Læsetid: 6 min.

Information forbigår fællesskabet i sin nye litteraturhistorie

Informations nye litteraturhistorie burde måske have heddet avantgardens litteraturhistorie. I hvert fald synes forfatter Katrine Marie Guldager ikke, at de begivenheder, der skrives ud fra, er væsentlige nok begivenheder, eller at der tages nok ansvar for helheden
Ifølge en avantgardistisk tankegang er formålet med avantgarden (fortroppen), at den går først ind i junglen, hvor den hugger nye stier og rydder ny jord, som masserne så senere kan ankomme til. Sådan var det i hvert fald engang. I dag virker det desværre til, at avantgarden har glemt at se sig tilbage i årevis.

Ifølge en avantgardistisk tankegang er formålet med avantgarden (fortroppen), at den går først ind i junglen, hvor den hugger nye stier og rydder ny jord, som masserne så senere kan ankomme til. Sådan var det i hvert fald engang. I dag virker det desværre til, at avantgarden har glemt at se sig tilbage i årevis.

Finn Frandsen

10. januar 2020

Litteraturdækning i aviserne har altid været problematisk, for aviser vil fortælle nyheder, og nyhedsværdien af et givent værk siger næppe noget om dets betydning eller relevans.

Litteraturen beskæftiger sig med de samme gamle eksistentielle travere: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan udholder vi de menneskelige grundkonflikter? Alt det, der ikke har nogen entydige svar: Hvordan skal man leve? Hvordan skal man holde verden ud? Åbne, komplicerede spørgsmål der ikke ligefrem er velegnede som overskrifter. Nyhedsdækning og litteratur er ikke og har aldrig været det bedste match.

Derfor kunne man frygte, at der var noget galt i selve udgangspunktet for Informations nye litteraturhistorie. Og måske er frygten velbegrundet.

Min vigtigste anke ligger dog et andet sted. Informations litteraturhistorie har simpelthen fået et forkert navn. Serien, skrevet af tre af Informations anmeldere, burde i alt for mange afsnit have heddet: ’Avantgardens litteraturhistorie’, eller eventuelt ’Forfatterskolens litteraturhistorie’.

Lad mig dykke ned i de første fire år for at eksemplificere, hvad jeg mener.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Kristian Nielsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Helle Abel
Eva Schwanenflügel, Kristian Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen og Helle Abel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det gik mig sådan, at jeg hurtigt steg af denne serie om den nye litteraturhistorie. Ja, faktisk allerede ved første afsnit.

Alenlange indforståede artikler. En mur af tryksværte, som slet ikke handlede om det, jeg havde set frem til. Og som vi vel også var blevet stillet i udsigt.

Eva Schwanenflügel, Åse Lindau og Henrik Okkels anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

De tre kritikere, som har forfattet Informations samtidslitteraturhistorie, har stået over for det problem, som alle forfattere af samtidskunsthistorie står over for, nemlig spørgsmålet om hvad samtidskunst er.

Samtidslitteratur er ikke bare litteratur skrevet i samtiden. At skrive samtidslitteraturhistorie er ikke det samme som at foretage en empirisk sociologisk undersøgelse af, hvad landets litteraturlæsere har interesseret sig for.

Hvis historieskrivningen om samtidslitteraturen skal være væsentlig og interessant, må der altid være tale om nogle valg i form af perspektiv og relevans, i retning af noget nyt og noget vigtigt i forhold til den videre udvikling.

Det betyder jo ikke avantgardistisk i den traditionelle forstand, hvor man kan opstille en modsætning mellem eliten og folket, og hvor folket så forventes at skulle følge eliten.

Der skal dog såvel være plads til mere elitær kunst (eksperimenterende, undersøgende, udforskende), ligesom der skal være plads til forskellige former for mere folkelig kunst, der er forholdsvis nemt tilgængelig for langt de fleste. At ville udligne denne forskel er udtryk for populisme.

