Her er, hvad jeg fik ud af at lære (noget af) Inger Christensens ’Sommerfugledalen’ udenad

Manomsyne, memosyne, nemosyme ...
Ordet vrider sig som en fed ål i min mund. Mnemosyne. Ironien er lige så tyk. Mnemosyne er erindringens gudinde. Det er den græske mytologis varetager af hukommelsen, som jeg snubler over, hver gang jeg når til hende. »Nej, det er lysets engel, der kan male sig selv som sort Apollo mnemosyne,« som det hedder i en sonet, som jeg de sidste dage har sovet med, lavet mad med og kørt i metro med.
I mandags stillede kulturredaktøren mig nemlig en opgave: I forbindelse med en større serie om vores moderne, distraherbare hjerners forhold til kunst skulle jeg på to døgn lære en sonet af Inger Christensens Sommerfugledalen udenad. Og recitere dem for den samlede redaktion. Jeg er redaktionens første forsøgskanin, men i de næste uger vil stafetten gå rundt mellem os i et forsøg på at se, om vi kan sænke tempoet i vores kulturforbrug og finde nye former for fordybelse.
Så kan min flimrende og ikke særlig lyriktunede moderne hjerne opleve en tekst mere intenst med et benspænd?
Sonetring
Jeg har ikke noget forhold til Inger Christensen, ud over hvad enhvert skolebarn har (abrikostræerne findes og så videre ...) Jeg googlede »sommerfugledalen« for at finde en oplæsning på YouTube og nåede lige at læse, at Sommerfugledalen er en sonetkrans, der består af 14 sonetter, som opfylder bestemte formkrav, for eksempel at sidste linje i sonet 1 er den samme som første linje i sonet 2 og så videre frem til sidste linje i sonet 14, som er den samme som første linje i sonet 1.
Så meget klogere kastede jeg mig over teksten. Hvor svært kan det være? 12-årige græske drenge reciterede Odysseen og Iliaden til høstfesterne! To timer senere sad jeg modløs i min sofa. Efter nok 35 gennemlytninger af Inger Christensens oplæsning og ligeså mange gennemlæsninger af teksten var jeg ikke i stand til at huske første linje med en pistol for panden.
Jeg er født, mange år efter at man holdt op med at recitere skriftsteder i bibelskolen og memorere kongerækker i historie. Jeg er årgang 1973 og derfor opdraget af folk, der blev hærget af terperegimet gennem deres skoletid og derfor kun følte afsky for gentagelser og gengivelser.
Så fra min skoletid husker jeg kun en eneste remse: Durch. Gegen. Wieder. Ohne. Um. Kannst du nicht dein akkusativ dann bist du wirklich dumm. Og trods vel sagtens omkring 120 højtlæsninger af Halfdan Rasmusens ABC erindrer jeg kun, at øen i søen har kun en barber.
Ikke tænk
Snart indser jeg, at jeg greb det totalt forkert an den første aften. For jeg tænkte, at jeg måtte forstå teksten for at huske den, men jo mere jeg prøver at analysere, jo længere kommer jeg fra at huske.
Først da jeg begynder at behandle den mest højtbesungne sonetkreds af en af de største lyrikere i det 20. århundredes Europas som en indkøbsseddel, får jeg hul på det.
»Ildfugl, poppelfugl og slavehale.« Havregryn, skummetmælk og remoulade.
Og da jeg så sætter krop på, rykker det for alvor. Jeg begynder at gå rundt i min lejlighed. Første strofe i køkkenet, andet i stuen, tredje i badeværelset.
Efter noget tid udvikler min tunge varme følelser for enkelte sætninger og milde aversioner mod andre. Jeg kan ikke få nok af at sige: »I Brajcinodalens middagshede luft«, mens »Er dette vingeflimmer kun en stime?« irriterer mig lidt.
Og mine præferencer har indflydelse på, hvor nemt jeg husker dem. Mens jeg ubønhørligt snubler i vingerflimmeret, har jeg i Brajcinodalen overskud til at lege med diktionen, som var jeg selveste Inger Christensen: rødblond, sårbar og systemisk storrygende på bar med Poul Borum et sted i Europa.
