Jürgen Habermas: Filosofien skal ikke kun bidrage til at forbedre vores viden om verden

– Hr. Habermas, i disse dage præsenterer De en ny bog med et originalt bud på en ny filosofihistorie. Bogen er en mesterlig og omfattende rundtur i Europas postmetafysiske tænkning og et værk af monumentalt omfang, to bind og næsten 1.700 sider …

»… ja, og jeg har arbejdet på den i ti år, men som forfatter er jeg i grunden mere interesseret i at høre fra mine læsere, hvilke nye tanker mit strejftog gennem vestlig filosofi kan sætte i gang hos dem – men ja, her var jeg nok lidt for uforsigtig, da jeg sagde ja til dette interview …«

– Men De kan vel ikke fortænke en læser i at spørge, hvordan man i sine 90’ere kan finde ny motivation til at beskæftige sig så indgående med spørgsmålet om, hvordan en postmetafysisk tænkning har taget form …?

»Videnskaben øger vores viden om verden med en hidtil uset acceleration. I det 20. århundredes historisk korte tidsrum oplevede vi gennembrud for mikrofysik, biogenetik og neurovidenskab – og næsten lige så hurtigt også revolutionerende teknologiske konsekvenser af disse nye erkendelser.«

»Ikke blot lærer vi hele tiden mere og mere om naturen omkring os. Vi lærer også stadig mere om den natur, som er os selv. I mellemtiden kan bioteknologien fortsætte med at oplyse os om livets byggesten og ikke kun til terapeutiske formål, mens de mentale operationer, som tidligere kun var tilgængelige for os refleksivt, det vil sige til en vis grad i kraft af bevidstheden selv, nu findes materialiseret som hardware.«

– Vi lever mere end nogensinde i et videnskabens og teknologiens århundrede …

» … og i lyset af disse discipliners overvældende succes føler humaniora og samfundsvidenskab sig på en vis måde ’hægtet af’. Mere end nogensinde må filosofien spørge sig, om den skal lade sig rive med af de objektiverende naturvidenskaber, eller om den tværtimod skal stå imod at blive knyttet til disse.«

»Inden for det felt, som på engelsk kaldes philosophy of mind, er der for eksempel indledt et frugtbart samarbejde med de kognitive videnskaber. Alligevel bør filosofien ikke glemme, at dens reelle opgave ikke er at bidrage direkte til at forbedre vores viden om verden – den er rettere at reflektere over, hvad sådanne fremskridt i viden kan betyde for os.«

– Hvad vil det mere konkret sige?

»Min filosofihistorie skal minde os om, at filosofien kan yde et rationelt bidrag til at klarlægge vores forståelse af verden og os selv. Filosofi er nok en videnskabelig måde at tænke på, men dens mål er at forsøge at forklare, hvordan vi kan forstå os selv i dag som mennesker, som individer og personer og hinandens samtidige. Og vel at mærke drejer dette sig om en teoretisk orientering, ikke om et forhold mellem filosofien og offentligheden.«

– Med andre ord: Det var primært den internt filosofiske debat, De følte Dem udfordret af?

»Det drejer sig snarere om en baggrundskontrovers om, hvor langt den menneskelige fornuft rækker. Omfatter vores ufuldkomne viden kun, hvad der nu engang er tilfældet? Vi kan også beskæftige os med begrundelser i moralske og juridiske konflikter, med kunstværker og æstetiske oplevelser, ja endda med de værdiorienteringer, der bliver legemliggjort i livsformer eller individuelle livsplaner.«

»Spektret over væsentlige begrundelser strækker sig åbenlyst ud over området empirisk og teoretisk viden. Men hvis sådanne argumenter også skal ’tælle’, er det klart nok overbevisningskraften i en praktisk filosofi, der kommer i spil, og den kan ikke reduceres til at være en teoretisk fornuft, der blot tages i brug til praktiske formål. Fra det øjeblik må vi forvente læreprocesser, der ikke resulterer i nogen fremgang for produktivkræfterne, men snarere bliver legemliggjort i frihedens og retfærdighedens institutioner.«

»De historiske omstændigheder stiller os ofte over for sådanne smertefulde normative indlæringsprocesser. Hvis alt går godt, lærer vi at inkludere de underprivilegerede andre i vores livsform eller lærer at anerkende de diskriminerede fremmede som ligeberettigede andre i en livsform, der bliver udvidet til nye fællesskaber.«

Thomas Lohnes

– Det afgørende ærinde for Dem er altså at henvise til, at der er ’mere end alt, hvad der er tilfældet’ – og i den forstand at holde filosofien åben, men uden af den grund at havne i den traditionelle metafysiks farvand?

»Når vi taler om ’metafysik’ fra et historisk perspektiv, mener vi stærke verdensbilleder, hvor begrebet om det værende stadig er sammenvævet med det eksemplariske, det smukke, det gode og det retfærdige. På den måde bliver grundforståelsen af verden og af verdenshistorien skåret til efter den position, som vi mennesker har i den.«

»Verden bliver tænkt, som om den var et beboeligt hjem. Ikke kun den religiøse tænkning, men også den metafysiske forkynder en meningsfuld telos og rummer løftet om en ’frelsende’ retfærdighed. I modsætning til denne tankegang skelner den postmetafysiske tænkning omhyggeligt ’er’ fra ’bør’, smukt fra godt og alle de foregående igen fra ’retfærdigt’.«

»Metafysikken var i stand til at besvare alle store spørgsmål om, hvad vi kan erkende, hvordan vi burde handle, hvad vi kunne håbe på, og hvad mennesker overhovedet er, og den gjorde selv krav på at sidde inde med en helhedsforklaring på alt dette. Men fra det 17. århundrede begynder disse metafysiske verdenssyn at gå i opløsning, hvad der er gode grunde til.«

»De moderne samfund bliver nødsaget til at skabe alle normative orienteringer ud fra deres egne ressourcer. Min bog vil fra dette udgangspunkt undersøge, om vi under disse nye forudsætninger for en postmetafysisk tænkning fortsat kan holde fast i hine store grundspørgsmål, som Kant i sin tid formulerede.«

– De tematiserer i bogen præcis disse spørgsmål: ’Hvad kan jeg vide?’, ’hvad skal jeg gøre?’, ’hvad kan jeg håbe på?’ og ’hvad er en person?’. Men er der også en bestemt position, De i den sammenhæng vil forsvare?