Hvis Forfatterskolen fylder forholdsvis meget i fremstillingen, må det være fordi, at de tre kritikere har skønnet, at Forfatterskolen og forfattere med forholdsvis tæt tilknytning til skolen, i deres arbejde har betydet forholdsvis meget som katalysator for relevante kunstneriske reaktioner på relevante samfundsmæssige spørgsmål i tiden.

Det er rigtigt, at litteraturen beskæftiger sig med de samme gamle eksistentielle travere, men der sker hele tiden forandringer i den måde, som litteraturen reagerer på, og der er hele tiden tale om nye perspektiver og relevansovervejelser i tilgangen til disse ”gamle eksistentielle travere”.

Forandringer i samfundet, teknologien og medierne er i høj grad medvirkende faktorer i denne udvikling og er som sådan også genstand for refleksion i forhold til de grundlæggende spørgsmål. F.eks. hvordan forandrer disse nye forhold vores måde at stille og besvare de grundlæggende spørgsmål på.

Når bestemte forfattere nævnes, er det fordi de præsenterer og er udtryk for tendenser i retning af at give relevante litterære reaktioner på de nye udfordringer af samfundsmæssig, teknologisk, mediemæssig og kunst- og litteraturinstitutionel karakter, svar som afspejler forandringer såvel lokalt som internationalt.

Claus Beck Nielsens mediestunt som »manden uden nummer« og hans aktiviteter i årene derefter, også litterære, er udtryk for en række omsiggribende forandringer af samfundsmæssig, teknologisk, tværmedial, tværæstetisk og institutionel karakter.

Der er fra hans side tale om en række undersøgelser af kunstnerisk karakter, der på en kompleks måde bygger videre på sig selv og ”slår sløjfer” på sig selv, og som også er udtryk for nye problemstillinger i tilknytning til kunstneres identitetsdannelse, som modsvar på tidens samfundsmæssige udviklingstendenser.

Når spørgsmålet stilles: ”Måske er jeg dårligt orienteret?”, må det umiddelbare svar være et ”ja”, men det afspejler jo samtidig, at det er meget svært på kort plads at redegøre for relevansen af at fremhæve nogle bestemte kunstnere og forfatteres reaktion på eller svar på nogle udviklingstendenser i tiden. Der vil være tale om en vis grad af indforståethed.

Poesifestivalen »In the making« fremhæves som udtryk for en interesse i tiden for at skrive poesi på en ny måde, og som sådan er det relevant at nævne begivenheden. Omkring årtusindskiftet ser vi en række digtere bevæge sig i en bestemt bl.a. ”amerikansk” inspireret retning.

Det kommer f.eks. til udtryk i det, som forskeren Peter Stein Larsen kalder for ”avantgardistiske montageformer”, og hvor han nævner Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup som digtere, der anvender disse former.

Igen er det vigtigt her at fremhæve forskellen mellem at skrive en samtidslitteraturens historie og så at foretage sociologiske undersøgelser af, hvad folk køber, låner og læser, såvel hjemme hos sig selv som i relation til læsegrupper.

En litteraturhistorie skal være objektiv i forhold til de nævnte faktuelle forhold, men den skal på ingen måde være objektiv i forhold til, hvad folk empirisk set viste sig faktisk at læse i f.eks. år 2003.

Når Lars Skinnebachs måde at læse op på fremhæves for året 2003, så har det noget at gøre med, som der står: ”Oplæsningerne markerede en anden måde at tænke forbindelsen mellem skriften, selvet og stemmen”, og som udtryk for en begyndende tendens til, som der senere står:” I stedet ville man dyrke det intense, mundtlige nærvær og oplæsningen som et socialt møde”.

Der har været en stigende interesse for forskellige former for arrangementer, hvor forfattere læser op af deres værker, fortæller om dem og undertiden indgår i tværæstetiske sammenhænge (f.eks. med musikledsagelse eller i dramatiseret form).

