Interview
Læsetid: 6 min.

Hvis hovedpersonen græder i starten af programmet, bliver seeren hængende, til hun smiler igen

Som tv-tilrettelægger har man ikke mange minutter til at fange et moderne publikum, derfor skal man kunne mærke problemet fra starten. Det fortæller DR UNGs Rasmus Gejl om at lave fjernsyn til unge i dag
TV-tilrettelægger Rasmus Gejl har lavet ungdoms-tv i mange år og fortæller, at i en streamingtid skal seerens opmærksomhed fanges med det samme i et tv-program, ellers er de hurtigt videre, sådan var det ikke, da han lavede Boogie i 00’erne.

TV-tilrettelægger Rasmus Gejl har lavet ungdoms-tv i mange år og fortæller, at i en streamingtid skal seerens opmærksomhed fanges med det samme i et tv-program, ellers er de hurtigt videre, sådan var det ikke, da han lavede Boogie i 00’erne.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
10. januar 2020

Vi skal tilbage til december 2010. Det populære musikprogram Boogie havde i otte år fået unge seere til at bruge deres eftermiddage på DR1, men den 17. december var tiden løbet fra programmet, og det sidste afsnit løb over skærmen.

Det foregik sådan her: Programmet begynder med lidt intromusik. Så træder Jesper Voldum, programmets vært, frem på skærmen.

»Velkommen til den allersidste Boogie-udsendelse,« siger han.

»Det kan godt gå hen og blive en lille smule trist dag i dag. Men det kan også gå hen og blive vild tv-historie, for ikke nok med at jeg har besøg af fem gamle Boogie-værter, så får jeg også besøg af to drenge, der har betydet meget for Boogie siden 2002.«

Han taler på en ung og frisk måde og med tryk på alle stavelserne. Klip til Nik og Jays første optræden i programmet. Klip og så mere intromusik. Bogstaver flyver rundt på skærmen til mere intromusik for til sidst at danne ordet Boogie.

»En lang, lang programoversigt,« kommenterer tv-tilrettelægger Rasmus Gejl.

Vi er tilbage i 2019 og han sidder i sit klipperum i DR-byen sammen med Information og kigger den gamle intro igennem, som han i sin tid tilrettelagde. Det er ti år siden nu, men det føles som meget længere.

»Nu er der altså gået ét minut og ti sekunder uden, at vi er kommet i gang,« fortsætter han.

»Men det var jo noget helt andet dengang, vi behøvede ikke at fastholde folk, for det var jo et ’gå til og fra’-program.«

Meget er sket med produktionen af tv, siden Boogie lukkede, ikke mindst når det kommer til programmer til unge. Og det er det, vi er på besøg hos Rasmus Gejl for at tale om.

Her på kulturredaktionen har vi nemlig sat os for at undersøge, hvordan vores moderne, zappende, klikkende, scrollende, flimrende hjerner i en internettid påvirker måden, vi forbruger kultur på. Og hvordan det så påvirker, hvad det er for noget kunst og kultur, der bliver produceret.

I fire interview taler vi med nogle af de fagpersoner, der til daglig arbejder med at underholde os og fastholde vores opmærksomhed: en krimiforfatter, en filmklipper, en sangskriver og musikproducer – og her i første omgang en tv-tilrettelægger.

Der findes stadig mange programmer, der som Boogie er produceret til flow-tv. De står ikke over for helt samme udfordring med at fastholde seerens opmærksomhed som streaming-tv. Folk, der ser fjernsyn over nettet, er i reglen mere troløse: Hvis ikke de straks er fanget af et program, vælger de et andet.

»Programmer på stream kræver i højere grad, at seeren vælger dem aktivt til,« siger Rasmus Gejl.

Problemet mærkes fra starten

Rasmus Gejl har lavet fjernsyn til unge på DR i knap 20 år. Derfor har han blik for, hvilken udvikling der er sket, siden Boogie optog ungdommen. Kontrasten ses tydeligst i de dokumentarserier, som DR3 laver nu.

På computerskærmen finder Rasmus Gejl det seneste DR3-program, han har tilrettelagt, frem. Han vil sammenligne introen med den, han i sin tid lavede til Boogie. Programmet hedder Moody drikker sig ned og handler om den unge musiker Moody, der har et alkoholmisbrug. De to programmer i serien blev sendt i marts 2019.

»Man skal kunne mærke hendes problem lige fra starten,« fortæller Rasmus Gejl og tænder for programmets intro.

Introen er lavet af korte, tågede klip fra en fest. Et glas, der bliver løftet. Høj musik og blinkende lys. Klip til næste dag. Moody græder i telefonen.

