Interview
Læsetid: 8 min.

Filminstruktør Feras Fayyad: »Jeg tror ikke, at jeg kan lave en film om Syrien og så ignorere vreden«

Syriske Feras Fayyad bruger vreden som drivkraft i sine dokumentarfilm om det krigshærgede Syrien, blandt andre den Oscar-nominerede ’De sidste mænd i Aleppo’. Men krigen er ikke centrum i hans nye værk, ’The Cave’. Det er derimod menneskene fanget i den. Information har talt med Fayyad
I et interview med Information i 2017 sagde Feras Fayyad, at dokumentaren ’De sidste mænd i Aleppo’ var båret af en vrede over det, der skete i Syrien. Den samme vrede gemmer sig i hans nye film, ’The Cave’, fortæller han – men der er også andre ting på spil.

I et interview med Information i 2017 sagde Feras Fayyad, at dokumentaren ’De sidste mænd i Aleppo’ var båret af en vrede over det, der skete i Syrien. Den samme vrede gemmer sig i hans nye film, ’The Cave’, fortæller han – men der er også andre ting på spil.

Stine Heilmann

Kultur
9. januar 2020

Det er en bemærkelsesværdig scene. Doktor Amani, der filmen igennem udholder så meget – og er så stærk og urokkelig, selv om bomberne falder konstant, og folk omkring hende dør – bryder pludselig sammen og begynder at græde.

For første gang i den tid, vi har tilbragt i hendes selskab, kan hun simpelthen ikke klare mere.

Det er blevet for meget med al den død og ødelæggelse og umiddelbare håbløshed, som hun dagligt oplever som leder af et undergrundshospital i det krigshærgede Syrien.

Men i gråden ligger også håbet, siger syriske Feras Fayyad, der har instrueret The Cave, dokumentarfilmen, som doktor Amani er hovedpersonen i.

»Hendes gråd kommer sig af, at hun søger sandheden og forandringen,« siger han.

The Cave, der har dansk premiere i dag, blev første gang vist på filmfestivalen i Toronto i september sidste år.

Siden da har den danskproducerede film erobret verden, fået fantastiske anmeldelser og er blevet shortlistet til en Oscar-nominering – den er også en af favoritterne til at vinde prisen i Bedste Dokumentarfilm-kategorien.

36-årige Fayyad rejser selv verden rundt med filmen, men har lige nu problemer med at få det visum, han skal bruge for at kunne deltage i Oscar-uddelingen den 10. februar. Blandt andet derfor mødte jeg ham i september i Toronto for at tale om den nye film.

Kvinde i Syrien

The Cave er Feras Fayyads anden film om den altødelæggende krig i hjemlandet. Den første, De sidste mænd i Aleppo (2017), som også blev Oscar-nomineret, handlede om den sønderskudte by og medlemmer af gruppen De Hvide Hjelme, som satte livet på spil for at hjælpe ofrene for de voldsomme bombardementer. 

The Cave, der er optaget i perioden 2012-18, er et portræt af en kvindelig børnelæge, doktor Amani Ballor, der sammen med sin lille stab, ikke mindst sygeplejersken Samahar og lægen Salim, leder et underjordisk hospital i al-Ghouta. De syriske og russiske bomber falder dagligt, og hun mangler både mad, medicin, udstyr og elektricitet.

Men det er ikke de eneste udfordringer, doktor Amani må slås med: Hun er en kvinde i en lederstilling i et reaktionært, mandsdomineret samfund, hvor kvinder bliver opdraget til ikke at sige noget, og hun møder modstand fra mænd, der ikke forstår, hvorfor hun skal lede hospitalet. Nogle taler endda om, at hun ville blive stenet, hvis det var op til dem.

Fayyad er vokset op blandt kvinder – en mor, syv søstre, elleve tanter – og han siger selv, at det er grunden til, at han har kunnet lave en film, som ud over at beskæftige sig med den forfærdelige krig også har øje for de vanskeligheder, som kvinder møder i verden og ikke mindst i Syrien.

