Feature
Læsetid: 9 min.

Bram Stokers Dracula er ikke nødvendigvis den bedste og eneste Dracula

Danske Claes Bang er en både charmerende, forførende, vittig og dødsensfarlig Dracula i Steven Moffat og Mark Gatiss’ nye serie om den blodsugende greve og de mennesker, der forsøger at bekæmpe ham. Information har talt med Moffat og gyserekspert Kim Newman om, hvad der gør Dracula-figuren så fascinerende og holdbar
Dracula (Claes Bang) drikker ikke ... vin i Steven Moffat og Mark Gatiss’ nye miniserie om den blodsugende greve, ’Dracula’.

Dracula (Claes Bang) drikker ikke ... vin i Steven Moffat og Mark Gatiss’ nye miniserie om den blodsugende greve, ’Dracula’.

Netflix

Kultur
2. januar 2020

»Som jeg i århundreder har forsøgt at fortælle folk: Man er, hvad man spiser.«

Således siger Dracula (spillet af danske Claes Bang) på et tidspunkt i Steven Moffat og Mark Gatiss’ nye BBC-miniserie på Netflix, Dracula, der handler om den blodsugende, transsylvanske greve, og på den sættes fed streg under den drilske humor, som i deres fortolkning er en integreret del af historie og figur.

»Det er jo underholdning,« siger manuskriptforfatter Moffat i telefonen fra London.

»Hvis man ser på de gamle Hammer-film om Dracula, rummer de også en pæn portion humor. Dracula er for velkendt en figur til, at man ikke kan gå til ham med en vis form for respektløshed. Vi påstår ikke, at serien rummer et stort og alvorligt statement om selve livets essens. Det er sjov, der forhåbentlig også rummer uhyggelige elementer. Det er chok og underholdning og action – bogen er lige så meget eventyr, som den er gys.«

Bogen, som Moffat taler om, er selvfølgelig Bram Stokers gotiske gyser- og kærlighedsroman Dracula fra 1897. Det er ikke den første vampyrhistorie – blodsugere har været en del af populærkultur, mytologi og religion i tusindvis af år – men det er den mest indflydelsesrige, og den gjorde både Dracula berømt og etablerede adskillige af vampyrfortællingens mange konventioner, som forfattere og filminstruktører stadig forholder sig til i dag.

Det er dog filmatiseringerne, der har gjort størst væsen af sig: Fra Tod Brownings klassiske, genredefinerende Dracula fra 1931 med Bela Lugosi i titelrollen og Hammers stemningsfulde filmserie fra 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne med Christopher Lee som Dracula til George Hamiltons parodiske, campede Dracula i Kærlighed ved første bid fra 1979 og Francis Ford Coppolas kulørte, sexede Bram Stoker’s Dracula fra 1992.

Rædselsvækkende historie

Sammen med Sherlock Holmes, som sjovt nok var hovedpersonen i Steven Moffat og Mark Gatiss’ forrige serie, Sherlock, er Dracula en af de litterære, victorianske figurer, som oftest optræder på teater, film og tv, og begge er de også ganske elastiske størrelser, man kan bruge til mange ting.

Da makkerparret skulle lave Sherlock, blev nøglen at flytte historierne op til vore dage, men i øvrigt være tro mod figurerne og universet. I tilfældet Dracula var en af nøglerne at lade historien foregå i victoriansk tid, hvor også romanen foregår.

»Vi har ikke haft en god, gammeldags, victoriansk, gotisk Dracula i nogen tid,« siger Moffat.

»Det er blevet ganske almindeligt at opdatere ham, og vi syntes, at det ville være sjovt at sende vampyren tilbage til de originale omgivelser.«

Og det gør de med manér i Dracula, der foregår i slutningen af 1800-tallet, hvor advokaten Jonathan Harker (John Heffernan) er endt i et kloster i Ungarn efter at have oplevet og på mirakuløs vis overlevet de mest forfærdelige ting hos den mystiske grev Dracula på dennes slot i Transsylvanien.

Den svækkede Harker, som synes at være på vanviddets rand, fortæller sin rædselsvækkende historie til søster Agatha (Dolly Wells), der er en noget usædvanlig og ganske handlekraftig nonne.

Hun ved allerede mere, end hun lader Harker tro, og hun er ikke så chokeret over hans historie, som man ellers skulle forvente.

Skurken som hovedperson

Mark Gatiss og Steven Moffat har også gjort Dracula til hovedpersonen i sin egen fortælling, hvor han ellers ikke optræder så meget, som man skulle tro. For eksempel er han ikke meget med i Bram Stokers bog efter de første fire kapitler, ligesom han i mange af filmversionerne kun sjældent lader sig se.

»Han er nærmest ikke med i Hammer-filmene,« siger Moffat.

