Læsetid: 8 min.

Jürgen Habermas: Filosofien skal ikke kun bidrage til at forbedre vores viden om verden

Hvordan har viden løst sig fra tro? Hvad betyder sekulær eller postmetafysisk tænkning? Og hvordan kan fornuften skabe orientering i en stadig mere kompleks verden? Jürgen Habermas skitserer i et interview grundspørgsmålene i sit nye store værk ’Også en filosofihistorie’
»Mere end nogensinde må filosofien spørge sig, om den skal lade sig rive med af de objektiverende naturvidenskaber, eller om den tværtimod skal stå imod at blive knyttet til disse.« lyder det fra Jürgen Habermas.

»Mere end nogensinde må filosofien spørge sig, om den skal lade sig rive med af de objektiverende naturvidenskaber, eller om den tværtimod skal stå imod at blive knyttet til disse.« lyder det fra Jürgen Habermas.

Sofie Holm Larsen

10. januar 2020

– Hr. Habermas, i disse dage præsenterer De en ny bog med et originalt bud på en ny filosofihistorie. Bogen er en mesterlig og omfattende rundtur i Europas postmetafysiske tænkning og et værk af monumentalt omfang, to bind og næsten 1.700 sider …

»… ja, og jeg har arbejdet på den i ti år, men som forfatter er jeg i grunden mere interesseret i at høre fra mine læsere, hvilke nye tanker mit strejftog gennem vestlig filosofi kan sætte i gang hos dem – men ja, her var jeg nok lidt for uforsigtig, da jeg sagde ja til dette interview …«

– Men De kan vel ikke fortænke en læser i at spørge, hvordan man i sine 90’ere kan finde ny motivation til at beskæftige sig så indgående med spørgsmålet om, hvordan en postmetafysisk tænkning har taget form …?

»Videnskaben øger vores viden om verden med en hidtil uset acceleration. I det 20. århundredes historisk korte tidsrum oplevede vi gennembrud for mikrofysik, biogenetik og neurovidenskab – og næsten lige så hurtigt også revolutionerende teknologiske konsekvenser af disse nye erkendelser.«

»Ikke blot lærer vi hele tiden mere og mere om naturen omkring os. Vi lærer også stadig mere om den natur, som er os selv. I mellemtiden kan bioteknologien fortsætte med at oplyse os om livets byggesten og ikke kun til terapeutiske formål, mens de mentale operationer, som tidligere kun var tilgængelige for os refleksivt, det vil sige til en vis grad i kraft af bevidstheden selv, nu findes materialiseret som hardware.«

Jürgen Habermas, Tysklands, ja Europas største nulevende filosof og demokratitænker har netop i en alder af 90 år udgivet et stort værk på godt 1700 sider, ”Auch eine Geschichte der Philosophie" (Også en filosofihistorie), hvor han forsøger at bygge en bro mellem tro og videnskab og gentænke religionens rolle i samfundet.

Interviewet med Henning Klingen tager afsæt i det nye værk, som også vil blive anmeldt i Information inden så længe, når storværket er blevet fordøjet.

– Vi lever mere end nogensinde i et videnskabens og teknologiens århundrede …

» … og i lyset af disse discipliners overvældende succes føler humaniora og samfundsvidenskab sig på en vis måde ’hægtet af’. Mere end nogensinde må filosofien spørge sig, om den skal lade sig rive med af de objektiverende naturvidenskaber, eller om den tværtimod skal stå imod at blive knyttet til disse.«

»Inden for det felt, som på engelsk kaldes philosophy of mind, er der for eksempel indledt et frugtbart samarbejde med de kognitive videnskaber. Alligevel bør filosofien ikke glemme, at dens reelle opgave ikke er at bidrage direkte til at forbedre vores viden om verden – den er rettere at reflektere over, hvad sådanne fremskridt i viden kan betyde for os.«

– Hvad vil det mere konkret sige?