Han lyttede med, når kvinderne i hans familie talte om deres liv, og han så, hvad de blev udsat for i deres dagligdag.

»Jeg så min mor græde, fordi hun ikke kunne få lov til at gøre sit arbejde, og der hele tiden blev sat spørgsmålstegn ved det på grund af hendes køn,« siger han.

»Det samme gjaldt min søster, der er sygeplejerske. Og den slags har bare fået lov til at fortsætte, fordi ingen taler om det. Alle tror, at sådan skal det være. Noget, jeg har kunnet låne fra doktor Amani, er, når hun siger, at ’vi har meget stærke kvinder i Syrien, men de har altid fået at vide, at de ikke må tale’.«

Overskrider grænser

Feras Fayyad fortæller mig om to sygeplejersker og en læge, som efter at have set The Cave opsøgte ham, fordi filmen havde fået dem til at tænke over, hvordan de selv opførte sig, både når de var på arbejde, og når de var sammen med deres venner og familier. 

Sygeplejerskerne fortalte ham blandt andet, hvordan de efter at have set The Cave var begyndt at opfatte tingene anderledes. De var for eksempel begyndt at tænke over, hvordan de blev behandlet på deres arbejdsplads.

»Det åbnede Samahar deres øjne for,« siger Fayyad.

Lægen, han mødte, fortalte instruktøren, at det, mens han så filmen, gik op for ham, at han ikke opførte sig ordentligt over for sin kone eller sine kolleger.

»Han sagde: ’Jeg er nødt til at tage det mere alvorligt.’ Selv de mest humanistisk tænkende mennesker, som hver dag redder menneskeliv, har gode og dårlige sider, og det kæmper de med hele tiden. Det er jeg som kunstner nødt til at vise, når jeg portrætterer dem i en film.«

Alle filmskabere drømmer om succes hos både kritikere og publikum, at deres film og budskab bliver forstået, siger Fayyad, der før premieren på The Cave var bange for, at folk ikke ville fange detaljerne i The Cave, som han gerne har villet vise ud over den store, voldsomme krig, og som filmen efter hans mening afhænger af.

»Så det betyder meget, når folk kommer til mig bagefter og taler om et øjeblik med Samahar eller med doktor Amani, som betyder noget for dem personligt, og at de har behov for at tale om filmen. De glemmer kulturforskellene, og det er det smukke ved filmkunsten. Den overskrider grænser og kulturelle forskelle.«

Kontrolleret vrede

I et interview med Information i 2017 sagde Feras Fayyad, at De sidste mænd i Aleppo var båret af en vrede over det, der skete i Syrien. Den samme vrede gemmer sig i The Cave, fortæller han, men der er også andre ting på spil.

»Det handler om at identificere problemerne i Syrien og prøve at forstå dem og få dem videreformidlet. Der er vrede, men der er energi i den vrede. Det er en kontrolleret vrede. Jeg tror ikke, at jeg kan lave en film om Syrien og så ignorere vreden. Vreden vil altid finde mig, og den vil altid være i filmen. Men jeg har i denne film også forsøgt at zoome mere ind på de små og ellers usynlige ting i måden, folk kommunikerer og behandler hinanden på. Der er en passion på spil.«

Og det handler ikke om politik, i hvert fald ikke kun, siger Feras Fayyad, der ikke opfatter sig selv som aktivist, men som filmskaber.

»Grunden til, at jeg valgte at blive filmskaber, var, at jeg var genert,« siger han.