»Det er glimrende film, men Christopher Lee, der er fantastisk i rollen, dukker op på samme måde som hajen i Jaws. Han er der kun for at spise. Vi besluttede os for at fokusere på Dracula selv og give ham lov til at tale. Hvordan ville Dracula lyde, hvis man bare sad sammen med ham? Han er en utroligt uddannet adelsmand, der er 400 år gammel og meget, meget begavet. Han ville have ting at sige. Det var interessant for os. Men det var svært at finde ud af, hvordan et monster taler, og at skrive spændende, sympatisk dialog til en figur, der intet som helst moralsk kompas har.«

Og det sker kun sjældent på tv og film, at en ond person ligefrem gøres til hovedperson, forklarer Moffat, der sammen med Gatiss og selvfølgelig Claes Bang har gjort Dracula til en såre charmerende og sexet skikkelse, der dog ikke ejer samvittighed eller mådehold.

»Hovedpersonen er som regel et dydsmønster, i værste fald et anløbent dydsmønster. Det er stadigvæk usædvanligt at lade helten i ens historie være et monster. Det er en af grundene til, at Dracula er så fascinerende. Ideen om, at ondskab kan være attraktivt og forførende, er også en smule grænseoverskridende – i modsætning til at være frastødende og uhyggeligt. Det føles på en måde syndigt.«

Flere fortolkninger

Der er selvfølgelig flere grunde til, at Dracula er så fascinerende og holdbar en figur. Blodet, forførelsen og det undertrykte begær hos vampyrens ofre er en af dem. Navnet er en anden. Det mener den britiske forfatter, filmkritiker og Dracula-ekspert Kim Newman, der selv har skrevet flere romaner, hvori han bruger Dracula-mytologien.

»I sit første udkast kaldte Bram Stoker ham grev Wampyr, men da han kom på ’Dracula’, rejste figuren sig og blev for evigt den litterære alfavampyr over dem alle,« siger han.

»Teksten rummer flere fortolkninger, har huller, der kan fyldes på interessante måder og er usædvanligt åben over for at blive leget med. Det at jeg tidligt blev udsat for Dracula – først filmen fra 1931, siden bogen – betød, at jeg blev interesseret i alle mulige ting – gys, monstre, film, bøger, 1800-talshistorie – og jeg bliver ved med at vende tilbage til figuren og se alle mulige ting igennem dens linse. Grev Dracula er det stærkeste af nøglemonstrene, fordi han er en mesterskurk snarere end en sølle småforbryder. Når monstrene arbejder sammen, er det altid ham, der bestemmer.«

Således er det også Dracula, som alle andre vampyrer sammenlignes med, både i forhold til hvor meget de ligner ham, og hvor meget de adskiller sig – præcis som Sherlock Holmes er detektiven, alle andre detektiver holdes op imod. Og ligesom Sherlock Holmes, de tre musketerer og Jekyll og Hyde er Dracula en figur, som genfortolkes ganske ofte, og som afspejler den tid, den optræder i.

»Men sjovt nok mener jeg, at variationerne i Draculas personlighed er færre end hos de fleste andre – måske fordi det fra begyndelsen har været meningen, at han skulle være en mand uden for tid, hvorimod alle andre i historien forandrer sig og er i synk med tiden, de bliver til i, mens han i bund og grund forbliver sig selv,« siger Newman.

En stor, rodet roman

Bram Stokers Dracula består af brevvekslinger, telegrammer, dagbogsoptegnelser og avisartikler, og romanen er umiddelbart umulig at filmatisere. Det var man godt klar over, da de første teaterstykker og film baseret på bogen blev lavet i 1920’erne og 1930’erne, og det er i lige så høj grad Tod Brownings Dracula – der selv var baseret på et teaterstykke – som det er Stokers bog, de fleste senere Dracula-film og -serier tager udgangspunkt i.

»Det er en stor, rodet roman fuld af materiale, og hver manuskriptforfatter skal vælge, hvad de vil inkludere, hvad de vil udelade, hvilke ideer der skal droppes, hvilke passager der skal prioriteres, hvilke aspekter der skal fremhæves,« siger Kim Newman.

»Mere fuldendte romaner bliver ikke filmatiseret så ofte. Alle Draculaerne, selv de dårlige, har ting at føje til og lege med, og det er et vedblivende projekt at gøre ting ved historien. Jeg har ikke selv som sådan adapteret Dracula, selv om jeg har skrevet en serie romaner, der tager udgangspunkt i Stokers materiale – og jeg bliver til stadighed forbløffet over, at jeg, når jeg har brug for et eller andet, kan vende tilbage til bogen og finde en passage, der synes at passe perfekt.«

En anden indgangsvinkel

Steven Moffat og Mark Gatiss har haft mange af de samme overvejelser, men, understreger Moffat, Bram Stokers Dracula er langtfra den eneste inspirationskilde til den nye miniserie.