»Min filosofihistorie skal minde os om, at filosofien kan yde et rationelt bidrag til at klarlægge vores forståelse af verden og os selv. Filosofi er nok en videnskabelig måde at tænke på, men dens mål er at forsøge at forklare, hvordan vi kan forstå os selv i dag som mennesker, som individer og personer og hinandens samtidige. Og vel at mærke drejer dette sig om en teoretisk orientering, ikke om et forhold mellem filosofien og offentligheden.«

– Med andre ord: Det var primært den internt filosofiske debat, De følte Dem udfordret af?

»Det drejer sig snarere om en baggrundskontrovers om, hvor langt den menneskelige fornuft rækker. Omfatter vores ufuldkomne viden kun, hvad der nu engang er tilfældet? Vi kan også beskæftige os med begrundelser i moralske og juridiske konflikter, med kunstværker og æstetiske oplevelser, ja endda med de værdiorienteringer, der bliver legemliggjort i livsformer eller individuelle livsplaner.«

»Spektret over væsentlige begrundelser strækker sig åbenlyst ud over området empirisk og teoretisk viden. Men hvis sådanne argumenter også skal ’tælle’, er det klart nok overbevisningskraften i en praktisk filosofi, der kommer i spil, og den kan ikke reduceres til at være en teoretisk fornuft, der blot tages i brug til praktiske formål. Fra det øjeblik må vi forvente læreprocesser, der ikke resulterer i nogen fremgang for produktivkræfterne, men snarere bliver legemliggjort i frihedens og retfærdighedens institutioner.«

»De historiske omstændigheder stiller os ofte over for sådanne smertefulde normative indlæringsprocesser. Hvis alt går godt, lærer vi at inkludere de underprivilegerede andre i vores livsform eller lærer at anerkende de diskriminerede fremmede som ligeberettigede andre i en livsform, der bliver udvidet til nye fællesskaber.«

Thomas Lohnes

– Det afgørende ærinde for Dem er altså at henvise til, at der er ’mere end alt, hvad der er tilfældet’ – og i den forstand at holde filosofien åben, men uden af den grund at havne i den traditionelle metafysiks farvand?

»Når vi taler om ’metafysik’ fra et historisk perspektiv, mener vi stærke verdensbilleder, hvor begrebet om det værende stadig er sammenvævet med det eksemplariske, det smukke, det gode og det retfærdige. På den måde bliver grundforståelsen af verden og af verdenshistorien skåret til efter den position, som vi mennesker har i den.«

»Verden bliver tænkt, som om den var et beboeligt hjem. Ikke kun den religiøse tænkning, men også den metafysiske forkynder en meningsfuld telos og rummer løftet om en ’frelsende’ retfærdighed. I modsætning til denne tankegang skelner den postmetafysiske tænkning omhyggeligt ’er’ fra ’bør’, smukt fra godt og alle de foregående igen fra ’retfærdigt’.«

»Metafysikken var i stand til at besvare alle store spørgsmål om, hvad vi kan erkende, hvordan vi burde handle, hvad vi kunne håbe på, og hvad mennesker overhovedet er, og den gjorde selv krav på at sidde inde med en helhedsforklaring på alt dette. Men fra det 17. århundrede begynder disse metafysiske verdenssyn at gå i opløsning, hvad der er gode grunde til.«

»De moderne samfund bliver nødsaget til at skabe alle normative orienteringer ud fra deres egne ressourcer. Min bog vil fra dette udgangspunkt undersøge, om vi under disse nye forudsætninger for en postmetafysisk tænkning fortsat kan holde fast i hine store grundspørgsmål, som Kant i sin tid formulerede.«

– De tematiserer i bogen præcis disse spørgsmål: ’Hvad kan jeg vide?’, ’hvad skal jeg gøre?’, ’hvad kan jeg håbe på?’ og ’hvad er en person?’. Men er der også en bestemt position, De i den sammenhæng vil forsvare?