»Jeg kunne ikke finde et sted at gøre af mine følelser, for jeg forstod dem ikke, og det gjorde mig hypersensitiv over for alting omkring mig. Filmen var den rigtige ventil for mig. Det var aldrig noget, jeg tænkte over. Hvis man har mulighed for at udtrykke sig og skabe diskussion omkring et emne, er det kun godt. Men man skal begynde med kunsten, og så følger diskussionen efter. Jeg er ikke politiker, og jeg kæmper ikke for menneskerettigheder. Jeg prøver på at reagere på det, der sker omkring mig. Jeg observerer og opbygger et drama, som stiller spørgsmål til vores måde at opføre os på.«

Kunstnerisk aktivist

Feras Fayyad tænker sig om et øjeblik og siger så, at hvis han er aktivist, så er han kunstnerisk aktivist. Efter hans mening er kunst og kultur nemlig lige så fundamentalt og nødvendigt for os mennesker som mad og drikke.

»Kunst afspejler alt det, der foregår omkring os. Det er ikke muligt at behandle kunst, som om den intet har med verden at gøre,« siger han.

»Kunst hører sammen med et basalt behov for mad og medicin, for alting. Sådan har det været, siden vi begyndte at udtrykke os. Hjernen fortæller én, at sådan fungerer vi som mennesker. Og det, de tegnede i hulerne dengang, var det, der var omkring dem: farerne, dyrene, naturen, familien, gruppen.«

På samme måde fortæller Fayyad historier om alt det, der er omkring ham, og de oplevelser han har haft i sit borgerkrigshærgede hjemland, hvor han selv er blevet forfulgt, har siddet i fængslet og er blevet torteret.

Det har ikke ligefrem gjort tilblivelsen af The Cave nemmere, og tid og kræfter er blevet brugt på at smugle optagelser, fotografer og instruktøren frem og tilbage over grænsen til nabolandet Tyrkiet.

»Minder, oplevelser, reaktioner på krigen, vreden, sorgen. Alt det samler man i sine film. Der var mange ting, som rumsterede i mit hoved, mens jeg lavede The Cave,« siger han.

»Forskellige former for feminisme, omgivelsernes modstand, stereotyper, grænser. Alt det tænkte jeg over – ikke for at protestere, men for at bearbejde følelser jeg ikke kunne bearbejde på andre måder. Samtidig vil jeg gerne igangsætte en samtale og forhåbentlig give folk noget med hjem. Og det gør man som Dante i Den Guddommelige Komedie ved at pakke tingene underholdende ind. Man giver dem en form, hvor de også kommer til at afspejle alt det, som publikum selv bærer med sig. Man fylder selv hullerne ud med egne erfaringer og følelser, når man ser en film. Det er også derfor, at folk reagerer så forskelligt på de samme film.«

Fokus fra kunstens side

Feras Fayyad tror på, at film kan forandre verden. Det har han selv oplevet med Bergmans Persona, Tarkovskijs Spejlet og Dreyers Jeanne d’Arc. Film kan få os til at overveje, hvordan vi opfører os over for andre mennesker.

»Vi er nødt til at skabe en ny samtale og et nyt sprog, når det kommer til køn. Og det bør begynde med et stærkt fokus fra kunstens side,« siger han og nævner som eksempel de to sygeplejersker og lægen, som opsøgte ham efter at have set The Cave.

»Hvis man ser på filmhistorien, så har film været med til at forme verden og skabe et sprog og en forandring. Vi kan fokusere på meningsfulde ting, for eksempel at religion ikke skal styre vores liv. De film, der bliver hos én, forandrer én. Jeanne d’Arc ramte mig voldsomt, ikke mindst er den scene, hvor hun græder, så smuk, fordi man forstår hendes smerte. Derfor valgte vi at slutte The Cave, som vi gør, med, at doktor Amani græder. Det er ikke en bitter slutning, fordi den knytter an til Dreyer. Jeanne d’Arc blev brændt på korset, fordi hun ville ytre sig, og der er en parallel til at ville stene en kvinde som doktor Amani, der vil ændre tingenes tilstand.« 

’The Cave’ har dansk premiere i dag. Læs anmeldelsen i avisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her