har ændret sig på film og tv, siden hun skrev sin artikel:
»Der er virkelig stor forskel fra dengang. Scannede man mediebilledet, så man måske nogle flotte krøller, men det der ægte afrohår, dreadlocks eller helt kort så man bare ikke,« siger hun og nævner en scene fra Black Panther, der gjorde stort indtryk på hende:
»De er i Seoul, hvor den kvindelige kriger Okoye for at passe ind må iføre sig en rød kjole og en paryk til at dække sin skaldede isse. Og så siger hun, ’jeg føler mig så ÅNDSSVAG med denne her paryk på!’ Det var helt fantastisk, at de vendte det på hovedet. Det naturlige er, at hun ikke har glat hår eller paryk. Det kuriøse er, at hun har klædt sig ud,« påpeger Nola Grace Gaardmand.
»Jeg vælger det bare fra«
Nola Grace Gaardmand tror, at en generel øget bevidsthed om køn og identitet de seneste år har været med til at skubbe til den øgede synlighed af afrohår i medier.
»Før har den slags diskussioner måske været begrænset til nogle akademiske kredse, hvor man nu taler om at tage ejerskab over sin sorthed i bredere kredse.«
Siden hun skrev artiklen i 2011, er hendes eget aktive forhold til hår dog gået i en anden retning end den udvikling, man ser på tv og film lige nu:
»Jeg kan sagtens se, at tingene er ved at ændre sig, og jeg synes, det er fantastisk, men for mig har rejsen næsten været omvendt. Jeg er gået fra at være skrivende journalist til at være på tv. Og som journalist er man opdraget til, at det ikke er en selv, der er historien. Og i det program, jeg arbejdede på, havde vi ofte med mennesker at gøre, der var syge, skrøbelige og sårbare, og der lå tanken om at dukke op med afrohår fjernt for mig. Jeg ville føle, jeg stjal hele billedet. Det var nemmere at sige, ’jeg vælger det bare fra’. Jeg havde heller ikke en skrigpink bluse på. Men forskellen er selvfølgelig, at blusen er noget, jeg tager på, hvor mit hår, det er bare sådan, jeg nu engang ser ud. Det var meget nemmere for mig at være modig omkring mit hår, når det bare handlede om mig selv som praktikant på Information eller til fest på Nørrebro. Og jeg har ingen anden forklaring, end at det er min egen private blufærdighed.«
