Del I: Freeze var et offer, der blev forvandlet til bøddel

Den sorte firhjulstrækker tilhørte ikke Freeze, men en i Freetown bosiddende englænder, der for tiden var bortrejst. Han havde overladt den til Freeze, så han kunne bruge den, når han ville. Han kunne også sælge den og på et tidspunkt give pengene til englænderen. Selv om Freeze siger, han forsøger at sælge den, kører han stadig rundt i den. Han kørte sin girlfriend Titi, og så Kurt og mig til Makeni og Tonkolili, og tilbage igen til Freetown.

Fra Tonkolili vandrede Kurt og jeg ud til et bjerg, der hedder Masanga, som vi besteg. Ti dage senere kørte han Walter, Gabriel, Titi og mig fra Freetown til Koidu i Kono og tilbage igen.

Freeze var klædt i jeans og sneakers, på den sorte T-shirt stod der med hvidt: I am going to tell God everything. Han havde ikke været i Koidu, hvor han er født og opvokset, siden borgerkrigen sluttede i 2002, det vil sige i sytten år.

Jeg havde lært Freeze at kende gennem Lea. Sammen med sin eksmand startede hun en ngo med det formål at hjælpe ofre fra den elleve år lange borgerkrig (1991-2002) i Sierra Leone til at vende tilbage til livet. De havde valgt at fokusere på fodbolden. Eksmanden havde været professionel fodboldspiller, og desuden har fodboldspillet en samlende kraft i det meste af verden. Næsten alle forstår reglerne og respekterer dem.

Lea var nu leder af ngo’en, og havde formået at trække tråde helt ud i slumkvartererne Susan Bay og Kroo Bay.

Nogle dage efter min ankomst i begyndelsen af september 2019 tog jeg med Lea og Freeze til Susan Bay, det var stadig regntid. Om natten og op ad dagen ville regnen styrte og ramme slummen hårdt. Flere gange havde den forårsaget store skader, var skyllet gennem de snævre gyder og revet hytter med ud i bugten.

I 2017 omkom over 1.000 mennesker, regnen udløste et mudderskred i Freetown. Vi kørte forbi bjergsidens endnu åbne jordskredssår. I Susan Bay og Kroo Bay var man forberedt, de få ejendele lå oppe under loftet lige til at gribe, når syndfloden kom. Under tørkens halvår var der altid brandfare.

Vi kom til en tomt, der gjorde det ud for skolegård, snesevis af nøgne børn løb rundt og sparkede til en laset tøjbold, mudderet sprøjtede om dem. Når de så Lea stormede de hende jublende i møde. Lea var en heltinde på de egne.

Ngo’en havde taget initiativ til nitten foreninger rundt om i Freetown. Kontakter til danske fodboldklubber havde medført gaver i form af bunker af trøjer og sko til børn og unge, som blev fragtet med skib i containere. Flere klubber havde også doneret kunstgræsbaner. Der var en på vej, som fyldte adskillige containere.

Med jævne mellemrum rejste Lea fra København til Freetown for at følge op på arbejdet der, men målet var, sagde hun, helt at trække sig, og med tiden overlade arbejdet til de lokale, der nu var ansat i kontoret, som lå oven på en forretning med hårde hvidvarer i centrum af Freetown.

Der kom de så, de ansatte i organisationen, og hang ud der. Også ofre fra borgerkrigen. En af dem havde ingen hænder. Oprørssoldater havde under borgerkrigen brændt dem af i en offentlig grusomhedsdemonstration, han havde været et seksårigt barn dengang. I dag solgte han tasker, som han påstod, han selv syede. Jeg købte en. Han havde sælgergenet, han forsøgte at presse prisen i vejret.

Hør her, sagde Lea, du ved ligeså godt, som jeg, at den pris ikke er den rigtige. Så grinede han. Men holdt stædigt fast på sit. Freeze var en af dem, der dagligt kom i organisationens kontorer.

I 1994 – Freeze var fjorten år – kom en gruppe rebeller, som kaldte sig for Revolutionary United Front eller bare RUF, til skolen, hvor han gik. De sammenkaldte alle eleverne til møde. En af lederne sagde, hvis du er med os, så stiller du dig over til venstre, hvis du ikke er med os, så går du til højre.

Freeze havde instinktivt en fornemmelse af, at det her var et spørgsmål om liv og død. Han tænkte, jeg stiller mig over til dem, der er gået til venstre. Mange af børnene ville hellere hjem til deres forældre og placerede sig i rækken til højre. Da rebellerne var færdige med at fordele børnene, skød de alle dem, der ikke ville gå med dem.

Der er 600.000 måder at dø på, sagde Freeze, og jeg ville ikke dø.

Freeze kom ikke mere hjem. Han var ikke længere en del af sin familie, sit lokalsamfund, han var krigernomade. De tog ham med ud i junglen. Han blev tvangsopdraget af kommandogruppen, de boede i junglen, de trænede til at blive dræbere. Han gjorde alt hvad de sagde. De stjal stofferne fra narkokartellerne, »the gun can buy«, sagde Freeze. Hvis ikke de indtog stofferne – kokain, amfetamin, brown brown (blanding af kokain og sort krudt) – blev de slået ihjel. De lærte at dræbe i en fælles påvirket vildskab.

Efter et halvt år sendte de ham ud i krigen med et nyt navn, Yaki Kadafi, efter den amerikanske rapper, der spillede i Outlawz med Tupac Shakur. Freeze er hans nuværende postborgerkrig navn.

Denne voldskultur er et fænomen, der er blevet til i globaliseringens epoke, som trækker på gamle jægermytologier og vestlige, især amerikanske rap- og hiphop-miljøers koder. Krigen er et arbejdsmarked for unge arbejdsløse mænd eller de er, som Freeze blev det, bortført som børn eller teenager og hjernevasket ind i den.

***

Den 23. marts 1991 skred det første kontingent oprørssoldater fra Liberia og ind over grænsen til Sierra Leone og angreb provinshovedstaden Kailahun. Nu skulle præsident Joseph Saidu Momohs regering omstyrtes. Deres såkaldte revolution blev til terror mod befolkningen, de vandaliserede landsbyer, brændte huse af, røvede, torturerede og myrdede.

Året efter kuppede den 25-årige militærleder Valentine Esegragbo Melvine Strasser Momohs regering. Den regering holdt til 1996, hvor General Julius Maada Bio tog magten ved et kup, han sad på den post i 72 dage. Og i 2018 blev han demokratisk valgt præsident.

