Essay
Læsetid: 27 min.

Del II: Freeze var et offer, der blev forvandlet til bøddel

Som 14-årig blev Freeze indrulleret i en oprørsbevægelse og levede derefter som krigernomade. Nu har han for første gang, siden krigen sluttede i 2002 været tilbage i sin barndomsby, Koidu. Forfatter Thomas Boberg er med på rejsen i Sierra Leone
I slumkvarteret Susans Bay i Freetown vader en kvinde gennem det beskidte vand. Tusindvis af mennesker lever under kummerlige forhold uden vand og el, mens sygdomme og virus har let ved at sprede sig.

I slumkvarteret Susans Bay i Freetown vader en kvinde gennem det beskidte vand. Tusindvis af mennesker lever under kummerlige forhold uden vand og el, mens sygdomme og virus har let ved at sprede sig.

Knud Brix

Kultur
10. januar 2020

Mens vi kørte, bed jeg mærke i det kuperede jungleagtige landskab og de små landsbyer eller flækker, samt de skilte, der angav, hvad de hed. Navnene blev magiske, de mindede om noget, jeg ikke kunne placere, et fantasiland, der lå tæt op ad noget, jeg syntes at genkende, men alligevel, som en drøm, undveg mig, ligesom smuttede væk som firben, der lod halerne tilbage i form af de navne. Jeg gav mig til at skrive dem ned i min notesbog.

Motema – Shengay – Owadeh – Yengenma – Bandafayi – Njala – Bumbih – Mamufayoh – Saqbeh – Futingaya – Mofindor – Benduma –

Vi flakkede om i bushen, vi boede i junglen, sagde Freeze, vi vidste, hvor de var, the secret societies.

Under krigen, spurgte Gabriel.

Ja.

Yeima – Kumaroh – Nyjembadu – Mambudu – Yaqbeya – Babakunaya –

Vi nåede aldrig manddomsprøven, sagde Freeze.

Hvorfor? spurgte jeg.

Krigen rev os med før. Samfundet blev splintret. Det lå tilbage i stumper. Vi kunne ikke længere videreføre de gamle traditioner. Krigen blev vores manddomsprøve, men den ødelagde os alle sammen.

Hvad gjorde RUF-oprørerne efter krigen?

Mange døde, andre gik i hundene, men der var en hel del, som blev ansat i den næste regering.

De havde forsøgt at smadre den korrupte stat, og nu arbejdede nogle af dem for samme stat?

Nemlig.

Gondama – Masabendu – Sambedu – Teikor town – Negogayama –

Vi så flere stier ind i junglen, de krydsede hinanden derinde. Dette mønster af stier i en skåret skov, halvt udviskede spor af tider, der forsvinder, forsvandt.

Samukaya – Kamandaya – Jaiyama – Sewafeh –

En flod, en bro – Sewa River Bridge.

Da Kurt og jeg skulle bestige Masanga, var vi omkring et lille marked. Vores guide, Muhammed, sagde, vi havde brug for sandaler, der ville nok være lidt vådt, der hvor vi skulle gå.

Det sagde du ikke noget om tidligere?

Sådan vil det være, grinede Muhammed.

Vi købte plastiksandaler og proppede dem i bagagen, slentrede derefter ud af byen, ud på en sti af rød fugtig jord. Jeg snakkede med Muhammed om religion, hvordan han havde det med sin tro. Han var overraskende nok ikke muslim, men derimod kristen.

Hvordan kan det gå til?

Min farfar var muslim, og jeg bærer hans navn. Der var åbenbart ingen religionskonflikter her, som jeg havde hørt fra flere, det drejede sig om stammer, om hvorvidt man var Mende eller Temne eller Koranko eller Limba eller Sherbo eller Kono og så videre.

Når Thomas Boberg rejser og iagttager

Det er en usædvanlig lang tekst om Freeze, vi har bragt i to dele. Men der er en god grund til det. Mange danske forfattere er optaget af det helt nære, mens få som Thomas Boberg har gjort rejsen i hele verden og udsynet til deres signatur. Ingen mestrer som han rejsereportagen, og ingen formår som han at gøre den genre til litteratur. Boberg har tidligere skrevet fra alle dele af verden, på det seneste især fra Afrika. Således også han roman Africana fra sidste år, der har flere elementer fra rejsereportagen.

Boberg er en rastløst rejsende, indimellem dumdristig, men kun således formår han at lokke hemmeligheder ud af verden og dele dem med andre. Således også hans rejse til Sierra Leone og mødet med eksbørnesoldaten Freeze, som deltog i borgerkrigen i landet fra 1991 frem til 2002. Med sin særlige rå stil bringer Boberg den erfaringsverden ind midt i vores mere trygge hverdag.

Vi kom til en ny lille by, hvor Muhammed opsøgte the chief, en tynd mand i hvide klæder og en snavset skævt siddende turban. Han kiggede ikke rigtig på os, men henvendte sig med mishag til vores unge guide. En vred mand stødte til, det var ikke til at sige, om han var sur på os, de hvide, eller på vores guide.