»Med hensyn til spørgsmålet ’hvad skal vi gøre?’ plæderer jeg for, at vi må tiltro den praktiske fornuft at være noget mere end rationaliseringer af beslutninger, der er orienteret efter egne præferencer, værdier eller følelser. Ved at vinde indsigt i de sårbare strukturer i vores sameksistens kan vi uddrage gode begrundelser for den kantianske idé om retfærdighed og for normative handlingsorienteringer, der kan være alment forpligtende.«

– Deres ærinde er ydermere at vise, hvordan den postmetafysiske tankegang historisk formåede at frigøre sig selv fra religiøse omklamringsforsøg. En milepæl i den bestræbelse var Kants filosofi. Med ham på den ene side og David Hume på den anden belyser De, hvordan filosofien stod ved en skillevej. Hvilken beslutning stod filosofien dengang over for?

»Siden Romerriget har diskursen om tro og viden generelt været afgørende for den vestlige bevidsthedskonstellation. Jeg redegør for, hvordan filosofien i ’den naturlige fornufts’ smeltedigel har tilegnet sig visse motiver, oplevelser og sensibiliteter fra de religiøse traditioner. Med dette ihærdige oversættelsesarbejde har den frigjort vigtige grundlæggende udtryk som ’person’ og ’individ’, ’fri vilje’ og ’autonomi’ eller ’bør’ fra deres religiøse konteksters obligatoriske normer. Hvor Hume herefter demonterer, dekonstruerer og devaluerer denne arv i sine detaljerede begrebsanalyser, var det Kants hensigt at rekonstruere religionens og naturrettens etiske kerne og give den et fundament inden for den rene fornufts grænser.«

– De har samtidig altid været en offentlig intellektuel og bekymret Dem for ’afsporinger af moderniteten’ – det skinner også igennem i denne bog. Hvordan kombinerer De denne bekymring med bestræbelsen på at rekonstruere en fornuft, der forsøger at yde arven fra de religiøse traditioner retfærdighed?

»Det ser man netop i de sensibiliteter, ud fra hvilke Hegel udvikler det dialektiske begreb om ’moral’ eller ’sædelighed’, dvs. et system af institutioner og vaner. Han skelner mellem de individuelle personers unikke karakterer og den abstrakte generalitet i de moralske og juridiske regler, der regulerer deres sociale samkvem og de specielle historiske udtryk for de konkrete livsformer, hvor den enkelte og det generelle skal kombineres med et kapitalistisk samfunds funktionelle behov. Hvis vi læser Hegel demokratisk, kan den sociale integration kun lykkes i det omfang, at vi former samfundet i en politisk form, der kan bygge på et afbalanceret forhold mellem retfærdigt fordelte sociale forpligtelser og individuelle udviklingsrum.«

– Men hvor kommer så den religiøse arv ind i billedet?

»I et sådant begreb om social integration kan man stadig genkende det fjerne ekko af erfaringer fra et religiøst samfund. Men i sidstnævnte bliver den individuelle troendes vertikale forhold til Gud flettet sammen med det horisontale fælles netværk af forhold mellem hvert enkelt medlem og alle de andre medlemmer af en lokal menighed, som selv kun er del af en universel kirke.«

»Synderen, der bekymrer sig for sin frelse, gør sig i de kommunikative relationer til Gud og til menigheden erfaringer ud fra en anden persons perspektiv, som de græske filosoffer var helt fremmede overfor, når de så på kosmos, både med hensyn til indhold, men også i deres performative modus. Men gennem Augustin fandt disse erfaringer en vej ind i filosofien.«

– De påpeger, at den religiøse erfaring er en »pæl i modernitetens kød« – i det mindste så længe den vedrører en levende religiøs praksis – for så holder samme erfaring spørgsmål åbne for ’den sekulære fornuft om, hvorvidt der findes uafdækket semantisk indhold, som endnu afventer at blive oversat til ’profane’ formuleringer …