Mange af oprørerne var lejesoldater fra Liberia, nu havde den liberianske borgerkrig bredt sig til Sierra Leone, og den ville tage sin egen modbydelige konsekvens der, og først elleve år senere ville den være slut. Foday Sankoh traf Taylor i en træningslejr i Libyen, Gadaffi havde dengang en panafrikansk drøm og finansierede militær – og terrortræning.

Det var Charles Taylor, der førte krigen ind over grænsen, han som opfandt krigen i Liberia, og senere blev Liberias præsident under valgkampagnens slagord: He killed my ma and he killed my pa, I will vote for him.

I dag afsoner han en 50 års fængselsstraf i England dømt for krigsforbrydelser. Men det var Foday Sankoh som blev den sierraleonske fronts leder, RUF eller Revolutionary United Front, der senere i forløbet også blev omdannet til partiet Revolutionary United Front Party, der kom til at deltage i en regering mod slutningen af krigen, som del af et fredsmæglingsforsøg. Volden kan betale sig.

Freeze var med i en gruppe på 40 rebeller. Kommandolederen befalede Freeze at hugge hænderne af en 15-årig dreng. Det var sådan det ville foregå. Der skulle gå elleve år før Freeze vendte tilbage til Kono. Hans tante græd, da hun så ham, hun fortalte ham at hele familien var blevet slået ihjel, hans søster, hans bror, hans mor, hans far.

Han flygtede til Guinea-Bissau, der blev han et år, hvor han opholdt sig i forskellige lejre sammen med andre overlevende rebeller. Der lykkedes det ham at få bugt med sit stofmisbrug, sagde han. Efter tiden i Guinea kom han til Freetown, den by han i 1999 nu som commander for sin RUF gruppe, havde været med til at smadre og begå massakre mod befolkningen. Han holdt til i det hårde kvarter Belgium, hvor han nu og da arbejdede som missionary, han rekrutterede ekskombattanter fra borgerkrigens tid til hemmelige militære operationer i nabolandene. Det var i begyndelsen af nullerne.

Senere jobbede han på parkeringspladserne. Han vaskede biler, og fandt p-pladser, han forsøgte at gå til hånde for en mønt. Derefter blev han pimp, han havde nogle unge kvinder i sit sold, de kunder, som ikke ville betale for ydelserne, bankede han. Han sov i natklubberne, på jorden, i hjørner, i kroge, under halvtage, hvor som helst. Han drak og vendte tilbage til stofferne. Mange af dem, som ikke allerede var døde i krigen eller lige efter, eller var blevet genkendt og slået ihjel, levede et liv som Freeze, på gaden, hvor de forsøgte at tjene eller stjæle til dagen og vejen og ellers bedøvede de sig med alkohol og stoffer.

Det var i den periode han traf Amalia. Hun var taget fra Danmark til Freetown som antropologistuderende for at lave sit feltarbejde, der havde eksbørnesoldaterne som emne. Hun mødte Freeze og fik sympati for ham. Efterhånden kom han i gang med at fortælle sin historie, en historie han ikke tidligere havde fortalt til nogen.

Den var så smertefuld og på samme tid livsfarlig for ham, den kunne, hvis den slap ud, vække en hævn hvor som helst. Da han ikke havde flere ord, græd de begge. Han fortalte de frygteligste ting, som han havde deltaget i, ting han havde gjort mod sine egne.

Freeze ramte noget i Amalia, hun besluttede sig for at tage sig af ham, og han blev hendes guide i de miserable miljøer i Freetown. Han førte hende til den ene ekskombattant efter den anden. Hun skaffede et rum til ham, hvor han kunne overnatte, hvor han ligefrem kunne bo. Han flyttede ind med sin taske, men om natten lå han vågen. Han blev bange, han stod op og gik ud i byen igen. Han kunne ikke forlige sig med de fire vægge. Han vendte tilbage til Belgium, lagde sig til at sove i et hjørne, en krog, hvor som helst, bare det var udenfor. Det tog ham et års tid at vænne sig til at bo i et lukket rum.

Hun reddede mit liv, sagde Freeze. På højre overarm har han fået tatoveret hendes navn.

Amalia gav så at sige Freeze videre til Lea. Det var i 2012. Amalia kom ikke længere i Freetown. Lea tog Freeze til sig, ansatte ham i sin ngo, han skulle nu være rollemodel for børn og unge i lokalmiljøerne. Hun var hans chef, og det var tydeligt, hvilken respekt han nærede for hende. Mændene var ellers macho. Homoseksualitet var tabu.

Freeze har en vis charme, han har samtidig et blik så afgrundsdybt af noget vi ikke kan begribe, noget vi, der er opvokset med freden, ikke kan relatere til, som en artsfremmed sorg eller ulykke, noget der kalder på en form for medfølelse eller medlidenhed, måske noget der kalder på frelsergenet, i hvert fald i Amalia.

Freeze var et offer, der blev forvandlet til bøddel. Et tyndt skæg bugtede sig ned over hagen, som kun delvist skjulte et kraftigt ar. Det stammede fra en ulykke, der var hændt ham for ikke så længe siden. Han kom kørende på motorcykel, og var blevet drønet ned bagfra. Bilisten stoppede ikke, men lod ham i stikken svævende mellem liv og død. Den operation, han havde brug for, kunne man ikke foretage i Freetown. Lea betalte hans rejse til et hospital i Indien. Operationen reddede hans liv endnu engang, skønt resultatet langt fra blev perfekt.

Lea havde godt sagt det, at han fra tid til anden stak af, søgte tilbage til Belgium, bedøvede sig i stoffer og alkohol, hang ud med prostituerede. Hun havde gentagende gange opsøgt ham i Belgium, fundet ham og bragt ham med ud derfra. Der er tider, hvor det bryder igennem igen, mareridtene, fortiden, rædslerne. Men Freeze havde tævet sin kone. Lea fik ham til at melde sig selv. Han blev dømt for vold mod sin kone, som kostede ham et par måneders fængselsstraf.

Det er ikke sådan vi arbejder i vores organisation, sagde hun, vi skal være eksempler, vi skal stile efter at forandre samfundet, vi skal fokusere på børnene og vi skal beskytte kvinderne. Hun trak ham i løn, 200 dollars. Freeze, som engang havde været commander i en RUF rebelunit bøjede hovedet og accepterede.

