Læsetid: 3 min.

Der findes ikke nogen objektiv sandhed om, hvad der er den rigtige litteraturhistorie

Katrine Marie Guldager er ærgerlig over, at Informations tre litteraturhistorieskrivere stort set ikke forholder sig til hendes kritik af 20 før 20-litteraturhistoriens snævre fokus
Katrine Marie Guldager savner stadig gode argumenter for at udvælge Lars Skinnebachs oplæsningsstil, Claus Becks mediestunt, eller litteraturfestivalen In the making, som store begivenheder i dansk litteraturhistorie. På billedet ses Lars Skinnebach læse op af sine digte i forbindelse med overrækkelsen af Montanas Litteraturpris 2010 på Testrup Højskole.

Katrine Marie Guldager savner stadig gode argumenter for at udvælge Lars Skinnebachs oplæsningsstil, Claus Becks mediestunt, eller litteraturfestivalen In the making, som store begivenheder i dansk litteraturhistorie. På billedet ses Lars Skinnebach læse op af sine digte i forbindelse med overrækkelsen af Montanas Litteraturpris 2010 på Testrup Højskole.

Kristine Kiilerich

24. januar 2020

Det er lettere at give end at modtage kritik, det vil mange nok give mig ret i. Alligevel er jeg ærgerlig over, at Informations tre litteraturhistorieskrivere stort set ikke svarer på den kritik, jeg ellers havde gjort mig umage med at skrive, og i stedet tager mig til indtægt for synspunkter, jeg ikke har.

Det var faktisk min plan at gennemgå samtlige 20 kapitler i jeres litteraturhistorie, men jeg fik én side i bogtillægget, og derfor valgte jeg at gå i dybden med de fire første kapitler, i håbet om at kunne fremstille en mere konkret kritik. Jeg synes ikke, man kan sige, at jeg fortegner jeres litteraturhistorie, jeg nævner eksplicit, at afsnittet om hjemstavnslitteratur var meget spændende, og senere i jeres litteraturhistorie er der flere andre afsnit, som er lige så spændende. Blandt andet fordi vi ikke kun befinder os i en lille boble omkring Forfatterskolen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
Eva Schwanenflügel og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det er ikke usædvanligt, at folk taler forbi hinanden, men det er usædvanligt, at det sker i en grad, som det er tilfældet her. Både i den kritik, Guldager giver af den præsenterede samtidslitteraturens historie, som i de tre kritikeres svar på kritikken, og så Guldagers kritik af svaret på kritikken.

For mig at se hænger det især sammen med en mangelfuld redegørelse for teoretiske og metodiske forudsætninger, samt på den baggrund en manglende forståelse af, hvad modparten egentlig er ude på og hvorfor?

Det er rigtigt, at Guldagers kritik af de fire første afsnit til dels giver et fortegnet billede af hensigten med og udvælgelsen ved den præsenterede version af samtidslitteraturens historie, fordi de valgte fire afsnit i højere grad er udtryk for det, som hendes kritik retter sig imod. På den anden side er Guldagers kritik ikke udtryk for et groft fortegnet billede af den tendens, som hun påpeger, fordi den fortsætter, om end i mindre udpræget grad.

Det er rigtigt, at der mangler gode argumenter for at udvælge Claus Becks mediestunt, Lars Skinnebachs oplæsningsstil, eller litteraturfestivalen In the Making som store begivenheder i dansk litteraturhistorie. Da jeg i højere grad end Guldager har en fornemmelse af, hvad intentionen er, og er enig i denne intention, betyder det dog ikke så meget for mig.

Det rejser jo her spørgsmålet om, hvornår noget er en stor begivenhed, og hvad der i det hele taget menes med begivenhed? Hvordan og hvorfor begivenheden bruges som udgangspunkt for en litteraturhistorisk redegørelse for væsentlige tendenser i tiden? Tilsvarende er det uklart, hvad der egentlig bruges som kriterier for udvælgelsen af væsentligheden af disse tendenser? Disse forhold er åbenbart ikke i tilstrækkelig grad belyst, bl.a. i den indledende artikel.

”Men hvad der hver uge i det kommende efterår, vil optage os intenst, er det at prøve at identificere, hvad man kunne kalde momentet, situationen, hvor noget nyt bryder frem og bliver synligt”.
https://www.information.dk/kultur/2019/08/naermest-umuligt-skrive-dansk-...