»Hej mor. Undskyld. Jeg var bare ked af det. Jeg drak mig bare pissefuld i går …«

Rasmus Gejl forklarer, at det er vigtigt at have noget med alkohol allerede i introen af programmet, så seeren ved, at det her ikke bare er et program om musikeren Moody. Men at det handler om et problem, hun slås med, som hun så skal prøve at løse.

Seeren skal altså lige fra starten forstå hendes problem og være spændt på at se, om det bliver løst. Og så virker klippet, som Moody selv har filmet, hvor hun græder, meget stærkt, siger han.

»Sammen med Moody kom en bølge af DR3-programmer, der starter med en, der sidder og græder. Det har været sådan lidt … Hvis man skulle lave en parodi på DR3, ikke?«

De små klip i introen til Moody drikker sig ned er fra en lang druktur på otte timer, men det er klippet ned til helt små bidder. Seerne skal mindes om de gange, de har drukket så meget, at de næste morgen kun kan huske små bidder af aftenen forinden – og ikke har det så godt. Det skaber nemlig identifikation helt fra starten, forklarer Rasmus Gejl.

Farvel til studieværten

Studieprogrammer som Boogie fungerer ikke godt i dag, forklarer Rasmus Gejl. De findes stadig, men de programmer, som DR lukker nu, for eksempel Filmselskabet og Kunstquizzen, er sigende nok studieprogrammer.

Og på DR3 er de holdt helt op med at lave studieprogrammer og nærmest holdt helt op med at bruge værter. For det er ikke det, de unge seere vil have, forklarer Gejl:

»Værten bliver et slags filter. Der skal ikke være noget mellem seeren og den karakter, de skal forholde sig til.«

At man ikke bliver præsenteret for virkeligheden gennem en vært gør det også mere fiktionsagtigt, og det har DR3 ifølge Rasmus Gejl haft stor succes med. En af kanalens største succeser er de tre dokumentarserier med tv-værten Petra Nagel.

Hun er sådan set vært, men programmerne handler om hende selv, og ligesom med Moody drikker sig ned har Petra Nagel i hver af dokumentarserierne en udfordring, hun skal løse: at finde en kæreste, lære at elske sin krop og at få et barn.

Setup og payoff

Noget andet, man som tv-tilrettelægger låner fra fiktionens verden, er dramaturgien, forklarer Rasmus Gejl.

»Hvis man kan sørge for, at der kommer et vendepunkt, så er man eddermame dygtig. Men virkeligheden arter sig ikke altid sådan,« siger Rasmus Gejl.

I Moody drikker sig ned kommer vendepunktet i starten af afsnit to. Rasmus Gejl finder afsnittet frem. Denne gang sidder Moody i en bil og går til bekendelse. Hun har drukket i smug og løjet om det for seeren:

»Næsten hver weekend. Jeg har ikke fortalt det til nogen. Sorry. Åh. Jeg stopper lige.«

»Hun skal starte helt forfra,« siger Rasmus Gejl:

»Så kører alle violinerne.«

Han forklarer, at han også arbejder meget med setups og payoffs. Et setup er noget, der udløser et payoff senere, og et payoff er en slags belønning til seeren.

Rasmus Gejl har flere gange været udlånt til realityproduktioner for TV3. Eksempelvis Paradise Hotel, som han var med til at lave første gang for ti år siden – dengang hvor Amalie Szigethy var med og snart blev en af de største realitystjerner i Danmark nogensinde.

I realityprogrammer kan man nemt lave et setup. For eksempel kan man sende et brev til deltagerne med en udfordring, de skal løse. I virkelighedens verden er det lidt sværere.

I Moody drikker sig ned lavede Gejl for eksempel samme greb, da Moody skulle til en fest. Hun fortæller før festen, at hun er nervøs for, om hun kommer til at drikke. Der så Rasmus Gejl sit snit til at lave et setup ud af det. Så følger man hende gennem festen. Det ender med, at hun ikke drikker. Det er payoffet.

»Det sjove er, selv om det er ti år siden, jeg lavede Paradise Hotel første gang, så laver man det stort set på samme måde i dag. For det har det hele: stærke karakterer med et mål, historiebuer og setup og payoff.«

Men ud over de dramaturgiske greb, fortæller Rasmus Gejl, er den største forskel på programmerne i dag i forhold til dem for knap 20 år siden, at de foregår »ude i virkeligheden«. De skal fortælle sande historie uden filter mellem seeren og de medvirkende.

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her