***

Freeze kørte os fra Koidu og ud i nogle spredte kvarterer, der bestod af compounds med plads til dyr og træer og små nyttehaver. Vi kørte ad de snævre knoldede nedregnede veje. Vi stoppede op forskellige steder, enten var der nogen Gabriel kendte eller også var det Walters forbindelser. Walter arbejdede også i en ngo, der havde opgaver herude. Vi så det de kaldte for artesan diamantminer, hvor halvnøgne børn og voksne vader rundt i mudder til livet og vasker grus og jord i fade forbundet til slisker i håb om at finde diamanter.

En sagde, vi finder flere diamanter om dagen, en anden sagde, måske et par små sten om ugen. Freeze købte to små diamanter for 50.000 leoner eller det der svarer til 50 dollars. De var ikke meget større end sandkorn, den ene rødlig, den anden hvid. Freeze sagde, at de var tiltænkt hans døtre. De hed Amalia og Lea, opkaldt efter de to danske kvinder, som på hver deres måde havde været med til at forvandle Freeze’s liv. I am changed man, ville han ofte sige.

En dreng vasker grus i en illegal guldmine tæt ved bjerget Masanga i det centrale Sierra Leone. Guldet bliver gravet direkte i overfladen – ikke i minegange – ved at fjerne gruset og vaske det. Guldgraverne benytter ofte kviksølv i processen og forårsager store ødelæggelser på naturen.

Knud Brix

I Koidu kørte vi langs en mur bygget af blokke hugget ud af bjerget og med ruller af pigtråd trukket kanten rundt. Bag muren befinder sig diamantimperiet Octear eller Koidu Holdings. Vi havde forsøgt at få tilladelse til at komme ind bag muren, men det var ikke lykkedes. I stedet fik vi indtrykket af den mur og stenafkastet fra minegraveriet bunket op i himmelbjergstore volde. Vi fik en anelse om det som befandt sig bag fæstningsmurene. Vi så en gravko på toppen af et bjerg af klippestykker.

Senere den dag stod vi på et højdedrag og kunne se, hvor stort det var. Vi kunne se et lille grønt bjerg bag muren, hvor diamantkongerne boede, når de var i landet, et frugtbart paradis med en lille skov og vild fauna.

Da sydafrikanerne kom første gang var det for at deltage i borgerkrigen på regeringens side mod RUF, de var Executive Outcomes eller bare EO, en bande lejesoldater, som var ret så effektive, når det kom til stykket, de var flest sorte, men der var også hvide med, nogle af dem var fra Ukraine.

Efter krigen vendte de tilbage og gav sig i kast med at appropriere det store område, hvor de ville grave efter diamanter. Tusinder af lokale blev tvunget til at sælge deres huse og jord for så at blive genhuset et andet sted i nærheden, hvor man byggede seriefremstillede huse, der minder om noget man kan se i udkanten af store byer i Europa eller i Amerika. En stor del af husene var opført på ufrugtbar grund, så de ikke længere kunne dyrke deres grøntsager.

I 2017 fandt en 16-årig dreng en 709 karatstor diamant i Kono distriktet, the peacediamond kaldet. Den tredjestørste diamant i landets historie. I en artikel i The Guardian stod der, at landsbyen, som drengen kom fra, var blevet renoveret, at der var elektricitet og lys i gaderne. De var fem minearbejdere om diamanten, og den ældste, en præst, gik til myndighederne med den (det gjorde han virkelig, han gik til Sierra Leones myndigheder, hvem havde troet at nogen kunne finde på det?), og denne transparens blev belønnet med en sum trukket fra salgsprisen, der overgik til finderholdet.

Vi var vist meget naive, havde en af dem sagt, vi mente jo, der var tale om en diamant som var 50.000.000 dollars værd, men den endte med at blive solgt for seks millioner. De fem fik hver 115.000 dollars, indsat på en konto oprettet til hver af dem.

En af de belønnede blev alkoholiker, drengen selv forsøgte at skaffe visum til et land i Europa. Da han havde brugt 50.000 dollars på det, gav han op. Og regeringen holdt ikke sit løfte, sagde de derude, da vi besøgte området. De havde heller ikke gjort det de skulle efter at sydafrikanerne var vendt tilbage og var gået i gang med at grave efter diamanter.

Det var først efter en demonstration, der krævede tre dræbte, at den nye regering i Sierra Leone gav efter og finansierede en asfaltvej, der gik fra hovedvejen og ind i landet til den by, hvor drengen var født og opvokset.

***

Vi parkerede på vejen ud for en af de små åbne diamantminer. Vi havde kørt gennem Koidus gader, forbi butikker og myldret af mennesker og markedet med dyr og de alt for få grøntsager, de syntes at dyrke. Vi var gået rundt derinde mellem boderne. Vi havde passeret butikker og diamanthandlere, som alle syntes at være ejet af libanesere.

Der findes endda en Lebanon town lige uden for Kono, den var vi også kommet igennem, og standset op, da politiet fik øje på os og bad os stige ud af bilen, og efter vi havde lagt en mindre sum, kunne vi fortsætte. Udover diamanthandlerskiltene er det helt umuligt at få øje på nogen afsmitning af de umådelige rigdomme, der bliver gravet ud af Kono jorden.

Libaneserne sidder på flæsket, libaneserne kom for 100 år siden, siger de. Libaneserne sidder på meget i hele Vestafrika. Hvordan de ejer supermarkeder og restauranter og kører diamanthandlerne igennem, hvordan de under borgerkrigen sørgede for at gangstere kunne træffe politikere og warlords, så krigen kunne fortsætte og diamanterne blive ved med at trille ud af landet og ned i grådige hænder, libanesiske, belgiske, sydafrikanske og amerikanske hænder, der flagrede alle mulige andre steder, nemlig der, hvor der var penge til at købe diamanter, der hvor der var rum for at sælge dem videre, Tel Aviv, Antwerpen, der skabte flere penge til at få den maskine til at rulle videre og rundt, den maskine, jeg kalder for udbytningens maskine, som er krigens maskine, som er sultens og overforbrugets maskine, som er den maskine, der driver menneskeheden rundt på kloden.

