Klumme
Læsetid: 4 min.

Jeg fordybede mig i et Tool-album i 86 minutter i streg. Bagefter var jeg vred og modløs

Hvordan oplever vores moderne flakkende hjerner kunsten, hvis vi tvinger dem til at fordybe sig? I kulturredaktionens kunstoplevelsesstafet er turen kommet til skribent Solveig Helles Eriksen, som har lyttet til Tools album ’Fear Inoculum’ – uden at lave noget som helst andet
Da Solveig Helles Eriksen begynder at lytte til Tools album Fear Inoculum får hun hurtigt følelsen af, at hun burde stå på en musikfestival med en øl i hånden. Her optræder Tool på festivalen Copenhell på Refshaløen i 2019.

Da Solveig Helles Eriksen begynder at lytte til Tools album Fear Inoculum får hun hurtigt følelsen af, at hun burde stå på en musikfestival med en øl i hånden. Her optræder Tool på festivalen Copenhell på Refshaløen i 2019.

Jacob Ehrbahn

Kultur
25. januar 2020

Jeg har aldrig været god til at fordybe mig i musik. Jeg bliver hurtigt rastløs til koncerter, og normalt er jeg bedst underholdt af taleradio. Derfor gør det mig nervøs, at jeg er blevet udfordret til at sidde stille og lytte til et helt album fra ende til anden uden afbrydelser og uden at lave noget som helt andet.

Det er min kollega Anita Brask Rasmussen, der har givet kulturoplevelsesstafetten videre til mig. Som en del af kulturredaktionens artikelserie om moderne hjerner udfordrer vi hinanden til at opleve kunst på nye måder i forsøget på at fordybe vores ellers flakkende opmærksomhed.

Anita Brask Rasmussen har bedt mig lytte til metalbandet Tools nyeste album Fear Inoculum. Min fuldstændig fraværende viden om det amerikanske band afslører jeg selv, da jeg over for hende omtaler dem ’Tools’, og hun lidt overbærende må rette mig.

»Fear Inoculum varer 86 minutter, men består kun af ti numre. Det er et album tænkt som et album. Hvad siger en ung, moderne zappet hjerne mon til det?« skriver hun i avisen, da hun sender stafetten i min retning.

Hvad vil Tool egentlig?

86 minutter lyder som ufattelig lang tid at sidde stille og lytte til metal. Jeg tager mig selv i at blive nervøs for, om jeg vil kede mig, og jeg overvejer, om jeg skal skrive til min familie, at de ikke kan få fat i mig den næste halvanden time. Jeg parkerer den tanke og demonstrerer over for mig selv, at jeg absolut ikke er en del af en altid-tilgængelig-kultur. I stedet henter jeg min dyne og sætter mig i sofaen. Lidt efter rejser jeg mig igen for at skifte fra jeans til bløde bomuldsbukser. 86 minutter er lang tid. Nu er jeg klar til at fokusere på Tool.

Jeg bliver hurtigt positivt overrasket, da det allerførste jeg hører, er et enkelt lidt sart lydunivers og ikke en øredøvende blanding af hæs growlen og forvrængede elektriske lyde, som jeg ellers ganske fordomsfuld forbinder metalgenren med. »Exhale,« synger de flere gange, men jeg fanger ikke ret meget mere af det, der foregår. Fra min plads i sofaen kan jeg se, at jeg ikke har hængt mit våde håndklæde op. Det irriterer mig. Jeg skal også huske at bytte en julegave inden den 23.

Efter 20 minutter er jeg sluppet af med det meste tankemylder, og da jeg for alvor lytter til bandet, er det første, jeg tænker, at jeg burde stå på Roskilde Festival med en øl i hånden til det her musik. Jeg ser Orange Scene for mig og husker fornemmelsen af den kølige aftenluft i ansigtet.

»Warrior struggling to remain relevant / Warrior struggeling to remain consequential,« synger de. Handler det om dem selv? Er det politisk? En samfundskritik? Hvad vil de egentlig? De virker så sikre i deres udtryk, så hvad er det, de har på spil? Noget må være på spil, hvis man har brugt 13 år på at lave en plade. Jeg mærker pludselig et underligt begær efter at forstå Tool mere indgående.

Da femte nummer begynder, har jeg forelsket mig i introerne. De indleder numrene med en enkelhed, men overrasker mig alligevel. En af introerne giver mig en underlig fornemmelse af at være under vandet helt alene. Jeg bliver grebet af en frustration og modløshed, og da jeg åbner øjnene, kommer det bag på mig, at solen skinner udenfor. Jeg tænker lidt over det banale i min oplevelse. Jeg har dog en stærk fornemmelse af, at de fire midaldrende mænd i Tool vil kunne relatere til den.

