Her er, hvad jeg fik ud af at lære (noget af) Inger Christensens ’Sommerfugledalen’ udenad

Manomsyne, memosyne, nemosyme ...

Ordet vrider sig som en fed ål i min mund. Mnemosyne. Ironien er lige så tyk. Mnemosyne er erindringens gudinde. Det er den græske mytologis varetager af hukommelsen, som jeg snubler over, hver gang jeg når til hende. »Nej, det er lysets engel, der kan male sig selv som sort Apollo mnemosyne,« som det hedder i en sonet, som jeg de sidste dage har sovet med, lavet mad med og kørt i metro med.

I mandags stillede kulturredaktøren mig nemlig en opgave: I forbindelse med en større serie om vores moderne, distraherbare hjerners forhold til kunst skulle jeg på to døgn lære en sonet af Inger Christensens Sommerfugledalen udenad. Og recitere dem for den samlede redaktion. Jeg er redaktionens første forsøgskanin, men i de næste uger vil stafetten gå rundt mellem os i et forsøg på at se, om vi kan sænke tempoet i vores kulturforbrug og finde nye former for fordybelse. 

Så kan min flimrende og ikke særlig lyriktunede moderne hjerne opleve en tekst mere intenst med et benspænd? 

Sonetring

Jeg har ikke noget forhold til Inger Christensen, ud over hvad enhvert skolebarn har (abrikostræerne findes og så videre ...) Jeg googlede »sommerfugledalen« for at finde en oplæsning på YouTube og nåede lige at læse, at Sommerfugledalen er en sonetkrans, der består af 14 sonetter, som opfylder bestemte formkrav, for eksempel at sidste linje i sonet 1 er den samme som første linje i sonet 2 og så videre frem til sidste linje i sonet 14, som er den samme som første linje i sonet 1.

Så meget klogere kastede jeg mig over teksten. Hvor svært kan det være? 12-årige græske drenge reciterede Odysseen og Iliaden til høstfesterne! To timer senere sad jeg modløs i min sofa. Efter nok 35 gennemlytninger af Inger Christensens oplæsning og ligeså mange gennemlæsninger af teksten var jeg ikke i stand til at huske første linje med en pistol for panden. 

Jeg er født, mange år efter at man holdt op med at recitere skriftsteder i bibelskolen og memorere kongerækker i historie. Jeg er årgang 1973 og derfor opdraget af folk, der blev hærget af terperegimet gennem deres skoletid og derfor kun følte afsky for gentagelser og gengivelser.

Så fra min skoletid husker jeg kun en eneste remse: Durch. Gegen. Wieder. Ohne. Um. Kannst du nicht dein akkusativ dann bist du wirklich dumm. Og trods vel sagtens omkring 120 højtlæsninger af Halfdan Rasmusens ABC erindrer jeg kun, at øen i søen har kun en barber. 

Ikke tænk

Snart indser jeg, at jeg greb det totalt forkert an den første aften. For jeg tænkte, at jeg måtte forstå teksten for at huske den, men jo mere jeg prøver at analysere, jo længere kommer jeg fra at huske.

Først da jeg begynder at behandle den mest højtbesungne sonetkreds af en af de største lyrikere i det 20. århundredes Europas som en indkøbsseddel, får jeg hul på det.

»Ildfugl, poppelfugl og slavehale.« Havregryn, skummetmælk og remoulade.

Og da jeg så sætter krop på, rykker det for alvor. Jeg begynder at gå rundt i min lejlighed. Første strofe i køkkenet, andet i stuen, tredje i badeværelset.

Efter noget tid udvikler min tunge varme følelser for enkelte sætninger og milde aversioner mod andre. Jeg kan ikke få nok af at sige: »I Brajcinodalens middagshede luft«, mens »Er dette vingeflimmer kun en stime?« irriterer mig lidt. 

Og mine præferencer har indflydelse på, hvor nemt jeg husker dem. Mens jeg ubønhørligt snubler i vingerflimmeret, har jeg i Brajcinodalen overskud til at lege med diktionen, som var jeg selveste Inger Christensen: rødblond, sårbar og systemisk storrygende på bar med Poul Borum et sted i Europa.

Godt og sundt

Det er jeg ikke. Og det gør mig nervøs, at jeg skal recitere det. Onsdag eftermiddag tager jeg mig sammen, beder tavst til Mnemosyne og slår på kaffekoppen i vores åbne kontorlandskab for at få mine kollegers opmærksomhed. Og gennemfører det. Jeg taber kun tråden et sted – jeps, ved vingeflimmer.

Jeg er ikke sikker på, at øvelsen giver mig en nødvendigvis bedre oplevelse med digtet. Men den giver mig en anden. Og også lyst til at læse mere. Og så er det da ikke at foragte, at mine kolleger, der stort set alle og en har siddet syv år med pegefingeren på hagen på litteraturstudiet, gav udtryk for, at de – og her citerer jeg ordret – så en »hidtil ukendt lyrisk dybde« i mig. 

Og nu har jeg så et lillebitte digt inde i mit hoved et sted, og processen dertil føles god og sund for hjernen. Som Sudoku med lidt mere ånd. En kryds og tværs, der endda også er et partytrick, jeg kan tage frem ved lejlighed. Hvem ved, måske en dag i Brajcinodalens middagshede luft. (Uhm …).

Og så sender jeg stafetten videre til Lone Nikolajsen, der i tre dage skal besøge den israelske installations-og videokunstner Roee Rosens udstilling på Kunsthal Charlottenborg, så ofte hun kan. Også tidligt om morgenen.