Freeze så Charles Taylor købe diamanter under krigen, han så Foday Sankoh gøre det. Sankoh købte våben af den russiske og ukrainske mafia for diamanter. Disse diamanter er landets evige forbandelse. Hvordan kan det gå til at ekstrem ressourcerigdom fører til ekstrem fattigdom? Det er der nogle logiske årsager til, det kan alt sammen undersøges og nedskrives, men det forbliver ikke desto mindre ret så gådefuldt. Det var diamanterne, der var borgerkrigens omdrejningspunkt. Selvfølgelig var det det, selv om de fleste oprørskrige som regel starter med nogle andre ord og idealer.

I Sydafrika mødte Charles Taylor fotomodellen Naomi Campbell, han inviterede hende ud på restaurant og forærede hende en stor diamant. Da det de senere blev kendt, så hun sig nødsaget til at aflevere den tilbage.

Freeze så også Charles Taylor i Liberia, han var klædt i african dress, sagde han, a tough motherfucker, understregede han. Freeze blev en måned i Liberia. De tog dertil for at få våben, de betalte med diamanter.

Store kasser med AK 47 og pistoler og tyske automatiske rifler. De invaderede landsbyer, bortførte drenge, som de brugte som menneskeskjolde. De skubbede dem foran sig og tvang dem til at bære kasserne med våben.

***

Club Legacy kunne minde om en saloon i en film om guldfeberen i det vilde vesten. Men det er ikke en filmkulisse. Club Legacy ligger i Koidus hovedgade. I huset lige under klubben voksede Freeze op.

Om aftenen er der meget få punkter af ly, et af lyspunkterne er Club Legacy skiltet. Vi sad på en balkon i en restaurant på den modsatte side af gaden og kiggede over på Club Legacy, mens vi spiste en risret med stegt flammesnapper, og drak øl i dette insektsyngende regntidsdryppende fede mørke. Til gengæld er der lydene af menneskene derude, og glimt fra deres smartphones. Hvem har ikke en smartphone? Selv herude kan vi komme på nettet, selv herude kan hvem som helst komme på nettet og i cyberspace besøge andre verdener, se hvordan de bor andre steder, tale med andre i andre verdener.

Det er en del af globaliseringens forestillingsmateriale.

Titi sad ved siden af Freeze, Walter og Gabriel omkring bordet. Freeze var utryg, det var hans første aften i Koidu Town i sytten år. Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Titi sad og fingererede med en lille æske med tandstikkere, hun tappede den mod bordet, og Freeze sprang op. Han gik nervøst en gang rundt om bordet, han satte sig ned, rejste sig op, og i næste øjeblik var han på vej væk fra balkonen, på vej ned ad trappen og ud på gaden. Han gik frem og tilbage dernede, han var henne ved Club Legacy, han overvejede om han skulle gå ind. Han kom tilbage, satte sig, rejste sig op. Vi betalte regningen.

Det tog noget tid, for efter sammenregningen, viste det sig, at der var blevet lagt oveni. Det skulle vi først have styr på. Freeze kørte os tilbage til Mountain Lion Hotel, som vi var flyttet ind i tidligere på dagen.

150.000 leoner eller 15 dollars for et enkeltværelse. Der var myggenet og meget hedt. Der var bruser, der dryppede konstant og en cisterne, der ikke virkede. Der var tremmer for vinduet og snavsede gardiner, en madras så blød, at man gled ned i en spalte, ned i laset søvn, ned på bunden af denne spalte, hvor man vågnede midt om natten, forskrækket, ondt i ryggen, alle disse underlige dyr, der optræder i ens drømme, der løber rundt på bunden af alskens tilstande og ud på gulvet, så det knaser under ens fødder, og hotelnattens lyde, og nogen der knalder så det river og stønner.

Der var et lille bord og en stol, det så indbydende ud, et lille glimt af en skrivemulighed, men når heden og trætheden glider ind i hinanden og tvinger en til at lukke øjnene i, når man sidder og forsøger at koncentrere sig, giver man op i det øjeblik, og muligheden forpasser. Et øjeblik. Man sætter sig udenfor. Men derude sidder der folk i hvide plastikstole ved de runde hvide plastikborde, folk fra andre verdener, der er kommet hertil, ganske sikkert fordi de har noget at tage sig til her, de er viklet ind i noget arbejde, der har med diamanterne at gøre.

Der er indere, libanesere, belgiere, englændere og amerikanere, der er folk fra Freetown og Kono, der er sådan nogle som os, en blandet gruppe, som gud ved hvad andre tænker foretager sig i Kono.

Freeze var taget til Club Legacy med Titi. Det var ikke hans kone, som han ellers plejede at sige. Jeg havde forsøgt at finde rundt i den historie.

Her i Sierra Leone lever vi ofte sådan, vi har en kone, og så har vi girlfriends.

Ved din kone det godt?

Ja, naturligvis.

Og det er ok for hende.

Ja, naturligvis.

Jeg havde set Freeze’s kone i Congo Town, et slumkvarter i Freetown, nogle uger før. Hun var kommet med deres to børn, så de kunne hilse på de fremmede. Freeze var meget stolt af sine børn. Hans kone så ikke glad ud, hendes ansigt var fint og markeret, men strimer af bekymring og hårdt arbejde dannede trækkene af et menneske fyldt med livets bitterhed.

***

Min første rejse med Freeze var sammen med Kurt, han var radiodokumentarist, vi var i Makeni og Tonkolini, vi var i Masanga, vi besteg bjerget Masanga, eller rettere, vi kom til byen for foden af bjerget, vi skulle have tilladelse af den lokale chief.

Vores guide var en ung frisk gut med bløde hænder, han studerede. Han havde også sit efterslæb fra krigen, sådan som langt de fleste har det i Sierra Leone, hans far og hans storebror var blevet myrdet. Dengang havde han været et lille barn.

Rebellerne var ankommet til byen, han havde været sammen med sin mor ved et vandløb, hvor hun vaskede tøj. Hun flygtede i panik, og efterlod sin søn der. Han havde forsøgt at følge efter hende, men kunne ikke være med, så befandt han sig lidt uden for landsbyen mellem nogle træer. Han opdagede sin farfars hytte, han løb ind til farfaren og gemte sig der i to dage. Da han kom ud af hytten, var rebellerne taget videre. De havde brændt landsbyen af, de havde slået hans far og hans bror ihjel, de havde hugget hænderne af små børn fra byen, og havde samlet hænderne i sække og brændt dem af.