Det er forkert af Guldager at skrive, at den valgte præsentation af litteraturhistorien er for subjektiv, for spørgsmålet om subjektivitet og objektivitet er i høj grad et spørgsmål om sammenhængen mellem de teoretiske og metodiske forudsætninger, der arbejdes ud fra, og så den dokumentation der finder sted.

Lever den præsenterede dokumentation op til elementære dokumentationskrav eller gør den ikke, og her er det relevant at tage hensyn til, at der i en avis med begrænset plads som Information, når det drejer sig om at skrive litteraturhistorie, aldrig vil kunne være tale om andet end at foretage en forundersøgelse.

Der findes ikke nogen objektiv sandhed om, hvad der er den rigtige litteraturhistorie, men spørgsmålet om objektiv og subjektiv må i denne sammenhæng ikke hæftes op på nogle forestillinger (der hører fortiden til) om en litteraturhistorie, der i empirisk forstand foreligger som subjektiv eller objektiv, for det gør kun de faktuelle ting og forhold vedrørende tidens litteratur (f.eks. titler, forfattere og årstal).

Når det gælder om at skabe mere komplekse forklaringer på sammenhænge mellem fænomener, der har med litteraturen at gøre, er der i høj grad tale om begrundede konstruktioner. Hvis vi skal tale om sandhed eller objektivitet i denne sammenhæng, bliver det i høj grad et spørgsmål om, som ovenfor nævnt, den komplekse sammenhæng mellem teori, metode og dokumentation. Det bliver snarere et spørgsmål om relevansen af de foretagne valg, end om noget sandt og noget objektivt i traditionel forstand.

Som jeg tidligere har nævnt i en kommentar, bliver en samtidslitteraturens historie f.eks. nødt til at tage stilling til spørgsmål som:

Hvori består samtidslitteraturens samtidighed?

Hvori består samspillet (den gensidige betingning) mellem den historiske forandring af det litterære værks væren (ontologi)(værket er f.eks. ikke kun knyttet til ”bogen”) og de sociale relationer i det litterære rum (bl.a. i de litterære institutioner)?

Hvorledes er disse ovennævnte forandringer betinget af forandringer i samfundets økonomiske processer og af den måde, som vi i samfundet kommunikerer på (gennem medier)?

Jeg er enig med Guldager i følgende:
”Der findes forskellige litteratursyn, og der findes en hel masse kriterier, man kan stille op, når man skal vurdere, hvad der er vigtigt, og jeg synes, I burde have lagt jeres tydeligere frem. For mange af kapitlerne er det, som om det, der foregår i et lille miljø omkring Forfatterskolen, er mere interessant end det, der foregår i resten af verden, ---”.

Det er imidlertid vigtigt at fremhæve, at det i høj grad må være de valgte teoretiske og metodiske forudsætninger, der fører frem til det særlige fokus på Forfatterskolen i den præsenterede litteraturhistorie. Det er ikke fordi, de tre forfattere sådan helt umiddelbart mener, at det bør være sådan.

Det er klart, at hvis den præsenterede litteraturhistorie bygger på nogle helt andre teoretiske og metodiske forudsætninger, end dem der er ”common sense” (almindelig sund fornuft) hos flertallet af læsere, så bliver resultatet også et andet, end størstedelen af læserne havde forventet. Det flertallet af læserne ville have forventet, må så til gengæld også siges at være ret gammeldags.

At tage sit eget engagement og sine egne litteraturkritiske vurderinger alvorligt betyder selvfølgelig ikke, at man bare vælger det, man selv synes er godt og spændende. Det er noget af en grov stråmandsargumentation. Det gælder om at tage sit arbejde seriøst.

Spørgsmålene om, hvilke bøger folk læser, og hvad der i den sammenhæng betyder noget for dem og hvorfor, er spørgsmål, der i stedet hører hjemme i en litteratursociologisk undersøgelse, og som kun har sekundær betydning i en litteraturhistorie.

Litteraturkritik foretages altid ud fra kritikerens forudsætninger, men for mig at se er det forkert her blot at tale om en ”smag”, for så vidt som kritikere typisk udfører deres arbejde med en omfattende litterær uddannelsesbaggrund og med en række erfaringer med litteratur.

Ud fra et samfundsmæssigt og kulturelt perspektiv vil det derfor være relevant i stedet at skelne mellem litterære vurderinger, der bygger på uddannelsesbaggrund og erfaringer, og vurderinger, der ikke gør det, vel vidende at også fagfolks vurderinger ændrer sig med tiden. Det gør dem dog ikke mindre kvalificerede.