Muhammed betalte en lille sum til den vrede mand og lagde en seddel i hånden på the chief, så kunne vi gå videre ud af byen og ind i skoven.

Dernæst skulle vi krydse en bred strømmende flod. En gammel benet mand med et smalt, stærkt markeret ansigt, fremstående kindben og lysende øjne padlede os over i kanoen udskåret af en træstamme. Senere måtte vi igennem en sump. Muhammed sagde: I tager bare skoene af, det er ikke særlig dybt. Han havde åbenbart glemt, at det havde regnet for vildt i de sidste mange dage.

Kurt gik direkte ud i det. Jeg så, hvor dybt han sank i, hvordan vandet skyllede ind over skovbunden, dækkede den fuldstændig, hvordan vandet gik ham til livet. Jeg tog sko og bukser og underbukser af.

I bar røv og med min gamle militærrygsæk løftet op over hovedet vadede jeg i vand og mudder til livet over til den anden side. Vi gik et stykke på fugtig skovbund og måtte igen ud i sump. Vores guide boede ikke i bushen, det var, som om han havde svært ved at følge med. Hans bløde hænder, hans glatte ansigt, hans overlegne grin.

Makoro Bridge – Ngo Town – Fandehus – Gbonduru –

Ved foden af bjerget Masanga ventede en lokal fyr, han var 22 år, men så 20 år ældre ud end Muhammed. Han var en hård vandrer. Vi fulgte efter ham op ad Masanga-bjerget ad små stier, gennem krat, som han undervejs huggede ned med sin machete. Det var anstrengende i heden. Og temperaturen steg og steg, som vi kæmpede os opad.

Nu kunne vi se ud over det dampende Sierra Leone-regnskovslandskab, delvist nedhugget, men med store pletter af endnu fritvoksende skov. Grønt i grønt, flimrende og sløret i varmen, som i et syn, jeg havde engang, da jeg var barn, at jeg et sted i fremtiden ville stå her og kigge ud over regnskovsgåden.

Efter nedstigningen da vi var tilbage på hotellet, sad vi igen på balkonen. Freeze og jeg. Walter var der ikke, Titi på værelset. Hvordan skulle jeg spørge ham? Jeg havde allerede brækfornemmelser. Over mig selv muligvis. At jeg snakkede med denne mand. På en vis måde oplevede jeg ham som et rimeligt menneske, hvordan skal jeg udtrykke det? Han havde begået uhyrligheder. Hvad var det, jeg ville? Jeg var nysgerrig. Hans historie. Det var der mange, der havde været før mig. Der findes en film om ham på YouTube, den havde bragt ham i problemer.

Gangstere i Freetown ville slå ham ihjel, så ville de have penge for at lade ham være. De ville have 10.000 dollar. Han rejste væk en måned. De endte med at få 1.000 dollar. Det var Leas ngo, der hjalp ham ud af den knibe.

Var han en slags celebrity? Hvorfor skulle denne eksbøddel få lov til at komme videre i livet? Hvad med ofrene, dem han havde lemlæstet, og som stadig levede videre? Det gjorde gangsterne vrede, han havde været RUF-rebel, nu havde han tilsyneladende et godt liv. Han var ofte sammen med hvide mennesker, hvide mennesker betød penge, det gik Freeze godt. Men Freeze var også offer. Han var blevet bortført og tævet og hjernevasket og gjort til narkoman, så han kunne smadre, røve, dræbe. Offer og bøddel.

Offeret blev bortført, så han kunne forvandles til bøddel. Nu mente han selv, han var et forandret menneske. At han havde fundet vejen, fordi nogen havde vist ham den, interesseret sig for ham. Amalia og Lea.

I organisationen kendte de ikke til hans fortid, det var det, jeg havde forstået, det han selv havde sagt. Jeg havde hørt at RUF-rebellerne sprættede gravide kvinders maver op, det havde sikkert foregået, men jeg ville høre det fra Freeze selv, om det var sandt?

Ja, det gjorde vi, sagde han uden at blinke.

Er det også sandt, at I væddede, om det nu var en dreng eller en pige?

Det er sandt, sagde han.

En gruppe venner holder øje med en fodboldkamp i mudderet i slumbyen Kroo Bay, Freetown, hvor omkring 10.000 mennesker er klemt sammen. Kroo Bay var et af de hårdest ramte områder under Ebola-epidemien.

En gruppe venner holder øje med en fodboldkamp i mudderet i slumbyen Kroo Bay, Freetown, hvor omkring 10.000 mennesker er klemt sammen. Kroo Bay var et af de hårdest ramte områder under Ebola-epidemien.

Knud Brix

Vi fik alligevel ikke smagt abesuppe, sagde Walter, jeg ville så gerne have smagt abesuppe.

Der var poyo, palmevin, sagde jeg.

Poyo, sagde Freeze, den var god.