Men ingen vidste hvem Freeze var, det skulle ingen vide, af gode grunde. Hvad er de gode grunde? Hævn. Han havde levet med den trussel i alle de år, den frygt for at nogen på gaden skulle genkende ham. For nogle år siden i Freetown var der en, som genkendte ham på gaden.

Det er dig, råbte han, der huggede min hånd af, det er dig, du er morderen, du er bøddelen.

Nej, nej, sagde Freeze, du tager fejl, det kan ikke have været mig.

Folk fra gaden stimlede sammen, det lykkedes Freeze i den almindelige forvirring at slippe væk.

På det lille hotel i byen for foden af Masanga sad vi på en terrasse og snakkede, Freeze, Kurt og jeg, hans girlfriend Titi sad der også.

Kan vi snakke her? spurgte Kurt.

I kan spørge om, hvad I vil, sagde han.

Det havde undret mig, overhovedet hvorfor han ville tale om de her ting, og vi gik jo til ham på grund af hans historie, Kurt havde ikke noget han skulle med den historie, han kom direkte fra Monrovia. Han kunne bare ikke lade være, det var hans journalistnatur, går jeg ud fra.

I Monrovia havde han lavet et interview med en psykopatisk warlord fra borgerkrigen i Liberia, en reborn christian type, General Butt Naked kaldte han sig, denne selvbestaltede general havde selv pralet med at have slået 20.000 mennesker ihjel før han midt under en ofring af en lille pige, havde set Jesus. Og derfra omvendt, en newborn christian, der nu var karismatisk præst.

Kurt havde ravet rundt på en kirkegård og snakket med ofre fra krigen, stofmisbrugere og kriminelle, som ikke havde andre steder at være, der boede derude, i stenkatafalker eller nicher, som de havde fjernet låg fra. De krøb ned til resterne af de døde, det drev med ligstank og saft og pudset flød fra de sår, de alle sammen rendte rundt med.

Kurt var den slags journalist, der gik til den med det samme. Han ville stille direkte spørgsmål, han ville vide hvem Freeze var, hvad han havde gjort under borgerkrigen, hvor han var nu, hvordan han følte sig, hvordan han kunne overleve i den bevidsthed, at han havde forårsaget så meget smerte, og hvordan det var gået til, at han overhovedet var endt i en RUF-bande af mordere og berigelsesforbrydere.

Titi havde siddet ved siden af og kigget på sine lange lilla negle, hun sagde aldrig et ord, men når hun var på natklub, så twerkede hun og dansede til natten blev lys. Jeg skrev alting ned, det blev vildere og vildere, Kurt havde ingen grænser for sine spørgsmål, og jeg undrede mig over, hvordan det kunne lade sig gøre, hvordan Freeze reagerede, altså han svarede på spørgsmålene, han syntes ikke at føle sig ubehageligt til mode, han talte så frit fra leveren, som han nu var i stand til med det ophuggede sprog, som var hans, Freetown-engelsk iblandet krio, og Titi havde som nævnt siddet sammen med os, og hun havde hørt det hele.

En ung mand kigger ud over bugten Susans Bay i Freetown. Den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro da Sintra gik i land i 1462 kaldte han landet Serra Lyoa, løvernes bjerge, fordi han hørte brøl i de grønne bjerge. I dag er de grønne bjerge skiftet ud med blikskure og bugten flyder med plastik og affald.

Knud Brix

Så du skød også folk I tog til fange? spurgte jeg.

Ja, sagde han.

Hvor mange har du likvideret?

Mindst ti, sagde han.

Denne anden rejse, nu til Kono, jeg foretog med Freeze, var uden Kurt, han var taget tilbage til Danmark. Freeze havde igen inviteret Titi med. Senere om natten i Masanga hamrede hun en næve i hans ansigt og råbte:

Hvem er du? Voldsmand, morder? Kan jeg overhovedet stole på dig? Hvad kan du så ikke finde på at gøre med mig? Jeg vil hjem, jeg vil ikke være sammen med dig. Han havde aldrig fortalt hende om sin fortid før den aften med Kurt og mig. Alligevel var hun faldet til ro, han havde prøvet at forklare hende, at han var en changed man, han havde fortalt hende, at det var overlagt, at han havde ladet hende sidde med der, så hun kunne lytte med til samtalen, så hun kunne finde ud af hvem han også havde været. Det havde åbenbart været godt nok til at hun havde indvilget i at rejse med igen.

Hun skulle kende min fortid, sagde han til mig, hun skulle vide hvem jeg var, og hvem jeg er nu.

Den aften i Koidu Town, hvor Freeze havde kørt os tilbage til Mountain Lion hotellet, var de bagefter fortsat til Club Legacy. Der mødte han to han kendte, den ene, bartenderen, var fra Freetown, han havde truffet ham på natklubberne der, den anden var en mand, han ikke havde set siden krigen.

Det var hans barndomsven, de havde leget sammen hver eneste dag, de havde været naboer og uadskillelige lige indtil borgerkrigen skilte dem ad og placerede dem i hver sin RUF unit. Barndomsvennen levede nu som pimp og drugdealer, han var aldrig kommet fri af det liv, han var ingen newborn christian som Freeze.

Havde han forandret sig? spurgte jeg.

Jeg kunne genkende ham, han lignede meget sig selv, han var stadig stærk, men han var altid på et eller andet.

Det var de to eneste mennesker Freeze kendte, som han traf på sin rejse til hjemstavnen, bartenderen og barndomsvennen. Der var ikke flere han havde trang til at møde, dem som ville kunne genkende ham, ville han logisk nok gerne slippe for. Det var der størst chance for i landsbyerne, som folk var vendt tilbage til efter krigen.

Så hvad havde der været for ham i Koidu Town? Han havde været glad for at gense byen, sagde han. Hvad følte han? Først ekstrem nervøsitet, siden slappede han mere af, han havde nydt aftenen på Club Legacy. Og hvad med hans girlfriend? Hun havde flippet ud, havde slået ham foran alle mulige der på klubben. Volden lå som et eksplosivt pulver lige under alle de flotte Sierra Leone-smil.

***

Efter en times kørsel på vejen fra Koidu Town til Freetown stoppede vi ved en junction. Der var mylder af sælgende, madboder, små improviserede køkkener. På et bord lå der store stykker af ko og ged. Fluerne summede om kødet. Det var der de ville købe maden, Freeze og Tit, Walter og Gabriel. De stod der længe og pirkede til kødet, besluttede sig efter lang tids overvejelse. Tiden gik. Det drejede sig om ikke at komme for sent af sted, vi skulle nødig køre i mørke.

