Kommentar
Læsetid: 2 min.

Kan en klapskammel redde verden?

Kunsten kan forbinde os med en kaotisk verden, så længe den kaotiske verden ikke forpurrer muligheden for at fordybe os i kunsten
Kunsten kan forbinde os med en kaotisk verden, så længe den kaotiske verden ikke forpurrer muligheden for at fordybe os i kunsten

Thomas Borberg

Kultur
10. januar 2020

Vil I gerne have et overskueligt nytårsforsæt? Jeg giver jer ét ord: klapskammel.

Ja. Klapskammel.

Tag på kunstmuseum. Find ud af, hvor de gemmer deres klapskamler, og tag en af dem under armen (eller tag selv en med). Vælg et enkelt værk på udstillingen. Placer klapskamlen foran værket og sæt dig ned. Tungt. Sæt uret til en time. Bliv foran værket, indtil uret ringer. Tag hjem. 

Det gjorde fire sagesløse medlemmer af avisens kulturredaktion i sidste uge. Resultatet kan du læse i denne uges tillæg. Ideen var at skabe nemme rammer for at udleve vores (min) idealiserede forestilling om en distraktionsfri og intens kunstoplevelse i en tid, hvor vi vælter os i musik, billeder, serier og film uden at være nærværende i noget af det.

På den måde var vores timer på skamlen også en slags brav kamp mod den dårlige samvittighed, som ofte er kunstoplevelsens trælse – evige –  følgesvend: Ser/forstår/oplever jeg nok og rigtigt nok – og det rigtige?

Boghistorikeren Tina Lupton fortalte i tirsdagsavisen om, at hun i sin doktordisputats kunne spore samme slags dårlige samvittighed i 1700-tallets læseoplevelser. Her græmmedes man over »at være draget mod sladderspalterne i aviserne og mod den nye svulstige romangenre, alt imens de filosofiske værker bare fik lov til at samle støv i bogreolen.«

Årsagen havde Luptin et sympatisk bud på: Fordi vi gerne vil gøre verden bedre:

»Jeg tror, det hænger sammen med en trang til selvudvikling, til dygtiggørelse, til Bildung (...) Det er noget andet end ren hedonisme. Det er forbundet med en utopisk forestilling om et bedre samfund, og derfor er utilfredsheden med vores læsning også et vigtigt politisk og socialt forandringsværktøj.«

Mon ikke man kan sige det samme om kunstoplevelsen?

Den nyudnævnte (tillykke!) direktør på Glyptoteket, Gertrud Hvidberg-Hansen, sagde eksempelvis i  Politiken om en nylig undersøgelse, der viser, at publikumstallet fra 2009 til 2018 på landets kunstmuseer er steget med 54 procent:

»En æstetisk ramme giver rum for fordybelse og æstetisk refleksion. Det er noget, tiden kalder på – man har brug for et alternativ til det brusende digitale rum, så det hele ikke bare buldrer derudad«.

For de fleste er museums- og teaterbesøg ikke kun adspredelse, men også motiveret af en tanke om, at vores indlevelse i kunst forbinder os til verden på vigtige måder. Herfra er tricket så bare ikke at bilde sig selv ind, at det at omgive sig med kunst i sig selv skaber fordybelse. Den skal vi hele tiden grave frem på ny. For eksempel via klapskammel.

Serie

De moderne hjerner og kunsten

Aldrig har vores hjerner modtaget og bearbejdet så meget information som nu. I en ny serie taler vi med hjerneforskere og kunstformidlere, filosoffer og neuroæstetikere, kunstnere og kulturhistorikere for at undersøge, hvordan den digitale verdens flimmer påvirker os. For hvis det er sandt, at internettet forandrer vores hjerner, og hvis det dermed også er sandt, at vores hjerner forandrer kunstoplevelsen – hvordan skal kunsten så reagere? Skal den ile med, eller gå den modsatte vej?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her