»Bogversionen af Dracula er ikke rigtig den Dracula, vi kender. Han er meget mindre charmerende, meget mere monstrøs. Indimellem er han endda lidt kedelig, og Jonathan Harker bliver træt af at lytte til hans historier om gamle dage,« siger han.

»Ideen om den charmerende, forførende Dracula dukker ikke rigtig op før i det første teaterstykke baseret på bogen. I stykket er Dracula nødt til at gå rundt og tale med folk, så de lavede en smule om på figuren, så han er mere elegant og elskværdig og tiltalende. Det er der, at den charmerende, flotte Dracula iført en kappe kommer fra.«

Moffat fortæller, at de fleste mennesker, som læser bogen, bliver ret overraskede over, at den rummer så mange breve af to unge kvinder, der skriver til hinanden om deres forlovede.

»Det er ikke det, man tænker på, når man tænker på Dracula. Der er dele af bogen, som kun fungerer i bogform. Den hopper frem og tilbage og er lidt langsom midtvejs – på måder, som er ret fængslende. Så ja, man er nødt til at finde en anden indgangsvinkel som historie,« siger han.

Noget på spil

Og det bringer os tilbage til det med humoren og den indimellem nærmest respektløse tone, der er i Dracula. (Det skal lige siges, at jeg kun har haft mulighed for at se et enkelt af seriens i alt tre afsnit).

»Draculas berømte replik, ’jeg drikker aldrig … vin’, der optræder i så mange film – og i vores serie – kommer fra Lugosi-filmen. De fleste Dracula’er efter ham har ledt efter en mulighed for at lade Dracula sige det, fordi det er så god en replik. Så den åre af humor og respektløshed har altid løbet gennem Dracula-historierne. Hvis man bevæger sig fra humor til horror – fra en vittighed til et dødsfald – bliver det desuden meget mere spændende,« siger Steven Moffat.

Men hvad så med balancen mellem respektløshed og parodi? Jo længere man bevæger sig ud i det respektløse, jo større fare er der vel for at blive parodisk.

»Det afhænger af, hvad man mener, at humor er. Humor er ikke en letvægter,« siger Moffat.

»Jeg er i forvejen ikke stor fan af parodier – at tage pis på kildematerialet i stedet for at præsentere det på en vittig måde. Folk kommer med sjove bemærkninger i krisesituationer. Der er altid humor i fare. Selv store komedier afhænger af, at der er noget på spil, om jeg så må sige. Der er ikke en kontrast mellem de to ting – de modvirker ikke hinanden. Det var en overraskelse for os, da vi viste første afsnit for et publikum, at vi både skræmte folk og fik dem til at grine. Men som jeg siger – det er underholdning. Og når vi ikke bliver bange, kan vi lige så godt grine lidt. Vi har så også i Claes Bang og Dolly Wells fundet to skuespillere, der forstår at sige en morsom replik.«

Vejen til Claes Bang

Til titelrollen i Dracula havde Steven Moffat og Mark Gatiss brug for en skuespiller, som kunne tage ejerskab for rollen på samme måde, som Benedict Cumberbatch tog ejerskab for rollen som Sherlock Holmes i Sherlock.

»Da vi valgte Benedict til den rolle, var han stort set ukendt i den brede offentlighed, og derfor var han i stand til at tilegne sig rollen som Sherlock Holmes på samme måde, som Basil Rathbone og Jeremy Brett engang gjorde. Det blev hans rolle,« siger Moffat.

»Vi ville have en Dracula, som folk ikke kendte fra 20 andre roller. Det stod også klart for os, at vi ikke ville have en engelsk Dracula. Det skulle være én, som bare ikke så engelsk ud. Og jeg ved godt, at Dracula ikke er dansk, men Claes ser ikke ud som en englænder. Han ser anderledes ud – europæisk. Og vi var utroligt glade for at finde en skuespiller med så stor en udstråling og så store evner, som ikke er kendt hos det britiske og amerikanske publikum.«

’Dracula’ har premiere på Netflix den 4. januar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Jeg gider ikke flere sjove vampyrer. Det er fint med What we do in the shadows, film som serie.

Hvad med en uhyggelig vampyr, der tager sig selv alvorligt? Hvorfor skal vampyren reduceres til enten sexet eller sjov? Kom nu ind i kampen.

Tommy Gundestrup Schou

Det er faktisk en glimrende mini-serie efter min mening.

Men ellers er jeg enig i, at vi ikke har brug for flere romantiserede/sjove udgaver af Dracula.

Peter Andersen

chock uden dybde - typisk hollywood