Det er farligt, havde Freeze sagt. Kokken bag bordet skar de valgte stykker i små tern og bugserede dem derefter over på en varmeplade. Ko og ged. Der lå de og sydede. Jeg trippede lidt rundt på stedet, faldt ind i et mellemrum, hvor heden fik alting til at sitre.

Solen brændte gennem regntunge skyer, der tårnede sig op et sted over landskabet. En alt for tynd teenager, det var en pige, iført et laset klæde af ubestemmelig farve, som dækkede hendes nedre dele, og så en slidt, kort, pink jakke, hun var desuden barfodet. Hun kom mod mig. Hun stak en mager hånd frem.

Jeg havde fundet et stort skilt, som kastede en skygge, jeg forsøgte at krybe ind i. Hendes hånd var ramt af en eller anden hudsygdom. Hun bevægede sig i en sær rytme, ligesom udenfor den normale tid, de lange tynde lemmer virkede uafhængigt af hinanden. Hun drejede omkring, som skubbet af en umærkelig vind, sejlede hun videre mod det åbne køkken. Kokken fór frem og løftede en hånd til trussel. Hun var som en skabagtig hund, en paria. Alle skyede hende.

Når en minibus standsede løb en hær af sælgere derhen. De viftede med nødder, cassava, brød og kødstykker, de solgte Coca-Cola og importerede Golden Delicious æbler. Den underlige pige sejlede rundt og tilbage mod mig, lemmerne fægtede i luften. Nu stod hun helt tæt ved mig og jeg kunne mærke hendes galskab. Hun rakte igen en hånd mod mig. Jeg fik lirket en 2.000 leoner seddel ud af lommen, som hun snappede idet hun også greb min hånd.

Pas på, sagde Walter, hun har en sygdom, du må hellere vaske hænder med det samme.

Klokken var måske allerede 16.00 og der var mindst tre timers kørsel til Freetowns ydre grænse.

Vi må videre, sagde Freeze, det er snart mørkt, og folk kan ikke køre bil i det her land, mange er alt for unge, de drøner af sted uden erfaring.

Kokken samlede de sydende kødtern i fem små bunker, pakkede dem ind i fedtet avispapir og gav dem videre.

Vi har travlt, sagde Freeze, kun den ene forlygte virker.

Det har du ikke fortalt noget om, sagde jeg.

Vi satte os ind i bilen, Titi på forsædet, vi andre på bagsædet, jeg ved det venstre vindue. To geder på vej over vejen, kom så på bedre tanker og vendte om. En hund havde tydeligvis ikke styr på afstand og fart og undgik lige netop at blive kørt ned. Alle disse hunde. De er der overalt i landet, og ikke mindst i Freetown, denne egentlig smukke by, hvor husene som en blanding af amerikansk sydstats og arabisk byggestil, kryber op ad de grønne bjergsider, og så havet, og broen til Aberdeen, træerne, strandene.

Det var i Freetown englænderne efterlod de frigivne slaver, fra uafhængighedskrigen, det er sådan landet er blevet til. Englænderne lovede i sin tid, de slaver, der ville kæmpe for dem i Amerikas uafhængighedskrig, deres frihed. Nede på Lumley beach i Freetown ligger hundene i kobler på ti eller femten og hviler om aftenen og natten. Én gang så jeg en fyr med en hund i snor, det forekom ligeså usædvanligt, som når man ser en løs hund i København. Det var for resten ikke en snor, men en kæde af metal.

Cape Road er en pæn gade i Aberdeen, Freetown. Vi boede i et hus i den gade. Overfor en politiker. Nogle små kiosklignende butikker var der også, børn og voksne, som hænger ud i gaden. Nogle huse længere oppe findes Toma, en restaurant ejet af en englænder, der altid bærer kasket.

Her sidder de hvide i grupper, expats, businessfolk og den slags. Var selv dernede et par gange, jeg mener mine husfæller og jeg, de tre unge kvinder på øverste etage og Walter og hans kæreste Helena, antropologistuderende begge. De havde været der i månedsvis på deres feltarbejde og vidste allerede meget om forholdene, og jeg som lige var ankommet i en total forvirring, uden at vide, hvor jeg skulle gå hen, nød godt af det.

En af de aftener på Toma, kom en beruset mand hen til bordet, hvor vi sad, han hed Barry, var en af de rigeste mænd i landet, fræk, arrogant, beruset, straks lagde han an på de unge kvinder. Han var ikke i tvivl om egen uimodståelighed, men han var bare påtrængende, syntes de.

Penge bestemmer karakteren, tilsyneladende, penge giver tilladelse til at forvente, at få, hvad man ønsker nu og på stedet. Jeg fulgtes med en af dem tilbage til huset, hun hed Anna. De to andre, Sofie og så Helena, samme navn som Walters kæreste, blev, de havde gang i den, de skulle ud i byen, de var vant til det liv hjemmefra, og de var desuden unge, kvikke og sexede (det var de alle tre), det kunne enhver se og fornemme, ombejlede fra dag et.

Sofie og Helena tog på Eddies, et dansested, hvor musikken var så bragende, at man aldrig ville kunne høre andet. Det var også et sted, hvor dem fra den magtfulde sierraleonske elite kom for at danse og drikke og flirte og score. Barry fulgte med de to piger. Han gned sig op ad dem. Han beordrede en tjener til at følge dem overalt. Han anerkendte ikke, når de sagde, at de ikke gad have ham omkring sig hele tiden. Han forstod ikke at et nej, var et nej. Derefter tog de videre på Warehouse lige ved siden af, mere gang i den.

You little slut, råbte Barry til Helena. De rendte ud af Warehouse sammen med en kvinde fra den overklasse, de netop havde truffet. Der er en kø af taxaer udenfor natklubberne. Ud af mørket dukker de fattige op, de omringer taxaen, trommer på køleren, vil have penge. De bankede på ruderne, pressede deres ansigter mod glasset, den rige kvinde rullede vinduet halvt ned, hænder trængte ind i bilen.

Get your hands out, get your fucking hands out.

Hun rullede vinduet op til en lille sprække var tilbage.

Just one hand, everybody else get away. Så stak hun en seddel i den ene hånd.