Ja, vi havde drukket poyo i The palmwine ghetto i Suduku uden for Koidu Town. Det havde været smukt. Yngre mænd var kommet til, en efter en, og havde skålet med os i palmevin. En af dem forklarede, at poyoen var helt frisk og ren fra palmen, ingen form for tilsætning, direkte løbet ud af stammen. Med tiden ville den selvfølgelig gå i proces, og alkoholprocenten ville stige.

En stor mand med buldrende stemme råbte, at han elskede Shakespeare. Shakespeare vidste alt om menneskets natur, sagde han. Han hed Abraham, han tændte en tyk joint, det var djamba, sagde han. Hvad jeg hed?

Thomas, sagde jeg.

Ahh, daddy, sagde han, så er du endelig tilbage, buldrede han, far Thomas.

Hvad mener du?

Det hed min gamle far.

Godt at se dig igen, søn, sagde jeg, og godt at se, at du er godt i vej.

Abraham slog en høj latter op, sugede løs på sin djamba og lod den gå videre.

Walter kendte en af fyrene herude, det var ham, som havde ført os hertil. Walter havde brugt ham i sit feltarbejde. Han interviewede unge mænd, hans undersøgelse handlede om vold og politik.

Vi sidder godt her, sagde Walter og henvendte sig til fyren, han hed Joseph, vil du have noget imod, hvis jeg interviewede dig lige her, nu hvor vi er i gang med at tale om alt muligt?

Okay, sagde Joseph træt, han havde været i Club Legacy aftenen og natten før, hvor han også havde truffet Freeze og Titi. Walter fremdrog en lille båndoptager og gik i gang. Jeg sad med mit hæfte og skrev ned, som jeg plejede. Havde det altid på mig. Det gik pludselig op for Walter, at jeg sad der og skrev.

Hvad i alverden, sidder du der og tager noter?

Det gør jeg meget ofte.

Det er mit interview.

Jeg sad her jo allerede.

Jeg har arbejdet på det her i fem måneder, og så kommer du bare her og hugger mit arbejde?

Hvad mener du?

Du skriver noget til avisen, noget jeg er nået frem til, om vold, om politik, mit speciale vil først være klar om et år, og du vil allerede have drysset pointerne fra mit arbejde ud i en avis, hvad fanden er meningen, listeøre?

Manden kaldte mig for »listeøre«.

Det skulle jeg have vidst, sagde han.

Det vidste du godt.

Jeg har aldrig rejst med sådan en før.

Nu ved du det, du vil aldrig kunne vide dig for sikker, og i virkeligheden er du sgu da med mig, Freeze er min kontakt, ikke din. Selv om det var din idé at tage hertil, er det min kontakt, vi kører med. Er disse menneskers opfattelser da din ejendom, ejer du Kono, hvad tror du, du kan gøre ved det?

Jeg var blevet pissegal og en lille smule rystet.

Hvis du overhovedet så meget som publicerer et eneste ord fra denne interviewsamtale, så vil jeg forfølge dig, så vil jeg gå rettens vej, stævne dig, sprede rygter om dig, hvad du er for en type, det bliver meget ubehageligt for dig.

Walter vidste tilsyneladende ikke så meget om den slags, så jeg sagde:

Det kan du da bare gøre, tror nu ikke, der vil komme så meget ud af det.

Jeg havde ellers opfattet dig som en ven.

Hvad tror du, jeg kan stjæle fra dig?

Min kæreste, som for et år siden lavede feltarbejde i Vestafrika, det drejede sig om migration, mistede en god veninde. Denne veninde lavede feltarbejde om noget lignende, men i et helt andet land, hun blev rasende over det, hun følte hendes emne blev hugget ud af hendes hænder, brødnid, konkurrence, det er sådan noget, jeg har hørt en del om fra akademiske kredse.

Der findes en særlig dansk type, hvid, som har boet og studeret i et eller flere afrikanske lande og af den grund føler et ejerskab i forhold til en erfaring fra kontinentet, at de og kun de har adgang til kontinentet, denne sandhed, som de tilsyneladende tror på findes.

Men hvordan skal vi nogensinde komme videre, hvis vi vogter over vores verdenserfaringer og ufærdige forsøg på at forstå hinanden som dybe hemmeligheder, vi kun selv hver især skal kunne profitere af? Noget jeg virkelig finder nedladende og patroniserende i en særlig ubehagelig grad.

Det afrikanske kontinent, mangfoldigt som verden, er ikke mere mystisk og hemmelighedsfuldt, end at enhver kan skrive derfra, nøjagtig som fra alle andre lande og kontinenter. Walter ville ikke se det, hvor absurd det var, det han sagde. Jeg svarede nu, at jeg på sin vis godt kunne forstå, at han var bange for at miste fem måneders research, men at det samtidig var dumt, at den paranoia var ubegrundet, for jeg ville ikke kunne stjæle noget fra hans fremgangsmåde, hans diskurs eller metode, ligegyldigt hvor mange reportager jeg skrev.