Ligesom der igen, ikke mindst med udviklingen i sociale medier, har været en stigende interesse for forfatteren som person. Den mundtlige form udvikler sig så i en retning, som der står:

”Men i takt med at dansk digtning generelt har bevæget sig hen mod mere jegstærke og selvbiografisk-bekendende former, er de også blevet et sted, hvor digterens stemme, krop og tekst smelter sammen for øjnene af publikum”.

Det interessante ved Skinnebachs måde at læse op på er, for mig at se, især en begyndende udvikling væk fra værket kun som skrift i en bog og hen mod værket forstået i et komplekst perspektiv, hvor lyd og visuel fremtoning får en langt større betydning.

Litteraturhistorikere er fagfolk, som har en stor viden om forhold tiden, der har betydning for tendenser i den litterære udvikling. Det har den gennemsnitlige læser af Information ikke. Men selvfølgelig kan litteraturhistorikere ikke, som tidligere nævnt, sige sig fri fra at anlægge bestemte perspektiver og at bruge bestemte relevanskriterier, og selvfølgelig kan de tage fejl.

Informations historieskrivning over samtidslitteraturen kan heller ikke leve op til krav til videnskabelig dokumentation, men kan betragtes som en form for forundersøgelse. Andet er der ikke plads til i en avis.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Hvad enten man selv dyrker den ene eller den anden slags litteratur, så burde en avis som Information i langt højere grad tage ansvaret for helheden".

Når det gælder det at skrive samtidens litteraturhistorie, er jeg uenig i synspunktet, men hvis det betragtes også som en kritik i forhold til Informations kritik og anmeldelser generelt, kan jeg til en vis grad være enig i synspunktet, men her er det vigtigt at holde de to ting ude fra hinanden.

Som jeg bl.a tidligere har gjort rede for i en kommentar, så mener jeg, at kritikerne på Information, generelt set, har en forkærlighed for litteratur, der behandler bestemte former for problemstillinger på bestemte måder (hvis det ellers er relevant at citere egne kommentarer på den måde):

"Information prioriterer, som de andre dagblade, værker med biografiske træk, autofiktion og brug af performativ biografisme højt, ligesom de prioriterer værker højt, der omhandler psykisk sygdom, en minoritet med hensyn til køn, seksualitet og etnicitet samt problemer i forbindelse med sygdom og kæresteforhold i øvrigt, især hvis det fremstilles på en særlig selvudleverende og sårbar måde.

Det bliver således særlige problemstillinger, brugen af biografisk materiale og sårbare selvudleveringer, der kommer i fokus, fordi det betragtes som det nye, det originale og det fremadrettede, og ikke værker, fordi de har høj litterær kvalitet.

Samtidig får ovennævnte forfattere særlige opmærksomhed i form af interviews og mulighed for at skrive kronikker og essays om private oplevelser, ved f.eks. kontakt med det psykiatriske system. Som om forfattere måtte være særlige autoriteter på det område".
https://www.information.dk/kultur/2019/12/aaret-2016-forfatteren-asta-ol...

Marianne Ljungberg

Litteratur går aldrig ind i den politiske samtidige debat. Det klarer medierne, aviserne, Information.

Litteratur behøver ikke at blive opført: Yahia Hassan.

Litteratur er dialektikken mellem sproget, energien, nødvendigheden og indholdet.

Moderne litteraturhistorie: Herman Bang, Inger Christensen, Virginia Woolf, SaraStridsberg, Per Petterson, Patricia Highsmith, Anders Bodelsen, Balzac, Kierkegaard...you name them. Kafka.
Maria Gerhardt....

Litteraturhistorie er er en konstruktion. Der findes kun værker. Historien om dem laver læseren selv.