Nu kørte de væk. Kvinden vendte sig mod Sofie og Helena.

I synes sikkert jeg er et bæst, og det har I fuldstændig ret i, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre.

Anna og jeg gik de 150 meter i den sorte gade, der førte til huset. Der var hunde rundt om os i mørket.

Kan du huske den hund, vi var bange for? sagde Anna.

Den brun- og hvidplettede?

Præcis, sagde Anna, den fulgte efter en, den fik øje på en fra lang afstand.

Jeg råbte ad den når den kom for tæt på, sagde jeg, den kom helt hen til en, lagde hovedet på skrå og sendte et skulende blik, gul og betændt, som om den genkendte en, som om den instinktivt vidste man var fremmed, og derfor et lettere offer, som om den kunne skelne hvide fra sorte.

Præcis, sagde Anna, i går så vi den død på gaden.

Det var sgu en lettelse, sagde jeg, den var der altid når man gik mod supermarkedet.

Præcis, sagde Anna.

I udgangspunktet er jeg den nervøse rejsende, jeg skal skubbes ud i den bevægelse. Men jeg har tilsyneladende en evne til at finde sammen med mennesker, som får ting til at ske. Min kæreste havde sendt mig af sted, jeg traf Lea, hun og jeg mærkede en forbindelse, som jeg ikke rationelt kan begribe. Via hendes ngo havde hun lejet et hus i Freetown, Aberdeen, Cape Road. Hun sagde, at der kunne jeg bo, så længe jeg var der, det vil sige en lille måned. Resten af huset lejede hun ud til unge danskere som studerede og havde valgt at lave deres feltarbejde i byen.

Jeg skulle se mig omkring, jeg skulle igen rive mig løs af den mosgrønne sten, hvorunder mine nyligt genskabte rødder groede. Nu igen revet over. Nu igen fritsvævende, da jeg ankom til Freetowns lille lufthavn, blev vist videre efter at man havde tjekket mit pas og visum, blev hentet af en stor grovkornet mand fra byen ved navn Daniel, som Lea havde sendt derud for at tage imod mig, som straks hjalp mig med at købe billetten til båden, der skulle fragte passagererne til Freetown. Man sejler fra lufthavnen til byen på tre kvarter for den relativt store sum af 40 dollars.

Det ville tage flere timer at køre uden om langs bugten, en bevægelse som jeg ikke kunne overskue, da jeg trådte ud i slutningen af den sierraleonske regntid. Bang. En mur af hede, jeg gik igennem, og så sad jeg i den båd, som Daniel havde vist mig hen til. Han havde nok ventet en pengeseddel for sin tjeneste, men jeg havde ingen, og i næste øjeblik var han væk. Skulle det nu være et dårligt tegn? Jeg var allerede overtroisk.

Jeg havde glemt min talisman. Jeg følte mig fuldkommen ubeskyttet. Lea tog imod på den anden side. Og snart var jeg installeret. Jeg havde ellers luftet en dum tanke om, at jeg foretrak at bo på hotel fremfor på værelse med en anden. Denne anden viste sig at være Kurt, der ville ankomme dagen efter. Kurt er en af dem, som får ting til at ske. Nej, jeg mener blot, at jeg er gammel nok til at sove alene på værelse, men det kan langtfra altid lade sig gøre på rejserne til fjerne egne, hvor det kan være svært at finde hus og rum til ens fine vaner. Jeg vidste ikke at alting i Freetown var så dyrt. At hotellerne i byen kostede mere end jeg havde råd til, og da jeg stod i Leas lejede hus, forstod jeg, at dette var en mulighed.

Min følelse af ubeskyttethed skulle følge mig videre frem. Nogle dage senere blev jeg, på vej ind til en fodboldlandskamp mellem Liberia og Sierra Leone, trængt op i en krog af en råbende aggressiv mængde, og i næste sekund var min nye iPhone revet ud af min lynlåslukkede lomme. Nu kunne jeg ikke komme i kontakt med nogen i København.

Jeg havde med vilje ikke taget computer med, kun min notesbog havde jeg, men den kunne jeg ikke ringe på. Og da Sierra Leone i 93. minut brændte det straffespark, der kunne have sendt dem videre i VM-kvalifikationen, så jeg det hele som en løbsk tanke om uforståelighed og vanvid, der også indeholdt mit nøgne menneske som en aldrende ting, der kunne presses ud i kaos og forblive der, til døden eller noget værre greb endegyldigt fat.

Utilfredsheden var stor på tribunerne. Fodboldspilleren, der havde brændt straffesparket, skulle ikke vide sig for sikker, hans hus kunne blive brændt ned, han selv skudt, han var købt og solgt fordi han havde solgt sig selv, naturligvis havde han gjort det hele med vilje for mammon.

Der forløb nogle dage i den forvirring, at være så afhængig af teknologien, det forstår man først, når man ikke er tilkoblet. Men snart gik det op for mig, at det også var en lettelse at slippe for den afhængighed. Jeg havde muligheden for at sende en e-mail fra Walters computer.

***

Freeze havde været i Kono-distriktet for første gang siden borgerkrigen. Nu drønede han ad den nye hovedvej tilbage til hovedstaden. Vi forsøgte flere gange at få ham til at sænke farten, men det var som om han ikke hørte. Vi så flere smadrede biler i vejkanten. Man kunne få den tanke, at den nye vej var værre end den gamle knoldede og umulige, den som det tog flere dage at rejse frem og tilbage ad, og ikke disse seks timer, som det nu varede, hvis man kørte hurtigt nok.

Freeze overhalede en slingrelastvogn med et flere meter højt læs. Lastvognen havde permanent blinklyset tændt, der signalerede at den skulle svinge til højre. Heden og farten og det forbi farende landskab rev tankerne ud og ind af hjernekassen. En døsighed greb mig og jeg svævede hen. Denne træthed? Er det heden, er det luften, er det maden, de manglende grøntsager i det frodigste klima, ja, hvor er de, grøntsagerne, de er ikke i Freetown, de er ikke i supermarkederne.

I Hyper Delicious Supermarket ved Aberdeen rundkørslen var der kun en enkelt hylde med varer fra Sierra Leone, alt andet var importeret, derfor er alting også så dyrt i dette, et af verdens fattigste lande. Er det tilværelsens usikkerhed, der udmatter og trætter? Den langsomhed alting synes at være foldet ind i her, en langsomhed som alligevel rummer en intensitet, der er svær at kontrollere. Noget kunne og ville ske når som helst, tænkte jeg. Man sover slet i den buldrende hede. I Freetown havde jeg ikke noget myggenet, og hver nat var en lille kamp med de små summende uhyrer.