I nogle sammenhænge bliver en kritiker dog også nødt til at kunne se ud over egne præferencer, f.eks. for at kunne vejlede særlige læsergrupper med særlige forventninger inden for bestemte genrer, f.eks. børnelitteratur, ungdomslitteratur og trivialgenrer.

Selv om den præsenterede litteraturhistorie kun kan betragtes som et bud og et eksperiment, så er den vel, trods alt, også udtryk for nogle valg på baggrund af relevans og væsentlighed.

Malene Nielsen

Hun har fuldstændig ret i at det åbenbart var ret hårdt for kritikerne at blive kritiserede, men det viser også bare hvor nødvendigt det er vedholdende at gøre opmærksom på det bias der er i det her lukkede miljø af velmenende intellektuelle - især når de nu har fået så meget spalteplads i en landsdækkende avis. Så tak for det til Guldager.

Malene Nielsen

Den opmærksomhedssøgende selvcentrerede Nielsen får hele 3 sider i dagen bogtillæg. Jeg ville ønske en eller anden kunne forklare mig hvori kvaliteten af hans udgydelser består i. Det er en gåde. Han må have gode venner på redaktionen.

Bjarne Toft Sørensen

@Malene Nielsen
Madame Nielsens essay om kunst i vores kapitalistiske samfund er utrolig indforstået (anslået for 90% af Informations læsere), men vil alligevel kunne forstås på flere niveauer.

Når det er skrevet, som det er, er det også fordi, Madame Nielsen egentlig er i tvivl om, hvilke spørgsmål det er, hun rejser, og hvad det egentlig er, der er hendes pointer med at rejse dem på denne måde.

"Das Kapital Raum" refererer til en kurateret udstilling på en bestemt kunstinstitution, på baggrund af noget der var en "oprindelig udstilling" med nogle "oprindelige objekter", hvis det i dag overhovedet giver mening at anskue det på den måde.

Det som essayet problematiserer er det nævnte "Das Kapital Raum" i det samfundsmæssige, sociale og kulturelle rum, som vi alle sammen går rundt i til daglig, og som vi kunne kalde for "kapitalismens rum".

Som der bl.a. står:
"Når du nu, kære læser, ved førstkommende lejlighed besøger Louisiana og står foran honningpumpen sammen med din bedste veninde og taler om pumpen, så er I med ét del af Joseph Beuys’ »sociale skulptur«. Ja, nu, i sidste ende, er du også kunst".

Det rejser videre bl.a. en række kunstfilosofiske spørgsmål, her med eksempler:

Hvordan kan kunst, der er underlagt varemarkedets logik, friholdes fra instrumentalisering?

Hvorledes overhovedet afgrænse kunstværket som proces, begivenhed og produkt? Her kan man f.eks. tænke på et værk af Banksy, der destruerede "sig selv" på Sothesbys.

Hvordan afgrænse kunstens institutioner i rum og tid? Her kan man f.eks. tænke på Documenta 14, hvor det kuratoriske princip var selve værket, snarere end de enkelte udstillede genstande.

Her var Franco Berardis værk Auschwitz on the Beach en performance, der aldrig blev "afviklet", som på et meta - niveau alligevel blev det, og som bl.a. kalkuleret involverede en række tyske kulturelle institutioner, medier og i sidste ende den internationale offentlighed.

Bjarne Toft Sørensen

@Malene Nielsen
" ---- hvor nødvendigt det er vedholdende at gøre opmærksom på det bias der er i det her lukkede miljø af velmenende intellektuelle - især når de nu har fået så meget spalteplads i en landsdækkende avis. Så tak for det til Guldager".

Guldagers kritik af Informations tilgang til samtidslitteraturens historie og hendes brug af begreber som objektivt og subjektivt har mange paralleller til Einsteins kritik af Niels Bohrs fortolkning af kvantemekanikken (Københavnerfortolkningen).

Et eksempel: Hvis man kigger på sit armbåndsur og ser, at viseren står på 11, så ved man, at selv om man ikke havde kigget på uret, så havde viseren også vist 11. Det er sådan, som Einstein mener, at Gud har skabt universet.

Ifølge Bohrs teori er dette ikke korrekt. Her kan vi kun se verden, når den bliver målt, og det siger ikke noget om, hvordan naturen er i sig selv. Viseren er først ud for kl. 11 i det øjeblik, du kigger på den. Indtil da er den i princippet ikke noget sted eller alle mulige steder på en gang.