Så jeg drillede ham lidt, jeg sagde, snart vil du se noget af det her på skrift i avisen, den anden aften sad vi og snakkede om løst og fast, du fortalte mig om stammerne i landet, du indtegnede det ligefrem på et kort for mig, hvad nu med det, er det også noget, der kun tilhører dig?

Jeg er sikker på, du ved, hvad jeg mener, sagde han.

Hør her, Walter, jeg kan gøre det, jeg tidligere har gjort, når jeg har skrevet om andre på rejser, eller når noget kunne tænkes at være lidt tæt på, enten kan jeg anonymisere teksten, eller også har jeg sagt til dem, det måtte dreje sig om, hør, jeg kan sende teksten bagefter, og så kan du strege det ud, du synes går over stregen, og det kan jeg så prøve at forholde mig til. Det var, som om Walter stadig havde svært ved at tage dette ind, som om han vitterlig følte, at der var noget, der var blevet stjålet fra ham.

Walehun – Falima River Bridge – Konta – Ropolo – Masomoh –

Mabeko – Mapoli – Bonke – Sumbaria – Matinto River – Mabotof – Petifu Chen – Madina – Makeni Loll –

***

De andre bøjede sig igen over resterne af deres kødstykker. Vi havde bilen fuld af poyo. Walter havde købt to dunke med fra Suduku til sin kæreste og de tre andre kvinder i huset på Cape Road. Det var i Suduku, vi havde tilbragt en eftermiddag, der hvor vores konflikt pludselig var opstået.

Freeze bremsede op i vejkanten, og en flok drenge kom spænende fra buskadset med plastikdunke fyldt med palmevin. Freeze ville købe mere, og vi fik to bambuskopper med.

Vinen gik rundt mellem os. De andre tyggede videre.

Matong River bridge – Mathonkara – Mankubu – Mayemi – Ro Gboro Bridge – Batabant River Bridge – Tonkolili River – Mamvri – Matele – Masankoro – Sangbari – Masaka – Rogblan –

Vi overhalede en bil, hvor der på bagsmækken stod: God bless my uncle.

Maqburaka – Makoth – Rounka – Yankasa – Waribana – Gbounsamba –

Et knald. Pludselig. Et bump. En kollision. Rev os ud af døsen. Noget hårdt. Vi havde ramt noget. Bilen slingrede vildt hen ad vejen. Så stod den stille. Tiden var ophørt, stilheden var et kæmperum. Er det sådan at dø, at svæve op over bilen og kigge ned på vejen, på bilen, på de døde?

Hvad hændte?

Tid og lyd vendte tilbage.

Stadig tvivl.

Livet og døden. Hvad var hvad?

Nu var vi i verden, nu i virkeligheden.

Vi måtte ud.

Vi skal køre nu, sagde Freeze.

Walter og jeg åbnede dørene, så stod vi der på vejen, Titi sagde ingenting, hun blev også siddende, Gabriel kantede sig ud og ned på asfalten.

Vi ramte noget.

Det var en motorcykel.

En motorcykel.

Hvad skete der, Freeze?

Det var hans skyld, sagde Freeze.

Men du kørte alt for hurtigt.

Ja, men det var hans skyld.

Hvis skyld?

Motorcyklistens.

Hvorfor kørte du i venstre side?

For at undvige ham, han var på vej lige over.

Der var virkelig spor på bilens højre side lige over baghjulet, fordybning som fra en kollision og dybe ridser. Det havde været en undvigelsesmanøvre.

At blive ramt med 160 i timen, det kan man ikke overleve, sagde jeg.

Han er død, sagde Freeze.

Hvad gør vi? sagde jeg.

Walter sagde ikke noget.

Vi kører videre, sagde Freeze.

Vi er nødt til at gå derhen, sagde Walter og jeg nu i kor.

En flok havde samlet sig på ulykkesstedet, det var måske 150 meter længere bagude. Freeze havde formået at holde bilen på vejen, idet han satte foden på bremsen. Jeg havde prøvet den bil, automatgear, meget følsom bremse, bare man rørte den, bremsede den så hårdt, at man styrtede mod forruden. Vi burde være rullet rundt, vi burde have ligget i grøften, på hovedet, knuste.

Folk døde hver dag på den her hovedvej. Den var ny og farlig. Dagen før fire døde. Det var en indsigt, jeg ikke kunne slippe, som en rille i bevidsthedspladen, en ny vej åbnede for en trafik og medførte helt andre og i første omgang uventede udfordringer, en dødsensfarlig vej i et land, hvor bilisterne ikke respekterede regler, og i øvrigt var der ingen hastighedsbegrænsninger på lige strækninger. Men der var dog skilte før sving og kurver, 80 km, 50 km. Ikke noget man nødvendigvis rettede sig efter. Aldrig nogensinde Freeze.