Henrik Ljungberg

Søren Bjælde

K.M. Guldager beskriver meget fint, hvad jeg også oplevede. Jeg opgav skuffet at læse de fleste af artiklerne. De var simpelthen kedelige.
Søren Bjælde

Malene Nielsen

@Bjarne Toft Sørensen
"En litteraturhistorie skal være objektiv i forhold til de nævnte faktuelle forhold, men den skal på ingen måde være objektiv i forhold til, hvad folk empirisk set viste sig faktisk at læse i f.eks. år 2003. "
Litteraturhistorie er netop IKKE objektiv. Den kan kun være objektiv i forhold til navne og datoer - resten, dvs. det væsentlige er ikke objektivt.
Det er vurderinger - og Informations Litteraturhistorie efter min mening en lang række forkerte vurderinger.
Bjarne skriver:
"Litteraturhistorikere er fagfolk, som har en stor viden om forhold tiden, der har betydning for tendenser i den litterære udvikling. Det har den gennemsnitlige læser af Information ikke. "
- så kan det vist ikke blive mere arrogant.
Desuden at kalder noget viden - gør det ikke til viden. Viden er at tyngdekraften får æblet til at falde mod jorden - viden er ikke de betragtninger og vurderinger der skrives om bøger lige meget hvem der skriver dem. Det er 100% subjektivt. At kalde det viden når en litteraturhistoriker skriver om bøger og så kalde det "at hun er dårligt orienteret" når en anden skriver om det giver ikke mening.

Katrine Marie Christiani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Malene Nielsen

@Bjarne Toft Sørensen
"Claus Beck Nielsens mediestunt som »manden uden nummer« og hans aktiviteter i årene derefter, også litterære, er udtryk for en række omsiggribende forandringer af samfundsmæssig, teknologisk, tværmedial, tværæstetisk og institutionel karakter."

At hans aktiviteter er et udtryk for forandringer i samfundet er jo ikke et kvalitetsstempel i sig selv.

Skulle man ikke heller spørge om han skrev gode bøger der holder værdien og stadig er gode - bøger der gav os øgede indsigter i os selv og i den komplekse i at være menneske? Mit svar. Nej - det gjorde han ikke. Hans bøger var selvoptagede og havde hans såkaldte projekter havde en tendens til at tingsligere andres lidelser - at profitere på andres lidelser. Han fortjener ikke al den spalteplads han får.

Bjarne Toft Sørensen

@ Malene Nielsen

Du har ret i, at litteraturhistorie netop ikke er objektiv, at den kun er objektiv i forhold til sådan noget som navne og datoer, men det er jo også netop det, som jeg skriver, i det du citerer. Hvorfor misforstår du det?

Når du skriver, at Informations litteraturhistorie foretager en lang række forkerte vurderinger, så bliver vi jo nødt til først at afklare, hvad det egentlig er, der gør noget interessant og væsentligt i en litteraturhistorisk sammenhæng?

Som jeg gør opmærksom på i mine to ovenstående kommentarer, er det vigtigt at adskille spørgsmålet om litterær kvalitet fra spørgsmålet om, hvornår noget er litteraturhistorisk væsentligt.

Jeg kritiserer Information for især at anmelde og bedømme værker positivt, som behandler bestemte former for problemstillinger på bestemte måder, i stedet for først og fremmest at vurdere værkerne ud fra deres litterære kvalitet.

At noget er nyt og interessant for en kritiker på Information gør det ikke til høj litterær kvalitet. Der mener jeg, at anmeldelserne tit forveksler de to forskellige spørgsmål om henholdsvis det nye (det ”hypede”) og så det, der har kvalitet. Det er lidt en ”sygdom” i nyhedsmedier, som Guldager også gør opmærksom på.

Man kunne foretage fire forskellige undersøgelser, der ville give fire forskellige svar:
Hvilke værker var i løbet af 2019 de mest købte (ved statistisk undersøgelse)?
Hvilke værker havde i løbet af 2019 højest kvalitet ifølge Informations læsere (ved afstemning)?
Hvilke værker var i løbet af 2019 de litteraturhistorisk mest interessante for Informations læsere?
Hvilke værker var i løbet af 2019 de litteraturhistorisk mest interessante for personer, der har en litteraturhistorisk uddannelse?

