Interview
Læsetid: 10 min.

Casper Christensen og Frank Hvam: »Vi har været vigtige engang«

Meget er sket, siden Klovn-tv-serien så dagens lys i 2005. Nu er Casper Christensen og Frank Hvam aktuelle med den tredje og sidste Klovn-spillefilm, ’Klovn – the Final’. Information har talt med de to komikere og manuskriptforfattere om at blive ældre, skulle tilpasse sig en forandret verden og blive overhalet indenom
Vi er jo alle hyklere, og sådan må det jo nu engang være. Ellers er ens idealer ikke høje nok, siger Frank Hvam.

Vi er jo alle hyklere, og sådan må det jo nu engang være. Ellers er ens idealer ikke høje nok, siger Frank Hvam.

Kultur
30. januar 2020

»Det er da en varm slutning. Det ukuelige venskab. De to mænd, der sidder der med hver deres guldske og deler et overflødighedshorn af en flødeskumskage, mens de ser på en 80-årig dames tissekone. Det viser vel egentlig meget godt, hvor vi alle sammen ender,« siger Casper Christensen.

Jeg har spurgt ham og Frank Hvam, om deres nye film, Klovn – the Final, ikke snarere ender med et klynk end med et brag, og det giver de mig sådan set ret i. Men, siger Casper Christensen også, sådan er livet, hvortil Frank Hvam svarer:

»Jo, men det var måske ikke det, man drømte om, da man var 18.«

Vi sidder på et kontor på Information og taler om den nye film, den tredje i rækken baseret på makkerparrets succesfulde tv-serie, Klovn. Den begyndte i 2005, og meget er sket siden da. Verden er ikke længere den samme, og det er Hvam og Christensen heller ikke.

Dengang var de et par yngre komikere i 30’erne. Nu er de begge midaldrende mænd omkring de 50 år – Frank Hvam er 49, Casper Christensen 51.

Og det kan godt mærkes på filmen, hvori de to – ligesom i serien og de to foregående film – spiller fiktive udgaver af sig selv. Desperationen og kedsomheden er mere tydelig end tidligere. I begyndelsen af Klovn – the Final, der er instrueret af Mikkel Nørgaard, som også har instrueret tv-serien og de øvrige film, fejrer Frank sin 50-årsfødselsdag, og Caspers gave til ham er en weekendfisketur til Island. Det viser sig dog, at de i virkeligheden skal på bordel på vulkanøen – det sagnomspundne Alley Cat, opkaldt efter Bent Fabrics Grammy-vindende melodi – men da Frank i et forsøg på at være kæk får raget på en ung kvinde i lufthavnen, bliver politiet involveret, og parret får ikke lov til at flyve.

I stedet må de gemme sig i vennerne Lars Hjortshøj og Tina Bilsbos hus, der ligger lige over for Frank og hans kone, Mias, hus. Og det, der blot skulle have været en sjov weekend hjemmefra, bliver til flere lange og stadigt mere desperate uger, da en vulkanaskesky stopper al flytrafik til og fra Island.

En anden verden

Scenen med kvinden i lufthavnen er blot et enkelt eksempel på, hvordan Klovn-universet har måttet forandre sig for at følge med tiden.

»Hvis vi havde lavet den scene i den første film for ti år siden, så var hun nok blevet opfattet som skør, fordi hun råber op, og så var det måske hende, politiet havde fjernet fra lufthavnen,« siger Casper Christensen.

»Men man ser på verden med nogle andre briller i dag, og det er vi nødt til også at forstå for at kunne lave Klovn. Verden har forandret sig rundt om os.«

Deraf følger vel også, at Klovn the Movie (2010) ikke kunne være blevet lavet i dag. Det mener Casper Christensen i hvert fald. Der er for mange krænkelser i den, siger han: »Homofobi, mandeflirt og en drengs tissemand og voldtægt af en 17-årig pige. Jeg tror, at vi skriver på en anden måde, fordi vi har fået en bevidsthed omkring det.«

»Tidligere syntes vi, at vi skulle gå over grænsen og være grovere. Nu har vi mistet interessen for at påtage os den rolle. Hvad enten det så skyldes, at vi har gjort det så mange gange og er blevet ældre, eller om det er, fordi det ikke længere er sjovt på samme måde for folk i samfundet. Men det reflekterer man også over.«

Frank Hvam smiler skævt og siger så: »Frihedsheltene er blevet krænkere.«

Gammel hvid mand

Frank Hvam synes, at verden er blevet sværere at manøvrere i, og jo mere man tænker over det, desto sværere er det. Samtidig er debatten om, hvad man må og ikke må, blevet alt for skinger.

»Der er opstået en eller anden form for skyttegravskrig, og for os er det fuldstændig uinteressant at ende i en af de skyttegrave, fordi det frarøver os vores frihed til at udtrykke os og forfølge de historier, vi gerne vil fortælle. Det ender lynhurtigt i et hundeslagsmål,« siger han.

