Note
Læsetid: 3 min.

Først Chaplin, så Mel Brooks og nu laver Taika Waititi sjov med Hitler

I denne uge er der premiere på Taika Waititis morsomme og rørende ’Jojo Rabbit’ om drengen Jojo hvis usynlige ven er Adolf Hitler. Waititi er ikke den første, som har tilladt sig at lave sjov med en af alletiders mest monstrøse diktatorer. Her er fire andre gange, hvor man har slået gækken løs i levende billeder
Allerede i 1940 gjorde Charlie Chaplin tykt grin med Hitler i filmen ’Diktatoren’.

Allerede i 1940 gjorde Charlie Chaplin tykt grin med Hitler i filmen ’Diktatoren’.

Kultur
17. januar 2020

’Diktatoren’ (Charlie Chaplin, 1940)

Den britiskfødte skuespiller, komiker og filminstruktør Charlie Chaplin var forud for sin tid, da han i 1940, i begyndelsen af Anden Verdenskrig, lavede Diktatoren og i den gjorde groft grin med Hitler og Mussolini, samtidig med at han leverede en af filmhistoriens mest dybfølte bønner om medfølelse og medmenneskelighed.

Chaplin spiller hovedrollen som en jødisk barber, der ligner landet Tomainias stygge diktator, Hynkel (også Chaplin), på en prik. På et tidspunkt forveksles han ligefrem med diktatoren, og barberen ender med at levere den berømte tale til befolkningen om medmenneskelighed og omsorg, som filmen slutter med.

I en af Diktatorens sjoveste scener jonglerer Hynkel, der er i gang med at udrydde sit lands jødiske befolkning, med en stor ballon formet som en globus. I en anden konkurrerer Hynkel og hans diktatorkollega fra Bacteria, Benzino Napaloni (Jack Oakie), uhæmmet og barnligt om, hvem der er den mægtigste og sejeste af de to.

’The Producers’ (Mel Brooks, 1967)

En falleret, grådig, korrumperet Brodway-producent, Max Bialystock (Xero Mostel), får overtalt en ung, nervøs bogholder, Leopold Bloom (Gene Wilder), til at lave et fupnummer af de større på Broadway. De skaffer en masse penge ved at sælge en forestilling flere gange til forskellige mennesker, iscenesætter et stykke, der er så forfærdeligt, at det med garanti flopper, og så scorer de selv pengene og forsvinder.

Som sagt, så gjort, og snart er Springtime for Hitler: A Gay Romp with Adolf and Eva at Berchtesgaden – skrevet af en tidligere nazist som en hyldest til Føreren – en realitet. Men selv om stykket er ganske forfærdeligt og i dén grad ufrivilligt komisk, bliver det en gigantisk succes, og så er Bialystock og Bloom for alvor på røven. De har ingen mulighed for at betale alle investorerne tilbage.

Jødiske Mel Brooks er ikke ligefrem kendt for at holde sig tilbage, og i stykket, som de to sætter op, optræder ikke mindst en meget kulørt udgave af Hitler med titelnummeret, »Springtime for Hitler«, hvor man finder omkvædet:

»Springtime for Hitler and Germany
Deutschland is happy and gay
We’re marching to a faster pace
Look out
Here comes the master race

Det er dybt upassende og meget, meget morsomt.

’Der Untergang’-memes

Der Untergang (2004), Oliver Hirschbiegels drama om Hitlers sidste dage, rummer en berømt – og berygtet – scene, hvor Hitler i sin bunker i Berlin mødes med sine nærmeste folk og skælder dem huden fuld. Det går dårligt for den tyske hær, og han føler sig svigtet af sine generaler.

Det er en stærk scene, hvor Bruno Ganz i rollen som Hitler virkelig folder sig ud nærmest med fråde om munden, og den er siden blevet brugt og misbrugt i adskillige udgaver, hvor Hitler er sur over andre ting. De tyske ord, han siger, er de samme, men i de engelske undertekster, som vittige mennesker på internettet har udstyret utallige alternative udgaver af scenen med, raser Hitler over alt fra en forsinket pizza og det faktum, at han ikke er blevet optaget på troldmandsskolen Hogwarts, til forkerte julegaver og Donald Trumps valgsejr.

Der er sågar en version, hvor Hitler flipper ud over, at folk tillader sig at parodiere den originale scene fra Der Untergang. Find alle videoerne på YouTube, for selv om det ikke som sådan er en film, er det sjovt.

’Look Who’s Back’ (David Wnendt, 2015)

Hvad ville der ske, hvis Hitler pludselig vågnede op i vor tid? Det gør den tyske filminstruktør David Wnendt sig lystig over i satiren Look Who’s Back, der er baseret på en bog af Timur Vermes. Til at begynde med forstår Hitler (Oliver Masucci) ikke, hvad der foregår, men snart finder han ud af, at året er 2014, at Tyskland tabte krigen, og at han ikke bryder sig om, hvordan verden har udviklet sig.

Han mener, at der er en grund til, at han er blevet genoplivet og sætter sig for at rette op på situationen. Undervejs bliver Hitler en youtube-sensation og får vakt nationalistiske følelser i mange tyskere, hvis problemer han lover at tage sig af.

Da filmen slutter, er han på foruroligende vis på vej til at gøre et politisk comeback. »Vores mål var at finde ud af, hvordan folk ville reagere på Hitler i dag og på hans ideer og spørge, om han ville have en chance,« sagde David Wnendt i et interview med The Guardian. Og svaret var: »Ja, desværre.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her