Alle fire spørgsmål er væsentlige, men ud fra forskellige perspektiver. Når 3 kritikere på Information (der har en litteraturhistorisk uddannelse) skal skrive en litteraturhistorie, må de vel af gode grunde lægge vægt på det sidste af de fire stillede spørgsmål?

Hvilket spørgsmål burde være mest interessant for Informations læsere? For mig at se må det OGSÅ være det sidstnævnte spørgsmål, fordi man vel læser en avis som Information for at blive KLOGERE og ikke bare for at blive BEKRÆFTET i de meninger, man har på forhånd?

Hvis man vil skrive samtidslitteraturens historie i Danmark, bliver man nødt til at afklare nogle ting først, som det typisk forudsætter en universitetsuddannelse inden for litteraturvidenskab for at kunne svare på, og som også forudsætter en viden inden for æstetisk teori og historieteori (det er en del af litteraturvidenskabsfolks uddannelse).

Det synspunkt kan du jo godt kalde arrogant, men hvorfor skal nogen mennesker kaldes arrogante, fordi de i kraft af deres uddannelse ved mere end andre (de er jo i egentlig forstand ”bedrevidende) inden for bestemte områder?

Eksempler på nogle grundlæggende spørgsmål, der skal tages stilling til, for at man kan skrive en samtidslitteraturens samtidshistorie:

Hvori består samtidslitteraturens samtidighed?

Hvori består samspillet (den gensidige betingning) mellem den historiske forandring af det litterære værks væren (ontologi)(værket er f.eks. ikke kun knyttet til ”bogen”) og de sociale relationer i det litterære rum (bl.a. i de litterære institutioner)?

Hvorledes er disse ovennævnte forandringer betinget af forandringer i samfundets økonomiske processer og af den måde, som vi i samfundet kommunikerer på (gennem medier)?

Bjarne Toft Sørensen

@ Malene Nielsen

I forbindelse med Claus Beck Nielsen skriver du:
”Skulle man ikke heller spørge om han skrev gode bøger der holder værdien og stadig er gode - bøger der gav os øgede indsigter i os selv og i den komplekse i at være menneske? Mit svar. Nej - det gjorde han ikke. Hans bøger var selvoptagede og havde hans såkaldte projekter havde en tendens til at tingsligere andres lidelser - at profitere på andres lidelser. Han fortjener ikke al den spalteplads han får”.

Man kunne godt skrive litteraturhistorie ud fra, om han skrev gode bøger, der holder værdien og stadig er gode bøger, der giver os øget indsigt i os selv og i det komplekse i at være menneske. Men det ville så være en meget ”gammeldags” måde at skrive litteraturhistorie på.

Det ville være en måde, der vægtede traditionelle litterære værdier, og som så litteraturen som isoleret fra en række af de forhold i samfundet, som litteraturen også både skal være et svar på, og som den er afhængig af, og som også får betydning for det ”komplekse” i at være menneske.

Når du skriver sådan, forveksler du, i en ”nyere forstand”, spørgsmålet om litterær kvalitet med spørgsmålet, om noget er litteraturhistorisk væsentligt og interessant. Du kan have ret i, at hans bøger viser en selvoptagethed, og at hans projekter har en tendens til at tingsliggøre andres lidelser (profitere på andres lidelser).

Det skal inddrages ved en vurdering af hans værkers litterære kvalitet, men det forringer ikke deres relevans i forhold til, om hans aktiviteter og værker er litteraturhistorisk væsentlige og interessante.

Det interessante, litteraturhistorisk set, er hans eksperimenterende måde at ville undersøge en række forhold på og hans reaktion som forfatter på en række forandringer i tiden af forskellig art (f.eks. opfattelsen af det litterære værk og den måde som institutioner, ikke mindst medier og litterære institutioner, fungerer på, samt spørgsmålet om forfatterens identitet som forfatter og menneske, som konsekvens af disse forandringer).