Alle kørte som død og helvede og brækkede arme. Walter og jeg begyndte at gå, mens flokken af mennesker dernede voksede sig større. Hvor kom alle de mennesker fra? Som om de voksede op af den brændende jord. Her var på én gang øde og proppet med mennesker. Vi så en Læger uden Grænser-bil køre forbi dernede, uden at stoppe svingede den ned ad en grusvej. Det forekom mærkeligt og ildevarslende. Det mindede mig om noget, jeg havde fået fortalt. Min kæreste havde arbejdet i Liberia for FN, det var kort efter borgerkrigen der, det første de havde fået at vide: Hvis I kører nogen ned ude i landet, må I aldrig stoppe, men altid fortsætte.

Vi er hvide, sagde jeg til Walter, hvad vil der ske, når de ser os, måske vil de gå amok, jeg tror, vi skal blive her, det går ikke.

***

Mit hoved var helt blæst, det var en stemme, som ganske rigtig var min, men den var ikke retningsløs frygt, den var rationel. Jeg kendte knap mig selv. Walter var enig, han blev stående. Vi blev stående.

Hvad nu?

Jeg går derned, sagde Gabriel, og så begyndte han at gå.

Freeze stod ved siden af bilen. Han så rådvild ud.

Det er dit ansvar, sagde jeg til Freeze, gå nu derned.

Han kiggede på mig, han tøvede, hans girlfriend stod også ud af bilen. Sammen begyndte de nu langsomt at bevæge sig derned. Flokken af mennesker var så stor, at man kunne høre stemmerne løfte sig i et kor. Luften flimrede i heden. Vi kiggede mod forsamlingen. Så kunne vi se, at den flyttede sig, den var på vej mod os. En stor flok agiterende mennesker. Det var som tiden igen stod stille, og i denne ubevægelighed kom en voksende forsamling af mennesker hen imod os. Bevægelse i stilstand. Alt kunne ske.

Det var Freeze, jeg hørte råbe.

They blame me.

They blame you?

They blame me.

En forskrækkelse havde bredt sig ud i hans ansigt og manifesterede sig i et sært smil. Der var en kæmpe overmagt. Kunne vi mon forhandle os ud af det her? Af en eller anden grund følte jeg stadig ingen frygt. Som om jeg stod ved siden af mig selv og betragtede dette bizarre teater udefra. Fornemmelse af stilstand og total stilhed midt i støjen af verden. Flokken kom nærmere, Gabriel befandt sig i dens midte.

They blame you, sagde jeg.

No, sagde Freeze, they congrat me.

They congrat you?

Jeg måtte have hørt forkert. Blame for congrat.

Jeg havde hørt min frygt for det værste, den kom bag på mig, som om den kom et andet sted fra, frygten, som om den ikke var mig, men et ord sagt af en fremmed mund. Nu var hele forsamlingen nået frem. De smilede alle sammen, det lignede en fest, en jublende fejring.

Nogen, sagde Gabriel, havde råbt, hvem kørte bilen, who is the driver? Freeze havde ikke sagt noget, så sagde de, vi vil gerne lykønske chaufføren, han har kørt fantastisk, så meldte Freeze sig.

Det var mig, som kørte bilen, sagde han.

Vi vil gerne lykønske dig for din kørsel.

Hvad skete der?

Freeze snittede motorcyklen, der styrtede, føreren var en 12-årig dreng, han havde en passager bag på, som flygtede ud i bushen.

Hvor er drengen, spurgte jeg.

Han stod nu lige foran mig, hans ansigt var stumt af forskrækkelse. Han havde nogle rifter ned ad det ene ben og en blodig albue. Kun forlygten på motorcyklen var knust. Alle sagde, at det havde været drengens skyld. Alle roste Freeze. Jeg tog drengens arm, undersøgte albuen. Han havde gået hele vejen hen til os. Værre kunne det altså ikke være, end at han kunne gå.

Drengen ytrede ikke et ord, det var, som om han forsøgte, men han forblev stum. En af de voksne ved hans side smilede anstrengt stort og forklarede et eller andet. Hvad vi forstod, var, at han gerne ville have nogle penge. 50.000 leoner eller 50 dollar. Klart nok. Penge til drengen, så han kunne få renset sine sår og få plaster på. Vi gav manden 100.000 leoner, så blev han endnu gladere, end han i forvejen syntes at være. Begejstringen var i det hele taget stor. Og midt i den stemning blev det tid til at fortsætte, inden stemningen ville vende.

Lad os komme af sted, fik jeg sagt.

Vi satte os ind og Freeze startede. Vi var stadig chokerede. Men alt var jo så godt. Drengen levede. Vi levede. Hans sår skulle han vel nok komme sig over.

Freeze var ikke tilfreds. Han ville aldrig have givet pengene. Det var drengens skyld, det var alle enige om. Desuden ville Freeze have foretrukket at køre videre.

Hvorfor?

Hvis han havde været død, ville de have slået os ihjel og brændt bilen af, sagde han.

I vores verden, sagde jeg, flygter man ikke fra en ulykke, det er for resten strafbart.

Vi kommer fra to forskellige verdener, sagde Freeze.

Det er sandt nok, sagde jeg.