»Med hensyn til spørgsmålet ’hvad skal vi gøre?’ plæderer jeg for, at vi må tiltro den praktiske fornuft at være noget mere end rationaliseringer af beslutninger, der er orienteret efter egne præferencer, værdier eller følelser. Ved at vinde indsigt i de sårbare strukturer i vores sameksistens kan vi uddrage gode begrundelser for den kantianske idé om retfærdighed og for normative handlingsorienteringer, der kan være alment forpligtende.«

– Deres ærinde er ydermere at vise, hvordan den postmetafysiske tankegang historisk formåede at frigøre sig selv fra religiøse omklamringsforsøg. En milepæl i den bestræbelse var Kants filosofi. Med ham på den ene side og David Hume på den anden belyser De, hvordan filosofien stod ved en skillevej. Hvilken beslutning stod filosofien dengang over for?

»Siden Romerriget har diskursen om tro og viden generelt været afgørende for den vestlige bevidsthedskonstellation. Jeg redegør for, hvordan filosofien i ’den naturlige fornufts’ smeltedigel har tilegnet sig visse motiver, oplevelser og sensibiliteter fra de religiøse traditioner. Med dette ihærdige oversættelsesarbejde har den frigjort vigtige grundlæggende udtryk som ’person’ og ’individ’, ’fri vilje’ og ’autonomi’ eller ’bør’ fra deres religiøse konteksters obligatoriske normer. Hvor Hume herefter demonterer, dekonstruerer og devaluerer denne arv i sine detaljerede begrebsanalyser, var det Kants hensigt at rekonstruere religionens og naturrettens etiske kerne og give den et fundament inden for den rene fornufts grænser.«

– De har samtidig altid været en offentlig intellektuel og bekymret Dem for ’afsporinger af moderniteten’ – det skinner også igennem i denne bog. Hvordan kombinerer De denne bekymring med bestræbelsen på at rekonstruere en fornuft, der forsøger at yde arven fra de religiøse traditioner retfærdighed?

»Det ser man netop i de sensibiliteter, ud fra hvilke Hegel udvikler det dialektiske begreb om ’moral’ eller ’sædelighed’, dvs. et system af institutioner og vaner. Han skelner mellem de individuelle personers unikke karakterer og den abstrakte generalitet i de moralske og juridiske regler, der regulerer deres sociale samkvem og de specielle historiske udtryk for de konkrete livsformer, hvor den enkelte og det generelle skal kombineres med et kapitalistisk samfunds funktionelle behov. Hvis vi læser Hegel demokratisk, kan den sociale integration kun lykkes i det omfang, at vi former samfundet i en politisk form, der kan bygge på et afbalanceret forhold mellem retfærdigt fordelte sociale forpligtelser og individuelle udviklingsrum.«

– Men hvor kommer så den religiøse arv ind i billedet?

»I et sådant begreb om social integration kan man stadig genkende det fjerne ekko af erfaringer fra et religiøst samfund. Men i sidstnævnte bliver den individuelle troendes vertikale forhold til Gud flettet sammen med det horisontale fælles netværk af forhold mellem hvert enkelt medlem og alle de andre medlemmer af en lokal menighed, som selv kun er del af en universel kirke.«

»Synderen, der bekymrer sig for sin frelse, gør sig i de kommunikative relationer til Gud og til menigheden erfaringer ud fra en anden persons perspektiv, som de græske filosoffer var helt fremmede overfor, når de så på kosmos, både med hensyn til indhold, men også i deres performative modus. Men gennem Augustin fandt disse erfaringer en vej ind i filosofien.«

– De påpeger, at den religiøse erfaring er en »pæl i modernitetens kød« – i det mindste så længe den vedrører en levende religiøs praksis – for så holder samme erfaring spørgsmål åbne for ’den sekulære fornuft om, hvorvidt der findes uafdækket semantisk indhold, som endnu afventer at blive oversat til ’profane’ formuleringer …

»Jeg blev i den sammenhæng inspireret af Adornos berømte formulering om, at alt teologisk indhold må »vandre over i det profane« og har fulgt sådanne oversættelsesprocesser i filosofiens historie. Det er måske usikkert, om denne proces kan videreføres i dag. Men i betragtning af den helt nye type etiske problemer, som for eksempel afslutningen på den menneskelige organismes naturgroethed og de ukontrollerede indgreb i de menneskelige arveanlæg konfronterer os med, forekommer det ikke urimeligt at gøre forsøget.«

»Af gode grunde kan den postmetafysiske tænkning ikke længere henvise til en transcendent magt. Men selv den trivielle impuls til ikke at ville acceptere det, som er vanskeligt at udholde i verden, gør os gensidigt afhængige af en autonom dømmekraft og handling, der indefra kan transcendere verden som helhed«.

© Neue Zürcher Zeitung og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Jürgen Habermas’ nye værk Også en filosofihistorie vil blive anmeldt i Information i nærmeste fremtid.