Selv om han kun til dels, i en traditionel socialrealistisk forstand, giver os ”øgede indsigter i os selv og i den komplekse i at være menneske”, så gør han det alligevel i en mere avanceret forstand (på et meta – niveau), ikke mindst når det drejer sig om det at være forfatter og at forholde sig til en række ændringer i samfundet.

Bjarne Toft Sørensen

En rettelse:
I kommentaren kl. 20.00 skrev jeg: " --- for at man kan skrive en samtidslitteraturens samtidshistorie", og der skulle have stået: " --- for at man kan skrive en samtidslitteraturens historie".

Malene Nielsen

@Bjarne Toft Sørensen
Tak for dit meget detaljerede svar. Jeg sætter stor pris på det.
Du har helt ret i at folk skal ikke bebrejdes at de via deres uddannelse ved mere end andre om særlige emner. Men når man siger man ved noget og at der en større gruppe der bare ikke kan snakke med fordi det ikke har den viden, så lukker man også diskussionen ned og det var måske det jeg fandt lidt arrogant - måske er jeg bare lidt nærtagende det var måske ikke det du mente. Men viden kan jo ikke diskuteres. Derfor betragter jeg nok ikke humaniora og samfundsvidenskberne som viden og vidensproduktion selv om I jo nok selv gerne vil beskrive det som sådanne. Dermed ikke sagt at jeg ikke sætter uendelig meget pris på at I eksisterer.

Bjarne Toft Sørensen

@Malene Nielsen

Tak for dit svar.

”Men viden kan jo ikke diskuteres. Derfor betragter jeg nok ikke humaniora og samfundsvidenskberne som viden og vidensproduktion selv om I jo nok selv gerne vil beskrive det som sådanne.”

Videnskabelig viden kan godt diskuteres i den forstand, at den altid bygger på nogle bestemte forudsætninger, og hvis man ændrer forudsætningerne, som man arbejder ud fra, så bliver resultatet et andet.

Det var også derfor, at jeg skrev: ”Man kunne godt skrive litteraturhistorie ud fra, om han skrev gode bøger, der holder værdien og stadig er gode bøger, der giver os øget indsigt i os selv og i det komplekse i at være menneske. Men det ville så være en meget ”gammeldags” måde at skrive litteraturhistorie på”.

Erik Skyum-Nielsen skrev nogle indledende overvejelser til serien om de forskellige måder at skrive litteraturhistorie på, som har været fremherskende i DK gennem tiden, og præsenterede den måde, de på Information havde valgt at skrive den på.
https://www.information.dk/kultur/2019/08/naermest-umuligt-skrive-dansk-...

Det specielle er jo også, at det er samtidslitteraturens historie, der skal skrives, hvor man på en måde selv er midt i det, og det giver nogle udfordringer i forhold til ikke bare umiddelbart og subjektivt at skrive den historie ud fra, hvad man selv mener, der har været ”betydningsfuld” litteratur i perioden. Man skal først tænke grundigt over de forudsætninger, som man vælger at arbejde og skrive ud fra.

Som professor Anne-Marie Mai skriver:
”Informations skribenter ---- fokuserer på litterære momenter, en udfordrende og samtidig oplagt idé, der ligger i forlængelse af den internationale forskning, som også jeg har trukket på”.
https://www.information.dk/kultur/2019/11/information-fokuserer-paa-mome...

Samtidig gør hun så opmærksom på, at hun ville have prioriteret anderledes på nogle punkter og have valgt nogle andre ”litterære momenter”.

Når Information skriver samtidslitteraturens historie, sker det altså på nogle ganske bestemte valgte forudsætninger, og disse forudsætninger vækker uden tvivl forundring hos størstedelen af Informations læsere.

Som læser kan man så primært vælge mellem to grundindstillinger: ”Det blev slet ikke, som jeg havde forventet, de må ikke være rigtig kloge på Information” eller ”det blev slet ikke, som jeg havde forventet. Gad vide, hvorfor de vælger at skrive det må den måde? Hvad kan årsagen være til, at de har prioriteret, som de har?”