Dengang jeg blev drønet ned, kørte bilisten videre, det er sådan, det er her, sagde han.

Men det er ikke hele sandheden, sagde Walter, Gabriel gik jo derned, hvilken verden lever han så i?

I en verden vi gerne vil leve i, sagde jeg.

Freeze har sin krigserfaring, han havde været børnesoldat. Gabriel mistede sin mor under krigen. Han var et barn, men han huskede det tydeligt. Hensynsløs vold og død. Han var 23 år. Han var gået først, forrest. Han var en ny generation. Jeg kiggede ud ad vinduet. Mit blik var ude af fokus, jeg skrev videre ned i notesbogen. Svært at tyde. Rystende skrift. Men hvorfor skulle jeg ikke fortsætte, hvor jeg slap? Vi kørte af sted i verden.

Madina – Gbomshakia – Mathoga – Lunsou –

***
Gjorde vi det rigtige? spurgte Walter ud i luften.

Hvad kunne vi ellers have gjort?

Skulle vi have givet dem nogle flere penge?

De ville først have 50.000, men vi gav dem 100.000.

Er det aflad?

Måske, sagde jeg, betaler vi os ud af en situation, det kunne dog også være en hjælp, men som vi snakkede om, de vil nok aldrig bruge pengene på drengens sår, de har deres traditionelle medicin.

De vil aldrig bruge pengene på drengen, sagde Gabriel.

Det var det, jeg også ville sige, sagde Freeze.

Vi var nødt til at give noget, sagde jeg.

Det var hans egen skyld, han kørte lige ud foran os, det sker hele tiden. Han gjorde det med vilje, tilføjede Freeze.

Det lyder sindssygt, sagde jeg, hvorfor skulle han dog det, er det ikke bare en dreng, der ikke fik set sig for, og hvordan være opmærksom på en sort bil, der dukker ud af et sving med 160 km i timen?

Han gjorde det med vilje, gentog Freeze.

Ja, sagde Gabriel.

Hvordan med vilje?

Han er heks, han ville gerne ofre sig for landsbyen, få dem ud af en forbandelse, det kunne han gøre ved at få slået sig selv ihjel, det er noget, de ofte gør, det er almindeligt.

Det lyder jo totalt idiotisk.

Det er sådan, det er, brød Gabriel ind, en heks vil gerne ofre sig selv for sine medmennesker, så de kan komme videre.

Tror du nu også på hekse?

Nej, men de findes.

Vi ville aldrig kunne undgå mørket. Skumringen var i gang, og den flyttede hurtigt ind i landskabet.

God bless Allah, stod der med malede bogstaver bag på en bil. Just be nice, stod der på en anden.

De vil tage ham til landsbydoktoren, sagde Gabriel, han vil behandle sårene med blade, de vil betale doktoren nogle af pengene, hvis sårene ikke heler, vil det bevise, at drengen er heks.

Hvad vil der så ske ham, spurgte jeg.

Så vil de slå ham ihjel, sagde Freeze.

For helvede.

Conacry, den ene vej, Freetown, den anden.

Det var her mørket faldt, det var her, nye problemer begyndte. Det var her, det skulle vise sig, at vi stadig befandt os i verden, i virkeligheden, eller, hvis ikke, så i en særlig rodet kreds i helvede. Vi kørte gennem Occra Hills, for ikke så længe siden tilholdssted for West Side Boys, tidligere The Armed Forces Revolutionary Council soldater. AFRC, som kuppede regeringen i 1997.

West Side Boys mindede mest om gangstere. De blev fordrevet af et kontingent britiske soldater i krigens slutning, indtil da havde de hærget og myrdet, så meget de kunne komme af sted med. Men det gjorde de alle sammen i krigen. Det var ikke West Side Boys, der stoppede os, de var der ikke længere, men politiet.

Selv om hver anden bil var uden lys, stoppede de Freeze, de havde set, at på bagsædet, sad der to hvide. Selv om de ikke henvendte sig til os, tvang de Freeze ud af bilen og påtalte hans manglende forlygte.

Freeze blev væk et kvarters tid, vi blev siddende, mens mørket pakkede sig tæt om os. Freeze måtte lægge 100.000 leoner, før vi kunne køre videre. Det lignede en hovedvej med to spor, måske ligefrem en smal motorvej. Ingen belysning. Vanskeligt at se noget som helst, og Freeze famlede bilen af sted i sneglefart i det uigennemtrængelige mørke. Ud af mørket dukkede to enorme tankvogne uden lys op i vores vejbane, men i modkørende retning. Freeze tvang bilen helt ud i rabatten og fik den så langsomt tilbage på sporet.

Snart var politiet der igen. De er universelle, de har kolde svømmende øjne, fedladne, de er kun ude på en ting, at flå penge ud af folk. Men aldrig har jeg set så mange korrupte betjente som i Sierra Leone.