Godt og sundt
Det er jeg ikke. Og det gør mig nervøs, at jeg skal recitere det. Onsdag eftermiddag tager jeg mig sammen, beder tavst til Mnemosyne og slår på kaffekoppen i vores åbne kontorlandskab for at få mine kollegers opmærksomhed. Og gennemfører det. Jeg taber kun tråden et sted – jeps, ved vingeflimmer.
Jeg er ikke sikker på, at øvelsen giver mig en nødvendigvis bedre oplevelse med digtet. Men den giver mig en anden. Og også lyst til at læse mere. Og så er det da ikke at foragte, at mine kolleger, der stort set alle og en har siddet syv år med pegefingeren på hagen på litteraturstudiet, gav udtryk for, at de – og her citerer jeg ordret – så en »hidtil ukendt lyrisk dybde« i mig.
Og nu har jeg så et lillebitte digt inde i mit hoved et sted, og processen dertil føles god og sund for hjernen. Som Sudoku med lidt mere ånd. En kryds og tværs, der endda også er et partytrick, jeg kan tage frem ved lejlighed. Hvem ved, måske en dag i Brajcinodalens middagshede luft. (Uhm …).
Og så sender jeg stafetten videre til Lone Nikolajsen, der i tre dage skal besøge den israelske installations-og videokunstner Roee Rosens udstilling på Kunsthal Charlottenborg, så ofte hun kan. Også tidligt om morgenen.
De moderne hjerner og kunsten
Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?
Seneste artikler
Vi skal sætte tid af til at blive forstyrret af kunsten, ikke kun af verdens øvrige flimmer
24. februar 2020Kulturredaktionens medlemmer har den seneste tid eksperimenteret med at opfordre hinanden til at opleve kunst med alskens benspænd – med henblik på at fremme fordybelsen. Selv om det måske har virket lidt fjollet og konstrueret, har det givet nye erkendelserAl verdens flimmer smadrer ikke kunsten. Men vi bør nok bruge mere end 28 sekunder pr. værk
21. februar 2020Vores hjerner tilpasser sig hele tiden, siger hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust, så selv om vi oplever vores virkelighed som mere kaotisk og flimrende end nogensinde, skal hjernerne nok sortere i vigtige og mindre vigtige indtryk. Men, siger han i denne afslutning af vores artikelserie om moderne hjerner: Stor kunst kræver, at man sætter sig ned og fordyber sig – hvis man altså vil have den store oplevelseEn konstant strøm af nyheder gør, at danskerne aldrig føler, de har læst nok
13. februar 2020De brummende telefoner i danskernes lommer giver særligt unge følelsen af aldrig at blive færdige med at læse nyheder. Derfor hitter afrundede formater som TV Avisen, siger chefen for DR Medieforskning, der mener, at både mediernes funktioner og brugernes digitale modning skal komme den dårlige samvittighed til livs
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
"Durch, für, gegen ..." ... osv.
Du glemte "für". Det ville ikke være katastrofalt, hvis ikke det fuldstændig havde ødelagt rytmen i remsen. "Dein" skal også udelades.
Det var faktisk chokerende i den korte, ikke lykkelige periode, jeg uncerviste i drama på VUC, at kursisternes største skræk var at skulle lære udenad!
Selv er det netop kommet meget let til mig, fordi jeg uden at tænke over det netop har haft bevægelse på. Desværre er det ikke helt så let for mig mere; men i gamle dage foregik det nærmest ved osmose, hvilket jo ikke er sundt for opbyggelsen af en arbejdsmoral.
I den trykte avis lyder rubrikken sådan her: 'Først da jeg behandler en af de største lyrikere i det 20. århfundredes sonetkrans som en indkøbsseddel, får jeg hul på det' ... med en så rædselsfuld genitiv burde Anna von Sperling slet ikke have lov til at læse 'Sommerfugledalen' (;o) ... og med sit tyske 'von' i navnet er det da lidt mærkeligt, at hun skriver akkusativ i stedet for Akkusativ. Hun betitles oven i købet 'kulturskribent'.
Nå, lad det nu ligge: De stiger op, planetens sommerfugle....
KHenrik Ljungberg