De andre i bilen, så jeg gennem mit slør af træthed, sad bøjet over deres kødstykker. De sad og gumlede på ged og ko. Freeze holdt en rasende høj fart gennem dette småkuperede dragende landskab af krat og træer, af jungle. Han kørte ind til siden for at holde en tissepause. Vi steg ud og kiggede os omkring. Jeg drev ned ad vejen, kiggede ind gennem stammerne.

Jeg så en lille sti føre ind i skoven. Vi snakkede om den sti, den førte muligvis til et af de hellige steder, hvor nogen udførte ritualer. Et hemmeligt sted inde i junglen, et sted i sindet, det var sådan jeg i min omtågethed tænkte. Det sted ligger skjult i historien og tiden, et sted vi ikke kan afkode, ikke afdække, derfor kan det ikke fortælles. Jeg slog mig foreløbig til tåls med den uvidenhed.

Der var mange »hemmelige samfund« eller secret societies i den del af verden, i Liberia, i Sierra Leone. Walter fortalte om noget han havde oplevet nogle få dage efter han var ankommet til Freetown, da han stadig følte sig forvirret og mere end fremmed. Han havde vandret lidt omkring i kvarteret tæt ved Cape Road. Han var gået ned ad en lille vej, han havde hørt støj, trommer, dans måske, en lyd som drog ham til sig. Han kom til en åbning bag nogle træer og bygninger, hvor en mængde mænd var samlet. En af dem fik øje på ham, hev fat i ham og sagde, kom, kom.

Hvad sker her?

Det er et ritual, vi er et secret society.

Hvad så du? spurgte jeg.

Det må jeg ikke sige, sagde han, det er jo hemmeligt.

Okay, svarede jeg ikke særlig overbevist.

Der var bål, musik, sang, råb, dans, kom, kom, sagde ham der havde fået øje på mig, jeg blev stående, men kort efter følte jeg, det ville være tid til at gå, det blev meget intenst, en tredje fyr havde også set mig, og min tilstedeværelse gjorde ham vred, han råbte, hvad skulle jeg her, det var ikke for mig, ikke for uindbudte, nu var der andre der blev opmærksom på mig, de greb flasker og kom truende imod mig, den første, der havde sagt, at jeg skulle komme med, beskyttede mig, han tog fat i mig og skubbede mig hurtigt væk og ud på vejen, og så stak jeg i rend, jeg løb så hurtigt, jeg kunne væk fra dette sted, det var første og indtil videre sidste gang jeg har været alvorligt bange i Freetown.

Det viste sig, at der havde været to secret societies til stede den aften, værterne havde ikke haft noget imod min tilstedeværelse, men de andre havde.

Er du med i sådan et hemmeligt samfund? spurgte Walter Gabriel.

Nej, sagde han.

Virkelig?

Engang da jeg var barn kom jeg forbi et sted i skoven uden for Kono, hvor jeg voksede op, en af dem råbte til mig, hvis du ser det her, så er du en del af os. Det gjorde mig bange, så jeg løb og løb gennem skoven og væk.

Hvis nu du havde været med i sådan et secret society, ville du så have svaret ja på mit spørgsmål?

Nej, sagde han med glimt i øjet.

Det var det øjeglimt, som senere fik Walter til at sige, at han faktisk ikke troede på Gabriel, at han ganske sikkert måtte have været medlem. Det var meget svært at få noget at vide om den slags ting, men der gik mange rygter, der gik endda historier om menneskeofringer. Det er svært at være magtfuld i landet uden også at være del af sådan et secret society.

Særlig rygtet om en magtfuld politiker var kendt. Han skulle have bestilt en creme gjort af en ung piges kønsorgan, og smurt den i ansigtet. Hun var blevet ofret i et ritual. Cremens virkning betød, at alle som kom ham nær, automatisk ville føle sig tiltrukket af ham, den ansigtscreme var en af midlerne til magt, den ansigtscreme ville få folk til at ELSKE ham.

Historikeren Stephen Ellis forsøger i The Mask of Anarchy, The Destruction of Liberia and the Religious Dimension of an African Civil War, at gøre rede for den spirituelle dimension af det liberianske samfund, som ikke er så fjernt fra Sierra Leone. Hvordan Liberia blev grundlagt af eksslaver fra de amerikanske sydstater, hvordan de oprindelige indbyggeres åndetro kolliderede med eksslavernes medbragte amerikanske værdier og ideer, hvordan ånderne blev privatiseret og kapitaliseret af det mere moderne liv, som opstod med tilflytterne, som hurtigt blev magteliten.

Det var denne kollision og sammenblanding, som forårsagede et værdisammenbrud, der gav plads til en vanvittig (i Freeze’s version: senseless war) berigelseskrig, der meget hurtigt ikke kom til at handle om skabelsen af et bedre samfund, men udelukkende om magt og grådighed.

Krigen var en arbejdsplads for unge mænd, krigen var en mulighed for at komme frem, at blive til noget, fra at være ingen og blive til en nogen, og muligvis endda skabe sig en lille formue. For de menige rebeller var der kun skuffelse.

Charles Taylor var manden bag den krig, og han var manden, der sammen med kumpaner, førte den ind i Sierra Leone, fordi han og krigen havde brug for diamanterne. Tidligere var de hemmelige samfund egentlig ikke så hemmelige, de var en del af The Hinterlands oprindelige indbyggeres måde at leve på. Siden hen blev de hemmelige samfund forbudt, så visse dele af det tilladt igen (fx Poro).

Det blev umuligt at føre magtkampe uden hjælp fra ånderne. Men ånderne var blevet besudlet, maskerne afsløret og i deres blottelse udskammet. Dæmoniens kræfter havde frit spil, man kunne købe dem. Den moderne verdens kaos, skrev Stephen Ellis, var et spejl af den åndelige verdens uorden. Ikke før man fik genoprettet balancen i den åndelige verden, ville man være i stand til at rette op på den virkelighed, som i det tyvende århundrede havde udviklet sig til et anarkisk helvede.

Personerne fra Thomas Bobergs rejsereportage er anonymiserede og ikke nævnt ved deres rigtige navne  red.