I Freetowns lufthavn står der på alle counters, Bribe is a crime. Politiet er den største kriminelle bande i landet. De sværmer over det hele. Når man har forstået deres metoder og måder og ønsker, så er de ikke andet end småkriminelle, der kan spises af med en seddel eller to, som krævende, insisterende tiggere.

Korruptionen viser sig i det små, de krævede beløb er ikke store, men der krattes ind på hvert et gadehjørne. Vi nåede til Cape Road. Freeze var ikke i godt humør, han satte os af og kørte tilbage. Han ville forsøge at køre ad en anden vej for at undgå politiet. Vi, de privilegerede, købte nogle øl i kiosken overfor.

En ældre mand svinger hakken i en illegal guldmine i skoven for foden af bjeget Matanga. Drømmen om guldet får mange illegale miner til at skyde op i skoven trods myndighedernes forsøg på at lukke dem.

En ældre mand svinger hakken i en illegal guldmine i skoven for foden af bjeget Matanga. Drømmen om guldet får mange illegale miner til at skyde op i skoven trods myndighedernes forsøg på at lukke dem.

Knud Brix

Den sidste aften før min afrejse inviterede jeg Freeze til en drink. Han kunne ikke lide øl, men drak vin, han havde altid en lille flaske med vin i sin taske. Jeg foretrak øl. Vin smagte ikke godt i Sierra Leone. Men det var nu ikke hans mening. Vi fandt et sted ved stranden ud for Roy Hotel. Det var nyt, så det ud til. Skarp neon: ROY. Det lyste op i det dunkle mørke her ved havet. Det lå ved Lumley Beach.

Der var en tilhørende beachbar på den anden side af vejen, ved havet. Klokken var 22, stadig umådelig varmt. Flagermus klippede siksak i mørket. Jeg havde et sidste spørgsmål. Nej, jeg havde flere, jeg ville gerne tale med ham en sidste gang.

Jeg følte stadig ingen væmmelse i hans selskab. Det undrede mig. Var han sådan en, der tiltrak de godhjertede? Men jeg var alligevel nysgerrig, det måtte jeg også erkende. Jeg ville høre tingene fra ham selv. Jeg havde læst om uhyrlighederne, hvordan de gik for sig i de fleste lejre. Hvordan borgerkrigen skabte nye fjender, der før havde været allierede. Nye fraktioner og grupper dukkede op, det var uendelig kompliceret. Hvem stod bag det hele? Var det Charles Taylor?

Taylor var helt sikkert den største af krigens arkitekter, sagde Freeze, men han havde forbindelse til amerikanerne, det var der mange, der sagde, lige meget hvad de selv sagde, så var det noget af det, vi endte med at tro på.

Hvad ville amerikanerne?

De ville bruge Taylor til at ødelægge Afrika og tage vores ressourcer, diamanterne, det var altid diamanterne og så guldet.

Taylor købte våben af russerne og ukrainerne, sagde jeg.

Vi brugte også tyske automatrifler, de var langt mere potente end AK 47, de kunne ramme længere fra, de kunne smadre mere, de var meget bedre, og hvor tror du, de kom fra. Rusland?

Nok ikke.

Der kan du se.

***

Der var en gruppe, som kaldte sig for kamajors. Den opstod et godt stykke inde i krigen som et lokalt forsvarsværn. Rebellerne og regeringssoldaterne var lige grusomme mod dem. De følte ingen støtte fra den stat, som burde beskytte dem mod RUF-vandalerne. Alle myrdede og røvede.

Kamajors trak på visse gamle traditioner, en jægermytologi, de havde kendskab til magi, de havde også en etik, man forrådte ikke hinanden som rebellerne eller regeringsstyrkerne. Regeringsstyrker kunne optræde som soldater om dagen og forvandle sig til rebeller om natten, sådan opstod begrebet sobel (soldier-rebel).

Kamajors aflagde en ed i forbindelse med initieringsritualet, man forrådte ikke sin klan, man røvede ikke, man voldtog ikke, man måtte ikke berøre en død krop, man måtte ikke være i kontakt med en kvinde, man kæmpede mod rebellerne, man kæmpede mod regeringen, for der var ingen til at beskytte dem. De blev stadig mere organiserede, og selve ånden blandt dem var af stor psykologisk styrke. Man holdt sammen. De havde forbindelse til berømte troldmænd og troldkvinder, som ville indføre dem i de gamle okkulte teknikker. De troede virkelig på, at de kunne vaske sig med magiske væsker og smøre sig med salver, som beskyttede dem mod kugler.

Da RUF blev til et politisk parti, kunne kamajors’ krigere nemt finde på at stemme på dem, selv om de havde fået job for SLPP (Sierra Leone People’s Party) som sikkerhedsvagter eller professionelle ballademagere. Et RUF-slogan ville være:

»Ned med det korrupte alderdomsvælde«, hvilket den udsigtsløse ungdom snildt kunne identificere sig med.

Kom I nogensinde i direkte kamp med kamajors, spurgte jeg Freeze.