Mission fordybelse er fuldført

»Don’t you dare point that at me / Don’t you dare,« synger de, og pludselig føler jeg, det er direkte henvendt til mig og den dårlige karma, jeg udsender. Bandet har selv forårsaget den tunge stemning. Jeg forfølger tanken, og synes, det er dobbeltmoralsk af dem, hvis de vil klandre mig for dårlig karma.

Jeg føler mig modløs. Hvordan skal det ende, tænker jeg. Komme det til at ende godt? Der kommer et kaotisk og voldsomt metalagtigt lag, som gentager sig selv mange gange. Jeg rives ud af min tankerække og begynder at visualisere vejen, jeg skal cykle til Nørrebro senere i dag. Albummet ender lidt ubehageligt med noget, der mest lyder som en fugl, der kæmper for sit liv.

Da det hele er slut, kan jeg konkludere, at jeg sidder med en tung følelse i kroppen, som absolut ikke var der, da jeg satte mig her for 86 minutter siden. Jeg føler mig mismodig og pessimistisk og på ingen måde klar til at være sammen med min nuttede nevø på otte måneder. Tværtimod har jeg lyst til at blive siddende og svælge i den mørkere del af mit følelsesregister, som Tool er lykkedes med at skabe kontakt til. Mission fordybelse er fuldført.

Jeg sender stafetten videre til mine kolleger Katrine Hornstrup Yde og Rasmus Elmelund, som skal sætte sig ned sammen og se David Lynchs kunstkortfilm What did Jack do?, der for nylig blev lagt på Netflix. Streamingtjenesterne har ændret på vores filmvaner. Film, vi før så på det store lærred med popcorn og cola i skødet, kan vi nu ligge hjemme i sofaen og se. Mobilen har vi lige ved hånden, hvis det bliver kedeligt, og bagefter kan vi rulle om på siden og sove. Derfor skal de angribe Lynch-filmen, som om de skulle i biografen, lave en aftale om at mødes, købe sodavand og slik, sætte sig i nogle rare stole, se filmen og bagefter diskutere den intenst over en kaffe eller øl – i en hel time. Vil disse ordnede rammer og samtalen give dem en bedre oplevelse?

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Fear Inoculum", albummets titel, kan vel bedst forstås som "indpodning af frygt". Nu har jeg ikke selv hørt det, men jeg har hørt noget af Tool. Selvom de er teknisk avancerede og dygtige, så fandt jeg deres musik voldsom og støjende, og uden nogen underliggende positiv substans. Hvis jeg skulle sidde stille og lytte koncentreret til det i næsten 1,5 time, så ville jeg også være vred og modløs bagefter!

Anderledes har jeg det med visse klassiske værker, eller andet, mere livsbekræftende musik.

For mig har det stor betydning hvilke budskaber der bæres af kunsten, både de tydelige og de subliminelle. Jeg mener derfor godt at man kan tale om god og dårlig kunst. Denne skelnen har ikke noget med den tekniske kunnen som de enkelte værker er udført med at gøre. Jeg mener groft sagt at den gode kunst er den der gør os til bedre, klogere og mere hele mennesker, og den dårlige er den der degraderer os, gør os svagere, dummere og mere forvirrede. Der er desværre en stor overvægt af den sidste slags, så vidt mig. Heldigvis er det tilladt at være kræsen! :)

Klaus Lundahl Engelholt

Sædvaligvis er jeg ikke meget for metal, men lige netop “Fear Inoculum” synes jeg er et flot og melodisk nummer.

Jeg hørte lige nummeret "fear inoculum", og læste teksten. "Fear inoculum" menes nok som "vaccination mod frygt". Jo, det er såmænd dygtigt, synes jeg også, og har sine smukke momenter. Det er ikke min smag, og der er for meget bevægelse og støj i det til at jeg ville kunne sidde stille og lytte til lignende i 1,5 time uden at blive utålmodig.

Fred være med dem. Kunst er en kompleks størrelse. Denne slags vil jeg ikke putte i den "dårlige kunst"-kasse, selvom det ikke er noget for mig.

"Hvordan oplever vores moderne flakkende hjerner kunsten, hvis vi tvinger dem til at fordybe sig?"

