Essay
Læsetid: 9 min.

BoJack Horseman kombinerede det dystert-eksistentielle med det tegneseriefjollede

Den animerede tv-serie ’BoJack Horseman’ excellerer i at være ekstremt morsom, knivskarpt satirisk og tragisk eksistentiel på samme tid. Siden 2014 har serien bevæget sig dybt ind i showbizhesten BoJacks smerte. Snart kan de sidste afsnit streames på Netflix
Den animerede tv-serie ’BoJack Horseman’ excellerer i at være ekstremt morsom, knivskarpt satirisk og tragisk eksistentiel på samme tid. Siden 2014 har serien bevæget sig dybt ind i showbizhesten BoJacks smerte. Snart kan de sidste afsnit streames på Netflix

Netflix

Kultur
14. januar 2020

Advarsel: Er du følsom over for spoilers, bør du nok vente med at læse denne artikel, til du har set til og med seneste sæson af ’BoJack Horseman’.

Hvem skulle have troet, at vi havde brug for endnu et portræt af en rig, selvdestruktiv, mandlig antihelt?

Ikke mig, men her sidder jeg alligevel: i gang med at forklare, hvorfor BoJack Horseman, Netflix’ dyster-fjollede tegneserie om en aldrende skuespillerhest med ar på sjælen, er en af de sjoveste og mest rørende tv-serier, jeg nogensinde har set.

Før hestemanden BoJack for første gang tonede frem på skærmene i 2014, var det svært at forestille sig, at BoJack Horseman ville fungere.

I dag har serien fået mig til at indse, at det dystert-eksistentielle og det ekstremt fjollede kan passe perfekt sammen. Og at fortællingen om den mandlige antihelt endnu har potentiale – når han for eksempel gøres til en tegneseriefigur med hestehoved og gives en uventet følelsesmæssig dybde.

Amerikanske Raphael Bob-Waksbergs (f. 1984) serie ligner ved første øjekast en blanding mellem den animerede sitcom The Simpsons og den misantropiske komediedramaserie Californication, selvom BoJack Horseman hurtigt viser sig at være både sjovere og mørkere.

De simpelt tegnede karakterer, hvoraf cirka halvdelen er en blanding mellem dyr og menneske, leverer ligesom i The Simpsons uptempojokes i et næsten velkendt univers – i dette tilfælde »Hollywoo« (d’et faldt af). Og hovedpersonen BoJack minder om Californications fallerede kunstnermand, der lever et retningsløst og fordrukkent bachelorliv og gang på gang fucker op.

Hvordan lever folk?

Men i modsætning til Californications slummede, men alligevel selvtilfredst sexede hovedperson, er der intet afklaret ved den ensomme BoJack. I stedet portrætteres han som et ulykkeligt og destruktivt hestemenneske, der konstant smadrer sine relationer, og som er plaget af et dybt og depressivt selvhad.

I 90’erne blev BoJack berømt for at spille hovedrollen i den hjertevarme-klamme dåselattersitcom Horsing Around om en hest, der adopterer tre forældreløse menneskebørn. 18 år senere er han ikke nået videre, men bliver stadig genkendt på gaden som »hesten fra Horsing Around«. Nu drikker han for meget og opfører sig elendigt over for sine venner og sin manager, katten Princess Carolyn, som han også går i seng med. Han har ladet mennesket Todd bo gratis på sin sofa, men mest fordi han er bange for at blive ensom.

Tidligt i serien er BoJack kommet til at donere penge til at åbne et børnehjem (»The BoJack Horsephanage«) og bliver inviteret til åbningen, hvor børnene synger en entusiastisk sang om hans heroiske dåd.

»Det her er den eneste gode ting, jeg nogensinde har gjort, og jeg gjorde det ved et tilfælde,« indleder BoJack dystert sin improviserede tale. Efter han har fået de hjemløse børn til at græde med en egentlig velment kommentarer om, at deres forældre sikkert ikke er døde, men bare ikke ville have dem, fortsætter han:

»Jeg forstår ikke, hvordan folk lever. Det er utroligt for mig, at folk vågner hver morgen og siger ’Ja! én til dag, lad os gøre det.’ Hvordan gør folk det? Jeg ved ikke hvordan.«

Det er det både overraskende og betagende ved BoJack Horseman: At serien, på trods af at være en fjollet animationsserie, der har en røvhulsagtig og desillusioneret antihelt som hovedperson, alligevel insisterer på at bevæge sig så dybt ind i denne antihelts smerte, at man er nødt til at tage ham alvorligt.