»Jeg blev i den sammenhæng inspireret af Adornos berømte formulering om, at alt teologisk indhold må »vandre over i det profane« og har fulgt sådanne oversættelsesprocesser i filosofiens historie. Det er måske usikkert, om denne proces kan videreføres i dag. Men i betragtning af den helt nye type etiske problemer, som for eksempel afslutningen på den menneskelige organismes naturgroethed og de ukontrollerede indgreb i de menneskelige arveanlæg konfronterer os med, forekommer det ikke urimeligt at gøre forsøget.«

»Af gode grunde kan den postmetafysiske tænkning ikke længere henvise til en transcendent magt. Men selv den trivielle impuls til ikke at ville acceptere det, som er vanskeligt at udholde i verden, gør os gensidigt afhængige af en autonom dømmekraft og handling, der indefra kan transcendere verden som helhed«.

© Neue Zürcher Zeitung og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Jürgen Habermas’ nye værk Også en filosofihistorie vil blive anmeldt i Information i nærmeste fremtid.

Tyskland fejrer tirsdag verdens måske mest betydningsfulde nulevende filosof, Jürgen Habermas, der fylder 90 år. Hans sproglige idealisme er slebet til med årene, men i en tid med fake news og illiberale demokratier er Habermas’ ukuelige tro på samtalen, demokratiet og den kapitalismekritiske fornuft stadig rygende aktuel
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Jørgen Vogelius
  • Jesper Valgreen
  • Susan Hansen
  • Steffen Gliese
  • Kurt Nielsen
Ejvind Larsen, Jørgen Vogelius, Jesper Valgreen, Susan Hansen, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Habermas har, ud fra min erfaringsverden som mangeårig glad og garvet psykiatribruger, helt åbentlyst nogle uerkendte psykiske sygdomme og konflikter som det er vanskeligt at sige om dagligsproget kan udtrykke enkelt og uden direkte kendskab til patienten. Har sproget "lært" at Habermas er syg? At han sublimerer, dvs. omsætter seksuel drift til tænkning er tydeligt for enhver. Det mere foruroligende er imidlertid at han altid kører på de såkaldte primærprocesser. Hvis man er en kvik fyr eller kvinde bliver man indfanget med det samme af de endeløse tankekrøller hvor klarhed er fraværende og kærlighed til mennesker ikke træder frem på en enkel måde. Manden er det der i fagsproget kaldes grænsepsykotisk. Jeg tror at de humanistiske fakulteter kunne blive bedre af at lave noget seriøs grundforskning i intellektuelt snobberi. Desuden tror jeg det er meget sjældent at Habermas er blevet korrigeret på disse to områder. Korrektioner er vigtig for både psykisk sundhed og filosofisk tænkning. Habermas er det tydeligste symptom på humanioras krise vi overhovedet har. Han bør derfor omgående nedfryses og overdrages til snobberiforskerne.

Emil Davidsen, Ole jakob Dueholm Bech, gert rasmussen, Kristian Fogh Thomsen, Kurt Nielsen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar

Er mennesket overhovedet fornuftigt? Er det vores selvopfattelse - vores plads på denne jord den er gal med. Den blinde tro på menneskets fornuft og videnskaben.

"Secular humanism posits that human beings are capable of being ethical and moral without religion or a god. Humans are neither inherently evil or innately good. It emphasizes the unique responsibility facing humanity and the ethical consequences of human decisions

men

‘Humanism has enabled us to benefit from the fruits of the modern covenant without paying its price. … The free choice of customers and voters supplies us with all the meaning we require. …. But what happens once we have the technology to calculate, design and outsmart their feelings, once the human experience becomes just another design-able product?’