Vore moderne flakkende hjerner udvikler store begrænsninger for vores naturlige ressourcers udfoldelse - og heri spiller teknologiudviklingen en betydelig rolle. Det er ikke voldsomt populært, og givetvis komplekst at integrere - specielt med en flakkende hjerne, som ikke har tid til fordybelse og derfor efterlader os relativt uinformerede om emner, vi i trods påstår at vi har viden om, men jeg tillader mig endnu en gang at henvise til den meget væsentlige forskning, som foreligger iht. hvordan vores brug af digitale medier og internettet påvirker os. Nicolas Carr er blandt de, som introducerer denne forskning, hvilket han har gjort i mange år ... uden at det (i sagens kultur) har fået nogen nævneværdig opmærksomhed:
https://www.youtube.com/watch?v=PF1JgIWbSlQ
https://www.youtube.com/watch?v=WrQesbxOFNo&t=480s

Nicholas, beklager.

Hanne;

Fornuftig mand, ham Nicholas! Det er et vigtigt budskab han har.

Det er i vores videns-, informations- og "kunst"-oversvømmede tid ekstremt vigtigt at være disciplineret omkring hvordan vi benytter teknologien. Det er vigtigt for det første at indse at der er langt, langt mere information end vi individuelt kunne nå at gå igennem om vi så havde 500 år til det, og for det andet at der er meget, meget mere ligegyldig information end vigtig information til rådighed. Dette bør tilskynde os til en streng prioritering af hvad vi bruger vores tid på.

Enhver ville have godt at af meditere, at øve sig i at koncentrere og kontrollere sindet - det er hårdt arbejde, og ikke noget "quick fix", men det er noget nær den bedste investering af sin tid man kan gøre.

Det er også nyttigt at være ekstremt mådeholdende med sit forbrug af fjernsyn og sociale medier.

Thomas Faber, i og med at Nicholas Carr repræsenterer en forskning, som på mange måder opfordrer til langt lavere, og anderledes, forbrug af digitale (ofte fejlagtigt kaldet 'sociale') medier og teknologier, er han meget upopulær og ignoreret i den brede, amerikanske offentlighed ... og i den euroæiske/danske lige så. Så det glæder mig at du tog dig tid til at lytte til hans foredrag/fremvisninger og reflektere over dem. Tak for det.

Hanne;

Det slår mig at der måske er et mærkeligt gensidigt afhængighedsforhold mellem ultra-rige og magtfulde teknokrater og kapitalister, og så den brede masse af mere eller mindre tankeløse forbrugere.

Forbrugerne vil gerne glemme den ubehagelige virkelighed og magthaverne vil gerne beholde magten. Derfor er et budskab som Hr. Carrs meget upopulært, vil jeg gætte på. På den ene side har den brede befolkning ikke lyst til at lytte til ham, fordi de får deres dopamin-fix og selvforglemmelse af deres smart-phones og sociale/digitale medier, og ikke har lyst til at besvære sig med at ændre vaner, og på den anden side vil magthaverne søge at holde budskabet fra befolkningen, fordi de ville miste magt og indtægt hvis det blev bredere hørt og efterlevet.

Heldigvis er der nuancer... jeg generaliserer, og det gælder ikke alle hvad jeg skriver her, men tror nu at der er noget om det, alligevel.

Det er en mærkelig verden vi lever i... Tak til dig for at dele videoerne :)

Thomas Faber, velbekomme - verden er vidunderlig, forunderlig og vel dybest set, med vores begrænsede forstand og logik, ret uforklarlig. :) Og jeg er helt enig i at en væsentlig faktor bag den gældende udvikling, herunder aversionerne mod at iagttage den kritisk, er afhængighedsudvikling på mange niveauer - som bl.a. skal søges i vores kapitalistiske (system)kultur, som afstedkommer høj kognitiv dissonans hos mange. En dissonans, som naturligvis kaster trang til endnu mere mental dope af sig.

Hanne;

Gode ord; en anden væsentlig del forklaringen, så vidt mig (og her kommer vi tilbage til artiklens emne) er: dårlig, usund, sygelig kultur - såkaldt "kunst".

Der er simpelthen så meget af det samlede moderne kulturprodukt der er moral-relativistisk, nihilistisk, overfladisk, forfængeligt, umenneskeliggørende, fordummende, hyklerisk, grimt, og/eller direkte bedragerisk. Vi kan ikke undgå at påvirkes af det vi bruger vores tid på, og de oceaner af direkte skadelig kultur som både børn og voksne mere eller mindre villigt udsætter sig selv og andre for gør os til mindre kloge, mindre ædle væsner. Det er rigtigt synd.

Når man kombinerer dette store udbud af degraderende "kunst" med den trang til eskapisme som den moderne verden afføder, så bliver det ganske grimt. Mange går simpelthen grådigt til et forgiftet trug, fordi de har ondt i livet, bl.a. på grund af et uværdigt, udbyttende system der udnytter, ydmyger og ødelægger dem.

Denne dynamik afføder en negativ, nedadgående spiral. Vi må svømme imod denne strøm hvis vi vil have en bedre verden, bedre liv!