Der er ingen, der tvinger læserne til at være enige i de forudsætninger, som kritikerne på Information har valgt at skrive ud fra, men det mindste, man kan forvente, er en åben nysgerrighed og et forsøg på at forstå de valgte forudsætninger.

Når politikere lefler for deres vælgere og fortæller dem det, de gerne vil høre, for at blive genvalgt, så kalder man det for populisme. Katrine Marie Guldagers afsluttende bemærkning minder gevaldigt om en opfordring til Information om at gøre noget tilsvarende:

”Det virker, som om Information også i denne litteraturhistorie, næsten bevidst uddyber kløften mellem dét, I anerkender og roser, og dét, folk faktisk læser. Er I tjent med det, Information? Er vi andre? Jeg synes det ikke”.

Malene Nielsen

@Bjarne Toft Sørensen

Du skriver:"Videnskabelig viden kan godt diskuteres i den forstand, at den altid bygger på nogle bestemte forudsætninger, og hvis man ændrer forudsætningerne, som man arbejder ud fra, så bliver resultatet et andet."
Jeg tror du overdriven værdien af "forudsætningerne" i humanistisk forskning. Problemet er lidt her at selv om du opstiller præcis samme forudsætninger og gentager undersøgelsen, men med tre andre litteraturhistorieskrivere så ville der næsten med garanti komme et meget forskelligt resultat ud af det. Med andre ord er det ikke forudsætningerne der udelukkende påvirker resultatet - det gør hvem der nu skriver det i lige så høj grad. Det giver mening indenfor naturvidenskab at stille det op på den måde fordi samme forudsætninger, giver samme resultatet, - helt uafhængig af hvem og hvor det laves. Resultatet ligger fast og man kan sige - vi VED det her og resultatet kan reproduceres.

Bjarne Toft Sørensen

@Malene Nielsen
"Problemet er lidt her at selv om du opstiller præcis samme forudsætninger og gentager undersøgelsen, men med tre andre litteraturhistorieskrivere så ville der næsten med garanti komme et meget forskelligt resultat ud af det".

Jeg forstår godt, hvad du mener, og der er meget rigtigt. i det du skriver, selv om du overdriver.

Så er vi i gang med en diskussion om de forskellige videnskabers forskellige metoder og f.eks. en diskussion om betydningen af forskellene i anvendelsen af henholdsvis kvalitative og kvantitative metoder, og hvordan og i hvilket omfang, der indgår fortolkning i forskningsprocessen.

Selv om Aarhus Universitet har indført en engelsk - amerikansk præget faglig opbygning af studier og forskning, hvor man typisk ikke accepterer humaniora som "science", taler de stadig om, at man i humaniora anvender videnskabelige metoder.

Selv om der i naturvidenskab anvendes kvantitative metoder, arbejdes der på nogle bestemte ontologiske eller metafysiske forudsætninger, og man kommer ikke uden om at kommunikere gennem anvendelse af sprog og at anvende fortolkning.

På den baggrund kan man tale om videnskabelig viden, men hvis der arbejdes ud fra andre ontologiske eller metafysiske forudsætninger, end dem naturvidenskaben bygger på, vil det være lige så rigtigt, i givet fald, at tale om filosofisk viden, der er i strid med videnskabelig viden.

Det vigtigste er, at naturvidenskab fungerer, og når det fungerer, må det også være fordi, at der er en form for sandhed knyttet til de særlige betingelser, det fungerer under.

Det er sådan noget, man som filosof underviser i, under videnskabsteori i faget filosofi i gymnasiet.

Min tidligere professor i filosofi, David Favrholdt, ville nok have været mere enig med dig end med mig, ud fra det han skriver i bogen "Erkendelse. Grundlag og gyldighed", fra 2008. Så det er absolut ikke noget, der er enighed om.