BoJack Horseman handler nemlig ikke om at fucke op, men om at være god nok på bunden. Den handler om at have det elendigt og opføre sig elendigt, men stadig ønske sig – og nogle gange forsigtigt turde håbe på – at man kan ændre sig.

I slutningen af første sæson sidder BoJack og hans misantropiske veninde, mennesket Diane, på et tag og ser ud over LA, og BoJack spørger, om hun synes, han er »en god person, inderst inde«. Diane har i løbet af sæsonen ghostwritet BoJacks memoirer, og han er forelsket i hende i begyndelsen af serien. Men da hun gifter sig med den godmodige hund mr. Peanutbutter, bliver de i stedet venner. Endnu en kliché undgås: at blive reddet af romantisk kærlighed.

Diane besvarer spørgsmålet på en måde, der virker afgørende for serien: »Jeg tror ikke rigtig på ’inderst inde’. Jeg tror egentlig bare, det eneste man er, er alle de ting, man gør.« Hvortil BoJack svarer: »Nå, det var da deprimerende.«

Det er måske deprimerende, men det har også en hvis opbyggelighed i sig: I BoJack Horseman findes der nemlig ikke onde og gode personer, kun onde og gode handlinger. Men det er ikke så nemt for BoJack at handle godt.

Dyremennesket

I tredje sæson, seriens dystreste – og måske den bedste – rammer BoJack bunden. Det lykkes ham at skubbe sin bedste ven og roommate, Todd, fra sig ved at gå i seng med hans ekskæreste (og spolere Todds planer om at skrive en rockopera). Som flugt fra problemerne ringer BoJack til Sarah Lynn, der var barnestjerne på Horsing Around i halvfemserne, og som nu som 30-årig er sangerinde, sexsymbol, partygirl og stofmisbruger.

Lynn og BoJack tager på en lang, eskapistisk stof- og druktur, og Sarah Lynn dør af en overdosis, som Bojack føler sig, og delvist er, skyldig i.

Det er seriens og BoJacks mørkeste sted, da han til Diane efter begravelsen beskriver sig selv som »gift«:

»Jeg har gift inde i mig, og jeg ødelægger alt, hvad jeg rører. Det er sådan, jeg vil blive husket.«

Men klippet efter, afslutningen på sæsonen, hvor BoJack kører i bil gennem ørkenen til Nina Simones stilfærdigt smukke sang »Stars«, er til gengæld det mest rørende. BoJack trykker speederen i bund, lukker øjnene og slipper rattet, så bilen langsomt begynder at køre skævt.

Han er lige ved at køre galt, da han alligevel bremser og ser ud over ørkenen: En stor gruppe hestemænd, der ligner ham selv, kommer løbende hen over sandet, svedende og fokuserede. »We always, we always have a story,« synger Nina Simone, og sæsonen slutter.

Der er noget næsten episk ved denne slutning. Ikke kun fordi den handler om selvmord og død og så alligevel om at vælge livet, men fordi seriens lille, men konstante mysterium – hvorfor er nogle, men ikke alle karaktererne dyr, og hvad betyder det? – her anvendes som en form for symbolik. Hvad ser BoJack i sig selv, når han ser de løbende heste? Vilje, afmagt, livsmod? Det er ikke til at sige, men det er en form for spejling, der finder sted.

Igennem serien virker og italesættes det at være et dyremenneske nogenlunde på samme måde som det at have et køn eller en hudfarve. Det er noget, man arver – BoJacks forældre er også heste – og som man kan finde identitet i. Men man kan også blive dømt for det, som når BoJack kalder Princess Carolyns adfærd for »catty«.

At nogle af karaktererne er dyr og andre mennesker giver mening intuitivt i serien: Selvfølgelig er den evigt optimistiske mr. Peanutbutter en hund, og selvfølgelig er der et sort får i Dianes søskendeflok, selvom Diane meget åbenlyst er det metaforiske sorte får.

Men i hestescenen bliver det mere kompliceret. Her bliver dyremotivet brugt til at sige noget om, hvordan det er at være til, være en person blandt andre personer, der prøver at klare sig, prøver at finde håb og mening midt i sin ensomhed. Det er en eksistentiel scene, fordi BoJack Horseman er et eksistentielt tv-show.