Ehrenfeld – key questions: where do we stand now: Is technology’s dehumanisation of people and its devastation of the natural world a departure from humanism or at its heart? Is belief in our virtually infinite possibilities deeply flawed?
The modern world has been arranged entirely for the benefit of humanity. Human inventiveness is elevated to divine levels and is regarded as quasi-infallible.

Key ‘misguided’ humanist assumption:
1. All problems are soluble.
2. All problems are soluble by people.
3. Many problems are soluble by technology.
4. All finite resources have substitutes.
5. Whatever happens: Human civilization will survive.

Ehrenfeld: ‘We have an addiction to happy endings…’
Our sense of omnipotence is a sham; our knowledge and control of the future is weak and limited, our discoveries and inventions often work in ways we do not expect.

‘Western civilisation is the negation of biological reality.’

Flertallet af videnskabelige opdagelser og teknologiske gennembrud har udrettet store ødelæggelser for menneskeheden, kulturer og miljøet inklusiv andre levende væsener.
Hvis en opdagelse eller en teknologi kan bruges i det ondes tjeneste vil den også blive brugt således.

http://tintern-philosophy.org/Notes/Arrogance_of_humanism.pdf

Ejvind Larsen, Morten Balling og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Pia Nielsen

Ja, det bliver næppe filosofiens forgæves jagt på "det skønne", eller dens forvirrede forsøg på at forstå, hvad kommunikation er (overførsel af bits), som kommer til at løse de problemer vi står midt i med klimaet og den ikke-eksisterende bæredygtighed.

Mennesker er, hvorvidt mennesker ønsker at acceptere det eller ej, primater, og i adfærd og i social sammenhæng minder vi meget mere om chimpanser end om bonoboer. Man kan få en ret god fornemmelse af, hvordan mennesker fungerer ved at tage en tur i Zoologisk Have. Her har mennesker for det første tydeligvis ingen problemer med at spærre bevidste væsener inde i bure, for egen fornøjelses skyld, og ser man ned i abegrotten, så genfinder man et stort antal adfærdsmønstre som minder foruroligende meget om menneskers.

Alt det havde været godt at vide for 2 millioner år siden. Så kunne man have planlagt, hvordan Verden skulle udvikle sig, men det er tvivlsomt om det havde ændret ret meget, fordi vi stadig ikke kan bryde naturlovene. Primater er biologiske organismer, og evolutionen har ledt til at nogle egenskaber efterhånden er bygget ind i vores DNA.

Et eksempel: Vi vil alle gerne overleve. En nyfødt baby, blottet for kultur, har en griberefleks som stammer fra dengang moren havde pels og livet foregik i trækronerne. Babyens griberefleks kan sågar også ses i fødderne, selvom vi nu går på to ben. Ergo er babyens overlevelsesinstinkt ikke noget man kan forklare med kritisk teori eller kunsthistorie, men derimod med naturvidenskab.

Denne "overlevelsestrang" skyldes at evolution handler om "reproduction of the fittest". Man fører sine gener videre ved at overleve længe nok til at formere sig, og når man har formeret sig skal man holde sit afkom i live. Det gør man ved at sikre sig ressourcer. Først næring til en selv i dag, og dernæst til unger og mage. Evolutionen har ikke lært os at bekymre os om mennesker på den anden side af kloden, eller om vi har mulighed for at skaffe føde langt ude i fremtiden.

Der hvor vi for alvor går galt i byen, er når vi bilder os selv ind at vi er blevet så kloge og "kulturelle", at vi kan sætte os ud over naturen. Vi, og dermed enhver form for kultur, er en del af naturen, fuldstændig ligesom elefanternes begravelsesritualer er. Adskillelsen mellem natur og kultur er en menneskeskabt illusion. Vi kan bruge naturvidenskab til at forstå det system vi lever i, og så kunne man måske bruge filosofien til at tage nogle af de nederdrægtige beslutninger vi står overfor, men det forudsætter at filosofien tager sig sammen og kommer med et lidt mere pragmatisk bud på, hvad etik er for en fisk.