Det kan også være svært at følge med, når spillereglerne, man har brugt så mange år på at lære at kende, pludselig er nogle andre, også på det mere følsomme, identitetspolitiske område. Det er både forvirrende og frustrerende.

»Jeg er helt med på, at man skal forholde sig nysgerrigt til det og prøve at forstå det nye. Det er der en masse gaver i,« siger Frank Hvam.

»Men man kan også godt mærke, at der en gang imellem er nogle, som ikke er interesseret i, at man forstår dem. De er interesseret i at holde én i den bås, der hedder gammel, hvid, heteroseksuel mand, der ikke forstår en skid.«

Casper Christensen: »Det kan godt være, at det er mig, der er langsom, men det tager mig lidt tid helt at forstå, hvad #MeToo egentlig er. At en pige må finde sig i at blive taget på brysterne, ellers får hun ikke det næste job – den situation kan jeg afkode ganske hurtigt. Men den gængse tone på en arbejdsplads, og hvornår noget er sjovt og ikke sjovt, og hvilke forestillinger har vi om, hvem der gør hvad. Det tager mig en smule tid at finde frem til de fejl, jeg måske selv har begået.«

Flirten på hylden

Da de skulle i gang med optagelserne til Klovn – the Final, meldte Casper Christensen og Frank Hvam klart ud til hele filmholdet, at folk skulle opføre sig ordentligt og tage hensyn. Og det var en lettelse at have så klare linjer, fortæller Casper Christensen.

»Vi sagde: ’Det her er et sted, hvor vi har det pissesjovt, og vi kan gøre alt muligt, men på grund af #MeToo er vi alle sammen nødt til at lægge flirten på hylden. Det er skønt, hvis folk bliver kærester og knalder, men det hører ikke hjemme på arbejdspladsen.’ Mærkeligt nok syntes jeg, at det var rart. Jeg var nødt til at tage mig selv i den lumre joke i omklædningsrummet, når Mia skulle klæde om lige ved siden af mig. Der er altid en dum joke, man kan fyre af. Nu tænkte jeg: ’Lad lige være’, og på en måde var det ret rart og befriende. Så diskussionen har sat sig spor.«

Han ser på Frank Hvam: »Vi er ikke helt ens, Frank og jeg, og jeg tænker måske også mere over det, end du gør.«

Frank Hvam: »Det er, fordi det er dig, der gør det.«

»Ja,« siger Casper Christensen med et suk.

Så griner han.

»Det er i hvert fald mig, der bliver opdaget hver gang. Lad os sige det sådan.«

Klovn har aldrig været decideret terapi for Frank Hvam og Casper Christensen. Men det har været et sted, hvor de har kunnet komme lidt mere i sync med sig selv, som Casper Christensen udtrykker det.

»Når vi skal finde ud af, hvad Casper eller Frank gør, begynder vi at grave lidt i vores egne liv, og så bliver man desværre gjort opmærksom på, hvor man er i sit liv – så finder man ud af, at ens forestilling om sig selv måske ikke er den samme som omverdenens.«

En form for fokus

Frank Hvam mener også, at der er en form for syndsforladelse i Klovn, både i serien og filmene, fordi der netop er så stort et svælg mellem det menneske, man gerne vil være, og det menneske man i virkeligheden er.

»Det er der mange gode komiske historier i, og dem har vi nu fortalt i 16 år,« siger han.

Casper Christensen: »Man er nødt til at grine ad sig selv, sin egen naragtighed i alle mulige sammenhænge, og det er terapeutisk i sidste ende, tror jeg.«

Frank Hvam: »Vi er jo alle hyklere, og sådan må det jo nu engang være. Ellers er ens idealer ikke høje nok. Hvis man ikke ender som hykler.«

Og selv om de er blevet ældre, og slutningen er kommet tættere på, er de begge ret godt tilfredse med der, hvor de befinder sig lige nu. Ja, faktisk er de nærmest lykkelige.

»Jeg er simpelthen så glad for mit liv. Men jeg har i mange år sagt, at jeg var midtvejs i livet. Det kan jeg jo ikke blive ved med at være. Og selve aldringsprocessen, det fysiske forfald, har jeg ikke noget godt at sige om,« siger Frank Hvam.

Casper Christensen: »Jeg synes ikke, jeg nogensinde har været et bedre sted i mit liv, end jeg er nu. Jeg ville aldrig bytte med en anden alder. Men der er jo også andre ting i ens liv, der kan gøre en lykkelig, end bare det at man er blevet ældre.«

Frank Hvam: »Det at man pludselig kan se enden, skaber også en form for fokus. Vi kan godt regne ud, at nu har vi kun et vist antal projekter tilbage i os. Så må vi jo bruge tiden fornuftigt.«

Og det gør de så blandt andet ved at blande sig i klimadebatten. Casper Christensen som fortaler for en vegetarisk livsstil, Frank Hvam som elbilfan. Det var områder, hvor de følte, at de kunne gøre en forskel.