Det fjollede og det dystre

Alt dette kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi BoJack Horseman også er en fjollet, opkørt tegneserie. I de fleste andre serier ville en lignende scene og lignende dystre monologer virke overgjorte og pinlige. Det er altså tegneserieformatet, der gør det dystre muligt, men omvendt er det også det dystre, der gør, at jeg kan skraldgrine af en type tegneseriehumor, jeg ellers ofte bliver træt af.

BoJack Horsemans grundstemning eller -humør befinder sig nemlig to steder, der normalt ikke er kompatible: i det meget fjollede og i det tragisk-eksistentielle. Kombinationen er uventet besnærende.

I sæsonerne efter hestescenen lærer man mere om BoJacks fortid. Hans forældre var begge ulykkelige og uforløste væsener, der lod deres frustrationer gå ud over BoJack. Hans ukærlige og nu demensramte mor Beatrice bliver en vigtig karakter. Det lykkes serien at vise, hvordan BoJacks problem med at være god mod dem, han elsker, også er afstedkommet af familietraumer, der er gået i arv fra hans forældre. Måske er det dét, hestemetaforen er et billede på?

Et af seriens bedste afsnit består af BoJacks tyve minutter lange mindetale ved sin mors begravelse, en tale, der ligesom resten af showet er uendelig trist og virkelig fjollet. BoJack starter med at forklare, at hans mor gerne ville have en åben kiste. »Men hun er jo død nu, så hvem går op i, hvad hun gerne ville?«

Men senere fortæller han, at hende sidste ord var »Jeg ser dig«: »Det er en underlig erkendelse, at det er det, man har manglet, den eneste ting, man hele tiden har ønsket sig, at blive set.« Igen bevæger serien sig ud over grænsen for ens forventninger om indlevelse og smerte ved at italesætte det at miste en forælder, som aldrig anerkendte en.

Til sidst overvejer BoJack, om hans mor også gerne ville ses. Han går hen til kisten, åbner den og holder en lille pause. Så ser han ud over salen, som viser sig at være fuld af sørgende frømennesker i sort. »Er det her begravelseskapel B?«

Politisk tv-serie

Men BoJack Horseman er også en politisk tv-serie, der forholder sig til race, køn og mediernes betydning i USA. I fjerde sæson bliver Diane ansat på et hipstersmart magasin, og efter hun har prøvet at holde en pistol for første gang, skriver hun essayet »A Handgun of One’s Own« med reference til Virginia Woolfs feministiske klassiker A Room of One’s Own.

I essayet går det at eje en skyder og feministisk frigørelse hånd i hånd, artiklen går viralt, og kort efter går alle kvinder bevæbnede rundt i gaderne. Men så går både medierne og det politiske system i selvsving, og skydevåben bliver straks gjort ulovlige.

»Wow, Diane,« kommenterer Princess Carolyn, »Du har lige fået gennemført en fornuftig våbenlovgivning.« Hvortil Diane svarer: »Jeg fatter ikke, at det her land hader kvinder mere, end det elsker skydere.«

Det er skarp politisk satire, der begynder at vise sig især i anden halvdel af serien, og det siger måske lige så meget om udviklingen i den offentlige samtale i USA op gennem 10’erne, som det gør om BoJack Horseman.

Generelt sker der en bevægelse mod bedring i BoJack Horseman, en retning hen imod at lære at leve med sin eksistentielle tvivl, med sin sorg og sine traumer. Men det bliver aldrig entydigt godt, og det er blandt andet derfor, serien bliver ved med at være så overrumplende god.

Første halvdel af sjette og sidste sæson blev frigivet på Netflix i oktober sidste år. Her tager BoJack omsider på rehabiliteringscenter for sit pillemisbrug og begynder at gå i terapi. Men netop som tingene begynder at se lysere ud, indhenter hans fortid ham alligevel.

Man har kunnet streame seriens sidste otte afsnit – anden halvdel af sjette sæson – fra den 31. januar 2019. I 2020 sættes altså det endegyldige punktum for BoJack, og har man set serien, ved man, at chancen for en lykkelig slutning er temmelig lille. Få ting ender godt i BoJack Horseman.

Måske er det derfor jeg altid har haft lidt svært ved at sælge serien til mine venner.

»Fortsætter det sådan her,« spurgte min veninde vantro, da vi forleden så et par meget dystre og meget gakkede afsnit fra første sæson.

Svaret er ja!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her