Her er fem danske stumfilm, man bør se på stumfilm.dk nu

På stumfilm.dk har man en unik mulighed for at stifte bekendtskab med dansk films fjerneste fortid. Mere end 400 stumfilm vil finde vej til platformen, og indtil videre kan man se film med både Asta Nielsen, Valdemar Psilander og Fy og Bi og af A.W. Sandberg og Carl Th. Dreyer. Her er en guide til fem af dem, man med fordel kan se nu

1. ’Den sorte Hætte’ (1910, William Augustinus, syv minutter)

Det er de færreste, der ved, at nogle af de første film om Sherlock Holmes, der nogensinde blev produceret, var danske. De havde dog ikke så meget med Arthur Conan Doyles originale historier at gøre, og det er kun nogle få af dem, som stadig eksisterer, heriblandt Den sorte Hætte, der har Otto Lagoni i rollen som Sherlock Holmes.

Han dukker dog først sent op i den meget enkle og blot syv minutter lange film – den mangler enkelte scener – som handler om en flok maskerede banditter, der på brutaleste vis kidnapper en rigmand og kræver løsesum.

Om det lykkes, skal jeg ikke afsløre, blot fortælle, at Holmes naturligvis er på sagen … En af de sjove ting ved filmen – og mange andre danske stumfilm – er, at de er lavet til det internationale marked og skal forestille at foregå i udlandet, i dette tilfælde London. Det er dog meget tydeligt, at filmen er optaget i København og omegn, for eksempel på grund af de skilte på dansk, der hænger i forretningernes vinduer.

2. ’Doctor Nicholson og Den Blaa Diamant’ (1913, ukendt, 56 minutter)

Det er ikke en Sherlock Holmes-film, men skurken, titlens mystiske, vandpiberygende og morfinmisbrugende doktor Nicholson (Holger Reenberg) kunne med sit stenansigt, stirrende øjne og truende fremtoning godt minde lidt om Holmes’ ærkefjende, professor Moriarty.

Nicholson er endog meget glad for diamanter, og da han finder ud af, at en rig diamantmineejer er død, og at hans datter, Miss Alice (Edith Buemann Psilander), arver formuen – inklusive Den Blå Diamant – hvis hun altså gifter sig, sørger han for at finde en fattig adelsmand, grev Jules de Barton (Anton de Verdier), til formålet.

Men nu vil skæbnen det således, at greven får samvittighedskvaler og forelsker sig i Miss Alice – og hun i ham – og så får doktor Nicholson blot en lang næse. Det vil han dog på ingen måde finde sig i, og den ’gode’ doktor tager særdeles hårdhændede metoder i brug, blandt andre en flok mænd iført sorte kapper, sorte hatte og sorte masker. Nej, man er ikke i tvivl om, hvem der er de onde i filmen.

3. ’Klovnen’ (1917, A.W. Sandberg, 62 minutter)

Asta Nielsen var Danmarks store stumfilmstjerne, der tidligt brød internationalt igennem og rejste til Tyskland for at lave film. Men en anden af de danske skuespillere, der også blev populær uden for landet grænser, var Valdemar Psilander, en høj, bredskuldret og flot fyr med et intenst blik, som inden sin alt for tidlige død i 1917 – han var blot 32 år gammel – nåede at medvirke i mere end 80 film.

Psilander leverede en af sine mest bemærkelsesværdige præstationer i A.W. Sandbergs melodramatiske tragedie Klovnen, der også blev en af skuespillerens sidste film.

Han spiller cirkusklovnen Joe Higgins, der får mulighed for at gøre karriere i det store udland og bliver både rig og berømt. Med sig har Joe sit hjertes udkårne, Daisy (Gudrun Houlberg), som dog ikke nyder det nye liv lige så meget som Joe.

Hun lader sig forføre af en nærgående greve, bliver taget på fersk gerning af Joe, og så har vi balladen. Psilander får i Klovnen demonstreret, hvor god han er til både at spille drama og komedie, ikke mindst takket været sit sjældent ekspressive ansigt og sine mørke øjne.

4. ’Himmelskibet’ (1918, Holger Madsen, 81 minutter)

Nordisk Films grundlægger og direktør, Ole Olsen, var selv med til at skrive manuskript til en af stumfilmtidens flotteste og allermest ambitiøse film, Himmelskibet, som tilmed rummede et universelt budskab om kærlighed og fredelig sameksistens. Første Verdenskrig var i fuld gang, og Olsen håbede, at filmen kunne gøre sit for freden.

Marinekaptajnen Avanti Planetaros (Gunnar Tolnæs) vender hjem fra en vellykket ekspedition og drømmer nu om nye udfordringer. Ansporet af sin far, astronomen professor Planetaros, retter Avanti blikket mod det ydre rum, og snart er han sammen med sin gode ven, doktor Krafft (Alf Blütecher), og en flok håndgangne mænd på vej mod Mars i Himmelskibet.

På Mars møder jordboerne en avanceret civilisation, der tilbeder kærligheden som en gud, og som lærer dem at leve i fred og fordragelighed – en lektie, de måske kan tage med sig hjem til Jorden igen.

Det er en passioneret, men ikke ligefrem subtil film; der spilles som så ofte i stumfilm for bagerste række, og ’skurken’ er en videnskabsmand og skeptiker ved navn Dubius (Frederik Jacobsen).

Året før Himmelskibet lavede Holger Madsen i øvrigt en anden pacifistisk spillefilm, Pax Ærterna, som også kan ses på stumfilm.dk.

5. ’Vester Vov-Vov’ (1927, Lau Lauritzen Senior, 83 minutter)

Vi kender alle Gøg og Gokke, men de færreste kan formentlig huske Fy og Bi – Fyrtårnet og Bivognen – det danske komikerpar, der erobrede alverdens biograflærreder i stumfilmtiden.

I en af deres mest populære spillefilm, Vester Vov-Vov – der har lagt navn til en københavnsk biograf – slår høje Fy (Carl Schenstrøm) og lave Bi (Harald Madsen) sig ned i en lille by ved det store Vesterhav.

Her bliver de blandet ind i et drama, der også involverer den lokale kroejers datter, Birthe (Karin Nellemose), en ung mand, Tom (Erling Schroeder), der er forelsket i hende, og en ældre, mere velanset herre, der har et godt øje til Birthe.

Vester Vov-Vov er lidt en spøjs film, hvor melodrama og komik først for alvor mødes til sidst, og hvor dramatiske og romantiske scener afløses af scener med Fy og Bi, der forsøger sig som fiskere – uden det store held – eller forsøger at reparere deres nødtørftigt sammentømrede strandhus, som hver nat blæses omkuld af forskrækkelige storme.

Det er sjovt at se Fy og Bi i aktion – det er ikke mange muligheder, man har for det – men på niveau med Gøg og Gokkes falden på halen er det ikke.