»Det med bare at stille sig op og pudse glorien er ret uinteressant. Det er interessant, når man kan se, at noget er lige på vippen, og man med et lille skub faktisk kan gøre en forskel. Hvis man kan ramme folk på et tidspunkt, hvor de vakler mellem at gøre noget eller ikke gøre noget, så er det fantastisk,« siger Frank Hvam.

Komiker eller ej

Casper Christensen fortæller, at han ikke længere har lyst til at blive opfattet som komiker. Der er noget barnligt forbundet med den stillingsbetegnelse, og han synes, at han befinder sig et andet sted i sit liv. Komiker er i hvert fald ikke det, der skal stå på hans gravsten.

»Jeg kunne godt tænke mig at skifte fuldstændig karriere. Det kunne være interessant. Men det er ikke noget, der kommer til at ske inden for de næste par år,« siger han.

Både han og Frank Hvam understreger dog, at de laver det, de har lyst til, og selv om de nu siger farvel til Klovn-universet, siger de ikke farvel til hinanden.

»Vi tilvælger hinanden, når vi har det rigtige produkt,« siger Casper Christensen.

Frank Hvam: »Jeg behøver ikke at se, om Casper kan klare sig selv. Det har jeg set. Det er så lykkeligt et ægteskab på den led – det er et åbent forhold. Selvfølgelig skal vi da lave noget sammen, men at fortælle folk, hvad man har tænkt sig at lave, er aldrig lige så interessant som at tale om det, man har lavet.«

Selv kan han stadig godt lide at stå på en scene og fortælle en velturneret joke, som publikum griner ad, fordi de forstår den frustration, der ligger bag. Og han tror, at han vil blive ved med at have det sådan i mange år. Blot ved han ikke, på hvilket niveau det bliver.

»Det kan være, at jeg kan blive seniorkomiker eller veterankomiker,« siger han.

Casper Christensen: »Oldboyskomik.«

Frank Hvam: »Der er både morskaben i at lægge puslespillet og en basal glæde i at blive forstået. At stå på en scene og give udtryk for noget, man føler, og så mærke, at folk forstår, hvad man siger.«

Den gode historie

Frank Hvam og Casper Christensen har aldrig været sentimentale, og derfor er det heller ikke vemodigt for dem at skulle sige farvel til Klovn-universet. Det har de faktisk også gjort flere gange – både efter seriens første sæson og efter den første film. De var ikke sikre på, at der ville være materiale til mere.

Men som Frank Hvam siger: »Jeg tror stadigvæk, at det er interessant at fortælle om sit liv, når man bliver 80 år gammel, hvis man altså gør det ærligt og ægte. Da vi lavede den første film, var vi ikke klar over, om det kun skulle være én film, eller om det var starten på en Olsen-Banden-agtig serie. På en måde er det endt midtimellem, fordi vores emner hver gang har været eksistensagtige. Først faderskabet, så venskabet og nu ægteskabet. Og hvad er der egentlig af andre store chunks i en midaldrende mands liv? Vi kan ikke umiddelbart komme i tanke om, hvad vi ellers skal kaste os over filmmæssigt.«

Tv-serien krævede ikke lige så store eller vægtige emner, men, siger de begge, der var engang, hvor de var nyskabende og lavede banebrydende tv-komik. Det gør de ikke længere. De er blevet overhalet indenom af et tv-medie i en rivende udvikling.

»Men vi har heller ikke rigtig interesse i at være banebrydende,« siger Casper Christensen.

»Det lyder meget gammelt, men der er noget med den gode historie og den rigtige måde at fortælle den på, som tager tid at lære. Vi har lært noget og har erfaring. Man skal også huske på, at det der med at opfinde noget nyt ikke er en kvalitet i sig selv. Vi har præget meget og opfundet alt muligt lort inden for vores fag. De ting, der bliver opfundet i dag, læner sig op ad det, vi lavede dengang. Vi kan godt læne os tilbage og nyde det. Man behøver ikke føle sig presset til at være med i det game. Det kan man alligevel ikke. Vi har været vigtige engang.«

’Klovn the Final’ anmeldes kulturtillægget fredag og kan læses på information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Uha. Har man brug for at tjekke omfanget af sin vigtighed, så stikker man som bekendt en finger i et glas vand og måler, hvor stort hullet er.

Anders Sørensen

@Margit Johansen, eller man stikker en finger i et glas vand, rører rundt og iagttager bølgernes omfang. I tilfælde af Klovn, Casper Christensen og Frank Hvam bølgede det en del.

Ole Kresten Finnemann Juhl

BØV