Ja, det gjorde vi adskillige gange, de var grusomme, de åd menneskekød, de flåede hjerterne ud af de dræbte fjender, fortærede dem.

Spiste I også menneskød?

Ja, vi gjorde det også.

Hvad ville kamajors?

De ville hævn.

De havde den her idé om, at deres magi beskyttede dem mod kugler.

Engang tog vi en til fange, sagde Freeze, hvad så, sagde vi til ham, er du nu beskyttet, skal vi skyde dig?

Nej, bønfaldt han, skyd mig ikke.

Hvad er det for noget, sagde vi, tror du ikke på din egen magi?

Skyd mig ikke, gentog han.

Hvad gjorde I så?

Vi skød ham.

Så sad vi der i tavshed. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Men der var nogle flere ting, jeg gerne ville vide. Han havde sagt, der var mange, der havde opsøgt ham, de var interesserede i hans historie, ligesom jeg nu var det.

Jeg fortæller den ikke så ofte, der er mange, som kommer, og som jeg afviser, de vil gerne betale mig, men jeg ønsker ikke at fortælle dem historien.

Nu ved jeg allerede meget, jeg skriver jo, som du ved, så jeg spørger dig igen, om du kan stå inde for, at jeg skriver alt det, jeg ved, enten som artikel eller i anden form på et andet tidspunkt?

Det er jeg på det rene med, sagde han.

Betalte Amalia dig nogen sinde for dine historier og for din guidevirksomhed?

Nej, aldrig, hun betalte mig aldrig noget, hun betalte mine udgifter, hvis jeg havde nogle, og hun hjalp mig på anden måde, som du ved, men hun betalte mig aldrig penge for mine historier.

Jeg prøvede at fange hans blik. Det lød rigtigt nok, det han sagde. Hans mørke blik, det der uudgrundelige, den sorg eller hvad det var, at være så smadret og så stadig leve videre. Der var ikke noget af det, jeg forstod. Jeg havde venner, som havde begået selvmord, fordi de var ulykkelige, eller venner og veninder, som havde en eller anden traumatisk oplevelse fra en langt mindre ødelagt barndom eller ungdom, og som aldrig syntes at være i stand til at komme videre.

Folk, der sad fast og drak sig ihjel, fordi de havde et eller andet, de ikke kunne verfe væk, en mørk plet i sindet. Her sad Freeze, han var helt sikkert et smadret menneske, og han var konstant på nippet til at falde til den forkerte side, vende tilbage til sumpen i Belgium, drikke, tage stoffer, finde andre kvinder, prostituerede, eller hvad det nu var for et liv, han kom fra, før han traf Amalia, og før Lea var kommet ind i hans verden og havde trukket ham videre.

Han var også glad for sine to døtre. Den ældste, Amalia, havde ringet til ham to gange denne aften. Dem levede han for. Sagde han selv. Det var det, han fik noget ud af. Men han rejste også væk med Titi. Hun var en del af hans liv.

Det er sådan, vi lever her, havde han sagt, det er helt almindeligt, vi har elskerinder, veninder, vi kan have flere, mange.

Det er vist fint nu, sagde jeg, lad os gå, kører du mig tilbage?

Ja, sagde han.

Jeg betalte hans vin og min Coca-Cola. Jeg betalte heller ikke for hans historier, men jeg havde givet ham 100.000 om dagen, da han kørte os til Kono. Og Kurt og jeg havde givet ham 200.000 om dagen, da han kørte os til Makeni og Tonkolili plus benzinen, overnatningen, maden. Det havde kun været rimeligt. Det havde været hans arbejde. Det var også det, som Lea forventede af ham, at han kørte bilen – og fortalte sin historie. Og hende havde han respekt for.

Vi gik udenfor. Havet lå lige dernede. Det var mørkt og varmt, og bølgernes hvide skum lyste op. Så vendte jeg mig om og gik tilbage mod den sorte firhjulstrækker. Freeze stod og talte med en ung kvinde. Hun var smuk. Letpåklædt. Tydeligvis en af gadens piger, hun trak omkring Roy Hotel. Det var der mange, der gjorde.

Jeg lagde mærke til, hvordan Freeze havde ændret sig, der ved siden af den unge kvinde. Han var en anden, en smart fyr, som han stod der. Hun ville med ham, forsøgte at få ham til at køre sig hjem. Det ville han ikke. Måske fordi jeg var der. Men hun lagde op til ham, og han var vild med det. Han var ikke længere den mutte og trykkede Freeze. Han var lidt af en helvedes karl, lige der. De udvekslede telefonnumre.

Jeg kan lide din ven, sagde hun, og pegede hen på mig. I mellemtiden var der dukket endnu en kvinde op.

What about you, sagde hun, what do you want?

Nothing.

You want chicken basket?

Jeg kiggede på Freeze, hvad fanden er det?

Han trak på skuldrene.

I am married, sagde jeg.

It’s always good to change sauce, sagde hun.

Så satte vi os ind i bilen og kørte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Det er godt, at Thomas Boberg findes. En gave til os alle.